Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Torsdag d. 27-03-2008 kl. 09:48

Rasmus Nøhr – hul igennem til følelserne

Vi har mødt den glade skjald, der 31. marts er aktuel med sit tredje album, "I Stedet For En Tatovering"

Billeder: Rasmus Weng Karlsen

Med et særligt blik for tilværelsens små detaljer har Rasmus Nøhr siden den selvbetitlede debut i 2004 haft kærligheden til livet som sit musikalske omdrejningspunkt. GAFFA møder den albumaktuelle sangskjald på en forblæst københavnsk tagryg til en snak om at være i kontakt med sine følelser, om at turde vælge sin egen vej i livet og om, at eventyrlige rejser ikke nødvendigvis foregår på første klasse.

Han roterer om sig selv, mens han betragter København fra taget af Enghavevej 40. Lige under os bor hans pladeselskab Copenhagen Records i det gamle køkken i Folkets Hus på Vesterbro. Omkring os er der ikke meget af den sommer, som Rasmus Nøhr sukker efter på singleforløberen "Alderspræsident", der stammer fra trubadurens tredje og højaktuelle album. I stedet sætter vinden vores hår, som den vil.

– Se derover, udbryder Nøhr pludselig begejstret og peger over på et delvist græsklædt nabotag. Hans blik har fanget en detalje, der igangsætter en positiv association i hans tankerække. Han fortsætter:

– Taget er frønnet og har patina. Jeg synes, det ser smukt ud. Og så minder det mig om, at der har gået nogle håndværkere for 100 år siden og gjort sig umage med at lave et solidt stykke håndværk.

Det er typisk Nøhr med sådan en iagttagelse. Han er specialist i at være begejstret over det, der i manges øjne er ganske banalt. Eller som i hvert fald let undslipper øjets flygtige blik.

– Jeg har ikke opfundet sproget, men jeg ved, at det kan noget fantastisk. Når jeg bruger hverdagsbilleder i min sangskrivning, så er det fordi, jeg søger de fælles referencer, vi har, eller som mange kender. Hvorfor er det eksempelvis fedt at kigge ud over Københavns tage og spir? Det giver os et eller andet. Det er en oplevelse. Det er noget, vi godt kan lide at se på. Der ligger noget følelse i det, vurderer Rasmus Nøhr, der ikke er bleg for at skrive sange om helt almindelige ting, som skæg, der er ved at blive gråt, om Luis Armstrongs trompet, længslen efter sommer og naturligvis også den uransagelige kærlighed. Og formålet med det hele er blandt andet at bevæge og være følelsesforløsende:

– Jeg kan godt lide tekster, der skaber billeder. En rigtig smuk sang kan være ligesom en biograffilm, hvor lytteren kan danne sine egne billeder ledsaget af musikken. Jeg tror ikke, jeg er bedre til at iagttage verden, end så mange andre mennesker er, men jeg er måske mere følsom end gennemsnittet. Jeg er meget forelsket i verden, og jeg bliver meget nemt rørt. Jeg tror, jeg har godt hul igennem til mine følelser, og det tror jeg er rigtig vigtigt, hvis man gerne vil skrive sange, der bevæger folk. Jeg er ikke bange for at være følsom. Jeg tror egentlig, at vi alle er meget følsomme. Der er bare mange, der er bange for følsomheden. Jeg håber, at min musik kan virke følelsesforløsende, forklarer Nøhr, der på syvende år har haft musikken som sin tætteste følgesvend.

En ørkenvækkelse
Selvom Nøhr siden sin barndom har haft musikken inde på livet, så var det først forholdsvis sent, at han besluttede sig for at ville vie hele sin tilværelse til den. Eller det vil sige: vie sit liv til selv at udføre den. Fra slutningen af 1980'erne begyndte Nøhr nemlig at arrangere koncerter. Dette udviklede sig stille og roligt til Danmarks første professionelle musikkonkurrence, nemlig DM i Rock, der endte med at blive et succesfuldt projekt, hvis koncept også blev eksporteret til det store udland.

– Herhjemme havde konkurrencen blandt andet stor positiv indflydelse på Dizzy Mizz Lizzys, Ludo X' (forløber for Junior Senior, red.) og Kashmirs karriere. I sidste halvdel af 1990'erne blev den iværksætterivrige og socialistisk opdragede Nøhr træt af at være koncertarrangør, og sammen med en kammerat tog han til USA for at prøve lykken som poker- og backgammon-spiller. Her boede og spillede han on-and-off i knap syv år. I perioder levede Nøhr godt af gambleriet, og i andre perioder var det med røven i vandskorpen. Sådan er spillerlivet så uforudsigeligt. Det var en del af eventyret.

I begyndelsen af årtusindskiftet boede Nøhr i et Las Vegas-ghetto-område, hvor cracken gik som varmt brød på den nærmeste gadehjørne. Han havde dårlige kort i den periode – både i bogstavelig og overført forstand:

– Jeg begyndte at kede mig med spilleriet. Det var ikke længere spændende at blanke med- og modspillere for penge, og jeg begyndte også at have nogle moralske problemer med, at jeg ikke skabte noget i mit liv. I hvert fald ikke noget, nogen andre fik nogen glæde af. Jeg besluttede mig for at besøge en cowboy, jeg kendte, der havde et hesteopdræt i nærheden af Phoenix i Arizona. Jeg drog af sted på en billig motorcykel, jeg havde købt, men endte med at dreje af et helt forkert sted. Jeg havde overhovedet ikke drukket nok den dag og dehydrerede heftigt i den hidsige sol. Jeg flakkede rundt omgivet af sol og sand, men havde på en eller anden måde held med at finde en eller anden lillebitte by, hvor jeg bookede mig ind på et hotel. Jeg drak en masse væske og smed mig på sengen, hvor jeg gik ud som et lys.

Nøhr lader et kort sekund blikket glide ud over byens tagrygge, inden han fortsætter sin ørkenfortælling:

– Da jeg vågnede på mit hotelværelse, havde jeg det meget dårligt. Jeg kunne ikke gå, og jeg kunne heller ikke se. Mine øjne var helt opsvulmede. Jeg ringede straks til receptionen og bad dem om at hjælpe mig til det nærmeste hospital. På hospitalet blev jeg hurtigt et tilløbsstykke blandt lægerne, for de havde aldrig set nogen, der var så dehydreret, som jeg var. Én af lægerne havde mistanke om, at mine opsvulmede øjne var fremskreden øjenkræft, og jeg fik taget en masse prøver. Dette satte naturligvis en masse tanker i gang. Jeg skulle pludselig forholde mig til, at jeg måske var dødelig syg af cancer.

– Ventetiden på undersøgelsesresultaterne fik mig til at tænke på livets forgængelighed. Jeg havde allerede på det tidspunkt prøvet en hel masse i mit liv. Jeg havde udfordret og realiseret mig selv på mange tænkelige og utænkelige måder. Jeg havde i den grad prøvet kræfter med livet. Jeg havde fyret den af. Men jeg kunne mærke, at jeg var ked af, at jeg ikke havde fået spillet musik. Følelsen af, at der var noget, jeg ikke havde nået, og at jeg ikke havde turdet tude tage chancen i forhold til det. jeg allerhelst ville, plagede mig pludselig voldsomt.

– Jeg lærte en lektie, da jeg lå der og troede, at jeg skulle dø: livet handler om at gå efter det, man allerhelst vil. Og herefter besluttede jeg mig for, at jeg ville spille musik. Slut med backgammon og kortspil! Jeg ville rejse rundt og spille musik. I hvert fald de kommende syv år, forklarer Rasmus Nøhr, med en henvisning til, at både hans tid med DM i Rock og gambleriet ude i den store verden havde udspillet sig i tidsperioder på syv år. For Nøhr gik musikerdrømmen i opfyldelse med det samme, skønt det betød, at han måtte give slip på alle tænkelige faste udgifter – herunder husleje:

– Jeg var bestemt ikke verdens bedste levebrødsmusikant, men jeg spillede. Det føltes som at leve i en drøm.

En vigtig historie
Vinden fyger i ryk hen over taget, og det kan mærkes på temperaturen, at solen ikke har mange timer tilbage på himlen.

Men hvordan kom du egentlig i gang med at skrive dine egne sange?
– Da jeg besluttede mig for at ville spille musik, troede jeg egentlig ikke, at jeg skulle være sangskriver. Det første, der skete, var jo, at jeg blev hjemløs, for jeg havde ikke råd til at have et sted at bo, når jeg ikke skulle lave andet end at spille musik. Jeg havde det også svært med damerne, for jeg havde ikke råd til at gå i byen og gi’ en øl. Jeg ejede ikke noget. I omverdens øjne var jeg ganske enkelt ingenting. Og jeg nærmede mig de 30 år.

– Heldigvis gjorde jeg mig en fantastisk oplevelse i bøgernes verden. Jeg læste med stor appetit "On The Road" af Jack Kerouac (udkom første gang i 1957, red.). Han stod uden for samfundet. Der var ikke meget kernefamilie over ham, men det var godt nok. Kerouac var tilfreds med sit liv. I sine bøger beskriver han, hvor eventyrlig verden kan være, selvom man ikke rejser på førsteklasse. Det hjalp mig med at få fred med mig selv og de valg, jeg havde truffet. Så tænkte jeg, at jeg ville skrive om mit livs udfordringer og nedture, men at jeg ville gøre det med håb. Jeg ville putte håb ind i mine sange. Og det har jeg gjort lige siden.

Erindringskataloger
Hvorfor hedder dit nye album "I Stedet For En Tatovering"?
– Jeg fører ikke dagbog, jeg tager ikke billeder, og jeg får ikke tatoveret min krop. Men jeg skriver sange. Og hver gang jeg skal synge en af dem, så skal jeg finde ind til kernen af, hvad den sang handler om. Hvilken stemning rummer den? Hvilke følelser udtrykker den? Derfor skal jeg huske tilbage på sangens fødsel. Jeg hænger mit liv op på mine sange.

– Det nye album indeholder 11 små historier, og de er med mig, til jeg dør – på godt og ondt. Ligesom tatoveringer! Jeg kan sætte sangene på om 10 år og således huske, hvor jeg var på det tidspunkt i mit liv – som en slags erindringskatalog. Derfor hedder min nye plade "I Stedet For En Tatovering".


Rasmus Nøhrs hjemmeside

Rasmus Nøhr på MySpace

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

GAFFA Shop

Nøhr, Rasmus: Dig & Mig (DVD)
TILBUD: 199,00 kr. 69,00
Køb på GAFFA Shop
Nøhr, Rasmus: Fra Kæreste Til Grin
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Nøhr, Rasmus: I Stedet For En Tatovering
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Nøhr, Rasmus: Lykkelig smutning
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Nøhr, Rasmus: Rasmus Nøhr
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop

GAFFA Live

Rasmus Nøhr
Torsdag d. 01-03-2012 kl. 20:00
Godset
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr - Rasmus Nøhr
Fredag d. 02-03-2012 kl. 20:00
Kielgasten
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr - Rasmus Nøhr - Medlemmer
Fredag d. 09-03-2012 kl. 21:30
Vershuset
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr - Rasmus Nøhr - Inkl. Medlemskort
Fredag d. 09-03-2012 kl. 21:30
Vershuset
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr
Fredag d. 09-03-2012 kl. 21:30
Vershuset
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr
Onsdag d. 21-03-2012 kl. 20:00
Koncerthuset
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr
Torsdag d. 22-03-2012 kl. 21:00
HARDERS
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr
Fredag d. 23-03-2012 kl. 20:00
Trommen
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr
Torsdag d. 29-03-2012 kl. 21:00
Forbrændingen
Køb billet via GAFFA Live
Rasmus Nøhr
Lørdag d. 31-03-2012 kl. 20:00
Portalen
Køb billet via GAFFA Live
Annonce