Kind Of Girl-turnédagbog, kapitel 3

Kind Of Girl har taget turen til England for at give en stribe koncerter, og de beretter her om deres oplevelser

Worlds End
Vi sidder på Worlds End, en pub i Camden, og ser op på en kæmpe plakat. Det er en reklame for smør og Johnny Rotten fra Sex Pistols står i midten i landmandstøj.

”A man’s got a right to feed his family” siger Ian, men skuffelsen er ikke til at tage fejl af. Det er Ians store punk idol der nu er bukket under for markedsmekanismerne og har solgt sin sjæl til Lurpak.

”Spiser du så mere smør nu, Ian” spørger vi men får blot en let trækken på skuldrene.

Ian er 47 år gammel, halvkvabset, bleg og pukkelrygget. Han går klædt som en punker og er egentlig ikke noget imponerende syn. Sex Pistols bliver nævnt 1 gang i timen... han medvirker selv i deres seneste DVD – og følger dem rundt i England. Mange af de steder vi har spillet i London har været steder, hvor Sex Pistols engang har betrådt scenen.

Fra søndag til onsdag er han jordemoder på et hospital i Kent hvor han bor i et stort hus med swimmingpool og hjemmebiograf. Fra torsdag til søndag lever og ånder han for musik. Putter farverne rød og blå i håret, tager læder gevandter på og spæder godt til med nitter og kæder og piercings. Han ligner noget der er løgn, men man ved altid hvor man har ham, for han rasler som et nøglebundt ved den mindste bevægelse.

Ian er vores manager i UK. Han har selv opsøgt os via nettet efter at have hørt ”Poetry Boy” som stadig er hans yndlingsnummer. Han hørte det på vores myspace og faldt pladask for teksten. Det er Ian som har booket de 9 jobs til os og han lægger alle kræfter i noget når han tror på det.

Vi er mødtes med Ian, før vi skal spille på Bullet Bar i Camden. Han sidder i god engelsk stil og forklarer, hvad et  Snakebite er; det er en punkdrik. Halvt Cider, halvt lager, og en smule blackcurrant. Det er vist heller ikke hans første i dag – han er nervøs for om showet skal gå godt.

Den dobbelthed Ian besidder finder vi også på spillestederne herovre. Der er to supporting acts i aften. Klubben vi skal spille på er et ret fint sted, med udemærket gear og udvalgte ølmærker i baren. Vores musik er alternativ pop, og vi headliner. Alligevel har Bullet Bars promoter sat et metalband til at opvarme, og ikke et særlig godt et af slagsen, vel at mærke. Aftenen rammer et nulpunkt hvor de begir sig ud i en smagløs reharmoniseret version af Beatles’ Help!. Vi føler helt klart at det er os der skal kommes til undsætning. Det hele lysner imidlertid da det efterhånden bliver vores tur til at indtage scenen. Ian ser en anelse mere afslappet ud nu, ”counting bodies”, og det ser godt ud. Mange mennesker er dukket op og også et par industrikontakter – dem overlader vi til Ian og koncentrerer os om showet.

Efter showet siger vi farvel til Ian for denne gang. Vi skal op i gennem England og til Glasgow og spille den næste uge, så Ian tager hjem til Kent for at vaske farven ud af håret og hjælpe med at modtage spædbørn.

Måske vi kunne skaffe en signeret pakke Dairys Crest smør til ham???