Anders Bøtter: – En god musikformidler skal være som den perfekte toastmaster

Anders Bøtter: – En god musikformidler skal være som den perfekte toastmaster

Alder: 37 år

Profession: Radiovært, kendt fra blandt andet Sort Søndag på P6 Beat og P6 Beat Elsker, og podcaster

Aktuel med: Tiny Studio, et rullende podcast- og videostudie


Hvad er dit allerførste musikminde?

– Min mor, der synger ”Solen er så rød, Mor”. Jeg husker at være meget bekymret over at mågerne ikke havde noget sted at bo.

Hvad er dit største musikminde?

– Da jeg var 16, døde min bedste vens søster i en trafikulykke. Hun var 18 år gammel. Deres far var øens lokale præst, og han forestod selv begravelsen af sin egen datter. Om aftenen samledes mine venner og jeg langt ude på landet ved en eller anden havn. Vi lavede bål, drak øl, og en af mine venner begyndte at synge ”Sensommervisen”. Jeg havde aldrig hørt den før. Sangen og hele følelsen af de aftentimer sidder stadig i mig.

Hvad er soundtracket til din ungdom?

– The Doors, al grunge, en del britpop og udvalgt eurodance.

Spiller du selv et instrument?

– Nej, og jeg vil heller ikke lære det. Musik må gerne forblive mystisk og magisk. Jeg aner ikke, hvordan man gør – og det tror jeg er en stor fordel for min fortsatte musikalske nysgerrighed.

Hvilken kunstner ville du allerhelst opleve live?

– Levende: Scott Walker. Døde: Queen med Freddie Mercury.

Er der noget musik, din hund reagerer særligt positivt på?

– Bowie-Jett elsker tv-subwooferen under sofaen. Tung doom metal eller Gojira, og hun sover som en baby, lige ved siden af subwooferen.

Hvad vil man blive mest overrasket over at finde i din pladesamling?

– Man vil nok nærmere blive overrasket over, hvor forholdsvis lille den er. Musik fylder ALT i mit arbejdsliv. Når jeg kommer hjem, skal det kun være begrænsede perler, der møder mig. Men måske folk vil studse over et par Pet Shop Boys-vinyler, en Sophie Ellis-Bextor 12”-remix-ep eller en 100 procent komplet Martin Hall-samling (vinyler, kassettebånd, cd'er, bøger osv.).

Er der noget musik, du har det meget svært med?

– Så snart det bliver kalkuleret, fabrikeret og uærligt. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har en fin næse for, hvornår noget er skrevet og udført med hjerte og sjæl.

Har du nogensinde spillet et nummer, du fandt ud af, du ikke kunne lide, i radioen?

– Alt med The War On Drugs, Mac DeMarco og Kvamie Liv keder mig helt usandsynligt meget. Men jeg spiller det meget gerne, fordi jeg VED, at der er mange af mine lyttere, som virkelig godt kan lide det. En god musikformidler skal være som den perfekte toastmaster: Alle skal føle sig lige meget velkommen, og alle skal føle sig lige meget hørt.

Hvilken musik skal spilles til din begravelse?
– Noget, der ikke handler om Jesus eller anden organiseret religion. Det må dog gerne være spirituelt eller filosofisk søgende. Kents ”Manden i den vita hatten (16 år senare)” er et godt bud. 

Hvad var det første metal-nummer, du faldt for?

– Metallicas ”One” er umiddelbart det første, jeg kan huske.

Har du et favorit-metalband?

­– Med det arbejde, jeg har, er det helt umuligt at udpege én enkelt favorit, for det handler ikke kun om musikken, men også ofte om, hvilke oplevelser jeg har haft med musikken og musikerne. Gojira er dog nok det band, som kommer tættest på en egentlig favorit.

Vil du røbe din top tre over personlige favorit-emner for en P6 Beat Elsker-udsendelse?
– Af dem, vi allerede har sendt, vurderer jeg altid på radiohåndværket og den samlede oplevelse – ikke på, hvilken musik jeg selv bedst kan lide. Men den ser nogenlunde sådan her ud:

Pink Floyd

Depeche Mode

Foo Fighters – med absolut honorable mention til Sort Sol- og PJ Harvey-udsendelserne.

Udsendelser, vi ikke har sendt, men som jeg drømmer om at lave:

Tom Waits

Beastie Boys

Queen

Hvad er dit favorit-filmsoundtrack?

Tv: Twin Peaks (alle 3 sæsoner)
Film: Døden i Venedig

Hvilken sang kan få dig i godt humør, hvis du er trist?
­– Musik fungerer ikke sådan for mig. Jeg er født med en permanent mørkeblå tone i mit sind, og jeg går aldrig fra ”trist” til ”godt humør”. Det er en lang lang rejse i mange faser og trin. Men er jeg trist, så hører jeg musik, der er meget mere trist, end jeg selv er. Current 93's album Soft Black Stars er en favorit til den opgave. Ellers Bob Dylans fortællinger på The Times They Are A-Changing (av av av!).

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

Uh, der er godt nok mange! David Bowie, Current 93 og Nick Cave står for en stor del af dem. Det er en anden i morgen, men lige i dag vælger jeg ”Quicksand” af Bowie.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Først en stilet cocktailbar med Joan Jett. Efterfølgende er der lang romantisk samtalemiddag med PJ Harvey. Så bliver jeg hentet af Skin fra Skunk Anansie, som i ladcykel kører mig til CBGB, hvor jeg skal feste hele natten sammen med Brody Dalle og Juliette Lewis. Jeg ender med at kaste tomme dåsebajere efter måger, på en eller anden industrihavn, sammen med Courtney Love.

Hvad var den første festival, du var på?

– Roskilde Festival 1996.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA