Filmanmeldelse: Roskilde

En stærk film, men også en fortælling, som næsten vil for meget på én gang

Det er på mange måder en stærk film, som instruktøren Ulrik Wivel har sat sammen af et utal af scener skudt af en række af landets bedste filmfotografer. Men også en fortælling, som vil rigtigt meget på en gang. Faktisk næsten for meget.

Det starter godt med et vue fra luften, som minder om Michael Wadleighs Woodstock-film, hvor de også kom i helikopter. Vel nede på jorden møder vi nogle af de gennemgående historier, nemlig svenskerne, som er ankommet med en bus, og hvor der er en kostelig scene med den helt rigtige portion Roskilde madness, nemlig med et par kasser øl fra Wiibroe, og de svenske unge er i ekstase: ”Vi har ventet et helt år på … Wiibroe!!!! Og vi møder nogle af de 20.000 frivillige, som i løbet af festivalen ses i rollen som brandslukkere eller campingvagter. Ligesom vi møder ham, som kommer fra udlandet uden billet og penge, og vi er med ham, da han snyder i toget, ligesom vi er med, indtil han også får snydt sig ind til festivalen. Og der er ingen løftede pegefingre dér, som der heller ikke skal være.

Musikalsk kører filmen meget godt, selvom det kan ærgre et gammelt world music-hjerte, at det eneste verdensmusik er med Tartit, en gruppe med oprindelse i et beduinsamfund i Sahara-ørkenen. For på den måde fremstår verdensmusikken som folklore og vises frem som sådan. Der ville det have været en anderledes reklame for genren, hvis vi var kommet med til Salif Keitas optræden på festivalen i 2003. Her endte publikum på scenen, dansende med den utroligt veloplagte mester.

Netop musikalsk er der en række gode og sjove momenter. For eksempel med det danske metalband Mnemic, som bliver fanget, mens de står og gurgler og ørler velsagtens for at smadre stemmen mest muligt. Og de lyder også tilpas trashede i det for korte liveklip fra Roskilde.

Ellers er perlerne med søskendeparret Wainwright og en scene med Kristian Leth, der skal interviewe en tilsyneladende modvillig Josh Rouse, men kender en, der har røget en fed med ham, og vil bruge det som indgangsvinkel til et P3-interview. Rouse ender med at synge "Quiet Town" uimodståeligt ind i DR’s mikrofon, og filmen får et Woodstock-moment, da der med Rouse i baggrunden filmes fra festivalens sø, som der blev det netop i filmen fra Roskildes 1969-forbillede. Ligesom der er en scene med The Streets, hvor man får en – måske lidt for sjælden – smag af den store fællesskabsfølelse, der kan være foran de store scener, da gruppen får alle til at springe i vejret med ét. Eller Placebo filmet som en superandrogyn musikvideo med sanger og guitarist i centrum. Et andet flot scoop er tordenskraldet, der går over i Sonic Youths smukke støj. Der har sikkert været mange klip, man ikke har kunnet få tilladelse til at bringe i filmen, og de, der er, virker okay.

Men som sagt er det en film, der vil meget. Et gennemgående tema er fra et solointerview med Mr. Roskilde, Leif Skov, som virker tynget – ikke mindst i historien om ulykken i 2000 – hvilket egentlig takles ret godt i filmen. De døde unge huskes med respekt, og som med festivalen dengang, så går filmen videre. Men det er for alvor ude på pladsen og på campingområdet, at filmen ånder og lever. I alle de skøre og surrealistiske scener fra Danmarks sjoveste campingplads. Det bramfrie sprog, som pigen, der lover klassekammeraten et blow job, hvis han står op. Eller gruppen af venner, der ryger vandbong på spand. Eller de andre venner, som vi ser, da de kommer og opdager, at de er få, der skal slå telt op til hele sværmen. Og hvordan de samme siden er på jagt efter et juletræ, så de kan holde julefrokost på festivalen. Eller hvordan nogle svenskere et andet sted vist udtrykker, at den bedste måde at vågne er med akvavit. Eller ham, der æder en stor portion euforiserende svampe.

Alt i alt en film, der har gloriøse øjeblikke, hvor årets bedste 120 timer vokser som en følelse, og man kun kan glæde sig til, næste gang portene slås op. En film, der kan anbefales som introduktion til nye, der mestendels ser en festival i solskin, og kun får få, men velvalgte scener fra smatten.

Karakter: 4 stjerner

"Roskilde"
Instruktion: Ulrik Wivel
Premiere 16. maj i ni biografer landet over

Roskilde-filmens hjemmeside med premiereoversigt