GAFFA-jubilæumsinterview: 1987 – Lars H.U.G.

Crooneren ser tilbage i anledning af GAFFAs 25 års jubiæum

GAFFA-jubilæumsinterview: 1987 – Lars H.U.G. (01-09-2008)

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1987?
– Jeg kan ikke huske ’87 så konkret, som at noget skulle være hverken bedst eller værst. Det bedste for mig var det værste: Da der pludselig var én, der lagde sag an imod mig for at bruge navnet ”Hug”. Det gav mig en lang rejse ud i sådan nogle ret syrede landskaber omkring navne. Hvad er dit navn, hvad er din identitet? Navne, er det nogle, man får, eller er det nogle, man hugger? Jeg havde ikke hugget ”Hug” – jeg havde fået det som kælenavn. Men jeg tog navneforandring til ”Who”, og det hang jo sammen med de spørgsmål.

Hvad husker du som det værste, der skete i 1987?
– Det griber jo ind i hinanden. Det bedste og det værste hænger jo sammen. Jeg vil gerne din opdeling til livs, for jeg synes, du skal fortælle dine unge læsere, at verden består ikke af godt og ondt. Så jeg ville fortælle den samme historie igen. Det handler mere om at komme ind og stå i centrum og se tingene som værende ét ud af det samme.

Hvilken musik hørte du især i 1987, og er det noget, du stadig lytter til?
– Jeg ved ikke, hvad de spillede i radioen på det tidspunkt, men jeg hørte jo alt det dér pis, de påtvinger én ved at skrue enormt højt op, når man skal sidde og drikke en kop kaffe og ikke kan snakke sammen. Jeg synes, det er temmelig enerverende, så jeg foretrækker egentlig tit ikke at høre på noget – for at rense ørene. Så det, jeg har lyttet til, har nok været et par hundrede år ældre, eller noget, man ikke engang i dag kan huske, hvad er.

1987 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "I Wanna Dance With Somebody" af Whitney Houston. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Jamen, det er jo et fedt nummer. Og så tænker man jo på ham dér Pulp Fiction (John Travolta, red.), og så på Saturday Night Fever, og så begynder man straks at få det lidt bedre.

1987 var også året, hvor Mathias Rust landede på Den Røde Plads. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Jeg tror ikke, jeg kan adskille det fra, hvad jeg har tænkt senere, for jeg ser det hele som en forlængelse af hinanden. Vi var jo derovre at spille to år efter, og vi landede i Moskva og spillede med en rehabiliteret udgave af Kliché i blå uniformer og med russerkasketter på. Men stor respekt for ham. Det var et meget flot stunt, og jeg har set optagelserne af, hvordan han lander. Det er jo superfedt.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1987?
– Jeg har nok været lige så usikker, som jeg er i dag, og ligeså undrende over, om det overhovedet vil lykkes – om det, jeg stod med i hænderne, kunne nå at tage form, inden det forstenede.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1987?
– Det er svært at adskille det fra, hvordan det er i dag, for jeg ser det mere som en organisme, og i dag er musikdyret bare lidt mere træt og ikke så farligt mere. Der kommer jo indimellem nogle ting, som tager fat i én. Om det ligefrem er musikkens opgave at revolutionere verden, det tvivler jeg på, men den har i hvert fald haft sin storhedstid.

Du sagde i 1987: "Livet er jo banalt." Holder det stadig?
– Jeg ved ikke præcis i hvilken sammenhæng, jeg har sagt det, og man kan jo med rette også mene, at livet er ekstremt kompliceret, afhængig af hvilken brille man vælger at tage på. Men med den banale brille på bliver livet banalt i den forstand, at både dit og mit liv er fuldstændig identisk. Der er måske nogle få parametre, der gør, at de varierer, men hvis man ser på, hvad jeg laver, og hvad du laver, så laver vi måske 99,9 procent det samme. Sover så og så lang tid, bruger så lang tid på at gå på lokum og på at spise. Så når du når ind til dér, hvor det banale er trukket fra, så er der måske noget med 0,001 procent, der adskiller dig fra din nabo, og det er jo interessant.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Jeg skulle aldrig have købt den guitar, da jeg var 18 år (i 1971, red.). Så havde Brian Mikkelsen også været fri for at skulle udnævne Kliché til kanoner.