Larsen & Furious Jane – nul is i Tivoli

Interview med den århusianske gruppe, der er aktuel med sit tredje og mest sorte album

Larsen & Furious Jane – nul is i Tivoli (29-05-2008)

Billede: Thomas Lillevang

Det er efterhånden to et halvt år siden, at den århusianske kvintet udgav deres sidste plade, men nu er Larsen & Furious Jane tilbage med et kulsort album og et nyt udtryk, der ikke lefler for lytteren trods rigeligt med melodiøsitet. GAFFA tager en rundkredssnak med bandet om mørk musikalsk energi, gode lytteoplevelser og nye sangteknikker.

Det er en regnfuld fredag på en overfyldt café i Århus midtby, da Deres udsendte skal mødes med et af de sidste par års bedst anmeldte danske bands, Larsen & Furious Jane. Det varer da heller ikke længe, før en horde af øltørstige gymnasieelever får sanger og sangskriver Torsten Larsen, resten af Furious Jane (guitarist Tore Johansen, keyboardspiller Mikkel Ibsen og brødrene Tom og Keld Jørgensen, henholdsvis bas og trommer) og overtegnede til at søge andre græsgange. Godt bænkede på et af de få tilbageværende steder, hvor det stadig er tilladt at nyde en cigaret og med et udbud af eksotiske guldøl på bordet er det rygende band klar til at tage en snak om deres seneste udspil, "Zen Sucker."

Verden bliver grimmere og grimmere
Larsen & Furious Jane har på det nye album rejst børsterne med en mere kantet lyd end tidligere, hvor sangene, de tunge tekster til trods, var pakket ind i en lettere tilgængelig gang lydmæssigt gavepapir.

Der er visse steder på ”Zen Sucker” et mere støjende og aggressivt udtryk i forhold til jeres tidligere plader. Er det fordi musikken er begyndt at matche de skarpe og kantede tekster i højere grad end før?

Torsten: – Vi har i hvert fald prøvet at lade de to ting nærme sig hinanden, men grundlæggende handler det jo egentlig bare om at få noget mere saft og kraft i det, også i teksterne. Man bliver jo ældre, og verden bliver grimmere og grimmere, ikke mindst politisk, så det føles som en meget naturlig udvikling. Det har taget meget længere tid at lave denne her plade end de to tidligere. ”Tourist With A Typewriter” brugte vi højst tre måneder på alt i alt, og denne her har vi brugt to et halvt år på, så vi har været arbejdet lidt mere ned i detaljerne. Både med teksterne og musikken og sammenhængen mellem de to ting.

Du siger, at verden er blevet et grimmere sted at være rent politisk. Kan pladen ses som et udtryk for det? Er ”Zen Sucker” et politisk album?

Torsten: – Nej, det er klart en følelsesmæssig plade, men der er jo også nogle følelser, der bliver præget af det faktum, at vi ikke lever i et land længere, men i stedet for bare lever i en infrastruktur for private interessenter, hvor det er dem, der har mest, der bliver tilgodeset. Da vi startede med at lave pladen, var alle i bandet i nogle lidt mere usikre situationer med arbejdsløshed, generel depression og lede over, hvor man nu skulle hen efter at have befundet sig i uddannelsessystemet i mere end 20 år.

Tore: – Man skal i hvert fald ikke se på ”Zen Sucker” som en politisk plade.

Keld: – Lyden er blevet, som den er i forhold til de tidligere plader, fordi den er blevet leget frem. Før vi indspillede vores forrige plade, kunne vi alle numrene i forvejen, og de var blevet øvet igennem, inden vi indspillede. Det har vi ikke gjort her. Jeg har nogle gange sat mig ned bag trommerne, hvor der er blevet tændt for record-knappen, og jeg aldrig har prøvet at spille nummeret før. Så det har også været den umiddelbare fornemmelse, der har gjort sig gældende.

Brugte 15.000 på 30 sekunder
Ja, det er noget med, at første nummer på pladen, ”Selling Yourself By The Ounce”, er produktet af lang tids indspilninger, der så er endt med at blive til det her nummer på godt et halvt minut? (Bandet brugte omkring 15.000 kroner på de indspilninger, der endte med at udgøre det 30 sekunder lange åbningsnummer, red.)

Tore: – Vi startede egentlig med at øve seks numre igennem og så tage i studiet. Det var lidt samme proces som med den sidste plade. Vi fandt så ud af efterfølgende, at det ikke var det, vi ville. Hverken stilmæssigt eller indspilningsmæssigt. Noget af det med stilskiftet har også noget at gøre med, at Torsten er en dygtig sangskriver, og hvis det så er et godt nummer, han har leveret, har vi ikke tænkt så meget på udtrykket. Hvis nummeret i sig selv har kunnet bære det. Nu er vi nok begyndt at tænke lidt mere over, at vi vil have det til at pege i en eller anden retning. Vi prøver i højere grad at se vores eget produkt udefra og tænker over, om det er noget musik, man ville kunne lide, hvis det var et andet band, der havde lavet det.

Torsten: – Det har også været lettere for hver især i orkestret at skabe en musikalsk identitet, eftersom der er nogle medlemmer, der er gået ud. Vi er blevet færre, og der er blevet mere plads. Jeg har selv givet meget mere slip på nogle ting, end jeg plejer at gøre, for at se, hvor det bærer én hen, i stedet for at man er styret af en bestemt idé fra starten af. Hvis man er det, sigter man efter en overligger, og så når man frem til noget, man måske er 80 procent tilfreds med. Hvis man bare kaster sig ud i det, kan det være, at man opdager nogle helt andre potentialer, som er meget bedre, end det var, da man sad på sengen med en akustisk guitar.

Mørk energi skaber mørk energi
Det er virkelig et tungt, sort og dystert bæst af en plade, I har lavet. Har I det godt, eller skal jeg være bekymret for jeres mentale velbefindende?

Torsten: – Når man laver en plade som den her, retter man en meget specifik energi mod projektet, og det gør, at man måske kan være endnu gladere i hverdagen, fordi man får afløb for nogle ting i indspilningsprocessen. Dog skal man også være forsigtig med den dér katarsis-tankegang om, at man så får det hele ud, for det er da også min erfaring, at når man har arbejdet med en plade som denne her, der bare bliver mere og mere mørk og ondskabsfuld, i to år, så bliver man ikke nødvendigvis et gladere menneske. Mørk energi skaber jo også mørk energi.

Man får som lytter indtrykket af, at det er meget personlige ting, man har med at gøre. Hvor meget af det er Larsen & Furious Janes sindstilstand i indspilningsøjeblikket, og hvor meget er ren historiefortælling?

Torsten: – Jeg tror ikke, man skal skelne på den måde. Det er nok mere et udsnit, et koncentrat, man tager afsat i. I det her tilfælde har vi så valgt at skære al solskin og is i tivoli væk og så holde sig konkret til noget.

Mikkel: – Det kan måske virke lidt påtaget, at vi bevidst har skåret det lyse væk, men det er kommet meget naturligt; den vibe, der har ligget i musikken. Det er ikke noget, vi har dyrket koncentreret.

Tore: – Det er jo også en proces. Vi startede med nogle lange episke numre på syv minutter stykket, og de indeholdt en del forskellige passager. Med tiden, efter at have smidt omkring 30 numre ud, nåede vi frem til de her treminutters numre, uden noget flødeskum. Der ikke c- og d-stykker, og der er ikke rigtig noget overflødigt. Det har selvfølgelig også meget at gøre med personlig smag, og hvad vi selv går og lytter til. Vi kan alle sammen godt lide melankolsk og dyster musik. En historie om ulykkelig kærlighed er da også altid mere interessant end én, hvor det bare går, som det skal.

Torsten: – Nej, det er jo ikke fordi, verden mangler flere Rasmus Nøhr’er…

I sangene er det heller ikke så meget parforhold, det handler om, som livets forhold som sådan, og forholdet til andre mennesker?

Torsten: – Ja, det skal vi jo sige, eftersom alle er i et fast parforhold undtagen Tom. Nej, det er reelt nok; zen sucking er noget, man kan gøre på mange niveauer.

Tore: – Når man ser på de to første numre på pladen, ja, nu er det jo ikke mig, der har skrevet teksterne, men jeg har altid haft det billede, at nummer to ”A Deathbed Conversion” går meget på den tid, vi alle sammen har været igennem, hvor man er færdig med sin uddannelse og ikke har noget og kan se alle i sin omgangskreds komme i gang med alt muligt forskelligt. Her er pladens første nummer ”Selling Yourself By The Ounce” så måske det, man gør, når man så er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Tom: – Helt banalt har det jo også noget at gøre med, at man ikke vil lave den samme plade to gange. Vi er alle sammen enige om, at man skal rykke sig for hver plade, og næste gang kan det være, at det er noget helt fjerde, vi ender op med.

Nu hvor I så har lavet denne her kulsorte plade, kunne man så forestille sig et decideret muntert Larsen & Furious Jane udspil næste gang?

Torsten: – Aldrig.

I udgiver kun pladen på vinyl og som digitalt download. Hvordan kan det være?

Torsten: – Fordi vi synes en god lytteoplevelse enten er på vinyl eller i hovedtelefoner; enten på iPod’en eller en anden digital platform. Godt nok lyder mp3’er ikke lige så godt som en cd, men på den anden side er cd’en jo også bare grim, lille og dum. Coveret ser også åndssvagt ud.

Mikkel: – De fleste mennesker i dag køber en cd for alt for mange penge, smider musikken ind på computeren og smider så pladen væk eller op at samle støv på cd-hylden bagefter. Så kan man jo lige så godt springe det led over og bare hente musikken direkte ned på computeren med det samme.

Torsten: – Efterhånden er cd’er jo også noget, danskere køber et sted, hvor de også kan få en fransk hot dog, og det marked har vi ikke lyst til at være en del af.

Gode anmeldelser og sparsomt pladesalg
I får altid enormt gode anmeldelser. Men der er vist noget om, at I ikke sælger særlig mange plader. Hvor meget betyder pladesalget for jer? Musikken virker meget som et personligt projekt?

Torsten: – Når man har været igennem en så lang og opslidende proces, så er det jo rart at kunne trække sig tilbage i sit chateau nede i Frankrig… Nej, vi sælger ikke særlig mange plader.

Tom: – Vi joker tit med, at vi gerne ville sælge nogle af vores anmelderstjerner til gengæld for et større pladesalg. Vi har ikke tidligere prøvet at lefle for et potentielt publikum, men vi har da erfaret, at pæn og lækker lyd indspillet i et studie til flere tusinde kroner ikke nødvendigvis er ensbetydende med et stort pladesalg. Nu har vi taget skeen i egen hånd og lavet det, vi helt præcist selv gerne vil have. Også med hensyn til, at pladen bliver udgivet på vinyl. Hele ”Zen Sucker”-processen er foregået på vores egne præmisser.

Tore: – Selv hvis denne her plade om muligt skulle sælge endnu mindre end den forrige, er der ingen tvivl om, at vi stadig vil lave en plade til. Vi gør det jo grundlæggende, fordi vi synes, at det at lave musik er noget af det sjoveste, man kan give sig til. Det er banalt, men det er det, der driver værket.

Torsten: – Det, der skete i forbindelse med den sidste plade, er det, der sker, når man er i et band og man er ung, og det pludselig går godt med anmeldelserne. Man bliver pludselig grebet af stemningen og kommer ind i nogle forretningsgange, hvor tingene foregår på bestemte måder; sangene skal spilles på P3, og man skal i Boogie. Der tror jeg, vi var meget splittede, for egentlig har det her altid været et kunstnerisk projekt, men når man så ser alt det andet, vil man jo også gerne have det med. Efter den sidste plade er vi blevet meget afklarede med, at grunden til, at vi gør det her er, fordi det et kunstnerisk projekt. Det er det, der interesserer os. Faktisk er denne her plade lavet fuldstændig uden blik for og forestilling om et publikum, der måtte være derude. Det er et udtryk, man så kan tage eller lade ligge, men det er i hvert fald ikke noget, der skal ud og fedte for nogle.

Mikkel: – Det er ikke noget kriterium for os, at vi skal sælge plader. Hvis der er nogle folk derude med god smag, er det jo bare ren bonus for os.

Torsten: – Der er ikke særlig mange af vores gamle numre, der passer ind i den ramme, som vi har nu. Vi er heller ikke så mange i bandet længere. Nogle af de gamle numre er ret komplicerede og svære at få til at svinge, og i stedet for at spille dem live, tror jeg hellere, vi vil lave noget nyt.

Keld: – Eller spille de gamle numre i nye arrangementer, der passer ind i ”Zen Sucker”-regi.

Folk kommer og går
Der er ikke så mange medlemmer med i Larsen og Furious Jane som tidligere. Hvordan kan det være?

Torsten: – Folk kommer og går, og sådan har det hele tiden været i det her band. Jeg synes, vi har en bedre bandfølelse nu, end vi nogensinde har haft før, og det har ikke noget at gøre med de personer, der er gået ud af bandet. Det har noget at gøre med, at vi er blevet nogle færre, og at de, der er her nu, har været med hele vejen. Når der er fem, der skal diskutere og ikke syv, så er det meget lettere.

Mikkel: – I live-sammenhæng er det også meget nemmere at få det til at swinge når man er fem i stedet for en syv-otte stykker. Hvis der bare er én, der halter lidt, går det ud over hele sammenhængen.

Torsten, du synger lidt anderledes på nogle af numrene, end du plejer?

Torsten: – Ja, det er alt sammen ved hjælp af cigaretter, whisky og øl. Nej, det er egentlig en lang historie. Vi lavede denne her halve plade, som Tore fortalte om, som vi skrottede fuldstændig. Dér var mit bidrag til at prøve at rykke det i en anden retning at stå og råbe og skrige helt uhæmmet. Nummeret ”Vietnamese Pool Boy” er det sidste levn af det. Der kom det ind i en zone, hvor de andre synes, at det var acceptabelt. Nummeret er i øvrigt naturligvis ikke spor racistisk; jeg skal ikke sidde og udlægge mine egne tekster, men det er klart, at det er en dybt paranoid person eller nation eller sammenslutning af stater, der er afsenderen i den tekst. (Teksten kan kort opsummeres med de to sætninger: ”I wanna know where Charlie’s hiding” og ”You know where Charlie’s hiding”. - red.)

Til nogle af jeres koncerter har der været enormt meget larm blandt publikum. Er det noget, I som band har mærket noget til?

Torsten: – Det er det i høj grad. Vi har nok været det live-band i Danmark, der har været lettest at ryste. Derfor har vi så også valgt nu at skrive noget musik, som vi kan spille, så vi ikke kan høre, hvad folk siger.

Tom: – Det er jo en ren krig nogle gange, men nu larmer vi mest. Så kan de bare snakke løs, kan de…

Larsen And Furious Jane på MySpace