GAFFA-jubilæumsinterview: 1999 – Marie Frank

Sangerinden ser tilbage i anledning af GAFFAs 25-års jubilæum

GAFFA-jubilæumsinterview: 1999 – Marie Frank (13-09-2008)

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1999?
– At jeg blev kæreste med min kæreste Anders (Pedersen fra Giant Sand og DeSoto Caucus, red.). Vi mødtes i New York, efter jeg ikke havde mødt danskere i lang tid – til en koncert, hvor jeg egentlig var lidt kæreste med trommeslageren i det band, der spillede. Så vi blev først kærester, da jeg kom hjem igen og skulle mikse min plade og egentlig havde skruptravlt.

Hvad husker du som det værste, der skete i 1999?
– Det var, at min veninde Maggie blev dræbt i en trafikulykke i Spanien – lige før jeg blev kæreste med Anders. Jeg havde mødt hende i ’94, da jeg rejste rundt i USA og spillede som gadesanger. Jeg havde fået stjålet alle mine penge, og jeg var blevet kørt over af en bil. Jeg tog et fly til Miami, hvor hun var model, og det var dejligt at møde en dansker, som man kunne fortælle det hele til. Jeg kan huske, kun bare trimlede rundt i sandet og grinede og syntes, jeg var den dummeste pige, hun nogensinde havde mødt! Men da hun flyttede tilbage til Danmark, blev vi rigtig gode veninder. Hun havde været i Spanien og tog derned for at mødes med sin kæreste, og så kørte de galt.

Hvilken musik hørte du især i 1999, og er det noget, du stadig lytter til?
– Jeg havde hørt masser af koncerter i New York, og noget af det, der gjorde indtryk på mig, var Rufus og Martha Wainwrights koncerter på nogle små steder. Det var dér, jeg opdagede dem, og dem hører jeg stadig.

1999 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Baby, One More Time" af Britney Spears. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Det var ufatteligt catchy, men det var ikke til at vide, at hun ikke bare var en døgnflue. Det var jo et massivt hit, men det var ikke til at vide, at hun ville blive så stor.

1999 var også året, hvor tragedien på Columbine High School fandt sted. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– At de skulle se at få gjort noget ved deres våbenlove i USA. Det er så fucked up, som det kan blive. Jeg tror, man er nødt til at tænke lidt mere helhed, når man tænker politik. Og det er jo sket så mange gange siden, at det er blevet lidt overskygget.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1999?
– In looove, haha! Fortravlet. Men også fraværende og forvirret. Jeg var meget oppe at køre på en karrusel, som man ikke rigtig kunne stige ned fra i farten, for det er jo også lidt farligt – man var nødt til at holde det tempo, man havde gang i.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1999?
– Det var ikke lige så frugtbart, som det er nu. Slet ikke lige så sjovt. Der skete ikke særlig meget. Det var et taknemmeligt tidspunkt at lave noget på, for der havde været dødvande rigtig længe. Pladeselskaberne var nok lidt forvænte – de behøvede ikke være helt oppe på beatet.

Du sagde i 1999: "Når jeg får sådan en god sang (som "Symptom Of My Time", red.) stukket i hånden, skal jeg da også indspille den." Holder det stadig?
– Jeg har det stadig sådan, at det ikke for enhver pris behøver være mine egne sange. Hellere en sang, der siger mig noget, end noget af mit eget mere tvivlsomme lommekrams. "Symptom..." er jo et utrolig poppet nummer, men den passede godt ind i stilen på debuten. Det kan godt ske, jeg siden hen er blevet sådan lidt mere kommercielt-selvmords-projekt-agtig. Jeg kan stadig sagtens finde på at indspille andres sange – for eksempel min ep, "Swimmingly" med numre af Neill C. Furio, og der var et nummer af Howe Gelb (frontmand i Giant Sand, red.) på min seneste plade. Så jeg fortryder ikke, at jeg indspillede "Symptom Of My Time".

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Hvordan man lidt lettere kan sige nej til nogle ting, der ikke føles helt rigtige eller er for vilde eller stressende.

Marie Franks hjemmeside