AC/DC – Fra spejderdreng til heavyikon

AC/DC er tilbage med deres første album i otte år, Black Ice. I den forbindelse har GAFFA mødt sanger Brian Johnson til en snak om både de unge år og det nye album, der er klassisk AC/DC.

Brian Johnson har været en vægtig del af historien om AC/DC, siden han entrerede det legendariske rock'n'roll-band i april 1980 og lagde sine vokaler på et af rockhistoriens mest sælgende album nogensinde, Back In Black, der har solgt over 42 millioner eksemplarer i hele verden.

Med ét blev den 33-årige Newcastle-fyr Brian Johnsons rustne vokaler kendte over hele den ganske rockverden, men både dengang og i dag er det stadigvæk taknemmeligheden og jordbundetheden, der kendetegner Brian Johnson, hvis musikhistorie ofte dateres fra 70'er-bandet Geordie, som han forlod til fordel for AC/DC.

Drømmen om et liv som rocksanger og de første bandoplevelser går dog endnu længere tilbage, og Brian Johnson bliver kun glad – og endda en smule rørstrømsk – når han skal lade tankerne gå tilbage til barndomskvarteret i Newcastle-arbejderbydelen Dunston anno start- og midt-60’erne.

– Da jeg var 15 år, forlod jeg skolen for at arbejde på fabrikken, fortsætter Brian Johnson.
– Og det var her, at jeg mødte alle de andre fyre, der ville den samme ting: at danne et band. Og jeg husker, at blandt 60 unge fabriksansatte blev der dannet fem bands. Dengang var det som en epidemi; alle ville være med i et band.

The Animals var kongerne
– Jeg var temmelig fattig, for vi var fire børn i familien, og min far var bare en arbejdsmand. I starten ville jeg spille trommer, men jeg havde ikke råd til et trommesæt, så i stedet ville jeg være guitarist, men der var ingen, der kunne spille noget som helst. Alle sagde bare: ”lad os danne et band!”

– Den eneste grund til, at jeg blev sanger, var, at det var det billigste instrument. Det var jo bare at købe en mikrofon og en lille forstærker på 10 watt, selvom det var noget fucking lort! Min båndoptager var sgu bedre end den plasticboks af en forstærker, jeg havde dengang, haha!

Brian Johnsons gnæggende grin fylder lokalet, inden han vender tilbage til det, der blev det afgørende spark til hans rockband-aspirationer.
 – Dengang handlede det hele jo kun om Liverpool og London, men så kom dette magnifikke band kaldet The Animals frem, og de var kongelige for mig, da jeg var ung. De fyre var også arbejderklassedrenge fra Newcastle-området, og fra det øjeblik, jeg læste i avisen, at de skulle til USA og spille, vidste jeg med det samme, at jeg ville være med i en rockgruppe.

– Vi begyndte så at øve i en af mine kammeraters soveværelse, og ved vores allerførste gigs havde vi kun syv sange, som vi så spillede  tre gange hver aften. Vi anede ikke noget om at skrive sange, så vi spillede bare covers, og jeg husker, at vi spillede Look Over Yonder Wall af The Paul Butterfield Blues Band og et par gamle Stones-sange, men vi var selvsagt ikke særligt gode.

– Og jeg glemmer aldrig mit første gig. Jeg tror, at der var 21 mennesker til stede og med løse klapsalver. Det var ikke særlig godt, men bagefter havde jeg det vidunderligt og var bare blevet bidt af det. Men jeg skulle samtidig på universitet og desuden passe mit arbejde, for min far sagde: ”Du skal få dig en uddannelse som ingeniør og ikke lave den der forbandede musik!”

– Det var omkring 1964, You Really Got Me med The Kinks hittede på radioen, og jeg husker, når jeg skulle gøre mig klar til at gå på arbejde og Radio One spillede den, og min far råbte Go on, you miss your bus! Men dér vidste jeg, at det var dét, jeg ville med mit liv, og når jeg tænker tilbage, så var det en romantisk tid for mig, selvom folk måske vil grine lidt af det i dag.

Gennemsnitlig sanger
Det var altså det økonomiske aspekt, som i første omgang fik trukket Brian Johnson til den billige mikrofon, men han havde også en stemme og modet til at bruge den, allerede før han var med i et egentligt band.

– Jeg var spejder, og hvert år havde vi et arrangement, hvor forældrene kom til et show med sange, sketches og anden optræden. Alle skulle op på scenen, og jeg skulle så synge noget. Og jeg glemmer det aldrig: alle applauderede, og min mor sad der og sagde: ”he's my boy!”

– En af spejdergutterne sagde så, at jeg måtte synge i kirkekoret, og jeg tænkte bare: ”Nå?!” Men jeg gjorde det og fik faktisk lidt penge for det, så det var fucking godt, og da jeg havde været i koret i en uge, blev jeg så gjort til lead choir boy.

– Jeg vidste ikke, at jeg kunne synge, men havde alligevel selvtilliden til at gøre det og sang i et par band og optrådte, først på pubber, så klubber rundt i Newcastle-området, og ingen buhede eller råbte ”gå af scenen, du kan ikke synge!”, så jeg tænkte: ”Aah, well, jeg er gennemsnitlig, men jeg kan klare mig med det!”

– Det var dog ikke før Geordie, at jeg fik et hit, men jeg tænkte alligevel aldrig på mig selv som en fed sanger og gør det stadigvæk ikke. Jeg er bare en sanger med en masse feeling og passion og en sanger, som passer ind uden at lave alt for mange mærkelige ting.

– Og der findes alt for mange vidunderlige sangere i verden for mig til, at jeg overhovedet vil begynde at tænke på mig selv som en god sanger, fastslår Brian Johnson, som selv nævner navne som Frankie Miller, Greg Billings, Joe Cocker, John Lennon, Paul McCartney, Bob Seger, Robert Plant og Joe Lynn Turner blandt flere af sine gamle favoritsangere.

– Og jeg har det ikke dårligt med det, understreger Brian Johnson. – Jeg har accepteret, at sådan er livet, og jeg er en meget, meget heldig mand, der har giftet sig med de rigtige musikere i et ægteskab, hvor vi har fungeret sammen. Og det vil jeg altid være taknemmelig for.
 
28 år efter
Men Johnsons stemme passede ind i AC/DC. Og hans ligefremme væsen gjorde det helt rette sociale indtryk hos de australske guitarbrødre Angus og Malcolm Young, der forsøgte at komme sig oven vande efter tabet af vennen og sangeren Bon Scott, som omkom i februar 1980 af alkoholrelaterede årsager. Bon Scott fik dog posthumt en indirekte rolle i valget af Brian Johnson. Den 50'er-rock'n'roll-glade Scott havde engang hevet bandets yngste medlem, Angus Young til pladespilleren og nævnt, at Geordie-sanger Johnson (som Scott havde supportet i bandet Fraternity) havde sådan en "god, lille Little Richard-agtig stemme".

Selvsamme ”Little Richard-stemme” introducerede sig for Angus Young og resten af bandet ved den historiske audition i marts 1980, som få uger efter blev til ansættelsen i bandet og indspilningen af Black In Black på Bahamas.

28 år efter gælder det så det første AC/DC-album i otte år, Black Ice. AC/DC har over 200 millioner solgte album på samvittigheden og har just ikke været presset på finanserne for at lave en ny sællert. På spørgsmålet om, hvorfor det har taget hele otte år at færdiggøre opfølgeren til Stiff Upper Lip fra år 2000, bevæger Brian Johnson sig frem i stolen og slår armene lidt ud til siden.

– Jeg aner det sgu ikke, siger han, men henviser så til det lidt specielle samarbejde mellem bandets kreative kerne, guitarister og brødrepar, Angus og Malcom Young.

– Helt grundlæggende og i al ærlighed, så arbejder Angus og Malcolm noget underligt sammen, hvis man sammenligner dem med andre mennesker, tror jeg. Angus kan lave et godt riff, men stadigvæk være utilfreds, hvor Malcolm siger: ”Det er fucking godt!” ”Naaah! Er du sikker?” siger Angus. ”Yeah, det er fucking brilliant!' svarer Malcolm.

– De to kan lide hinandens riff, men en af dem er alligevel altid usikker på, om det holder. Men så mikser de riff sammen fra forskellige sange, og nu er de kommet op med et af bedste album – rock'n'roll album, undskyld mig – i meget, meget lang tid.

– Vi havde det sjovt med at indspille albummet og brugte syv uger på det. Og selvklart havde vi også en fed producer i Brendan O'Brien, som vi ellers aldrig før har arbejdet med. Han var en fantastisk fin fyr; jeg blev venner med ham på 10 minutter og følte, at jeg havde kendt ham i hele mit liv.
 
Roskilde, måske
Otte års forberedelse, syv uger i studiet med Pearl Jam med flere-producer O'Brien, og AC/DC er nu omsider klar til en længeventet turné, der indledtes i USA den 28. oktober, inden premierekoncerten på Oslos nye Fornebu Arena den 18. februar åbner for en – foreløbig – halvanden måned lang Europa-turné. I skrivende stund er der endnu ingen dansk dato, men interviewet med Brian Johnson åbner for en interessant mulighed til sommer.

– Oprindeligt var det planen, at vi skulle spille to måneder i Amerika og så spille to måneder i Europa med start i Dublin og så tilbage til Amerika, men vi har i stedet tænkt, at nogle af hallerne i Europa er temmelig små, så hvorfor ikke bare fortsætte i Amerika i tre måneder, hvor hallerne er større, og hvor vi kan spille for flere mennesker, og så derefter – i foråret og sommeren – tage til Europa.

– Og det, jeg tror, vi vil gøre, er at indfange alle de store festivaler, som vi har misset i så mange år. Vi vil lave alle de engelske, de svenske, den danske, alle de store, få rundet dem alle sammen.

– Det ville være vidunderligt at se alle vores venner – for jeg kalder dem venner, ikke fans – og jeg tror, vi ville få en skøn tid sammen ... og det vil få mig til at føle mig ung igen, yeah! Hæ-hæ-hæ!

"Den danske", mener du Roskilde Festival?
– Ja! Og måske vi kan få det gennemført til næste år, det håber jeg virkelig!