SPOT FLASHBACK: Dengang de store var helt små

SPOT FLASHBACK: Dengang de store var helt små

På Spot-siderne i GAFFA trykte magasin stiller vi altid skarpt på de upcoming kunstnere, vi mener har en lysende fremtid foran sig. Nogle af dem er hurtigt glemt, mens flere går hen og bliver store. Rigtig store. På de følgende sider ser vi tilbage på nogle af dem, der virkelig blev til noget.

ARCADE FIRE – Med døden som rød tråd

Tilbage i april 2005 begyndte jungletrommerne at berette om canadiske Arcade Fire, der havde udgivet debutalbummet Funeral i september året før. Albummet samt anmeldelserne og omtalen heraf var med til at gøre bandet til et af de mest omdiskuterede indiebands.  GAFFA-journalist John Fogde, der i dag er talsmand for festivalerne NorthSide og Tinderbox, interviewede ægteparret Win Butler og Régine Chassagne. Butler fortalte blandt andet følgende om bandets inspirationskilder:

– Régine og jeg henter inspiration fra ret forskellige kilder. Hun voksede op med Debussy, gammel jazzmusik og selvfølgelig også The Beatles. Jeg kan som de fleste lide Pixies og R.E.M., og jeg har også været ret vild med tidlige The Cure. Jeg lytter meget til Motown, Bob Dylan og den type sangskrivere, så vi er ikke kun inspireret af to-tre bands, siger Win Butler.

Ser man på bandets udvikling siden dengang og på deres status i dag, hvor de spiller på de største scener på NorthSide, Roskilde og senest Haven er det nok de færreste, der vil beskylde dem for at stå i stampe, ligesom bandet kan være vanskelige at genrebestemme. Gennem årene har de været igennem blandt andet indie-rock, dystopiske kirkeorgelhymner og disko. Dengang var beskrivelsen af deres musikalske retning følgende:

– Jeg betragter egentlig det, vi laver som popmusik, fordi vi fokuserer meget på melodierne . Jeg prøver i høj grad at lytte til, hvad sangen gerne vil, i stedet for at tænke på, hvad vi kan lægge ned over en sang.

Dengang var der ét altoverskyggende tema at finde i sangene – døden. Debuten bar endda titlen Funeral. I pressen blev der gjort meget ud af, at tre familiemedlemmer til bandet døde under indspilningerne af albummet, og helt naturligt havde det da også indflydelse på både tekster og albumtitel, men ikke så meget, som man måske skulle tro, ifølge Win Butler:

– Efter at pladen udkom, bevirkede de tre dødsfald, at nogle af de røde tråde, der er på pladen, fik en del opmærksomhed. Men for eksempel tog vi til min bedstefars begravelse, mens pladen blev mikset, så der er faktisk ikke sange om hans død på pladen. En sang som ”In the Backseat”  handler direkte om tab, men overordnet vil jeg dog sige, at vores oplevelser med død og begravelser mere havde en indirekte indflydelse på pladen. Derfor er Funeral heller ikke en konceptplade. Jeg tror, sangenes titler og arrangementer giver mulighed for at forbinde nogle punkter på pladen i højere grad end det måske er nødvendigt. Men jeg tror ikke, vi laver konceptplader. Jeg leder i hvert fald ikke som udgangspunkt efter et koncept at skrive sange ud fra. Jeg kan heller ikke forestiller mig, at jeg på forhånd kan beslutte mig for, hvad jeg vil skrive om til den næste plade. Det er ikke sådan, jeg griber tingene an.

I det hele taget var der rig mulighed for at finde røde tråde i teksterne på Funeral, for døden var ikke det eneste tema, der gik igen, noget Win Butler ikke var bevidst om, da han skrev sangene.

– Det var først senere, da det slog mig, at ordene neighbour og neighbourhood blev ved med at dukke op sangene. Jeg vidste, at jeg var interesseret i den type relationer, men det var ikke bevidst, at jeg nu ville skrive fire sange om naboer. Og da vi skulle bestemme rækkefølgen af sangene på pladen, endte vi faktisk bare med at sætte de fire neighbourhood-sange op i den rækkefølge, de var skrevet. Det slog mig også til en koncert, hvor mine forældre var der, at der er mange referencer til forældre i teksterne. Det skal ikke ses sådan, at teksterner nødvendigvis er autobiografiske, men det var helt sikkert mærkeligt at synge ordene ”mor” og ”far” så mange gange foran mine forældre.

Det var ikke kun her på bladet og i andre musikmedier, at Arcade Fires navn gav genlyd. Også i musikerkredse var der mange, der fattede interesse for bandet. Eksempelvis dukkede David Byrne op til en koncert og sang på en version af Talking Heads-nummeret ”This Must Be the Place”.

– Det var virkelig inspirerende og et helt særligt øjeblik for os. Talking Heads er måske ikke dem, vi er mest inspirerede af, men man kan godt høre dem rundt om på pladen. David Byrne er en fantastisk sangskriver, og jeg har stor respekt for ham som kunstner. Han skriver bøger og laver illustrationer og har et omfangsrigt kunstnerisk liv. David Bowie har været til tre af vores koncerter, og det er også helt fantastisk. Det har været vildt, at folk som Beck, Spike Jonze og David Byrne kommer til vores koncerter. De er alle sammen folk, der er cool, og som vi virkelig respekterer.

Siden medvirkede salig David Bowie som bekendt på bandets fjerde album, Reflektor, og Bandet har også optrådt med Bruce Springsteen flere gange. Jo, der er sket noget siden 2005.

AMY WINEHOUSE – Selvbevidst ung sangerinde

I dag er hun allerede en legende, der døde alt for tidligt og sikrede sig et medlemskab af Klub 27, men tilbage i november 2004 var kun 20-årige Amy Winehouse et spændende stjernefrø med en stor stemme og verden for sine fødder. Med masser af attitude, stærke sange og replikker som ”der er mænd, jeg hellere ville bolle med i to timer end snakke med i to minutter” mødte Amy i kølvandet på debuten Frank GAFFAs Nanna Balslev, der blev imponeret over Winehouses hudløse ærlighed og usædvanlige selvbevidsthed.

– Der er ikke mange mennesker på min alder, der ved, hvad de vil med deres liv. Men jeg ved, hvad jeg vil, og hvad jeg helt sikkert ikke har tid til. Jeg gider for eksempel ikke alle mulige spil, når det drejer sig om mænd. Nogle gange gider jeg faktisk slet ikke mænd.

Med henblik på ærligheden i sine tekster og adspurgt om, hvorvidt hun syntes, det kunne blive for personligt, svarede Amy:

– Det er vigtigt for mig at være ærlig. Jeg kunne ikke synge om noget, jeg ikke føler. Det kan godt være, folk kender til intime detaljer fra mit sidste forhold, me jeg havde brug for at skrive det hele ned, for at få det ud af mit hoved. Så jeg synes ikke, det bliver for personligt. Jeg tror ikke, der er noget, jeg ikke kunne skrive en sang om. Det er det smukke ved musik; man kan sige stor set, hvad man vil, hvis man laver det på en sødladen måde, så vil ingen virkelig vide, hvad man taler om.

I interviewet røber Amy også, at hun ikke var meget for sammenligningen med flere af tidens engelske jazz-håb som Katie Melua og Jamie Cullum. Hun kritiserede dem for ikke at skrive deres sange selv og fortalte, at hun var mere inspireret af den engelske hiphopscene.

– Der er mange spændende artister på urban-scenen, for eksempel Ty. Jeg glæder mig også til at checke Estelles album ud. Hun er wicked. Jeg lytter til al slags musik – bare det har soul.

De kommende år bød på både stor succes med gennembruddet Back to Black og et skandaleombrust forhold til stofferne. Amy havnede på lige så mange tabloidforsider som hitlister og i 2011 døde hun på tragisk vis af alkoholforgiftning.

CHRISTOPHER – På kanten af et gennembrud med drømmen i hånden

Før alle hitsene, før Medina, før musklerne, Natholdet og nuddelhåret. Før alt det var Christopher Lund Nissen bare end 20-årig knægt, der med sin guitar under armen havde scoret sig en pladekontrakt med EMI. Pladeselskabet kunne ikke sige nej, da han kom forbi kontoret og spillede nogle af sine numre fra kælderen.

Meget vand er løbet gennem åen siden da, og her i 2018 er det næppe nogen overdrivelse, at påstå, at Christopher er blevet en af landets største sangere og for længst har overhalet ekskæresten indenom. Men tilbage i 2012 havde han netop udgivet sit debutalbum Colours, der blev taget godt imod af særlig én bestemt lytterskare:

– Jeg føler virkelig, at jeg har ramt et segment – det her ”Justin Bieber-segment” – de unge piger, der bare er på, og som virkelig er aktive på Facebook – det er bare gået hurtigt, fortalte Christopher GAFFAs Rune Schlosser i april 2012.

Før han var klar til at indspille et album skulle Christopher igennem et udviklingsforløb.

– Pladeselskabsfolkene sagde, at der var nogle områder, hvor jeg var lidt ufærdig, men at jeg havde potentiale. Det forløb skulle have strukket sig over et halvt år, men så kom ”Against All Odds” ind af døren, som to fyre i L.A. havde skrevet, og det blev min første single. Pludselig var jeg i radioen og alle steder.

Ikke lang tid efter udkom albummet Colours, som Christopher beskrev på følgende måde:

–På pladen er der 11 guldklumper med mig og min stemme som den røde tråd. De fleste historier er baseret på ting, der er sket i min spæde kærlighedserfaring, men Colours er også en tvetydig titel, fordi der er mange forskellige farver på pladen. Jeg er så tilfreds og er virkelig stolt, når jeg sidder og kigger på pladen, især når man tænker på, at jeg for bare et halvt år siden sad hjemme i kælderen.

I dag er Christopher i den grad kravlet op af kælderen, og sammenligningen er klart mere Timberlake end Bieber. Det er ikke længere kun de unge piger, der har fået øjnene op for mandens kvaliteter. Hitsene kan han stadig levere, ligesom han i den grad er vokset som entertainer, når han spiller for fulde huse på nogle af landets største scener.

ED SHEERAN – Den rødhårede komet

I dag behøver den britiske rødtop ingen nærmere introduktion, men da han spillede til GAFFA-Prisen i 2011 var Ed Sheeran et noget mere ubeskrevet blad herhjemme. Vi fik en snak med ham før koncerten, hvor han blandt andet fortalte om det arbejde, der gik forud for albummet +.

– Det er gået stærkt de sidste par år, men for mig er det kommet gradvist. De sidste fire år har jeg turneret konstant og spillet til alle mulige ”open mic”-arrangementer, og har helt konkret sovet på folks sofaer hver aften, mens jeg har spillet land og rige rundt- Jeg har spillet over 1000 koncerter, har udgivet fem ep’er som independent artist, og selv da mit debutalbum gik nummer et på hitlisten og da pladen gik platin, sov jeg stadig på min managers sofa. Det er først nu, jeg har fået mit eget sted i London.

Siden har han medvirket i Bridget Jones-film, Game of Thrones, indspillet musik til Hobitten og været på lister over de mest indtjenende musikere, men tilbage i 2011, følte sangskriveren selv, han havde et stykke vej endnu.

– Der er lang vej endnu. Jeg har opfyldt mange af de mål, jeg havde sat for mig selv i England, som at kunne fylde Shepherds Bush Empire og sælge platin, men her i Danmark er der for eksempel ingen, der kender mig.

Det må man sige, der er blevet lavet om på.

MADS LANGER – Fra en lyserød T-Shirt til et færdigt album

Det er næppe mange, der ikke kender Mads Langer eller bare en håndfuld af mandens mange hits. Da GAFFA fik en snak med den 22-årige Hr. Langer i 2006 var det anledning af debuten Attention Please. Før udgivelsen havde Mads indspillet et helt album, som han endte med at droppe efter en øvesession til en opvarmningstour for Saybia.

– Da vi gik i øveren for at arrangere numrene op til touren, opstod der en helt ny energi i sangene, som jeg ikke havde oplevet før. Der gik det op for mig, at det eneste rigtige at gøre ville være at starte forfra.

Langer konfronterede pladeselskabet med idéen om at droppe det allerede indspillede album og starte helt forfra, og efter en lang snak sagde de ja.

– Det var hårdt at skulle fyre det hold, jeg havde arbejdet tæt sammen med igennem et helt år. Men det var det eneste rigtige at gøre. Den plade vi havde indspillet, stemte ikke overens med, hvem jeg er. Og jeg kan kun gøre ting, hvis de føles rigtigt.

Siden er der en hel masse ting, der har måttet føles rigtige for Langer, selvom han ikke forventede at slå igennem fra den ene dag til den anden:

– Jeg venter ikke, at det eksploderer fra day one, men jeg har forhåbninger om at bygge det op. Det er jo et livslangt projekt for mig.

MARIE KEY – Dyb snak og købekage

Tilbage i 2006 hed foretagenet Marie Key Band og spillede håndspillet blues, pop og folkrock.  Siden er Marie med stor succes gået solo og over i et mere elekronisk udtryk og som bekendt en af landets største sangerinder. Dengang lå det dog ikke lige til højrebenet, at Marie en dag skulle stå på Orange Scene eller snave med Simon Kvamm i en musikvideo.

– Jeg kender selv til det med ikke at leve op til ens forældres forventninger (som i sangen Han er sød, der handler om en dreng, der er for dum til at gå på DTU, red.). Jeg har læst musik, og i starten syntes min far, at det var for sådan nogle flipperrøve. Han mente, at det var bedre, hvis jeg læste til ingeniør og fik mig et job med en fast indkomst, Men i dag er min far jo stolt, og han snakker om, at selv hans tandlæge skal have en kopi af vores cd, når den udkommer.

Som mediet afslører er det her ved at være 12 år siden, og dengang gemte Marie alvorlige budskaber bag skæve og finurlige tekster. Et greb, der ikke var helt risikofrit.

– Man føler sig jo misforstået, hvis der er nogen, der kun hører det ene lag i musikken. Der er nogle, der har syntes, at det bare har været noget hyggeligt kaffemusik, fordi de ikke har set længere, end at teksterne er meget umiddelbare.


DEM SPOTTEDE VI OGSÅ

Ud over de fremhævede på disse sider, har vi også haft fokus på følgende kunstnere, da de stadig bare var spirende stjerneskud. Find artiklerne i GAFFAs store arkiv online.

UDENLANDSKE

Wyclef Jean (2000)

David Gray (2000)

At The Drive-In (2000)

Modest Mouse (2001)

Nelly Furtado (2001)

Bob Hund (2001)

Aaliyah (2001)

Alicia Keys (2001)

Slipknot (2002)

Shakira (2002)

Nickelback (2002)

The Streets (2002)

The Flaming Lips (2002)

Sigur Rós (2002)

John Mayer (2002)

The Libertines (2003)

Black Eyed Peas (2003)

José Gonzalez (2004)

Franz Ferdinand (2004)

Katie Melua (2004)

Tv on the Radio (2004)

Animal Collective (2004)

Kings of Leon (2004)

Amy Winehose (2004)

Interpol (2005)

Arcade Fire (2005)

Feist (2005)

Antony and the Johnsons (2005)

Editors (2005)

Snow Patrol (2006)

Kasabian (2007)

Mark Ronson (2007)

Iron & Wine (2008)

The Last Shadow Puppets (2008)

MGMT (2008)

Sia(2009)

White Lies (2009)

Jenny Wilson (2009)

Fever Ray (2009)

Taylor Swift (2009)

Florence & The Machine (2009)

Vampire Weekend (2010)

John Grant (2010)

James Blake (2011)

Ed Sheeran (2012)

First Aid Kit (2012)

Michael Kiwanuka (2012)

Father John Misty (2012)

Ellie Goulding (2012)

Jake Bugg (2013)

Imagine Dragons (2013)

DANSKE

Tim Christensen

Mikael Simpson

Raveonettes

Kira and the Kindred Spirits

L.O.C. (2003)

Powersolo (2004)

Niarn (2004)

Bikstok Røgsystem (2005)

Per Vers (2005)

Whomadewho (2005)

Natasja (2005)

Marie Key (2006)

I Got You On Tape (2006)

Mads Langer (2006)

Thomas Buttenschøn (2006)

Turboweekend (2007)

The Floor Is Made of Lava (2007)

 Aura (2008)

Oh Land (2008)

CODY (2009)

The Asteroids Galaxy Tour (2009)

Fallulah (2010)

Agnes Obel (2010)

Iceage (2011)

Hymns From Nineveh (2011)

Wafande (2011)

Ulige Numre (2011)

Kesi (2012)

Christopher (2012)

Lydmor (2012)

Shaka Loveless (2012)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA