Den Gale Pen – Thomas Blachman

Skarpe spørgsmål til musikeren og smagsdommeren, der er aktuel med bogen "Det Kolossale Menneske"

Tillykke med den litterære udødeliggørelse. Du er ”Det Kolossale Menneske”. Er det udtryk for en selvfed mangel på ydmyghed, at du kaldes det, eller er det bare ment som en provokation, der skal få undermålere som mig til at blive lidt forargede?
– Uha, uha. Det kræver en 240 sider lang forklaring. Det kan ikke gøres kortere.

Er du ked af, at de fleste sandsynligvis vil springe lige så fint over alle eventuelle pseudointellektuelle parafraser over din vigtighed som jazzmusiker – bare for at se om det ikke til sidst i bogen røbes, at du har dusket Heidi eller Lina?
– Jeg ved ikke, hvordan folk er flest. Det er noget, reklamebureauer interesserer sig for. Måske gør GAFFA også for at ramme et segment. Men jeg synes, segmentering af befolkningen er dybt arrogant. Min bog handler om det kommende generationsoprør, som frigiver den indestængte energi, der er i vores samfund lige nu. Hvornår og hvordan det kunne foregå, og hvad jeg fornemmer som et menneske, der har rimelig stor intuitionsfornemmelse.

Hvor glad var du for chancen for at komme med i Idols sådan rundt regnet et par år efter, at du holdt op med at modtage hædersbevisninger?
– Jeg bad jo sådan set selv branchen om at skride ad helvede til, og om at alle folk skulle lade være med at slikke mig i røven. Det kom der så nogle reaktioner på. Men vi har alle vores pejlemærker her i livet, og jeg tror langt fra, at jeg er færdig med at modtage hædersbevisninger. Jeg tror, jeg vinder et nyt mesterskab hvert syvende år. Når jeg laver tv, så bliver det også anerkendt som noget af det bedste overhovedet inden for genren. Men altså, jeg holdt op med at modtage priser, fordi jeg holdt op med at lave musik. Så enkelt er det. Vil jeg have flere priser, så laver jeg bare noget mere musik.

Nogen skulle efter sigende have udråbt dig til at være dansk musiks geni. Er der helt ærligt ikke mere geni i René Dif? Han bralrer også ukvemsord ud, er ligeså skaldet, men har tjent mange flere penge og gjort millionvis af ungmøer glade.
– Det var en rimelig hardcore sammenligning. Det ville jo være ligesom at sammenligne dig med Kierkegaard. Men det er et spørgsmål om, hvor afhængig man gør sig af de ydre klapsalver. Jeg altid haft alt rigeligt i de indre, fordi jeg ved præcis, hvad jeg har gang i til hver en tid. Det er noget, eftertiden må vurdere som helhedsbillede, men der findes en rød tråd. Det er helt klart min utålmodighed, der gør at jeg rykker videre, inden man – som man siger i innovations-Danmark –implementerer det. Med bogen kan man sige, at jeg kaster mig ud fra Rundetårn, og blodet fra mit åbne kranium leder direkte til værket.

Du prises for at have taget et opgør med falske roser. Er det fuldkommen forrykt at fremsætte en tese om, at folk i almindelighed synes, at det er rart at have pli?
– Det er jo kærligheden til andre, men tit også andre ting, der stiller sig i vejen for sandheden. Hvis
vi var lidt mindre angste for at miste hinanden, så kunne vi satse lidt mere på ærligheden. Det er som om, vi forsøger at tilpasse os en eller anden uartikuleret målestok, der hele tiden prøver på at underspille alting så gevaldigt.

Godt nok, men hvad siger du så til en anden tese om, at X Factor appellerer til en noget lav fællesnævner, der består i nydelsen i at se andre blive ydmyget, mens man selv sidder i sikkerhed ved kakkelbordene?
– Jamen, altså, der er da mulighed for at fortolke det således. Men det er ikke mit projekt som sådan. Det er at gå efter innovations-Danmarks børn. Og dér er forældrene klar over, at de ikke selv er trådt i karakter, så de kan ikke give børnene det 360-graders-syn, som man kun får ved at tale med sine børn. Man skal kunne se sig selv bagfra, for at finde ud af hvem man er, og for at perfektionere sin egen originalitet. Man skal turde blive den, man gerne vil være. Det kan ikke kun være de homoseksuelle, der får lov til det, vel? Det er meget essentielt. Så det fremragende eksempel på originalitet er absolut nødvendigt. Det har ikke noget med ydmygelse at gøre. Det er noget med at få en eller anden sandhed, og det står de syv timer i kø for, og det er sgu billigt sluppet. Og så møder de mig med mit relativt objektive sanseapparat.

Tror du på objektiviteten?
– Ja, absolut. Selvfølgelig er jeg også subjektiv, det er klart. Men det er så intuitivt og clairvoyanceagtigt, så det kommer et eller andet andet sted fra. Det er jeg overbevist om.

Lakmusprøven på Martins talent venter forude, men hvorfor er det, at den største by, han skal spille i, er Esbjerg? Har man vurderet, at han kun har provinspotentiale eller hvad?
– Jeg aner det ikke. Jeg har ikke en skid med det at gøre. Jeg har ikke noget med folk at gøre efterfølgende. Eller jo, jeg valgte at lave Heidis plade, fordi jeg synes, hun er en god sangerinde, og det er der kommet en fremragende plade ud af. Men det har intet med mig at gøre, hvad der sker med dem. De bliver brugt som nogle eksempler på talent og originalitet. Andet kan jeg ikke bruge dem til. Og så ryger de ud.

Ville det være helt galt at se dem som kulturindustrielle affaldsprodukter?
– Det er folk, der ellers ikke ville have haft en chance. Folk, der af baggrunden ikke er blevet opfordret til at gå den vej. Folk, der har et kolossalt talent og har svært ved at få fingeren ud.

Men altså, nu var Martin jo ikke så gammel, så tror du ikke, han kunne have fået et gennembrud siden hen?
– Det er ikke sikkert. Jeg ved ikke, hvor han kommer fra – om det er noget med et indremissionsk miljø, hvor man ikke gør sådan noget. Du ved, så kan man måske lige få lov til at bruge en søndag til at gå til talentkonkurrence, og så bliver alle overvældet af, at manden faktisk har et talent. Så det skal jeg ikke kunne sige. Det her tjener et helt bestemt formål, og er ikke mindst en talerstol for mig. Det er en, jeg har haft lyst til at have i et par år, og den har jeg tilkæmpet mig for at få afløb for de tankerækker, man får.