PLAYLISTE: Ugens stærkeste nye sange

PLAYLISTE: Ugens stærkeste nye sange

Fredag er store udgivelsesdag i musikverdenen – musikerne har kreeret, og vi har brygget en playliste sammen med vores favoritter. Læs om ugens nye singler og hør dem nederst i artiklen på vores playliste “Ugens Bedste Sange”, som du kan følge på Spotify.

Tom Grennan: Lighting Matches
Han leverede en fantastisk koncert til dette års NorthSide Festival i Aarhus og udgav i fredags sit debutalbum Lighting Matches, der samler gamle og nye single og ep-udgivelser. Briten har en helt unik, brummende vokal, der på nummeret af samme navn gør sig rigtig godt.

Years & Years: Hallelujah
Deres nye plade Palo Santo er endelig landet, og at vælge et favorit-track derfra er faktisk noget af en opgave. “Hallelujah” har et omkvæd i højt tempo og en dragende, dansevenlig versrytme.

Future: Doh Doh
Sangen er fra hans nye album Beast Mode 2, der også er landet denne første fredag i juli. Det handler på “Doh Doh” om at tjene en masse penge i rapbranchen. Og synes man godt om det nye Future, så er man så heldig at kunne opleve ham sammen med Nicki Minaj, når de gæster Royal Arena til marts næste år.

LÆS OGSÅ: Gorillaz afbryder Roskilde-koncert efter faldulykke

Yungblud: Die For The Hype
Så er debut-pladen landet fra det unge talent! Han har gæstet både NorthSide og Tinderbox Festival denne sommer og generelt været i dansk medvind siden sin optræden til GAFFA-Prisen i februar. Det er catchy såvel som samfundsrelevante tracks hele vejen igennem.

Iggy Azalea, Tyga: Kream
Der har gennem tiden været meget uvejr omkring Iggy Azaleas person og karriere. Det har dog ikke stoppet dette nye track, der er lavet i samarbejde med den populære herre Tyga. Musikvideoen, der følger med, viser hovedsageligt Iggy Azalea og en håndfuld andre kvinder twerke, som var der ingen i morgen, og måske derfor har den allerede 3,5 millioner visninger.

Ella Mai, Nicki Minaj, Quavo: Boo’d Up (remix)
Ella Mais’ sommerhit har tiltrukket to helt store stjerner i form af Nicki Minaj og Quavo. Kombinationen af de tre navne her kan noget virkelig fedt. Og så er der i Minaj’ vers endda en reference til hendes første hit “Super Bass”. Quavo tilføjer et vers om, hvordan et fast forhold holder ham væk fra gaderne.

LÆS OGSÅ: Sådan har du ikke set en koncert før

Skooly, Lil Xan: Crazy Shit
Atlanta-rapperen Skooly udgiver sin nye ep Don’t You Ever Forget Me Vol. 3 senere denne måned, og du kan her få en forsmag. Skooly er gået sammen med den populære Lil Xan på “Crazy Shit”. Lil Xan er blandt andet med på Diplos hit “Color Blind”.

Christine and the Queens: Doesn’t Matter
Der er annonceret nyt album kaldet Chris fra den franske musiker Héloïse Letissier. Et album, der både bliver udgivet på fransk og engelsk den 21. september. Sangen er skrevet i en kriseperiode og har fungeret som en terapeutisk rytme for musikeren, det fortæller hun til Billboard.

Justin Timberlake: SoulMate
Overraskelsesudgivelsen fra manden selv er det første, siden han udgav album i februar. Han har simpelthen ikke kunne holde sig fra at lade sig inspirere af sommeren, og lige i tide til at have en ny sang med, når han gæster Danmark i starten af august.

LÆS OGSÅ: Nephew gjorde det til "Du danske Supersommer" 

Meek Mill, Jeremih, PnB Rock: Dangerous
Sidste uge bød på den første single siden hans løsladelse fra fængsel, og nu er ep’en Legends of the Summer landet. Det var ellers ikke sikkert, at Meek ville vende tilbage til musikken, men det kan vi være glade for, at han er. På “Dangerous” fylder særligt Jeremihs r&b-vokal, der øger stemningen til et silkeblødt og lækkert nummer.

Brockhampton: 1999 Wildfire
Det er en ny begyndelse for den amerikanske gruppe: et medlem mindre og nyt label. “1999 Wildfire” er den første smag på deres kommende album the best years of our lives, der bliver det første på deres nye label RCA Records.

Tina Dickow: Fancy
Hun har annonceret nyt album kaldet Fastland, hvor “Fancy” er den anden single. Singlerne bærer præg af nye valg fra Dickow, der eksempelvis på “Fancy” gør brug af klaveret frem for guitaren. 




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA