Guide: Juli måneds mest spændende koncerter

Guide: Juli måneds mest spændende koncerter

Juli står for døren, og festivalsæsonen er over os. Det afspejler sig også i oversigten over månedens mest spændende koncerer – men det er trods alt ikke festivaler det hele. Der er i skrivende stund ledige billetter til alle koncerter, medmindre andet er angivet.

En stjerne takker af

Du kender sikkert de karakteriske blæsere fra megahittet “You Can Call Me Al”. Nu lægger legenden bag, den amerikanske sanger og sangskriver Paul Simon, turen forbi Royal Arena – for allersidste gang. Med Homeward Bound – The Farewell Tour indstiller den 76-årige stjerne nemlig sin live-karriere.

Kan opleves her:

3/7 Royal Arena, København

 

Nordjyllands svar på Roskilde

Nibe Festival byder på internationale navne som The Script, Big Boi fra Outkast og den fremadstormende rapper Lil Xan godt blandet med store danske navne som Rasmus Seebach, Thomas Helmig, Dizzy Mizz Lizzy, Suspekt og et gendannet Aqua. Nykommere som for eksempel Node, Skinz, Hugo Helmig, Soleima, True Nord, Nelson Can og Fool suppleres blandt andet af veteraner som Michael Falch, Krebs, Gangway og Johnny Madsen

Kan opleves her:

4/7-7/7, Skalskoven, Nibe

 

På med jazz-fjæset

10 dage. 120 venues. 1300 koncerter. Der er en hel del at vælge mellem, når Copenhagen Jazz Festival dropper en rytmisk bombe i starten i juli. Hvis du endnu ikke har oplevet navne som The Roots (udsolgt), Girls in Airports og D/troit (der afløste Earl Sweatshirt på dette års NorthSide!) har du chancen nu.

Kan opleves her:

6/7-15/7 København

 

Fredagspop i Aarhus

Der er lidt for enhver pop-dreng og -pige, når juli-programmet for Fed Fredag fyrer op for friluftscenen i Aarhus. I denne måned kan du nemlig synge med på populære ørehængere fra Scarlet Pleasure, Saveus, Patrick Dorgan, Danser Med Drenge og Hugo Helmig, når Tivoli Friheden holder fredagsfest.

Kan opleves her:

6/7 Scarlet Pleasure, Tivoli Friheden, Aarhus

13/7 Saveus & Patrick Dorgan, Tivoli Friheden, Aarhus

20/7 Danser med Drenge, Tivoli Friheden, Aarhus

27/7 Hugo Helmig, Tivoli Friheden, Aarhus

 

Gammel hankat på turné

Du har sikkert skrålet med på “Køb Bananer” i en brandert – og nu er der rig mulighed for at synge med gamle hits som “Papirsklip” og “Jutlandia”, når raskmeldte Kim Larsen & Kjukken lægger toner til sommerens lyse nætter rundt omkring i Danmark, Norge og Sverige. Milde Tarzan Mama Mia, sikke en folkefest!

5/7 Grindsted Station, Grindsted

6/7 Gram Slot, Gram

7/7 Lemvig Gamle Stadion, Lemvig

12/7 Gårdhaven ved Musikhuzet, Bornholm

14/7 Gammel Estrup, Auning

19/7 Sct. Knuds Kilde, Hjørring

 

Legende musikalitet

Det bliver uforudsigeligt, gribende og af høj kvalitet, når Kira Skov, en af Danmarks stærkeste sangerinder, slår sig sammen med den amerikanske sanger og sangskriver Howe Gelb, en karismatisk skikkelse med fødderne solidt plantet i den amerikanske country-rock. Herudover vil den svenske multi-musiker Gustaf Ljunggren krydre musikken.

Kan opleves her:

10/7 Brundby Rockhotel, Samsø

 

Jazz i Aarhus

Aarhus Jazz Festival byder på jazz og det, der ligner, overalt i byen, i år med internationale hovednavne som Burt Bacharach og Melody Gardot. Den legendariske sangskriver Burt Bacharach rundede i maj 90 år, men turnerer stadig som pianist og dirigent for et stort orkester. De fremfører en lang række af hans udødelige popsange som "Walk on By", "I Say a Little Prayer", "Raindrops Keep Fallin' on My Head" og mange, mange flere. Måske sidste chance for at se popgeniet på en dansk scene.

Kan opleves her:

14/7-21/7, Aarhus

 

Sommerhygge på Samsø

Med blandt andre Sort Sol, Mads Langer, Go Go Berlin, Søren Huss, Hush, Carl Emil Petersen og Sonja Hald på programmet er der lagt op til en stærk torsdag, fredag og lørdag i den tredje uge af juli. For 29. år i træk præsenterer Samsø Festival en række af de mest populære danske kunstnere, når Danmarks Hyggeligste Festival afholdes i uge 29.

Kan opleves her:

18/7-21/7 Strandskoven, Samsø

 

Latinamerikansk garage-rock

Amerikanerne har Red Hot Chili Peppers, Briterne har Radiohead – og Mexico har Café Tacvba, der igennem 27 år har etableret den latinamerikanske rockscene med deres eksperimenterende rock en español. I sidste halvdel af juli lægger den alternative rockgruppe vejen forbi Danmark, hvor de spiller i DR Koncerthuset.

Kan opleves her:

23/7 DR Koncerthuset, København

 

Grønt er godt

For mange musikelskere er sommer er lig med Grøn Koncert – og i år er ingen undtagelse! Smør sangstemmen med en kold Tuborg, for der vil med garanti være mulighed for at synge med på lidt af hvert, når Iris Gold, Lukas Graham, Phlake, Suspekt, D-A-D, Cisilia & Joey Moe og Aqua rejser land og rige rundt med det grønne hold.

Kan opleves her:

19/7 Amager

20/7 Kolding

21/7 Aarhus

22/7 Aalborg

26/7 Esbjerg

27/7 Odense

28/7 Næstved

28/7 Valby

 

Hyldest til de tunge beats

Med et godt miks af garage, dubstep, reggae, dub, grime, trap, drum ’n bass – og alt der i mellem – sætter Bas Under Buen for femte år i træk fokus på den tunge lyd i både Aarhus og på Frederiksberg, København. I år det blandt andre Lucy Love, Zookeepers og Oliver Vinyl, som sørger for festen.

Kan opleves her:

14/7 Bispeengbroen, Frederiksberg

28/7 Ringgadebroen, Aarhus

 

Nostalgitrip i Georg Carstensens have

Det norske popband gæster Danmark for første gang siden 2002. A-ha lagde i 1985 både Europa og USA ned med hittet "Take On Me" – det første norske nummer 1-hit på Billboards Hot 100-hitliste. Siden fortsatte a-ha med at erobre verden med 80'er-hits som "The Sun Always Shines on TV", "Cry Wolf" og "Stay on These Roads". Der er dømt nostalgitrip i Tivoli.

Kan opleves her:

27/7 Tivoli, København

 

Udsolgte koncerter:

Kontroversiel indie-stjerne

Trods sine opsigtsvækkende udtalelser er indie-legenden Morrissey, der står bag hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday”, stadig en succes. Efter en vellykket UK-tour går turen videre til Europa – og det betyder, du kan opleve den 58 årige poet fra Manchester, når den tidligere The Smiths-frontfigur spiller i DR Koncerthuset.

Kan opleves her:

17/7 DR Koncerthuset, København

Og ja, Roskilde Festival og Musik i Lejet er også udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA