The Bronson Brothers-turnédagbog kapitel 1

Den silkeborgensiske gruppe rapporterer fra deres tur til Frankrig

The Bronson Brothers-turnédagbog kapitel 1 (14-04-2008)

Dagbog fra Paris – søndag 13. april 2008

Da vi havde hentet vores nyprintede T-shirts i Dortmund og styrede vores lejede minibus ud på den sydgående autobahn, gik det op for os.

”Hold kæft, hvor er det langt ude, at vi faktisk skal spille i Paris,” lød det fra bagsædet, og det kunne vi hurtigt blive enige om.

Ikke desto mindre var netop Paris målet, da vi var blevet bedt om at spille på to klubber i kærlighedens hovedstad. Vildt.

Nå, men når vi skulle til byernes by, kunne vi jo ikke møde helt uforberedte op. Det var vi blevet enige om på forhånd, og derfor havde vi bestilt et læs nye T-shirts og printet cd’er. Så vi havde lidt merchandise til at tjene til hjemturens diesel. Den plan var ganske få minutter fra at gå i vasken.

Da vi ankom til Dortmund ved 22-tiden, for som aftalt at hente vores T-shirts, var der nemlig ingen hjemme. Ikke et øje. Vores kontaktperson svarede heller ikke sin telefon, så vi gloede ind ad tremmebeslåede vinduer og døre i et forgæves forsøg på at få øje på nogen, der kunne hjælpe. En mand, der luftede sine hunde i gården, sendte os et par mistroiske blikke, inden han spurgte os om noget, vi ikke forstod.

”Øøhhh...We are here to pick up some T-shirts”, forklarede vi ham, men det kendte han ikke noget til. Hvilket undrede ham lidt, fordi han ejede det sted, vi forsøgte at komme ind.

Efter lidt forklaring og en enkelt telefonsamtale – tilsyneladende med vores kontaktperson – troede han dog på os. Reinar, som han hed, viste sig herefter at være gæstfri til de malerplettede fingerspidser og guidede os rundt på fabrikken blandt et hav af metalband-trøjer og maskiner til 100.000-vis af Euro. Blandt andet en ny trykmaskine, som var årsag til, at vi fik vores nye shirts. Reinar – der normalt sad hjemme i sofaen på denne tid af døgnet, havde nemlig blot været forbi sin fabrik for at se om det nye legetøj virkede. Hvis vi var ankommet ti minutter senere, havde alt været lukket og slukket.

Ved 05.30-tiden parkerede vi den sorte Mercedeskasse foran den tomme lejlighed, vi havde fået lov at låne i Paris, og faldt hurtigt i søvn på vores luftmadrasser. Dagen efter stod den på sightseeing, og selv om Zeu nok vil hævde det var løgn, så vi Eiffeltårnet – godt nok på lang afstand, men jo Zeu ... det var Eiffeltårnet, du så. Vi fik også øje på en fadøl og et solbeskinnet stykke græs på i den gigantiske barokhave, som strækker sig fra Louvres fødder, og så blev vi siddende der. Om aftenen loddede vi lidt på en gammel Dynacord-forstærker. Den har Toby fået fat i til sit orgel, efter at hans tidligere begyndte at ryge lidt for meget. I hvert fald lidt mere, end de fleste lydteknikere syntes om.

I dag er det så blevet den store dag, hvor Paris skal have den danske kærlighed at føle. Lige nu sidder vi på La Fleche D’Or: En gammel stationsbygning i det østlige Paris, som er blevet ombygget til et rigtig fedt spillested. Her ser ud til at kunne være 6-700 mennesker, og ifølge personalet er det set ikke usandsynligt, her bliver fyldt i aften. Det ser vi naturligvis frem til. Ikke mindst, da Tobys Dynacord lyder som Serge Gainsbourgs våde drømme, og da vi regner med at sikre vores pension med alle de t-shirts vi får solgt i aften. Alphabeat skal spille hernede om 14 dage, og her er en udfording: Hvis I sælger flere T-shirts på La Fleche D’Or end os, giver vi øl, næste gang vi ser jer på Målet.

Love,

The Bronson Brothers