GAFFA-jubilæumsinterview: 1988 – Thomas Helmig

Århus' soulkonge ser tilbage i anledning af GAFFAs 25-års jubilæum

GAFFA-jubilæumsinterview: 1988 – Thomas Helmig (02-09-2008)

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1988?
– Jeg havde egentlig besluttet mig for at tage en lang pause, men så fik jeg alligevel lavet "Vejen Væk" i en fart. Jeg tog på ferie i USA, hvor jeg skulle køre gennem ørkenen med tre af mine kammerater, og det gjorde vi så over julen. Lige omkring juleaften fik jeg en fax fra pladeselskabet om, at vi havde rundet 100.000 solgte, og det havde jeg aldrig prøvet før på det tidspunkt. Så der blev festet alvorligt i USA!

Hvad husker du som det værste, der skete i 1988?
– For en kort periode var jeg lettere rodløs. Jeg var blevet gift med Søs Fenger og havde boet i København i noget tid, og så gik det i lort – i al mindelighed dog, men alligevel trist. Så flakkede jeg lidt rundt i Århus, og vidste ikke, hvor noget var, og det var så gennem den umiddelbart lidt negative energi – men trods alt energi – at jeg fik lavet "Vejen Væk".

Hvilken musik hørte du især i 1988, og er det noget, du stadig lytter til?
– Jeg har altid hørt enormt meget Ray Charles og Louis Armstrong, men en af de ting, vi var meget oppe på dengang, var Prince. Han formåede at diktere, hvordan alle vi andre prøvede på at lyde – når han fandt på en ny lilletrommelyd, så lød alle lilletrommer sådan. Han var pejlemærket.

1988 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med ”Sweet Child O’ Mine” af Guns N’ Roses. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Den kunne jeg godt lide, da den kom, og det kan jeg stadigvæk. Til min store glæde er mine sønner meget vilde med det også. Ham, der mixede min plade sidste gang, er faktisk ham, der har mikset Appetite For Destruction (Michael Barbiero, red.). Pladeselskabet havde ellers skrottet hans miks, men bandet ville have ham – og så blev han pludselig hard rock-mikser i stedet for soul-mikser. Men jeg kunne godt lide Guns N’ Roses og var også inde at høre dem i Forum. Som hver eneste gang, der kommer sådan et tiltrængt spark, så er det rart.

1988 var også året, hvor en betjent blev dræbt af Blekingegadebanden. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Lige først var der ingen, der tænkte andet, end at det var et fuldstændig meningsløst drab. Det var vi ikke så vant til i Danmark. I mit hoved blev det ikke sat ind i en større sammenhæng, andet end at man tænkte på, om det kunne være nogle udlændinge, nu det var så organiseret.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1988?
– Flagrende ad helvede til. Holdepunktet var jo meget min musik, fordi jeg arbejdede så meget. Med al den energi, man har som 24-årig, var det jo fedt, men på det personlige plan, tror jeg ikke – for at sige det pænt – at det er den periode, jeg har udviklet mig mest, for der var så travlt. Men det har til gengæld modnet mig som musiker.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1988?
– Det århusianske stod jo stærkt, og der begyndte at komme rockmusik igen, hvad der ikke havde været i nogle år. Og det, der blev kaldt KU-pop – News og Tøsedrengene og alle de dér – var på retræte allerede da, tror jeg. Fornyelsen, der var tiltrængt, var på vej.

Du sagde i 1988: ”Det ville hjælpe at se realiteterne i øjnene og sige fra over for 80’er-ræset. Være glad for den, man er. Sørge for at kunne holde ud at se sig selv i spejlet.” Holder det stadig?
– Ja, det gør det da – det er jo endnu værre i dag. Der er sgu ikke noget, der er blevet bedre, haha! Dengang var det stadig et relativt nyt fænomen, det her med ”facaden”, og derfor havde man en ekstrem fornemmelse af det. Det var lige så meget en spændetrøje som i dag, hvor man skal se godt ud for at kunne gøre sig som musiker, og piger skal have kunstige bryster. Det er fuldstændig vanvittigt. Og i dag er problemet endnu værre, for nu har man vænnet sig til det.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– At for at musik skal blive godt, så kræver det hårdt arbejde. Man skal bruge den tid, det tager at øve et koncertshow op, og den tid, det tager at skrive sangene. Hvis ikke lige sangene er der, så skal man lade være med at skrive dem.

Thomas Helmigs hjemmeside