PLAYLISTE: Ugens stærkeste nye sange

PLAYLISTE: Ugens stærkeste nye sange

Fredag er store udgivelsesdag i musikverdenen – musikerne har kreeret, og vi har brygget en playliste sammen med vores favoritter. Læs om ugens nye singler og hør dem nederst i artiklen på vores playliste “Ugens Bedste Sange”, som du kan følge på Spotify.

Troye Sivan: Lucky Strike
BLOOM er endelig landet! Vi har glædet os lige så meget som Troye selv til denne dag, og det siger ikke så lidt. Sammen med Grandes Sweetener og Blood Oranges Negro Swan er vi helt oppe i toppen af hypede udgivelser denne måned. Det er til gengæld kun ti numre langt, hvoraf vi allerede har hørt det halve som singler. Vi vil have mere Troye!

CHINAH: Strange Is Better
Chinah er både til at genkende og slet ikke på deres nye nummer. Man kan mærke, at de har arbejdet med og evolutioneret deres lyd, samtidig med at de har formået at bibeholde deres kerne. Efter en lille pause ser det lyst ud for gruppens tilbagevenden, når de rammer landets spillesteder med deres nye musik hen over efteråret. 

Malte Ebert: All the Time
Der er en gammel flamme på spil i sindet hos den gamle Gulddreng, der på sin nye sang overvejer egne fejl og tænker på sin pige – hele tiden! Det er et popnummer, der rammer samme stil som debutsinglen “Rather Be” og dermed skyder lige efter stjernerne og ikke mindst radiotid.

LÆS OGSÅ: Gnags sparkede festugen i gang

Eminem: Lucky You
Surprise! Så landede der ud af det blå et nyt album fra Eminem, der senest beviste sit fortsatte værd på Roskilde Festival og Nicki Minajs “Majesty”. På sangen her bliver der da også delt lidt skuffelse over modtagelsen af hans sidste album samt Eminems bevæggrunde for at blive ved med musikken. Det går stærkt, det er råt, og det er ægte.

Muse: The Dark Side
Det nye album Simulation Theory er annonceret og lander den 9. november. Der er en meget genkendelig, futuristisk Muse-lyd på nummeret her, der også lader sig farve af noget elektropop. Alt sammen noget, man kan se udfoldet visuelt i tilhørende musikvideo.

Twenty One Pilots: My Blood
Der er en sindssygt lækker bas-rytme at finde på “My Blood”. Det er et absurd groovy nummer på sin vis, samtidig med at det bibeholder en mere klassisk Twenty One Pilots-kant fra rockens indflydelse såvel som noget alternativt.

LÆS OGSÅ: Eminem surprise-udgiver album - hør det her

Kanye West: XTCY
Nuvel, vi er i den noget flippede boldgade igen med Kanye, og nummeret her minder måske lidt en om “Lift Yourself”. Der er da også det kendetegnende scoop-de-woop med inde over, og det kan virke lidt som endnu en for sjov sang ved første lyt. Men ligesom med “Lift Yourself” er der altså risiko for, at du bliver afhængig af nummeret alligevel! Don’t do drugs, kids.

Olivia Nelson: Never Too Late (Single)
Der gemmer sig en stemme, der når enorme spændvidder i Olivia Nelson fra London. Det er r&b/soul med noget klassisk pop-opbygning indover. Og så er det bare enormt rart at lytte til. Simpelt, lækkert og godt. Nelson har i dag også udgivet en hel ep kaldet For You, hvis man er ude efter mere.

The Game ft. YG, Ty Dolla Sign & Jeremih: DTF
Sex sælger stadig. Alle de prominente herrer på nummeret her leverer virkelig alle på det talent, de er kendt for. Det minder om en meget klassisk Jeremih-sang, med lidt mere ren hip-hop inde over, så er man til den slags, så rammer sangen her plet.

LÆS OGSÅ: Muse annoncerer album med ny video - se den her

Alexander Oscar: Coffee Table
En dansk artist, der virkelig vil fremad. Et enormt dragende vers leder til et simpelt pop-omkvæd. I følge GAFFAs reporter, der fulgte med, da Oscar optrådte på Spot, er han da også “lyden af ren radio” – og der kommer du nok også til at høre dette nye nummer.

Cody Simpson: Don't Let Me Go
Han blev i sine helt unge teenage-år kåret som den næste Justin Bieber. Siden har han været igennem hele Hollywood-maskinen for så at trække sig tilbage igen. så han kunne genfinde sig selv: personligt såvel som musikalsk. Han har ikke haft den helt store succes med sine nyere produktioner endnu, men nummeret her bevæger sig helt sikkert i en radiovenlig retning. 

KWAYE: What Have You Done
Britisk-Zimbabwaiansk, nu bosat i LA – han har beskrevet sin egen musik som funky r&b, og hans succeshistorie er lidt anderledes end de flestes: Han blev nemlig opdaget i en Uber, mens han læste et semester i LA, hvilket ledte til, at han blev signet. 

Ida Kudo: Ghost
En lækker cocktail med funky-beats, groovy-vibes og en feminin vokal i front. Kudo formår at frembringe et helt særligt lydunivers med sine skønne og dansable melodier. Fortsætter Ida Kudo i samme rille i fremtiden, er hun snart klar til at indtage den internationale musikscene med storm.

Dør Nr. 13
Det er ikke gået stille for sig, siden den danske kvintet med de punkrockede tendenser i 2016 løb med titlen som vinder af KarriereKanonen. Med nummeret ”Assistens” formår gruppen at tilføje en vis lethed til det ellers noget dystre tekstunivers – en virkningsfuldt kontrast, vi håber at se mere af, når debutalbummet Verden i flammer lander den 21. september i år.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA