Interview: Bryan Adams
GAFFA fik et eksklusivt interview med den canadiske superstjerne på Jelling Festival
Jelling Festival har aldrig tidligere haft så stort et sikkerhedsapparat i gang som i år, hvor Bryan Adams og John Fogerty skulle spille. For eksempel er fotografer nægtet at komme i nærheden af de to stjerner backstage. Dele af backstageområdet er derfor afspærret.
Mødet med den 49-årige Adams - stjernens eneste interview i denne omgang - skal finde sted i det eneste hus, som findes på pladsen. Det lille hyggelige hus tilhører Jelling Festivals administrative koordinator Bettina Küsch.
Bryan Adams ligger henslængt i hendes gule lædersofa, da GAFFA får lov at blive lukket ind i stuen af Adams tourmanager. Først havde GAFFA dog givet pænt hånd ved bilen, da Bryan Adams ankom pladsen, en lille time før han skulle spille. Ved sin side har han naturligvis en guitar, som han spiller på indtil flere gange i løbet af de 35 minutter, GAFFA har fået stillet til rådighed.
Adams har bestemt sig for at spille ”Do To You” denne aften, men kan ikke huske, hvilken toneart den går i, så det er der lidt snak frem og tilbage om med folk, som går ind og ud. (Den er i øvrigt i F-dur).
Du har allerede spillet to koncerter i Danmark i denne omgang, en i Odense og en i Aalborg. Hvordan gik det?
- Det gik rigtig godt. Vi døbte de festivaler for ”pis-festivalerne”. Folk stod og pissede overalt.
Ok, så er tonen ligesom lagt, og GAFFA spørger undrende, om Bryan Adams da ikke har været på Roskilde??
- Jo, jo, jeg ved godt, den festival går som ”King of piss”, men dette var værre… Der var tissemænd og kvinder i buskene overalt.
Har du haft lejlighed til at høre danske Gnags og amerikanske Beth Hart, som du spillede sammen med i Odense og Aalborg?
- Nej, jeg kommer altid i sidste øjeblik til koncerterne.
Og derefter spørger Adams lidt til, hvem Gnags er.
- Jeg tror, jeg vil høre dem i morgen.
Soloplade i tankerne
Er der forskel på at spille festival-jobs og koncerter, hvor folk bare kommer for at høre Bryan Adams?
- Ja, der er stor forskel. Men der er sket noget rigtig spændende for mig: I forbindelse med lanceringen af mit seneste album ”11” prøvede jeg noget nyt. Jeg spillede 15 koncerter på 15 dage i USA, 11 koncerter på 11 dage i Europa, og det samme i Sydamerika. Alt sammen bare mig og en akustisk guitar. Og tænk, det har jeg aldrig prøvet før. Det var helt nyt for mig. En fantastisk følelse bare at kunne gribe guitaren og tage ud og spille. Jeg kommer fra en rocktradition, hvor der altid har været ”larm” i baggrunden. Men dette var en stor opdagelse for mig. Ligesom at komme tilbage til starten igen, tilbage til det simple udtryk. Nu er jeg begyndt at spille enkelte solo-koncerter. Bare mig og min guitar. Jeg spiller solo i Stockholm tirsdag. Kommer du?
Laver du så en soloplade næste gang?
- Det er ikke usandsynligt. Jeg har før truet verden med det.
Du må kende en del til Danmark og være kommet her en masse, eftersom du har dannet par med danske Cecilie Thomsen i 12 år?
- Ja, naturligvis. Jeg kan godt lide Danmark og har en masse venner her.
Privatlivet er tydeligvis ikke et emne, Adams har synderligt lyst at snakke om.
Hvorfor har du valgt at bosætte dig i London?
- Det var egentlig aldrig noget bevidst valg. Det var bare praktisk. Jeg startede med at købe et lille hus derovre, bare for at have et sted at sætte mine kufferter. Du ved, det var en anderledes tid. I dag er det så let at komme hele verden rundt, men dengang i 80’erne måtte du ofte over London. Så blev jeg forelsket i en pige der og blev glad for byen…
Men det var ikke fordi, du ikke kunne lide Canada?
- Nej, for pokker, jeg elsker Canada og er der ofte. Det var bare praktisk at bo i London. Egentlig føler jeg ikke rigtigt, at jeg har noget hjem. Jeg har altid rejst verden rundt også som barn. Mine forældre var diplomater. Jeg føler hele verden er mit hjem, føler mig hjemme overalt.
Er det ikke dejligt?
Jo, ”kind of”. Det er lidt som et cirkus.
Lidt som du beskriver i sangen ”Room Service”.
- Fuldstændig.
I got my first real six-string...
Jeg kunne godt tænke mig at gå lidt tilbage i tiden...
- Også jeg!
…Du var kun 15, da du forlod skolen for at hellige dig musikken. Hvad syntes dine forældre om det?
- Det var eneste mulighed. Min mor havde tre jobs på det tidspunkt og var der aldrig. Jeg hadede skolen, der var intet ved skolen, jeg brød mig om. Jeg gik helt vildt op i musikken lige fra starten. Det var lige så vigtigt som at trække vejret. Jeg spillede i bands fra jeg var 14, og vi tog musikken meget alvorligt. Vi øvede uafbrudt, men vi fandt aldrig en sanger.
Søger du stadig en sanger?
Ja, da! - Vil du høre vores allerførste indspilning, jeg fandt den igen her forleden?
Og så finder Bryan Adams sin bærbare Mac-computer og et par højttalere og fortæller med et stort smil, at det er en gammel Blind Faith-sang:
Musikken lyder meget anderledes, end jeg har forventet. Ud af de hvide højttalere strømmer langsom keyboardbaseret musik, som lyder meget voksen og gennemført. Alt andet end et 14-årigs garageband. Og den unge Adams synger spinkelt, men med en stilsikker vokal.
Ja, de andre var noget ældre end mig, og det var keyboardspilleren, der ”ejede” bandet, så det blev meget keyboard-baseret.
Den første pladekontrakt
Du var 18, da du fik din første pladekontrakt, hvordan gik det til, var du bare heldig?
- Jeg var ekstremt vedholdende. Jeg mødte en sød engelsk fyr, der kom og sagde: ”Jeg kan lide dine sange, hvad vil du med dem?” Og jeg svarede: ” jeg ønsker at lave en plade, og den gik han med på. Alt, jeg havde brug for, var en chance. Sådan er det for alle.
Hvordan ser du din debutplade i dag?
- Eksperimenterende.
Du lød meget ung?
- Jeg var ung og mente, det skulle lyde ungt. Men jeg ønskede mig et fast band. Det fik jeg med min anden plade ”You Want It, You Got It”. Den plade blev indspillet på 14 dage stort set live i studiet.
Det var meningen at den plade skulle have heddet ”Bryan Adams Don’t Know You Either”, men det ville pladeselskabet ikke have. Hvorfor ikke?
- Nej, de havde ingen humor! Det var ellers en god titel. Mine to første album burde måske i virkeligheden blot have været demoer. Det ville aldrig kunne ske i dag. I dag får du kun ”one shot”. Først med ”Cuts Like A Knife”, mit tredje album, fandt jeg min endelige form.
Hvis du havde levet i det 18. århundrede, før den elektriske guitar blev opfundet, hvilket instrument ville du så have spillet?
- Klaver. Helt sikkert. Jeg spillede meget klaver før i tiden og har også skrevet sange på det.
Dit fjerde album ”Reckless” solgte i Canada alene en millioner eksemplarer. Hvordan føltes det?
Det var helt fantastisk. Det var aldrig sket før. Det var en helt enestående tid. Den slags sker ikke nu om stunder.
På vej mod et akustisk udtryk
Hvordan ser du din nyeste plade ”11” i forhold til dine tidligere?
- Jeg ser det som en mere akustisk plade, selvom der er masser af band på. Jeg er på vej mod et mere akustisk udtryk. Jeg ser pladen som begyndelsen på noget nyt.
Ud over at være en berømt musiker med stor succes er du en respekteret fotograf, der blandt andet har fotograferet kendte navne som Mick Jagger. Hvad betyder mest for dig? Guitaren eller kameraet?
- Guitaren, naturligvis. Det andet er bare noget, der er kommet.
Er det en hobby?
- Jeg bruger ikke ordet hobby om noget. Hvis du gør noget, skal du tage det seriøst og gøre det godt, ellers skal du lade være.
Nu har du været i musikbranchen nærmest hele dit liv. Har du nogle råd til unge musikere?
- Lav jeres egne sange, og gør det for jeres egen skyld. Alt, hvad jeg har nået, skyldes, at jeg har brugt så megen energi på at lave musik. Da vi startede, havde jeg ikke råd til en busbillet. Jeg gik rundt og havde en cykel. Jeg havde intet. Vi gravede os op af hullet. Lav jeres egen musik.
Her bliver interviewet afbrudt. Guitaristen Keith Scott kommer ind i stuen, og han og Bryan skal lige gennemspille ”Do To You”, mens jeg går ud foran store scene, hvorpå Bryan Adams og bandet står få minutter senere. Og leverer en hyperenergisk koncert.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.