Boganmeldelse: Lars Henriksen: Troels Trier – Dobbeltgængeren

Håndholdt mikrofon

Det er et på alle måder spændende og vedkommende levnedsforløb, der beskrives i denne biografi. Troels Trier har i den grad sat sit præg på danskrocken og haft sin helt egen niche, når det gjaldt politiske sange med brod, fra Røde Mor via solokarrieren til det langvarige samarbejde med Rebecca Brüel, hvor hans kunst gik hen og blev folkeeje.

Lars Henriksen, som har skrevet bogen, lægger ikke skjul på, at han er alt for ung, har ingen forudsætninger, kommer fra en borgerlig baggrund og derfor kommer til Trier med friske øjne. Det er rigtigt set. Manden er journalist, og langt hen ad vejen er hans journalistiske tilgang til stoffet en force, ikke mindst fordi den mand, han portrætterer, tydeligvis har snakket derudad, og det har derfor været lige til at skrive interviews af. Det er i høj grad Troels Trier ”in his own words”, som det ”blev opfattet af forfatteren”. Og selvom vi kommer vidt omkring, bliver det hen ad vejen en hæmsko, at Lars Henriksen tydeligvis ingen forudsætninger har for at skrive om musik.

Historien om Troels Trier er jo i høj grad historien om en mand, der var central del af et kollektiv af kunstnere. Her var han den udadvendte del, eftersom han var forsanger og det teatralske midtpunkt. Men i Henriksens loyale og koncentrerede fokusering på Trier, ryger der altså en del af i svinget, ligesom de forskellige bipersoner, der i høj grad har spillet med i sagaen omkring Trier og Røde Mor, bare dukker op ukommenteret og forsvinder igen. Når Peter Ingemann dukker op, så er det som musiker og i en enkelt sekvens, hvor han er årsag til, at Trier og Brüel mødes, fordi han er revisor for Brüel. For helvede, mand, fortæl os dog, at Ingemann var den allestedsnærværende bassist, kendt fra Young Flowers, No Name, samt ikke mindst som ene halvdel af Skousen & Ingemann. Samt at han har været alle progressive rockmusikeres revisor, manden, Kim Larsen kærligt kalder Von Kuglenberg!

Vi kommer som sagt rundt i hele Triers liv, og det er en tragisk og fantastisk historie. Vi hører om de to koner og datteren, som dør, og vi hører om Dea Trier Mørch, som Trier får tre børn med, og som er en vægtig del af Røde Mor. Dog får man den idé, at det er Trier, der i høj grad står for de linoleumssnit, som blev Røde Mors brand, mens sandheden nok nærmere er, at det i høj grad er Deas fortjeneste. Da hun forsvinder ud af Troels’ liv, forsvinder hun også fra bogen. Vi hører lige, at hun må passe sin kræftsyge mor, Ibi. At Dea Trier Mørch, den prisbehængte forfatter og kunstner, selv dør af kræft i 2001, får vi aldrig at vide. Måske ved forfatteren det bare ikke.

Der er selvfølgelig også de små sjove. Troels Trier startede ud som maler, og han bor som ung i Ampallo i Nordspanien, og når han ikke maler, tager han rundt på byens knejper ”for at lade sig inspirere af den nordspanske folkemusik, flamingoen, med de klassiske spanske guitarer”. Vi fornemmer, at forfatteren har skrevet det, som han hørte det, og derfor overser, at flamingoen er en fugl, og flamenco er den guitarmusik, som opstod blandt sigøjnere i Sydspaniens Andalusien. Et eksempel på steder, hvor forfatteren skulle have sluppet sit faste greb om mikrofonen og researchet en smule. Et andet sted citeres Troels for at sige om pladen ”Rok Ork”, at ”den blev nummer seks på hitlisten over mest solgte lp’er – foran Johnny Osmond!” Jeg er ikke fan, men det var Donny Osmond, der var tidens store teenidol.

Lars Henriksen har oplevet Trier live to gange, og da vi skal have noget reportage, får vi et – finder jeg – lidet flatterende portræt af Triers kone, Rebecca Brüel, som hun fremstår i en ordentlig brandert. Og selv om der er et skær af socialrealisme i beskrivelsen, havde det klædt forfatteren at ”dræbe den darling” og give hende den plads, hun fortjener, ikke mindst som forkvinde i bandet Jomfru Ane.

Spændende bog, helt sikkert, som helt sikkert er Troels Trier uden filter, men man savner en interviewers kritiske modvægt og indspark. Ligesom det måske havde været smart at tale med nogle af dem, der omgav Trier, eksempelvis broren Lars, Henrik Strube, Ingemann og så videre. Som det er, virker det som 95 procent håndholdt mikrofon.

Lars Henriksen:
Troels Trier - Dobbeltgængeren
224 sider illustreret
Kr. 299,00 indbundet
Forlaget Documentas