Tinderbox-talsmand: – Vi vil gerne undgå at blive forudsigelige

Tinderbox-talsmand: – Vi vil gerne undgå at blive forudsigelige

Den fjerde Tinderbox er overstået efter tre dage med masser af musik i Tusindårsskoven i Odense kunstnere som Depeche Mode, Alanis Morissette, Jack White og mange, mange flere på programmet. Dagen efter dagen derpå har vi fanget talsmand John Fogde for at høre, hvordan han selv synes, festivalen er gået, og hvad han mener kan gøres bedre.

Hvordan synes du selv, festivalen er gået?

– Jeg synes, den er gået fantastisk. Vejret har jo hjulpet rigtig meget, vi har haft besøgsrekord med over 44.000 personer på pladsen hver dag – der var udsolgt af partoutbilletter og af endagsbilletter til torsdag – og folk har taget rigtig godt imod vores forskellige nye tiltag: Den tilbagevendte Teltscene, 90’er-festscenen Groovebox og Moonshine, vores nye oase inde i skoven. Også cykelparkeringen er gledet i olie. Selvom vi har været så mange i skoven synes jeg dog ikke, at der har været for mange. Der har været god plads til alle. Og så mener jeg, at vi er lykkedes med at præsentere et meget bredt musikalsk program, som har tilfredsstillet rigtig mange, og hvor vi for eksempel havde Depeche Mode, Steve Aoki og Sash! på tre forskellige scener torsdag aften, og der var fyldt til alle tre. Jeg synes, bredden er en af vores forcer.

Hvad siger økonomien så?

– Det har vi ikke helt opgjort endnu, men det er klart, at med en festival med besøgsrekord forventer vi sorte tal på bundlinjen. Med andre ord regner vi med et overskud.

Jeg studsede lidt over, at fremmødet til navne som Jack White og ikke mindst Editors var noget mindre end til eksempelvis Nik & Jay. Da Editors gik på, kunne man gå næsten helt op til scenekanten, så få mennesker var der. Er jeres publikum mindre nysgerrige, end I havde regnet med?

– Jeg undrede mig også over, at Editors ikke kunne trække flere, men de spillede lige omkring spisetid, og der var nok mange, der havde besluttet sig for at holde en spisepause der efter at have set C.V. Jørgensen, og inden de skulle se Nik & Jay. Fremmødet til Nik & Jay siger nok mere om, hvor populære de er, end om at Editors er det modsatte. Vi kunne jo godt bare booke navne, som vi ved vil trække et stort publikum, men vi vil også undgå at blive forudsigelige, og vi vil gerne både give folk det, de vil have og det, de ikke vidste, de ville have. Og de, der hørte Editors, fik da en stor oplevelse, de gav en fremragende koncert.

I er blevet kritiseret for at have for få kvinder på programmet, i alt 4 ud af 48 optrædende havde en kvindelig frontfigur. To af dem, Alanis Morissette og The Breeders, spillede præcis samtidig, så man ikke kunne opleve begge koncerter. Det var da lidt dårlig planlægning?

– Det var superærgerligt, men det kunne ikke være anderledes, fordi de begge har en stram turnéplan. Ellers synes jeg nok, vi har formået at placere meget forskellige navne samtidig, for eksempel Tiësto og Bisse, der nok ikke i særlig høj grad appellerer til det samme publikum.

Prophets of Rage var på programmet i år, ligesom Rammstein var det for to år siden – to navne i den tungere afdeling. Er det en central af Tinderbox-profilen?

– Vi kan i hvert fald se, at mange af vores gæster ønsker rock. Vi vil også gerne have tung rock, men det skal ikke være et tilfældigt navn. Prophets of Rage har jo haft supermange hits med de bands, de har rødder i (Rage Against the Machine, Audioslave, Public Enemy og Cypress Hill – der blev dog ikke spillet Audioslave-numre, red.), så vi vidste godt, at de ville komme med en hitparade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA