The Killers – Ørkenens sønner

Amerikanske The Killers måtte omkring Panamas regnskov, Rio og Las Vegas’ ørken for at komme frem til deres tredje udspil, Day & Age. GAFFA mødte bandets nu overskægsløse sanger Brandon Flowers til en snak om Mike Tyson, religion, image og buffeter.

The Killers 2008

The Killers’ altoverskyggende frontmand Brandon Flowers, 27, virker som den fødte entertainer, når han badet i lys og med musikken bragende fører sig frem på scenen med fremskudt brystkasse, gestikulerende arme og flamboyante gevandter (for tiden sværger han til en jakke med fjerprydninger på skuldrene). Men når man møder sangeren på enmandshånd, fremstår han kejtet, usikker og helt anonymt klædt, og han har svært ved at fuldføre en sætning uden at fnise nervøst eller slå et svar hen med et næsten opgivende ”I don’t know”. Han indrømmer selv, at han ærligt talt helst var fri for interviewsituationer, men at han mere og mere vænner sig til det. – På scenen er jeg sammen med hele bandet, og vi kan gemme os bag en mur af lyd og lys. På scenen er det nemmere for mig at trække i Supermans-kostumet og spille rollen som entertainer.
Selvom han ligner én, der helst var fri, er han nødt til igen at påtage sig rollen som interviewoffer, da vi kastede en håndfuld samtaleemner på bordet:

Fritid og højrebssteg
Efter turnéen med forrige album Sam’s Town udsendte I sidste år b-side-opsamlingen Sawdust med et par nye numre, tog på turné med det, og I laver også en julesingle hvert år. Er fritid ikke noget, I dyrker?

– Øhm, det gør jeg da også nogle gange. Sidst, jeg havde fri, var i ... juli, ja, i juli havde jeg fri en hel uge, hvor jeg tog til Hawaii med min kone og vores søn. Men jeg skrev faktisk på nogle tekster på den tur.

Du bor i Las Vegas, der udefra ikke lige virker som det mest afslappende sted, men kan du finde ro der?

– Ja, og jeg kan ikke vente med at komme hjem igen, men jeg glæder mig også til at rejse rundt og præsentere albummet. Jeg elsker virkelig Las Vegas, især ørkenen, men jeg elsker også turiststederne og restauranterne og neonlyset. Jeg tror aldrig, jeg vil bo andre steder.

Hvor finder man din favorit-buffet i Vegas?

– Der er et par rigtig gode. Den på Bellagio er rigtig god, men også dyr, men der er også et par mindre og mere snuskede steder, hvor man virkelig kan få en god højrebssteg; det er nok min livret.

Musik med det rette look
Med forrige album prøvede I virkelig nye musikalske sider af, og i kraft af radikale stilskifter i looket fra udgivelse til udgivelse er I blevet kritiseret for at være et fortænkt og konstrueret band. Hvad er din reaktion på den kritik?

– Min teori er, at vi er et mere ægte band, fordi vi hele tiden udvikler os, i stedet for et band, der bare er goth hele vejen igennem. Alle mennesker udvikler og ændrer sig, moden skifter, så hvorfor skulle et band ikke også gøre det?

Så image spiller en stor del for dig?

– Det har altid været en stor del af kulturen for mig. Da jeg som barn købte plakater med mine yndlingsbands, gik jeg efter dem, hvor de så mest cool ud. Og jeg har da også valgt musik fra, hvis deres look ikke har passet ind i mit syn på, hvordan folk skal se ud. Så derfor er vores look også tilpasset musikken.

Hvordan vil du gerne have, at folk opfatter dig?

– Jeg vil have, at folk skal kunne lide os, i stedet for at se os som højrøvede eller overfladiske... Jeg ved det ikke. Men man kan ikke tvinge folk til at synes godt om en. Jeg ved det ikke... Jeg vil bare gerne have, at de kan lide vores musik.

Hvordan vil du gerne have, at folk skal huske dig?

– Som unik.

Bare det, ikke som et godt menneske?
(Brandon griner genert og undlader at svare).

Religion: hæmsko eller guideline?
Jeg så gerne, at religioner blev set som hjælpende guidelines frem for regelbøger. Er du af en anden opfattelse som troende mormon?

– Jeg tror helt klart, at vi er bedre tjent med en religiøs retningslinje. Men det ligger allerede i menneskets natur at kende forskel på rigtigt og forkert, og det er det, der adskiller os fra vilde dyr, selvom vi nogle gange opfører os som vilde dyr. Vi har brug for religion, selvom flere og flere folk ser religion som noget, dumme, fattige ignoranter støtter sig til, for at håbe, at der venter et bedre liv for enden af dette. Den opfattelse tager jeg stor afstand fra. Der har været videnskabsmænd, der har været religiøse, så hvorfor tror folk, vi er dumme? Og alle de folk, der siger, at krigene udelukkende skyldes religiøse overbevisninger, det er sgu ikke på grund af religion, det er på grund af mennesker. Folk ville slås uden religion.

Men mange af de folk, der starter krigene, er jo netop fanatikere, der helt og holdent klamrer sig til de religiøse skrifter. Og det er her, det bliver problematisk, for de skrifter er jo ikke blevet opdateret i tusindvis af år i modsætning til verden omkring dem.

– Ja okay, øhm... ja, jeg ved det ikke.

Hvordan hjælper religion dig fra dag til dag?

– Det, jeg godt kan lide ved for eksempel de troende jøder, er, at de går rundt med kalot for at minde sig selv om, at der er noget over dem. Men jeg beder hver dag, og det hjælper mig med at holde en vis ydmyghed, der især er vigtig med det job, jeg har.

Er der noget særligt, du beder for?
– For ikke at gøre mig selv til grin. Nej, nu beder jeg mere for, at det skal gå min søn og min familie det godt.

Er din religion sommetider en hindring eller en hæmsko i forhold til den business, du arbejder i?

– Det er helt sikkert hårdt, og det går ikke hånd i hånd med dette job, men det er sikkert bare med til at gøre os, eller rettere sagt mig speciel, for de andre er ikke mormoner. Det holder mig på rette spor.  

Jagten på den nye Eno
Hvorfor faldt valget på Stuart Price som producer?

– Han er sulten og har lyst til at udfordre sig selv. Jeg har altid været på udkig efter Eno (Brian, red), men Eno er gammel, men han laver stadig gode plader – men det er ikke, som det plejede at være. Og med Stuart føler jeg, at vi har fundet den nye Eno. Jeg er virkelig glad for hans arbejde med albummet, han har virkelig givet os en frisk lyd. Jeg kender kun det, han har lavet med Madonna og hans soloting (blandt andet Les Rythmes Digitales og Jacques Lu Cont, red.), og han har vist også lavet noget med Seal, men ikke rigtigt noget i rockgenren, så det er nyt territorium for ham. Jeg synes heller ikke, vi er et nok etableret navn til ikke at være nervøse, hver gang vi laver en ny plade. Derfor bliver vi ved med at lede, og det har ført os fra regnskoven til Rio og hjem til ørkenen i Las Vegas. Vi har haft succes, men vi kan ikke bare regne med, at det kommer med hvert album, vi er jo ikke U2. Selv hvis dette album bliver en kæmpe succes, kan vi ikke bare gøre, som det passer os. 

Rufus Wainwright og kartoffelchips

Hvad synes du om Rufus Wainwrights sang Tulsa? (som Rufus skrev om sit møde med Brandon, red).

– Det er en god sang. Den fik mig til se på sangskrivning på en helt ny måde, at han var i stand til at skrive en fantastisk popsang efter at have hængt ud med mig på en bar i Tulsa i to timer. Han er et geni, og jeg er virkelig beæret.

Hvad er det dér med, at du smager af kartoffelchips om morgenen, som han synger?

– Måske prøver han at male et billede af mig som en ærkeamerikaner, det må du nok hellere spørge ham om.

Et blåt øje fra Mike Tyson
Da The Killers forrige år fik overrakt en pris af musikmagasinet NME, sendte bandet en takketale optaget i en frisørsalon, hvor det nævenyttige bokse-ikon Mike Tyson råder dem til at takke Gud. Videoen (lav en YouTube-søgning på ”Killers Tyson NME”) ender med, at Brandon sidder med et blåt øje.

– Vi fik en pris af NME og kunne desværre ikke komme til prisuddelingen, og vi gad ikke bare sende den sædvanlige video, hvor vi sad i en sofa og takkede vores pladeselskab og vores fans. Og så spurgte vi Mike, om han ville være med i en båndet takketale, og han sagde ja, dukkede op og skulle ikke have nogen betaling for det. Han er skide sjov.