Reportage: Ken Gudman Prisen

Reportage: Ken Gudman Prisen

På Ken Gudmands 61 års fødselsdag samledes rockens royale garde for at hylde Danmarks mest solide Fenderbas. I Amager Bio modtog Wili Jønsson Ken Gudman Prisen, mens Frede Fup, Peter Belli, et gendannet Sort Sol og mange flere stod i kø for at få lov til at spille med.

Prisoverrækkelsen blev forestået af bestyrelsen bag Ken Gudmans Mindefond, hvor Peter Ingemann iført iltert hår og monokel motiverede prisen: “Min allerbedste ven – kære Wili – vi hylder dig.”

“Du lever fuldt ud op til dyderne i fondens formål, nemlig at hylde en dansk musiker, der i særlig grad har udvist personlighed, musikalsk håndværk og integritet. Hep! Du er ydmyg over for dit job, åben over for musikken, og du har som musiker en urokkelig kerne,” sagde Peter Ingemann.

Peter Belli overrakte prisen – en glasskulptur af Ken Gudmands trommesæt (i miniature!) – med ordene: “Dette er det eneste instrument jeg aldrig har hørt dig spille – men alt muligt andet. Tillykke.”

Wili Jønsson fik også en original spillertrøje fra sin yndlingsklub Fremad Amager, og en videohilsen fra Kim Larsen, der på sit toilet havde filmet et kvæd af “Masser Af Succes”. Vejen fra Odense til Amager faldt ham åbenbart for lang... (Heller ikke Franz Beckerlee mødte op. Han har dog lagt guitaren helt på hylden, så han er lovligt undskyldt.)

Aftenens musikalske indslag spændte vidt og over to hele sæt. Gentlemændenes gentleman, som Steen Jørgensen kaldte Jønsson, lagde bundsolidt basgangene som altid, plirrede lidt med øjnene og så generelt ud til at have en frydefuld aften. Fast forankret ved sin forstærker og sit nodestativ med læselampe foran trommesættet holdt han et kildevæld af dansk musiks største navne fast lige bag beatet.

Koncertens første højdepunkt Allan Olsen, der fastholdt publikum med nordjysk selvtillid. Han tryllebandt salen med en a cappella-udgave af ”Gråspurven”, der først sendte kuldegysninger gennem salen og bagefter udløste latterbrøl, da Olsen langede ud efter kontrærpolitikeren Jens Rohde. Flaben fra Frederikshavns forstæder optrådte solo, selv om hans band for tiden tæller Jønsson selv: ”Jeg synes bare, der er så meget bas her i aften,” koketterede han.

Fra Olsens skarpe vid og betydningsmættede tekster slog programmet over i fuldfed 60’er-rock med Retrobandet: Esben Just, Krølle Erik, Børge Biceps, Søren Berlev og Jønsson selv. Wili kiggede betaget på Sørens rockstjerne-tilgang til trommesættet, og det stod klart for selv de stokdøve, at Berlev stadig er tung som tremastet beton.

Som konferencier har Jacob Haugaard måske mistet lidt af sin fine føling med de fornærmende jokes. Iført Chr X’s bryllupskostume (til ære for Wili Jønssons far, der efter sigende var en brunstig herre!) holdt han i pauserne publikum fast med hengemte jokes og gamle historier fra både Folketing og Christiania.

Frede Fup havde varmet op dagen før i Jyderup, så tempo, timing og Tidens Striber sad lige i skabet. Jan Ettrup gæstede på spejlvendt singleguitar – som i gamle dage på Hot Klitt – og Jønsson faldt storsmilende lige ned i ”the pocket” sammen med Lars Mitch Fischermanns trommer. Med en særdeles veloplagt Frede Norbrink i front blev Frede Fup aftenens entydigt gladeste musikalske oplevelse.

Frede fortalte, at bandet startede, da han en dag mødte Jønsson på et værtshus, og de blev enige om, at de lige så godt kunne drikke bajere nede i Gasolin's gamle øvelokale. Med overskud sluttede de aftenens første halvdel af med den om Kaj & Stjernerne.

Peter Bellis syv-mands orkester satte tonen for en kraftfuld anden halvdel. Guitarist Knud Møller og Jønsson blev inviteret med for at give et par numre fra Bellis 90'er genkomst som rock'n'roller – heriblandt ”Ad Himlen Til” med Jønssons karakteristiske basgang.

Trioen TYG glimrede med sin tætte melodiske rock, hvor Fischermann og Jønsson igen låste sig sammen – denne gang som bund for Steen Svarres fyldige guitar og vokal. Et overset orkester, der blandt andet gav en Bo Diddley-style udgave af CV Jørgensens ”Det Ganske Lille Band” – dog ikke før Fichermann og Svarre havde været på knæ og bogstaveligt talt bøje sig i støvet foran dagens Fender-helt.

Aftenens hypede clue – gendannelsen af Sort Sol – fulgte efter en lidt afmålt Peter Sommer, der præsenterede Jønssons nyeste komposition, ”Fra Mig Til Dig”.

Steen Jørgensen og Lars Top-Galia fra Sort Sol lod ikke gammelt fjendskab spolere en festlig aften. Ej heller struttede de af gensynsglæde, da de endelig trykkede igennem med en skræmmende storladen ”Daugther of Sad”. Sammen strakte de stilfuldt deres våben med en længe indestængt kraft, der truende bed fra sig med skarpslebne hjørnetænder og flænsede den krystalklare (og overmåde høje) lyd.

Med Top-Galias voldsguitar og Jørgensens dystre vokal bevægede aftenen sig pludselig fra good time rock'n'roll med smil og bajere til sortklædt, indadvendt dramarock af ondeste kaliber. Midt i det hele stod Wili Jønsson stadig. Urokkelig fast og nærmest usynlig i en sidemans tilstedeværelse af den slags, der egentlig først bemærkes, hvis den fjernes. Og heri ligger også en af Wili Jønssons største kvaliteter – enkeltheden i den simple grundtone – helst en kende bag beatet.

Hyldesten til Wili Jønsson sluttede efter tre-en-halv time med Gasolins ”Langebro” – i Sort Sol-arrangement med mægtige lydmure af mørke mol-akkorder, mens Jønsson bød på sit karakteristiske aah-kor. Med så enorm en musikalsk spændvidde blev aftenen det bedste bevis på, hvorfor Ken Gudmans Mindefond fandt det så passende at hædre Danmarks mest berømte skeløjede halvsvensker. Tillykke til Wili. Tak for bassen, koret og keyboardet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA