Kind Of Girl-turnédagbog, kapitel 7

Kind Of Girl har taget turen til England for at give en stribe koncerter, og de beretter her om deres oplevelser

Terrorisme og hjemmebiografer
Det er vores sidste dag i UK. Vi er lige blevet stoppet for 4. gang af politiet. 1. gang fordi vi kørte mistænkeligt langsomt i vores store bus om natten, 2. gang fordi vi ikke havde lys på, 3. gang var fordi vi kørte mistænkeligt langsomt i vores store bus om natten (men her fik vi til gengæld tilbud om eskorte til vores hotel!), 4. gang fordi vi kørte mistænkeligt langsomt i vores store bus og filmede. Vi ville filme Canterbury Cathedral, ved indkørslen til byen og ud af det blå bliver vi stormet af 4 strømere – 2 i civil. ”Get out of the car - one at the time.”

Det er terrorlovgivningen i England der har ramt os. En stor udenlandsk varevogn kombineret med videokamera er åbenbart ikke det bedste mix. Stemningen letter da de finder et Nordlead 3 keyboard i stedet for en stor bombe, og da vi giver dem vores cd bliver de helt glade – så glade at den ene strømer siger han vil brænde cd’en til de andre 3 ...men her må Lord Moller lige minde betjenten om, at det rent faktisk er drøn-ulovligt at kopiere musik.

Vi overnatter hos vores punk-manager Ian (jvf tidl. dagbog). Det er en oplevelse, vi har set frem til længe. Indtil videre har vi kun oplevet ham som punker og pub-betvinger, men det er kun den ene halvdel af hans usædvanlige Jekyll/Hyde tilværelse.

Ian bor udenfor Canterbury i et meget velhavende område. Hans hus er giga-stort med swimmingpool og hjemmebiograf. Han arbejder som jordemoder, hans kone er kirurg, og de har ingen børn, så huset er fyldt op af fladskærme og dyre møbler i stedet. Og 4 katte i øvrigt.

Vi overfalder straks hjemmebioen. Ian har købt drikke til os. Det er skønt. Kæmpelærred, bløde sofaer og hundredevis af musik-dvd’er. Frem af skabet trækker Ian Sex Pistols ”Live at Brixton Academy”. Ganske som lovet ser vi Ian med lyserødt hår og en fuckfinger lige i kameraet under nummeret ”Pretty Vacant”. Ians punkeroutfit er desuden så autentisk, at han også har formået at få sig selv på forsiden af dvden.

Dette er for os intet mindre end legendarisk. Vi befinder os i et hus, der emmer af alt det, som punk ikke er. Hvis man ville kalde Ians hus i Sydengland for borgeligheden og konformitetens højborg, ville det være en underdrivelse af dimensioner. Selvom Ians hus er lækkert og veludstyret, kan vi godt forstå, at der et sted dybt i manden gemmer sig længsler og drømme, der trækker hans personage i retning mod farvet hår og fuckfingre.

I aften skal vi spille på Ians lokale spillested, og blandt publikum vil være, en hel del af Ians kollegaer fra hospitalet. Vi er bare spændte på, om Ian vil troppe op i sit punkeroutfit, eller vil vælge noget fra sin mere borgerlige garderobe.

Det er vores sidste job på denne tour. Touren har både budt på uforglemmelige oplevelser, og på et par episoder, vi godt kunne have været foruden.
Alt i alt har vi dog fået det, vi kom efter. Vi tager hjem nogle fans rigere, og med en håndfuld gode industrikontakter i tasken.

Færgen fra Dover til Calais går torsdag nat. kl. 01.15 i nat, og hvis vi ikke støder ind i mere terrorbekæmpelse, skulle vi gerne være fremme ved Rust til lydprøve tid...

Håber, vi ses lidt over 9 i morgen aften...