Marianne Faithfull fortolker kendte og ukendte

Engelske Marianne Faithfull har netop udsendt sit 22. studiealbum, ”Easy Come, Easy Go”. Et album, hvor hun har valgt at fortolke andres tidligere udsendte sange – alt fra jazzklassikere som Duke Ellingtons ”Solitude” og Sarah Vaughans ”Black Coffee” over Dolly Partons ”Down From Dover” og Morrisseys ”Dear God, Please Help Me” til næsten nye numre af mindre kendte navne som folk/prog-rockerne The Decemberists og den psykedeliske folk-gruppe Espers. Vi har fået en snak med legenden, der har været aktiv i mere end fire årtier.

Hvorfor har du valgt at lave et coveralbum?

– Jeg vil ikke kalde det et coveralbum, men et fortolkningsalbum. Jeg fortolker sangene, jeg kopierer dem ikke bare. Jeg kunne godt tænke mig at holde lidt pause fra sangskrivningen for at få ny inspiration. Jeg kommer til at kede mig, når jeg laver det samme hele tiden. Desuden har jeg jo fortolket andres sange jævnligt gennem hele min karriere, forklarer Marianne Faithfull, der fik sit gennembrud i 1964 med Mick Jagger og Keith Richards’ sang ”As Tears Go By”.

Det er et meget forskelligt udvalg af sange både i tid og genrer. Hvorfor det?

– Det har været vigtigt for mig at få sange med, der afspejler al den musik, jeg har lyttet til gennem tiden, uanset genre.

Men Espers og The Decemberists er jo ikke ligefrem verdensberømte. Er du én, der følger godt med i, hvad der er oppe i tiden?

– Nej, desværre, griner Marianne Faithfull. – Lige netop de sange kendte jeg faktisk ikke, det var nogle, min producer Hal Willner valgte. Han har valgt de fleste af de nyere sange, hvor jeg har udvalgt de ældre. Men jeg er blevet meget glad for de nye numre.

Masser af gæster
”Easy Come, Easy Go” byder på en lang række gæstesolister, der ligesom sangene spænder vidt i genre og tid. Alt fra yngre navne som Sean Lennon over Rufus Wainwright, Antony Hegarty (Antony And The Johnsons), Cat Power og Jarvis Cocker til Nick Cave og Keith Ricards medvirker på albummet. Marianne Faithfull forklarer:

– Det er alle sammen mine venner, og de er jo fremragende, så hvorfor ikke tage dem med?

De mange gæsteoptrædener er dog langtfra alle sammen duetter. Der er kun deciderede duetter med Antony og Jarvis Cocker, men eksempelvis Cat Power, Nick Cave og Rufus Wainwright ”nøjes” med at synge kor. Hvorfor ikke bruge dem som duetpartnere?

– Det er jo ikke alle sangene, der egner sig til at være duetter, og Rufus-sangen, Espers’ Children Of Stone, er jo en slags korsang. Jeg synes da, man kan høre alle gæsternes fantastiske vokaler meget tydeligt på albummet. Og det var ikke meningen, at dette skulle være en duetplade, understreger Marianne Faithfull.

Var det dig, der henvendte dig til gæstesolisterne, eller var det dem, der kom til dig? For du får vel mange henvendelser fra musikalske fans, der vil arbejde sammen med dig?

– Det var mig og Hal, der spurgte. Og nej, jeg får faktisk ikke ret mange forespørgsler, og når jeg gør, er det som regel de pågældende kunstneres plader, jeg ender på. Det var eksempelvis tilfældet med Patrick Wolf sidste år og Metallica tilbage i 1997.

Gennemarrangeret album
Det virker som en gennemarrangeret plade. Har I arbejdet meget med overdubs, eller er musikken indspillet live i studiet?

– Ja, det er en gennemarbejdet plade. På langt de fleste sange er der arbejdet med nedskrevne arrangementer for orkester. Og det meste er indspillet live i studiet, men nogle få overdubs. Hovedparten af gæstesolisterne har også indsunget samtidig med mig i studiet, selvom nogle få af dem har indsunget deres vokaler i andre studier, af praktiske årsager.

Arrangementsmæssigt er det også en meget alsidig plade. Har det været vigtigt for dig at komme ud i hjørnerne rent musikalsk?

– Ja, det har det, og det passer jo også godt til, at sangene er så forskellige.

Men der er dog som regel en forbindelse til den sang, du synger. Din fortolkning af Black Rebel Motorcycle Clubs "Salvation" er jo da stadig ret garagerocket eksempelvis, og jazz- og blues-numrene er stadig jazzede og bluesede.

– Ja, men så er der også klaver og violin med, og det er der ikke på originalen. Vi har forsøgt at lave arrangementerne anderledes, men så der stadig er en forbindelse til det oprindelige nummer.

Kan ikke spille
Du arbejder ofte med markante gæstemusikere og -solister. Det gjorde du også på dine forrige plader ”Kissin’ Time” og ”Before The Poison”, hvor du arbejdede sammen med folk som Beck, Blur, Billy Corgan, Nick Cave og PJ Harvey. Er det vigtigt for dig at arbejde sammen med andre?

– Ja, det er det. Jeg er jo ikke musiker, jeg kan ikke spille noget instrument, så jeg er afhængig af andre musikere, og jeg kan heller ikke skrive melodier. Jeg nøjes med at skrive teksterne og overlader så melodierne til andre. Hvis det er nogle komponister, jeg kender godt, sker det dog, at jeg kommer med forslag til melodierne.

Dit nye album udkommer i to versioner – en enkelt-cd med 10 sange og en dobbelt-cd med 18 sange. Hvorfor?

– Det er nok ikke alle, der har tålmodighed til at høre alle 18 sange, så vi har valgt 10 ud som en slags højdepunkter fra albummet.

Er det ikke lidt synd?

– Jo, det er det da, men jeg er også nødt til at være realistisk.

Kan folk ikke bare downloade enkeltnumre, hvis de vil det? Og hvad synes du egentlig om den idé?

– Det er selvfølgelig bedst at få albummet i sin helhed, men hvis folk vil nøjes med enkeltnumre, og de vil betale for dem, så kan jeg ikke tillade mig at brokke mig over det, synes jeg.

Helt frisk igen
Hvordan har du det egentlig lige nu? Du blev opereret for brystkræft for et par år siden, og for et halvt år siden aflyste du en turné grundet udmattelse?

– Ja, jeg havde for meget om ørerne dengang. Men nu er jeg helt frisk igen og klar på at arbejde meget igen. Jeg bruger lang tid på at lave promotion for denne her plade, og næste år tager jeg på turné igen. Forhåbentlig også til Danmark. Jeg kan godt lide at turnere i Danmark og resten af Skandinavien, for her har jeg et trofast publikum.

Bliver det så lutter coverversioner, du fremfører til den tid?

– Ja, primært. Jeg tror, jeg synger tre-fire af mine egne, mest kendte sange: ”Broken English”, ”Sister Morphine”, ”Why’d Ya Do It?” og så Lennons ”Working Class Hero”, som jo også er blevet ret kendt med mig.

Der er også noget med, at du turnerer med et show bestående af oplæsning af Shakespare-sonetter til celloledsagelse?

– Ja, det gør jeg, det er en dejlig afveksling fra musikken. Det er et show, jeg har turneret lidt med for nylig. Et dejligt kort show på kun 65 minutter med nogle af mine favorit-digte af Shakespeare. Vi har i øvrigt planer om at indspille det på en cd og så sælge den gennem min hjemmeside.

Du bor i Paris og udgiver på samme pladeselskab som den franske præsidentfrue Carla Bruni, Naïve. Har du overvejet at indsynge noget sammen med hende?

– Ja, vi er faktisk gode venner. Men jeg tror, hun har travlt med at være præsidentfrue lige nu, så det bliver nok ikke lige foreløbig.

Du har været aktiv i over 40 år. Har du gjort dig nogle overvejelser over din musikalske fremtid?
– Ikke andet, end at jeg fortsætter i fuld fart.

Har du allerede nu tænkt over, hvad du skal lave på dit næste album?
– Nej da, det nye er først lige kommet. Nu skal jeg bruge lang tid på at promovere det og bagefter turnere med det, og så tager vi tingene, som de kommer, slutter Marianne Faithfull.