Stilet-piger, jakkesæts-drenge – og tung metal

Lørdag aften er der igen Danish Metal Awards. Men hvorfor er metallen blevet så populær i Danmark?

Jeg kan ikke lade være med at tænke over det. Faktisk har jeg gjort det gang på gang, når jeg har været til koncert. Taget mig selv i at overveje, hvad der får pæne, unge kvinder med Gucci-tasker, Prada-hæle, lakerede negle og opsat hår til at stå og rocke med til ”søde toner” af nutidens – og fortidens – hårde drenge.

Og det er ikke kun de unge damer, der går amok til Michael Poulsen og Co. eller synes, at Kasper Thomsen fra Raunchy eller Jakob Bredahl (eks-Hatesphere) er for seje. Næh nej, slipsedrenge, iført jakkesæt med matchende spidse sko og den helt rigtige eau de cologne, er også med helt fremme i forreste række, når der bydes ind til fest i den danske metalverden.

Disse tjekkede, unge menneskers look står i skærende kontrast til de skaldede metal-gutter, som gladelig hopper rundt i mosh-piten i bar overkrop, mens de viser deres dødsagtige tatoveringer frem. Ved siden af dem ses de mere tilbagelænede gutter i army-bukser. Deres velplejede, lange hår er slået ud og hænger tykt og krøllet ned over den forvaskede T-shirt med Hammerfall, Manowar eller deslige.

Lørdag slår Amager Bio igen dørene op for dansk metalverdens tungeste drenge (og piger), og der skal uddeles priser i alt fra årets metalalbum til årets liveband og årets talent. Af liveperformances er engelske Carcass (billedet) på plakaten sammen med blandt andre danske The Arcane Order og vikingerne i Svartsot.

Men hvad er det helt præcist, der er sket i Danmark de sidste par år, siden at det er blevet moderne at høre metal igen?

Spørger man Danmarks mest anerkendte metal-producer, Jacob Hansen, som har været bag knapperne for danske såvel som internationale bands som Volbeat (DK), Raunchy (DK), Mercenary (DK), Dawn of Demise (DK), Maroon (D), Communic (N) og Nightrage (S), er svaret enkelt:

– Jeg mener i høj grad, at det er den der rebelske attitude, som tiltaler de unge – den næste generation af metal-elskere. Det med at sidde på teenageværelset og synes, at hele verden er imod en, men at man kan høre i musikken, at der er en verden derude, som venter på en – en verden af oprør mod konformitet.

Ikke noget nyt
Og ja, det er jo faktisk ikke noget nyt. For gennem litteraturens, filmens og musikkens historie har det altid været populært at lege lidt med det ”semi-dystre” og ”halv-dæmoniske”. Temaet går igen og igen. Tænk bare på Fausts aftale med Mefisto i Goethes hitroman fra 1808, Luke Skywalkers kamp med sig selv (og farmand Darth) i ”The Empire Strikes Back” fra 1980. Og hvem erkender ikke, at den mest interessante person i ”Pirates of the Caribbean” er kaptajn Jack Sparrow, fordi man aldrig rigtig helt kan regne ud, om han nu er god eller ond.

Eller hvad med Elvis, der i 1950’erne kom frem ved at synge afro-amerikanernes musik, rhythm ’n’ blues, mens han lavede ”insinuerende” hoftebevægelser, sang om sex og var en værre én. Senere fik vi The Beatles, som var farlige og poppede piller, som var det Pinocchio-kugler – men til gengæld ville redde verden. Og den eneste, der kom ud af boybandet Take That med karrieren i behold, var badboy Robbie Williams. Det er samtidig tankevækkende, at netop et af Metallicas allerstørste hits, ”Nothing Else Matters” fra ”The Black Album”, ikke kommer nær deres tidligere dages metal-attitude. De fleste lyttere kan være med, så snart metallen bevæger sig ind og bliver lidt mindre helvedes-agtigt og mere små-dæmonisk. Den samme ”bad-guys-who-are-really-good”-attitude benyttede også heavybands som Scorpions og Mr. Big sig af. Hvor mange søde teenage-piger har ikke købt ”Lean Into It”, fordi hittet ”To Be With You” var på playlisten?

Herhjemme må man sige, at det er bands som Mercenary, Raunchy, Mnemic og ikke mindst Volbeat, der for alvor har givet metallen et boost. Forsanger Michael Poulsen (Elvis-klonen fra sidstnævnte band), siger netop, at Volbeat ikke ønsker at forarge eller provokere. Alligevel kommer de fire Københavner-gutter til symbolisere noget lidt ”fandenivoldsk” med deres store tatoveringer, crooner-stil og metal-dresscode. Det er farligt, sådan lidt. Men alligevel ikke rigtigt. Hører man f.eks. Slipknot, Soilwork, Volbeat, Machine Head, Metallica eller In Flames kan man sige, at man hører metal. Og som musikforsker Charlotte Rørdam Larsen, cand.phil. og lektor ved Musikvidenskabeligt Institut i Århus, pointerer det: ”Ved at dyrke metal får man en vis eksklusivitet forærende”.

Den opfattelse kan Volbeat-forsanger Michael Poulsens tilslutte sig, han mener nemlig, at det spiller en stor rolle, at man kan virke "anderledes" på en positiv måde, når man lytter til metal – og det er vigtigt, at det er en undergrundsscene:

”De unge har brug for at finde deres ståsted og identitet i en frustreret hverdag fyldt med regler og forventninger om at være det helt rigtige i samfundet. I metallen har de deres frihed til at udtrykke sig "ekstremt" på en positiv måde og samtidig føle sig specielle, fordi de føler, at de er del af noget, og så hører det jo lidt undergrunden til.”

Helst live
Og det er flirten med det dystre og rebelske, der er spændende og vedkommende. For vi kender det jo alle sammen, og vi kæmper alle til dagligt med vores indre dæmoner – om det så er lavt selvværd, egoisme, ulykkelig kærlighed eller f.eks. mangel på penge. Alle har problemer, som kan virke uoverskuelige. Sådan er livet. Men det er sjældent, at man får lov at dyrke sin angst, sit selvhad eller sin aggressivitet på den måde, som det er lovligt i metallens verden. Charlotte Rørdam Larsen er enig:

– Det er højt, det er pågående, det erkendes som dybde i modsætning til den overflade, som mange går og pudser på til daglig. Eller rettere sagt – som mange mener, "de andre" repræsenterer. Det er også en musik, man kan have for sig selv, og som man skal være  for. Og en musik, man helst skal opleve live i en tid, hvor man ellers kan lytte til lige, hvad man vil på mp3’en.

Samtidig kommer metallen til at skille sig ud fra mængden af mainstream-genrer, fordi det er en niche, som ikke er så fokuseret på indtjening. Musikken kommer simpelthen til at virke mere ”ægte” og ”dybtfølt”. Som Jacob Hansen udtrykker det:

– Jeg tror, at masserne har opdaget, at alt for meget musik er en facade for at tjene penge. Der er så meget spin i populærmusik i dag, og jeg tror, folket har savnet et ærligt og ikke frelst rockband. Især i DK, hvor vi i en længere periode ikke rigtig har haft bandet til det hungrende rockpublikum. Volbeat har således taget f.eks. D:A:D’s plads, tror jeg. Desuden er metalbands meget tro mod deres fans. De ved at de skal levere varen, ellers er de dømt ude!”

Rocken har mistet sin kant
Ud over ægtheden i musikken kan det også spille en rolle, at der i dag skal mere til for at ryste lytteren ud af hans/hendes egen, lille osteklokke. Det er en slags ”hurtigere-vildere-mere”-effekt, hvor mennesker søger adrenalin-suset, søger det farlige, for at føle sig ”rigtig” levende. Martin Lyager, næstformand i teamet bag Danish Metal Awards (DMeA) og manden bag det danske metal-site, danishmetal.dk, siger det således:

”Hiphoppen er jo blevet stueren, rocken har mistet sin kant, så det er vel kun naturligt, at folk søger mod metallen, for at finde en kontrast til den for tiden ekstremt overfladiske populærkultur, hvor mærkevarer og selvbruner er Gud. Metalkulturen har alle dage handlet om musikken, og den vil den blive ved med at gøre, og det tror jeg, at der er flere og flere, der sætter pris på.

Og også Charlotte Rørdam Larsen er enig i, at ”autenticiteten” spiller en afgørende rolle, når man lytter til metal. Men det kan også være givtigt at se på det fællesskab, som metal-genren tilbyder, og som man kan blive indlemmet i. Samtidig mener hun også at netop live-værdien i musikken er central:

– Nogle af mine studerende var på feltarbejde til en metalfestival. De stak fuldstændig ud, fordi de indimellem satte sig ned! Folk er jo i den grad oppe at køre til koncerterne – og ja, der er et stærkt sammenhold, og det har altid været en kultur, hvor livemusikken spillede en helt central rolle. Og det er meget attraktivt i dag.
 
Netop i ægtheden og dybden rammer metal-genren altså rigtigt. Musikken rammer os dér, hvor vi føler os svage og handlingslammede, og den giver mulighed for at få afløb for frustrationer. Ydermere giver metal-udtrykket en spændende dimension til vores ellers så intetsigende udtryksformer. Man får lov til at synge med på tekster med kraftudtryk og hårde pointer. Flirten med det dystre og farlige vil altid være moderne i et eller andet omfang. For hvor menneskeligt og spændende er det i grunden lige kun at være god?