Spot-interview: Snöleopardens magiske multiinstrumentarium
Multimusikeren Jonas Stampe har masser af instrumenter - og de har ikke alle kostet ret meget
Koncerten starter til lyden af en eksotisk folkesang afspillet på en gammeldags spolebåndoptager. Så tager Jonas Stampe alias Snöleoparden fat. Iklædt et hårbånd, der får ham til at ligne dansk electronicas svar på Karate Kid, svinger han køllerne over en beskeden xylofon. Krumbøjet sampler han sig selv, afspiller optagelserne og akkompagnerer dem med stadigt hidsigere xylofon-salver.
Imens bakker Henning Frimann op på ”trommer … eller noget.” Hvilket nærmere bestemt vil sige en køkkenvask, en oliedunk, en indkøbsvogn, en ovnrist, en kuffert-stortromme, en form for hjemmebygget harpe, en mbira og – overraskende – en ganske traditionel hi-hat. Det hele surret sammen til et trommesæt – ”eller noget.”
- Alle delene har kostet maks ti kroner, påstår Jonas Stampe efter koncerten.
- Det er vist ikke helt urimeligt at sige, at Henning er lidt af en klunser.
Snöleoparden er færdig med sin xylofon-sonate. I stedet griber han en elektrisk guitar og ledsager igen sig selv, denne gang i en drømmende og dronende sag med masser af pedaleffekter. Næste nummer står den på synth med suppe-steg-is-klang og næste igen en westernguitar i ukulele-størrelse – fra BR, viser det sig, men ”den har en vildt fed klang,” jubler Stampe.
Musikken er minimalistisk og improviseret med inspiration fra hele verden – verdensmusik, electronica, kompositionsmusik. Den er unik og frisk, men der er også et element af gøgl over Snöleopardens sæt. Og der må godt grines, når en spøjs synth-guitar afløses af en slangetæmmerfløjte. Det er tydeligt for enhver, at Jonas Stampe har noget med instrumenter.
- I dag havde jeg medbragt tre fløjter, en xylofon, en mundharmonika, 3 guitarer, en synthesizer, en slangetæmmerfløjte…, opsummerer han.
- Men det er kun en brøkdel af min samling. Første gang, jeg spillede live, ville jeg have hele mit værelse med – tæppe, planter, puder – men nu har jeg lært at styre mig.
Stampe med "paki-guitar"
Trods det anselige instrumentarium har Snöleoparden ikke købt sig fattig. Han forstår at finde tingene til den rigtige pris og i øvrigt skrue lidt i dem selv. Flere af instrumenterne følger der gode historier med – eksempelvis den spøjse synth-guitar, Stampe kalder ”paki-guitaren”.
- Det er en udgået sjældenhed fra halvfjerdserne. Den var enormt dyr og lød ikke rigtig som en guitar, så den slog aldrig an. Jeg fandt den i en smal pakistansk gyde. Der lå en samling musikbutikker, der solgte gedeskind, rasler, slangetæmmer-fløjter, den slags – og pludselig faldt jeg så over den her guitar, som jeg ellers kun havde set på billeder, fortæller han om sit fund.
Stampe mener selv at kunne spille på alle sine instrumenter – ”det er så fedt, når man har fået smidt et nyt instrument i hænderne og pludselig får det til at spille.” Men det er ikke alle, han mestrer godt nok til koncert-brug. Især sitaren, som han ellers har studeret under selveste Ravi Shankar i Indien, vil han nødigt lufte uden grundige forberedelser.
Til gengæld har hele det øvrige instrumentarium gode muligheder for at blive luftet i den følgende tid, hvor Snöleoparden vil søge nye jagtmarker i både Sverige, Tyskland og USA. Måske resten af verden også er klar til at stifte bekendtskab med eneren Stampe og hans magiske multiinstrumentarium?
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.