Festivalrapport: Reggae Jam 2018 – Sølvbryllupsfest i solen

Festivalrapport: Reggae Jam 2018 – Sølvbryllupsfest i solen

Reggae Jam, der af Riddim Magazines læsere for tiende gang i træk er blevet kåret til den bedste reggaefestival i Europa, kunne i år fejre noget så usædvanligt som et vaskeægte sølvbryllup.

Det er nemlig i år præcis 25 år siden, at festivalen blev etableret i den lille by Bersenbrück, der er beliggende ca. 80 kilometer syd for Bremen. Byen har kun 8.000 indbyggere, men hvert år i august øges dette tal med yderligere 15.000, når festivaldeltagere fra det meste af Europa flytter ind.

Arrangørerne har med vilje valgt ikke at lukke flere festivalgæster ind for på den måde at værne om festivalens hygge og intimitet samt de omkringliggende naturområder med floden Hase og den tilhørende skov. Ud over disse naturområder, hvor det er muligt at campere rummer festivalen et stort friluftsbad, der er beliggende på selve festivalpladsen samt et væld af mad- og tøjboder, hvor enhver reggaefan kan få dækket sine behov.   

Den lille by forvandler sig til et internationalt samfund i den weekend, hvor Reggae Jam afvikles – et sandt reggaemekka med tonsvis af reggae, dub og dancehall strømmende ud fra små spontane sound systems eller spraglede boder. Alt og alle "lever og ånder" reggae. Butiksvinduerne er pyntet op i de letgenkendelige reggaefarver rød/guld/grøn, og det jamaicanske flag vejer overalt. Byens lille apotek sælger ørepropper, myggebeskyttelsesmidler og kondomer, og konditoriet har såmænd en reggaebrunch til de mere sultne.

I år var festivalen ekstra heldig med en ekstraordinær hedebølge, der gjorde friluftsbadet særligt populært samt et gigantisk musikprogram, der på trods af sidste øjebliks aflysninger fra navne som Beenie Man, Wailing Souls, I Wayne, Studio One Ladies (Dawn Penn, Norma Fraser og Doreen Shaffer) samt The Clarendonians bød på imponerende 44 livekoncerter fordelt på tre dages reggaefest.

Fredag – Tosh og Dube
Fredag lagde ud med navne som New Kingston, Exco Levi samt Jah9, men det var den 24-årige sanger og rasta Samory I, der med en karismatisk og udadvendt sceneoptræden i delvis bar overkrop erobrede scenen. Med sig til lejligheden havde han sit eget jamaicanske Black Heart Band, der lagde et solidt rytmisk backdrop for Samorys sætliste, der indeholdt numre fra det fantastiske debutalbum Black Gold.

Samory I er en af den nye generation af bevidste reggaesangere, der bruger musikken som et værktøj til at undervise og uddanne folk. Selv har han haft en hård opvækst i en af Kingstons mange ghettoer, men har en fast tro på at han kan gøre en forskel gennem musikken.

"Reggae er folkets musik, folkets hjerteslag, og jeg ser Rastafari som kilden til al visdom – derfra hvor al viden og kærligheden udspringer", forklarede sangeren til GAFFAs udsendte kort efter koncerten. "Jeg er ydmyg og stolt af at være sort og giver Jah æren for, at jeg kan få lov at udgive musik. Musikalsk er jeg inspireret af Phil Johnson, Stevie Wonder, Ray Charles, og når de synger, føler jeg musikken. På samme måde håber jeg, folk føler min musik".

Forinden havde Nkulele Dube, datter af den afdøde sydafrikanske reggaesanger Lucky Dube, hyldet sin far, der denne aften ville være blevet 54 år, hvis ikke en meningsløs carjacking tilbage i 2007 skulle gøre en ende på denne populære reggaesanger og frihedskæmper. Det gjorde hun så igennem numre som Don’t Cry, Back to My Roots og Reggae Strong.

Senere på aftenen fulgte navne som Queen Omega, Konshens og Capleton, men det var så absolut Andrew Tosh, søn af den afdøde reggaestjerne og Wailers-grundlægger Peter Tosh, der havde størst bevågenhed. Det er sjældent, Tosh Jr. turnerer, men iklædt en rød afrikansk dashiki-klædedragt leverede han et imponerende sæt bestående udelukkende af sin fars numre, heriblandt Coming In Hot, Rastafari Is, Steppin’ Razor, Walk - Don’t Look Back, Buk-In-Hamm Palace, Legalize It og Pick Myself Up.


Lørdag eftermiddag – Vegan-reggae & jerk kylling

Med mere end 44 mio. streams på Youtube er den engelske dj/toaster Macka B blevet vældig populær de seneste to år, efter han på familiens opfordring valgte at freestyle over fordele ved forskellige grøntsager. Hver uge kom der et nyt afsnit i serien "Wha Me Eat Wednesday". Som indædt veganer faldt det ham ikke svært, og nummeret Cucumba er et godt eksempel herpå. Men før det har Macka B haft en lang karriere inden for reggaebranchen siden sin debut Bible Reader fra 1985. Lørdag eftermiddag stod den karismatiske dj så på scenen med sit eget band kaldet Roots Ragga Band, og her fik man flere af hans store hits som Big Mac, Sex Machine, Never Played A 45, Medicine Marihuana Card samt det populære Cucumba, der fik flere festivalgæster til at løfte grønne agurker i vejret. Alt sammen leveret med sædvanlig humor og autencitet og med et stærkt velspillende band bag instrumenterne. "Vegan-reggae", som han selv kalder det!

Inden næste navn gik på scenen var der lige tid til en omgang jerk chicken hos Ivans Jerk Centre. Ivan er jamaicaner og har været med stort set siden begyndelsen af reggaefestivalernes indtog i Europa og er på turné ligesom reggaestjernerne. Ivan og vennen Tyler har bare byttet instrumenterne ud med løkkenredskaber og et mobilt køkken. Bosiddende i – ironisk nok – Essen har Ivan gjort en dyd ud af den særligt tilberedte jamaicanske ret "jerk chicken". Det er kylling grillet på selvfremstillede olietønder, der er flækket på langs og på svejset en skorsten. Kyllingen grilles herefter i hemmelige marinader og sælges for kun 10 Euro inklusiv den obligatoriske "rice and peas" bestående af kogte naturris og kidney bønner. Retten fås ikke meget bedre på Jamaica – ikke just vegansk, men utroligt velsmagende.

Lørdag aften & nat – Unge løver, ska-pensionist og hård dub

Micah Shemaiah, der tidligere på året udsendte det anmelderroste album Zion-I Vision, var næste mand på scenen. Født og opvokset under ekstremt fattige kår i Kingston fik han muligheden for at tage en uddannelse som advokat, da han havde talent inden for fodbold. Micah fik som ung tilbudt et scholarship i USA, men var så uheldig, at han under første sæson brækkede benet med komplikationer til følge, hvilket betød, at han måtte afbryde sin uddannelse. Hjemme i Jamaica løb han på ungdomsvennerne Jah9, Protoje, Dre Island, Chronixx og Kabaka Pyramid, der alle var i gang med en musikalsk karriere. Micah sprang om bord på reggaetoget og er i dag en af reggaeøens mest lovende sangere.

Med sit eget band "The Dreadites" leverede han et stærkt sæt, der beviste, hvorfor han er værd at følge i fremtiden. I et interview til GAFFA umiddelbart efter koncerten fortalte han, at han anså Bob Marley for manden med den rette formel. "Musik handler om livet, men det handler også om matematik. At man kan sætte den rigtige sang sammen og skabe de rette proportioner musikmæssigt. Det var Bob Marley mester i, og det tilstræber jeg mig på at blive bedre til."
 
Efter et af de nye navne indtog den aldrende 78-årige ska-legende, "The King Of Ska" Derrick Morgan scenen iklædt sort tøj og hat. En nylig rygoperation tvang Morgan til at sidde ned under en blå paraply, og skærmet for solen med en stok i hånden og mørke briller var han som skåret ud af James Bond-filmen Dr. No som en af de tre blinde mænd i habitter, der til tonerne af Byron Lees Kingston Calypso (Three Blind Mice) gjorde livet surt for Bond.

Til publikums store fornøjelse gav han numre fra ska- og rocksteadymusikkens primetime med sikre hits som Blazing Fire, No Raise No Praise, The Hop, Rudie Gone A Jail, I’m The Ruler og Don’t Call Me Daddy. Et varmt musikalsk genhør med en af musikkens pionerer og absolut fineste foregangsmænd.

Sent lørdag aften stod den på tung dub i den nærliggende Dub Camp, der ligger på en tange på en af festivalens yderområder omgivet af floden Hase på begge sider. Til lejligheden var sound system-legenderne Ras Kayleb og Mikey Dread fra reggaediskoteket Channel One Sound System fløjet ind. De to hvidskæggede mænd vandt for nylig en verdensomspændende konkurrence med deres radioprogram Channel One, der med base i London hver måned spiller reggae dubs i absolut verdensklasse. Programmet kan følges på Mixcloud eller World Wide FM og har lyttere over hele verden. I år fejrer de 35 års jubilæum og er dermed nogle af veteranerne i branchen. Under den stjerneklare himmel viste de, at de på ingen måde er klar til at stoppe karrieren. Med en jordskælvslignende bas i det til lejligheden opbyggede højttalertårn i tre meters højde gav de et imponerende tre timers sæt, der fik publikum til at skrige på mere, selvom klokken efterhånden var ud på de sene nattetimer.
 

Søndag eftermiddag – Forsinkede diamanter & raggamuffin-helte

Søndag eftermiddag skulle byde på den længe ventede liveoptræden med den legendariske vokaltrio The Mighty Diamonds, der i 2013 gav en fantastisk koncert samme sted. De tre venner er opvokset i Trench Town i Kingston, hvor også Bob Marley boede i begyndelsen af sin karriere. I 1969 gik de sammen som gruppe og har derfor været med ligeså længe, der er noget der har heddet reggae.
Desværre var gruppen blevet forsinket på turen til Bersenbrück, hvilket gik ud over deres sæt, der alene bød på 25 minutters highlights med numre som Pass The Kouchie, All I Need Is Love, I Need A Roof, Right Time og Brotherman. Til gengæld sad harmonierne lige i skabet, selvom et af gruppens medlemmer Fitzroy "Bunny" Simpson desværre ikke længere er i stand til at turnere på grund af sygdom. Den noget yngre sanger Joseph "Capo" Williamson gjorde dog et glimrende indhop, bare ærgerligt vi ikke fik mere med de store diamanter, der stadig skinner.

Det samme kan man med rette sige om de fire herrer Tippa Irie, Daddy Freddy, Horseman og Starkey Banton, der i 1980'erne var trendsættende indenfor raggamuffin-bølgen, der med base i London skruede op for dancehalltempoet og sattes sit unikke præg på genren.

På skift indtog de scenen under kyndig ledelse af the music maestro Black Steel og det sublime backing band. Daddy Freddy gav flere prøver på, hvorfor han i en periode havde rekorden som verdens hurtigste rapper, hvilket gav ham en velfortjent plads i Guinness Books Of Records. Tunge-twisteren og Tippa Irie battlede mod hinanden på scenen i et stærkt freestyle-sæt, der fik publikum til at gå amok og råbe "pulllllll up" i begejstring.
 

Søndag – Musikalsk festfyrværkeri med Mr. Vegas, Coco Tea og Sly & Robbie

Mr. Vegas gik på scenen umiddelbart efter de fire dynamiske herrer, der for alvor havde fået publikum gearet op. For to år siden konverterede Vegas til kristendommen, men har heldigvis ikke glemt de gamle numre, da han lagde ud med kæmpehittet Heads High, der er titelnummeret på det bedst sælgende album, Greensleeves Records nogensinde har sendt på gaden i de 41 år, selskabet har eksisteret. Showet blev yderligere "spicet" op, da han sang sin version af Desmond Dekkers udødelige Israelites, tog et break i nummeret og fortalte publikum, at grunden til, at han sang præcis dette nummer var for at lære ungdommen, hvem der har grundlagt musikken. Derefter slog han over i Bring Back The Reggae fra sit seneste album Ism, der er en hyldest til reggaemusikkens mange helte. Respekt for det!

Vintage-reggaesangeren Coco Tea har fire gange tidligere været booket til Reggae Jam, men har af uransagelige grunde hver gang meldt afbud – sidste gang blot dagen før, han skulle optræde. Men i år var han her – og heldigvis for det. Til tonerne af Rastaman Chant indtog den lille sanger med den store karisma scenen med sit eget jamaicanske Step by Step Band. Det var første gang, jeg havde mulighed for at se denne fantastiske sanger med den fløjlsbløde stemme, der har givet ham kunstnernavnet. Næste år fylder Coco Tea 60 år, men det kan hverken ses eller høres. Fuld af energi med en sjælden musikalsk indlevelse var han en af de allerstørste oplevelser på årets Reggae Jam. Numre som Love Me, Hurry Up And Come, Israel’s King, She Loves Me Now og Holy Mount Zion blev alle leveret med stor sikkerhed, selvom det er yderst sjældent, han optræder live.

Mere star-quality var der med festivalens afsluttende kunstnere. Som altid ved Reggae Jam gemmes det bedste til sidst – også i år i sølvbryllupsudgaven af festivalen, hvor rytmeparret Sly Dunbar (trommer) og Robbie Shakespeare (bas) rundede tre dages reggaefest i klosterhaven af med en international all-star line up bestående af britiske Bitty McClean, jamaicanske Johnny Osbourne og svenske Junior Natural.

Med en imponerende rekordlang liste over kendte navne, som den 66-årige Sly og den 64-årige Robbie har samarbejdet med, og som blandt andet tæller navne som Mick Jagger, Rolling Stones, Bob Dylan, Sting, Shaggy, Peter Tosh, Grace Jones, KRS-One, Queen Latifah og Joe Cocker behøver de to herrer næppe nogen særlig introduktion.

Måske var det også derfor, at deres soundcheck tog særlig lang tid, men da de endelig kom i gang, lagde de sædvanen tro ud med en række klassiske reggaerytmer godt assisteret af deres medbragte Taxi Gang, der blandt andet tæller Lenky Marsden på keyboards og Henry "Matic" Tenyue på trækbasun, hvorefter den 23-årige svensker Natural indtog scenen med et energisk show bestående af numre fra sit album Militant fra 2017, der er produceret af, selvfølgelig – Sly & Robbie.

Lovers rock-geniet Bitty McLean overtog dernæst mikrofonen og fik med sin lyse tenor publikum til at svinge med på numre fra sen-tressernes rocksteady periode, hvor navnlig kærlighedssange var i højsædet. Pludselig tog Robbie Shakespeare mikrofonen og sang det kendte Queen Majesty og beviste dermed, at den 64-årige bassist kan andet end at spille på bas. Magisk og første gang, jeg har hørt ham synge live!

Til tonerne af Rock It Tonight/Murderer Heavenless-rytmen kom den 70-årige Johnny Osbourne på scenen og leverede en sand hit-parade med numre som Buddy Bye (på King Jammys kendte Sleng Teng-rytme), Truths & Rights, Ice Cream Love, Lend Me A Chopper, Folly Ranking og Water Pumping, der alle er synonyme med lyden fra 1980'ernes dancehall.

Efter to times hæsblæsende live performance takkede Sly & Robbie af til tonerne af Tracy Chapmans "Baby, Can I Hold You" og dermed sluttede den 25. udgave af Reggae Jam med manér og med et musikalsk flashback over reggaemusikkens fem årtier, hvilket var et passende punktum for en musikform, der i år kan fejre 50 års jubilæum.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA