Kind Of Girl-turnédagbog, kapitel 5

Kind Of Girl har taget turen til England for at give en stribe koncerter, og de beretter her om deres oplevelser

Kind Of Girl

Lady Olander, Lord Moller og Grev Buhr
Englænderne er meget formelle med deres titler. Ved alle entries du skal udfylde får du en lang liste over valgmuligheder og altså ikke bare Hr og Fru. Søren Møller kunne ikke modstå fristelsen og har booket både færge og hotel med titlen Lord Moller. Sissel er blevet til Lady Olander. Jeg fik næsten æren af Doctor Buhr – men kunne ikke overskue konsekvenserne.

I en elektronikforretning i Glasgow kunne man købe et lille stykke land og så rent faktisk have ret til at kalde sig Lord. Man får tilsendt certifikat og det hele og det klør godt nok i fingrene. Man kan også få opkaldt en stjerne efter sig – ohh. ”Kind Of Girl Stjernen.” Yes!

Vi kører tilbage mod London hvor vi skal spille 2 ekstra jobs. Det er en laang tur og vi er efterhånden fedet godt op med tankstationsmad. Kentucky Fried Chicken, Burger King og dårlige sandvich. Og det er ikke kun på motorvejen vi spiser dårligt. Madkulturen i England er generelt rigtig skidt og fed, og da vi bor på hoteller har vi ikke andre options end færdigmad. Man kan nok få en udmærket Foies Grass ud af os efterhånden.

Tilbage i London skal vi spille på Fiddlers Elbow i Camden. Det er den klassiske blanding af pub og spillested som vi har prøvet mange gange før. Vi headliner aftenen og  der er 2 bands før os. Lydmanden kommer en halv time for sent og snegler sig hen til os. Hans hud er helt lyserød og han har lang hestehale – også lyserød. Vi døber ham Jakabov.

Vores heldige oplevelser med lydteknikere i England er begrænsede. Og ham her – Jakaboven – tæller ikke op. Vi er efterhånden blevet klar over hvor luksusagtigt og lækkert det er at spille i DK i forhold til engelske forhold. Og en stille tanke bliver sendt til vores job på Rust på tors d. 20 nov når vi lander i KBH.

Til gengæld er englændernes indstilling til livemusik fantaststisk og vi har endnu ikke spillet et job herovre uden at snakke med en masse spændende mennesker bagefter. De er ikke bange for at sige hvis de kan lide musikken og det er tydeligt at de ikke er vant til at høre ”skandinavisk” musik. Vi har efterhånden fået en fin liste af emails og myspaces fra musikere, sangskrivere og promotere som vi må arbejde på når vi kommer hjem. Bl.a. en mand der er agent for Marshall Arts. Han har hørt os 3 gange nu og han snakker løs.

Men han elsker musikken og det er det vigtigste – så skal vi nok få at se om han bliver navngivet Agent-Liam eller Liam Lort.