Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Torsdag d. 29-05-2008 kl. 09:01

Den Gale Pen: René Dif

Vi har mødt Aqua-sangeren, som nu er sprunget ud som coach

Hej René. Tillykke med din nye karriere. Jeg glæder mig over, at der er nogen til at tage sig af de forpinte sjæle i underholdningsindustrien. Står du klar, når X Factor-Martin laver en Jon og stegepander en af sine buddies?
– Som coach vil jeg altid stå klar, når der er tale om at hjælpe folk. Om det skulle være Martin eller en anden fra X Factor, der pludselig ikke kan håndtere eller kapere succesen – eller gerne vil finde videre i showbusinessjunglen og levere sit fulde potientiale.

Du har fortalt, at éns mål i virkeligheden kan være noget helt andet, end det man umiddelbart troede det var. Hvad troede du dit oprindelige mål var? At spille eurodance på Barbados til den dag, dit hjerte takkede af på grund af for meget amf?
– Mit mål viste sig til fulde, da jeg som ung knægt sejlede i Det Caribiske Hav som messedreng og kokkemedhjælper på containerskibet Mette Sif. En dag hørte jeg en caribisk radio, hvor en dj fyrede den af, og det lød så fedt, at jeg tænkte, at det ville jeg prøve. Det var, som om sol, måne og stjerner viste mig vej hen mod mit mål, nemlig at kunne lave musik og entertaine folk over hele verden til den dag, jeg dør. Den drøm, må man i den grad sige er gået i opfyldelse – og lidt til!

Det slår mig som værende lidt pudsigt, at du tager 6.000 kroner for én times coaching, men 20.000 for tre. Er det okay, jeg bare køber tre enkelte sessions?
– Du skal være meget velkommen til at prøve en session til 6.000 kroner, men hvad forhindrer dig i at gå efter de tre sammenhængende timer, som er meget mere målrettede og intense? Det er individuelt, hvad folk har brug for og lyst til at få afklaret, så derfor er der forskellige løsninger. Prisen er højere, da det er sammenhængende timer og derfor en del mere udfordrende – både imens og også arbejdet op til.

Personligt ville jeg gerne se, at den, der skal hjælpe mig gennem mine psykiske traumer, er bare sådan nogenlunde en helt almindelig fætter på niveau med mig selv. Baseret på en forhastet antagelse af, at jeg ikke er den eneste, der tænker sådan, er der så virkelig en fremtid for en Ferrari-fræsende millionær inden for coaching-branchen? Hvor mange megastars af din kaliber har vi lige i vores sølle lille land?
– Alle mennesker er stjerner inden for deres felt! Jeg antager, at de, der kommer til mig, er folk, som har noget, de vil have løst – et mål, de ønsker afklaret, en forhindring, de måtte bære rundt på, eller lignende – og det er det, jeg kan hjælpe dem med. Grunden til, jeg har valgt entertainment-branchen som primære fokus, er, fordi jeg føler, der godt kunne være brug for en coach netop dér, da jeg ved, det er en hård branche. Det ville have været fedt, hvis det havde været udbudt dengang i 90’erne.

Hvad med Lars Ulrich? Han er vel det nærmeste, man kommer en pendant til dig. Og som bevist i ”Some Kind Of Monster”-soap’en er han jo fuldt ud modtagelig for lidt kløgtig psykoterror.
– Jeg takker for de fine ord om at sammenlignes med Lars Ulrich, som jeg dybest set ser meget op til i det store hele. Det er en mand, der er gået efter sit mål og lever op til sit fulde potentiale. Det ses tydeligt, når man ser, hvad han går igennem for at fortsætte sin musikalske drøm. Go go Metallica forever!

Men helt ærligt, er det her coaching-halløj ikke bare gammel mælk på nye flasker? Hvad for svar er det, coachingen rummer, som de sidste årtiers overflod af selvhjælpsbøger ikke allerede har lært de værdigt trængende?
– Coaching rummer ingen svar – det gør du selv! Spørgsmålet er bare, om du er klar til at finde dem. Man kan klart læse sig til meget, men at prøve at blive konfronteret samtidig er overvældende og heftigt.

Nå, men nok om det. Bare fordi du nu skal gøre rige mennesker gladere, betyder det jo ikke, at du har lagt musikkarrieren på hylden. Og jeg er nødt til lige at høre dig om noget: Hvornår kommer der endnu en ”Uhh”-single? Jeg har altid set ”The Uhh Uhh Song” og ”Uhh La La La” som en ufuldendt trilogi, lidt ligesom ”Riget”, bortset fra dit crew nok ikke er kreperet, mens pøblen ventede.
– Jeg kan lave en single med lidt ”uhh” alene til dig! Jeg er glad for, at jeg har turdet lave lidt af hvert i min tid – man bliver rigere af erfaring.

Jeg ved ikke, om du er til nymodens stads som YouTube, men et pokkers populært klip stammer fra den britiske X Factor, hvor karaokestjernen fra chicken factory’en leverer en næsten eksakt kopi af ”Barbie Girl”. Simon Cowell kvitterer med kommentaren: ”You’re the worst singer, I’ve ever heard in my life”. Er det noget, du har taget personligt anstød af?
– Jeg har set klippet for lang tid siden og grinede meget af det. Jeg er overhovedet ikke stødt på nogen som helst måde – det er da kun supersjovt. ”Barbie Girl” er blevet set 13-14 millioner gange på YouTube det sidste år. Det må da siges at være et stort klap på skulderen fra alverdens popelskere. Desuden kunne han jo ikke synge – det kan vi!

I din selvbiografi fortæller du, at der på trods af de mange tilbud, da Aqua var allerstørst, ”ikke ukritisk bare blev kneppet til højre og venstre”, men ”måske lidt til højre”. Hvem i alverden stod til venstre? Ken?
– Til venstre stod min sunde fornuft og mit drive for at nå til tops i denne svære verden, så jeg var ikke den store lover i det hele taget – men festet blev der da dengang i 90’erne.

Lad os lege ”Sophie’s Choice”. Det er sådan en populær selskabsleg. Dine to frænder Wesley Snipes og Kronprins Frederik skal gå planken ud, og du kan kun redde den ene fra en voldsom depression over at blive valgt fra. Hvem skal reddes?
– Kronprins Frederik, for han er Danmarks fremtidige konge – og en god én af slagsen. Wesley Snipes-typerne har vi mange af. De kommer og går.

Velkommen til dit mål – et afsluttende spørgsmål: Aqua er på banen igen, og der er ikke den muskelsvindler, der ikke gerne ville have rejst sig og danset en jubeldans over jeres deltagelse på dette års Grønne Tour de Øl & Pøller. Er alle de vandbaserede stridsøkser borte og begravet, eller var millionerne ved at slippe op?
– Aqua sker udelukkende, fordi jeg elsker det og brænder for at entertaine mennesker i alle aldre. Aqua er min baby og vil altid være i mit hjerte til døden os skiller. Jeg elsker hver en tone og hver en tekst, vi har skrevet, og vil til enhver tid spille ”Barbie Girl” og alle de andre fantastiske sange rundt omkring i verden, så lang tid der er et ønske om at høre dem.

Barbie Girl i engelsk X Factor på YouTube

René Difs coaching-site

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.