Tina Dickow – Begyndelsen, omvejen og den åbne slutning

Singer-songwriteren skriver selv om sin nye, tredobbelte ep

Billede: Martin Dam Kristensen

En uge efter at have modtaget Kronprinsparrets Kulturpris er Tina Dickow på gaden med sit femte album – et bokssæt med tre ep’er og i alt 20 nye numre. Udgivelsen kommer kun et år efter den dobbelt-platin-sælgende "Count To Ten". Tina Dickow fortæller hér om "A Beginning, A Detour, An Open Ending".

A Beginning
Lad mig starte ved begyndelsen...
Jeg fik ideen til trilogien under indspilningerne af "Count To Ten".
Hér arbejdede jeg med fyldig lyd, fuldt band og store arrangementer, og jeg havde udvalgt de sange, der egnede sig bedst til netop dét.
Men i skuffen havde jeg en masse sange, der kaldte på en mere rå og nøgen lyd.

Det var sange, der stod mig mindst lige så nær som dem, jeg havde valgt til "Count To Ten", men jeg kunne mærke, de hørte til et andet sted. De lagde ikke op til ”pynt” og arrangement – de krævede en anden form for umiddelbarhed og nærvær i indspilningen. Det var afgørende, at de blev fanget så live og så enkelt som muligt.
Faktisk afbrød Dennis Ahlgren og jeg arbejdet med "Count To Ten" i to døgn for at indspille "A Beginning". Vi var dér i processen, hvor man sidder i dagevis og skruer på knapper og hører sig døv på de ubetydeligste detaljer, og jeg brændte efter at synge og mærke musikken igen.

Så vi slap, hvad vi var i gang med, tændte en masse stearinlys og et par mikrofoner, og så lod jeg ellers de nøgne sange styre slagets gang. Uden pres og uden regler eller rammer.

Jeg tror, "Count To Ten" ville have været svær at færdiggøre uden dette åndehul; vi vendte tilbage med fornyede kræfter og en genopfrisket fornemmelse af, hvad der er vigtigt, når man laver musik.
Jeg vidste fra starten, at det skulle være en trilogi – tanken om at lave tre selvstændige skiver, der samtidig ville spejle sig i hinanden, fængede mig - men jeg vidste ikke præcis, om det var mit femte album eller et mellemspil, jeg havde i støbeskeen.

Jeg fik dog hurtigt en følelse af, at jeg var i gang med et af mine kunstnerisk mest ambitiøse projekter til dato, og at trilogien ville komme til at markere overgangen til et nyt kapitel i mit liv.
Jeg tror, det handlede om, at der pludselig var opstået et tomrum. "Count To Ten" var blevet præcis, som jeg havde håbet det – mit internationale svendestykke – og modtagelsen havde været overvældende. Jeg sad tilbage med den kliché-fyldte følelse af: ”Hva’ så nu? Skal jeg så bare lave en mere?” For første gang i mit liv var det ikke en mulighed bare at klø på; det gav ingen mening...
Men dér lå trilogien, min nye legekammerat, klar til at løfte al tvivlen og meningsløsheden af mine skuldre og fylde tomrummet.

A Detour
Så jeg kastede mig straks over "A Detour", der skrev sig selv rundt om dette tomrum på usædvanlig kort tid i månederne efter udgivelsen af "Count To Ten" og min 30-års fødselsdag. (Ja, der er ingen grund til at fornægte, at det sikkert også har spillet ind!)

Jeg havde en lidt længere periode i London, som stadig er dér, jeg skriver bedst; mellem mine fire hvide vægge, spadserende rundt i gaderne i mit hood og på min lokale café. Fremmed blandt fremmede. Hér behøver jeg ikke snakke, og jeg kan selv vælge, hvilke ord, historier og tanker, jeg vil gøre plads til, med bøger, radio og skriverier.
Der var opbrud i luften, som man også hører det i "London" – en afsked med byen og et forsøg på at afklare, hvad den har betydet for mig og gjort ved mig. London repræsenterer i høj grad den ensomhed, jeg har opsøgt for at dedikere mig til sangskrivningen gennem mine 20’ere, og det er blevet et dybt poetisk sted for mig.
Tanken om at skulle derfra for at starte noget nyt er både skræmmende og forløsende.

Indspilningen af "A Detour" var lige så umiddelbar og uproblematisk som skriveprocessen. Igen var Dennis og jeg alene i studiet, og der var ”hul igennem” som aldrig før. Jeg havde syv sange med, og som oftest på disse ep’er indspillede jeg dem live, og så var der fri leg bagefter. Hver især hoppede vi bare ind og lagde instrumenter på, når vi fik en idé.

Dennis på bas, trommer, guitarer og synths og jeg på keyboards, guitarer, klaver, kor og lyde... Man kan ikke høre det på ep’en, som måske er det mørkeste, jeg har lavet indtil nu, men vi havde det faktisk sjovt med musikken!!

An Open Ending
"An Open Ending" var lidt sværere. Jeg havde backing tracket til "A New Situation" liggende fra en "Count To Ten"-session, og jeg besluttede mig for at skrive den færdig og lave hele denne ep lidt større og arrangeret i lyden. Også for at de tre ”rejser” ikke skulle blive ens.

Det svære var, at jeg var væk fra London hele foråret. Jeg havde fire måneders turné i streg. Denmark, England, østkysten i USA, Tyskland og så tilbage til USA og Canada.

Jeg havde allerede solgt "A Beginning" og "A Detour" ved koncerter i England og USA, og der var begyndt at opstå et buzz omkring projektet. De dukkede nu og da op på eBay til ågerpriser, og der spredte sig sure miner over, at de var så svære at få fat i. ”Mangel på respekt for dine fans!” lød det pludselig. ”Jamen, jeg ville jo bare...!”

Så da jeg påbegyndte "An Open Ending", var release-dagen for hele projektet allerede sat – det kunne ikke vente. And the pressure was on!
Jeg havde den gamle koncert-kending, Magic, som jeg syntes jeg skyldte en ordentlig release. Og det skortede sådan set ikke på inspiration. Det var mere dét, at jeg ikke havde mine fire hvide vægge.
En måneds tid inden vi skulle i studiet, mødtes jeg med Teitur i Canada for at spille fire koncerter med ham. Og hér husker jeg at sidde på en bagtrappe på et spillested i Toronto og skrive "Stains". Én af de sjældne størrelser, der kommer i løbet af et øjeblik.

På Teitur-turen mødte jeg islandske Helgi Jonsson, som skal backe mig op på min "Næsten Alene Igen"-turné i november. Jeg glæder mig til at høre, hvad han kan tilføre af islandsk kant og finurlighed!

I det hele taget GLÆDER jeg mig! Jeg føler lidt, at jeg hoppede på et tog for 10 år siden, kastede mig hovedkulds ind i musikken og sangskrivningen, og i dén tid har jeg hverken kigget til højre eller venstre eller bagud. Jeg har bare kløet på.

Og fordi jeg hele tiden har skullet præstere i nervepirrende situationer – store koncerter, direkte tv og dén slags – har jeg været nødt til at skrue lidt ned for adrenalinen.

Nu føler jeg, jeg er hoppet af toget, og alting kan pludselig ske, og jeg har en barnlig glæde og nervøsitet ved det hele igen.

Jeg har lyst til at tage ud i verden og opleve de steder, jeg kun har skimmet på alle mine turneer.

Jeg tror faktisk, at hvis jeg havde en halv million i overskud, så ville jeg tage ud og bo i fire-fem forskellige byer det næste halve år og lede efter mennesker og ord og historier!

Kronprinsparrets Kulturpris
Det er ikke hver dag, man får stukket en halv million i hånden, no strings attached. Og det er heller ikke hver dag, man oplever, at Kronprinsen holder tale om én på direkte landsdækkende tv, mens éns mandhaftige far sidder på forreste parket og fælder stolte tårer. Jo, jeg havde den VILDESTE aften i Operaen, og jeg kan stadig næsten ikke rumme dén store ære!

Jeg sad og småsov i en rutebil på vej fra en lufthavn ved Verona, da det første opkald kom fra Bikubenfonden. De ville ikke sige, hvad det drejede sig om, men blot høre, om jeg havde mulighed for at være med den 14. september.

Jeg tænkte selvfølgelig først, at de ville have mig til at optræde, men anede mistanke, da det til sidst blev understreget, i bedste agent-film-stil, at jeg endelig ikke måtte nævne for nogen, at vi havde talt.
Der gik godt 10 dage, før jeg var tilbage i København og kom til møde, hvor jeg fik bekræftet mistanken. Jeg sagde det ikke til nogen dén dag – det skulle lige synke ind!

Jeg tror faktisk, prisen kan få stor betydning for min karriere i udlandet. Det er en fantastisk historie, at man har fået så stor en pris af The Danish Crown Prince!

Tina Dickows hjemmeside