Kim Jeppesen vs. Kim Jeppesen

Fraklip fra den albumaktuelle Kim And The Cinders-frontmands interview med sig selv

Kim Jeppesen vs. Kim Jeppesen (06-08-2008)

Da vi for nylig stak Kim Jeppesen en diktafon i hånden og bad ham om at interviewe sig selv, kom der et lige dele alvorligt og humoristisk interview ud af eksperimentet. Da vi ikke havde plads til at bringe den fulde udgave i denne måneds GAFFA blad, får I her de resterende spørgsmål og svar samt et par lydfiler, hvor Kim blandt andet svarer på hvad han har som favoritsnack og spiller de to Kim And The Cinders sange "Money On The Table" og "Today Is A Good Day" i akustiske udgaver.

Kim tester diktafonen med en akustisk udgave af "Money On The Table" [MP3]

Kim Jeppesen, hvad synes du egentligt om musikmagasinet GAFFA?
- Nå, det var et voldsomt spørgsmål, synes jeg nok, det er jo et interview til GAFFA, jeg sidder og laver. Jamen altså, som alle blade så handler det om kroner og ører, og ja så syntes jeg, det er det danske musikmagasin med de absolut flest grimme forsider. Nogensinde.

Kan du så ikke sige, hvad du mener om et blad som Soundvenue?
- Jo det kan jeg faktisk godt, jeg vil sige til Soundvenue, at tøjet sidder bedre på modellerne i Alt For Damerne.

Kim Jeppesen, hvad synes du om Jens Unmack?
- Hvem? Jens Unimark? Er Unimark ikke en lastbil eller en gummiged af en eller anden art? Jens Unimark, hvem fanden er det? Jeg aner ikke, hvem fanden han er. Men én der kan finde på at kalde sig selv Jens Unimark, må fandme være en klovn.

Ledninger og kabeldåser lå under vand
Fortæl os lidt om tilblivelsen af Cinders-pladen.
- Jo øh, da jeg havde sange nok til indspilningen af den her plade, begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg skulle få de her sange indspillet, og hvor det skulle forgå, og mens jeg gjorde det, tog jeg på ferie med min familie i Sverige med min gode ven Horatio (der også spiller i Kim And The Cinders, red) og hans kæreste, og det skulle så foregå i hans forældres sommerhus i Småland i en af de svenske skove. Vi kom så til det her lille hus fra attenhundrede nogle og tres, hvor der ikke var noget strøm eller rindende vand, men der var en masse myg, så der slog vi os ned i en uges tid, og vi havde den bedste ferie, jeg har haft længe. Da jeg kom hjem, skulle jeg så til at beslutte mig om, hvad der skulle ske med den her indspilning, og så slog det mig, at vi kunne gøre det der. Men så var der jo det problem, at der ikke var noget strøm, men det var der en løsning på, for der er noget der hedder en benzingenerator.

- Så satte vi studiet op bag i min Volvo og begyndte allerede at indspille den aften, vi ankom, eller det vil så sige om natten, for første take blev taget klokken 5 om morgenen, efter at vi havde stillet op hele natten. Vi indspillede i det fri, og vi indspillede i huset, og vi var totalt afhængige af vejret både humørmæssigt, men også rent teknisk, fordi det ene øjeblik kunne det regne, og det andet kunne solen skinne, og nogle gange ville det blæse op, og alle de her faktorer spillede ind på de her indspilninger. Jeg kan huske, at vi sad under en blodbøg på et tidspunkt, hvor det stod ned fra himmelen, og jeg sad og blev gennemblødt; der var der så meget vand på et tidspunkt, at ledninger og kabeldåser lå under vand, og der blev jeg for bange for at blive ristet. Vi fik alle de her ambiente ting som fuglekvidder, regn, blæst og knirken i træerne..

- Da jeg var i USA med PowerSolo sidste år i oktober var vi omkring Tuscon i Arizona, og da ringede jeg til Howe Gelb fra bl.a. Giant Sand, et band, jeg altid har været fan af, siden jeg første gang så dem på Huset i Århus i 1991, han har også været en inspirator for dette projekt. Nå, men ham ringede jeg til, og vi mødtes, og han viste mig sin have, som bare var noget sand og nogle kaktusser.

- Jeg spurgte så om han havde lyst til at medvirke på den her plade, og det ville han gerne. En anden gæst på pladen er Maria Timm her fra Århus, der har en helt fantastisk stemme. Og til sidst har jeg også slæbt min mangeårige ven Sébastien Doubinsky ind i projektet, han er forfatter og lærer på Århus Universitet. Men det kan I sgu alle sammen høre den 4. august.

Kan Kim spille trommer? [MP3]

Misfitter på kollegieværelse
Kim Jeppesen hvad synes du om Thomas Blachman?
- Det er jo ham, vi har lært rigtigt godt at kende her på det sidste i X-Factor. Jamen, det er jo virkelig en mand med personlighed. Jeg kendte ikke ret meget til Thomas Blachman, men havde fået hvisket i øret, at han var en ubehagelig person og i det hele taget ikke særligt flink. Men efter at have set X-Factor, som jeg fulgte hårdt, var det hver fredag eller hver lørdag? Det må næsten ha’ været fredag i den bedste sendetid, så har jeg fået et godt indtryk. Det var virkelig en mand som var passioneret i et eller andet, han tror på. Og i hans forvildelse over nuet, indtrykket og det, han lever, bløder og ånder for, som det måske hedder, for popmusikken, den brager ud i hovedet på en. Når han sidder der og kvajes i ordene og får sagt noget helt andet end det, han i virkeligheden tænkte, fordi manden er så fuldstændig sumpet ind i sig selv, så han mister pusten, på et tidspunkt så lukker han sig helt ned i sin egen sump og ved ikke, hvordan han skal redde sig ud, og så står han bare og sveder med høj puls. Det er en mand, som i virkeligheden er så passioneret og utrolig kompleks oven i hovedet, at han simpelthen ikke kan kommunikere det direkte ud til mennesker, der skal simpelthen en tolk imellem. Og den der tolk kunne sgu egentligt godt være mig, tror jeg, vi har nok egentligt en del tilfælles. Bortset fra musiksmag og hårstil.

Hvad er Kims favorit snack? [MP3]

Hey Kim, kan du nævne nogle nye danske bands, du kan lide?
- Ja, det kan jeg godt, men jeg ved ikke, hvor nye de er. The Bronson Brothers fra Silkeborg, de er rigtigt fantastiske. Jeg kan lide Death To Frank Ziyanak og hans nye projekt The Wong Boys, selvom ham Stefan Kvamm danser lidt diskofilt, men hvis man stiller sig bag en høj tilskuer, så det skærmer lidt for ham, så man bare har lyden og billedet af Frank Ziyanak, der står og ligner en bosnisk snigmorder, så er det rigtigt godt, og så sender det tanker hen imod Allan Vega og Suicide og det er gode ting. Jeg ligger på knæ for Cola Freaks, de er fantastiske og sindsygt gode. Og så min mellemste bror Lars, mellemkødet, som Bo og jeg kalder ham, har et par projekter, som er fantastiske. Han har et band, der hedder Snowball, der er rock 'n' roll og et hiphop inspireret band der hedder Grip 9 og det er mega hårdt, han er en mand der om nogen der har ordet i sin magt, det er farlig musik. Defectors er jo efterhånden et gammelt band men det er et skide godt liveband, Don Saund han er sgu noget for sig selv, jeg ved ikke, om det er fedt eller bare ekstremt, jeg tror mere det er ekstremt, men jeg kan godt lide noget, der bare er ekstremt for bare at være ekstremt. Ja, og så er der en skovlfuld andre, men dem gider jeg sgu ikke at nævne.

Kim læser op af sin idebog [MP3]

Kim Jeppesen, hvad inspirerer dig musikalsk?
- Jamen, jeg er vokset op et sted, hvor der ikke var meget mere end sus i palmerne og bølgeskvulp. Det var i Tunesien, og engang imellem hørte jeg noget Michael Jackson, på det tidspunkt var det "Thriller", fantastisk plade. Men så søgte vi til de nordlige himmelstrøg, hvor jeg lærte, at der var andet musik end det, der spillede i radioen. Jeg var sådan en bleg fis, der var kommet ind med 11-toget og fattede ikke en skid, jeg var gået glip af hele den der popkultur, som man voksede op med i sine teenageår. Så jeg kom hjem som sådan en misfitter og havnede på et kollegieværelse, hvor man kommer til at sidde lidt for sig selv, og man får ikke rigtig snakket med nogen, før man opdager, at der er nogle andre, der sidder over i et hjørne og glor.

- Det var der, jeg mødte nogen, der også havde haft en lidt alternativ opvækst, og de introducerede mig for musik. Der var specielt en der hed Erik, han kom fra Hjørring, der hvor Enhjørning stammer fra, og han introducerede mig for musik i lange baner. Det var Joy Division, New Model Army, Depeche Mode, gammel punk, Sex Pistols og ja, Hank Williams hørte jeg så en dag og tænkte, hvad satan er det? Det var et band, der lyder, som når jeg har hørte min mor tude, og en mand der lyder, som om han synger igennem en blikdåse. Og det blev jeg bare hooked på med det samme.

- Og Hank Williams & The Drifters og alt, hvad der var med ham, har jeg siden hen fået fat i, og det er en stor stor inspiration for mig. En mand, der lige knap nåede at blive 30. Døde på bagsædet af sin bil en kold vintermorgen, blev kvalt i sit eget bræk. Han levede i smerte det halve af sit liv, han havde forfærdelige rygsmerter. Han turnerede voldsomt, og der omkring ’54 var han en kæmpe stjerne, en stjerne på størrelse med Michael Jackson, før han også gravede sin egen grav. Han havde så store rygsmerter på grund af al den her turnevirksomhed, sit tynde kadaver og hans hårde livsstil, at han konstant var på smertestillende. Lige præcis hvad det var for noget smertestillend,e er jeg ikke sikker på, men det var i hvert fald nok til, at han blev hooked, på samme måde som Johnny Cash var hooked på amfetamin og som så mange andre har været, og en aften tog han bare en overdosis, og så var det det. Men i kølvandet på hans musik har han jo inspireret tusindvis af musikere rundt omkring, inklusive mig selv. Og det er tit mit udgangspunkt i Kim And The Cinders, det er ligesom den tone eller den klagen eller letsindighed, der er over hans musik. Og med det har det også åbnet øjnene for en masse andre ting, jeg har i min tid som voksent menneske mest lyttet til amerikansk roots, blues og country n’ western og rockabilly og rock n’ roll. Alt det der er blevet til moderne popkultur i dag.

– Det, der tiltrak mig, var den simpelhed og nedbarberethed, der var over det, og at en mand med en guitar eller et klaver kunne udtrykke sig så stort. Der blev aldrig puttet for meget ind, og folk var intelligente musikere på det tidspunkt. De bragede ikke bare derudad og fyrede på og producerede sindssygt. De lod sangene fortælle sig selv. Og det er lidt det, der er udgangspunktet for Kim And The Cinders, at numrene kan spilles med en guitar, og det skal være gennemtænkt, umiddelbart, glad, lidende, grimt og smukt. Og så er der alle de andre kunstnere, der har inspireret mig: George Jones, Johnny Cash, T Model Ford, RL Burnside, Carl Perkins, Eddie Cochren, Elvis ... øh you name it. Af de nye, der sidste gav mig troen tilbage på rock 'n’ roll var i start-90’erne, da Jon Spencer Blues Explosion kom med deres første plade, Jon Spencers tilgang til rock 'n' roll var forfriskende.

Kim læser et digt op [MP3]

Kan du fortælle lidt om dine musikalske outlets. Du spiller i PowerSolo, du udgiver en plade med Kim & The Cinders, du har et projekt, der hedder Gezus Chrystler med Frank Ziyanak, du har et eksperiment med din bror Bo Jeppesen, der hedder The Railthin Brothers, og så spiller du med Jon Spencer og Matt Verta Ray i Heavy Trash, fortæl lidt om det.
- Nå, det var sgu meget. Jeg kan fortælle lidt om PowerSolo, det startede jo hjemme i min stue. For at gøre det kort, så indspillede jeg en masse sange på firespors kassettebåndoptager, og så lå de i skuffen i et par år. Og så lyttede jeg senere til de sange og tænkte, at de kunne sgu da være sjove at spille, så det begyndte jeg på, alene, deraf navnet PowerSolo, men det var kedeligt og for risikabelt, og jeg var for nem at kaste dåser efter eller rive ned af scenen, hvis folk ikke kunne lide det. Så jeg besluttede mig for at ringe til min bror Bo og spørge, om han ikke kunne tænke sig at spille med mig, og det kunne han. Og så blev det til PowerSolo-duoen, der udgav en plade i 2001, og da vi så fandt ud af, at vi ikke kunne komme på P3 med det, var vi nødt til at finde en trommeslager, så Bo kunne rykke over på guitaren, og jeg kunne have tid til at stå og sige ordene og spille på guitaren, Så JC Benz kom med og så blev vi det PowerSolo, man kender i dag, og vi har så udgivet nogle plader.

- Gezus Chrystler er noget, der er sket for nylig, jeg har mødt den her her mærkelige mand fra Silkeborg, en meget mærkelig mand, først troede jeg, han var dum, men jeg har fundet ud af med tiden, at han er sgu smart, han har nogen gode idéer som jeg godt kan li, vi har drukket nogle øl og snakket og spillet, og det kommer der faktisk noget ret sjovt ud af, så det er noget vi gør på jævnlig basis, og vi har optaget en masse, og Frank har også en eller anden ide om, at det skal udgives på et tidspunkt, men nu må vi se. Men det er sgu godt, og han er sgu sjov, og så ligner han jo simpelthen en bosnisk snigmorder, og det hjælper jo også på det.

- Railthin Brothers, jamen det er noget, der ligger helt tilbage til 2001, det startede med en session, hvor vi optog otte numre, som blev komponeret samtidig med at vi indspillede dem, det vil sige, at det var ren improvisation, og de numre blev så gode, så det kunne vi aldrig lægge fra os, så vi har indspillet lige siden, og vi skal udgive en plade her i løbet af næste år, det bliver enten på Voodoo Rhythm Records eller så bliver det på Rhythm Island Records i Tyskland, det er fantatstisk.

- Heavy Trash, det er jo mine kollegaer og venner Jon Spencer og Matt Verta Ray, som jeg spiller sammen med og nogle gange Yebo og Nalna fra Tremelo Beer Gut, som er en del af backingband, men vi har også backet dem med PowerSolo. Jeg mødte Jon Spencer sådan rigtigt for alvor i 2003-4, vi spillede en koncert med PowerSolo i New York, og han kom ned for at se og høre os, og så skålede vi bagefter, og han kunne lide koncerten, men vi havde i øvrigt spillet ad helvede til, men så satte vi os ned og fik nogle drinks og snakkede om gamle helte og inspirationer. Og det viste sig, at vi havde meget til fælles, og han snakkede om sit nye projekt Heavy Trash, da Blues Explosion var lagt lidt på køl, og de havde optaget de her sange og ville udgive en plade, men manglede et band og så sagde jeg, hvis du har brug for en god slapbassist, så ring, og det gjorde han så, og nu har vi turneret hele den vestlige verden rundt med dem og senest som åbning og backing med PowerSolo, det vil sige, at vi hver aften i for eksempel i en måned spiller to koncerter, vi åbner, og så skifter vi skjorte og så spiller vi halvanden time mere, så tre timers koncert hver aften og det kan godt blive lidt hårdt, når man kommer til koncert nummer 31.

Kim runder af med sangen "Today Is A Good Day" [MP3]

Kim And The Cinders