Travis – Vi er helt abnormt beskedne

I søndags spillede Travis en meget rost koncert i Store Vega. GAFFA satte forsanger Fran Healy og bassist Dougie Payne i stævne inden koncerten og fik en snak om den mere rockede retning på den nye plade, det at være skotte og om sindssyge tyskere.

Bandrummet på Store Vega er småt, men hyggeligt og Fran Healy sidder med sin store strikkede grå rullekravesweater trukket godt op om ørerne, mens Dougie Payne surfer rundt på nettet på sin medbragte laptop. Stemningen er afslappet denne decembersøndag, og Fran fortæller om valget af titel til bandets nye album Ode To J. Smith. 

Fran: - Der er jo en sang ved navn J. Smith på pladen. Den handler om denne her fiktive person ved navn J. Smith, der dør og kommer i Himlen. Da vi havde fået historien i det nummer på plads, fik vi idéen til at kalde pladen for Ode To J. Smith og lade den handle om en dag i denne her fyrs liv. Det blev en katalysator for idéer til pladen. J. Smith er det mest almindelige navn i det engelske sprog, og det er også det, man kalder uidentificerede lig. J. Smith er faktisk mere brugt end John Doe, som man af en eller anden grund altid hører i Hollywood-film. Da sangen blev til, var den første linje, der dukkede op, den der handler om, at han går ned ad gaden. Han er ulykkelig og forbander både sol og måne for at kaste hans skygge på gaden. Han har ikke lyst til at være her længere og tænker ”fuck it all…” Det er lidt ligesom Bill Connolly siger: ”Når man ikke har lyst til at leve længere og er klar til at sige farvel til det hele, kan man jo ligeså godt rykke i aben først. Men når man så har gjort det, er man ligesom ikke rigtig på afgrundens rand længere”, men så heldig er vores fyr altså ikke, forklarer Fran, og kaster også lys over de vers på latin, der optræder i nummeret:

Fran: - Faktisk når J. Smith jo egentlig aldrig at begå selvmord, for han taber sin radio i badekarret ved et uheld og dør på den måde. Herefter kommer han så i Himlen, hvor englene synger til ham på latin: ”Velkommen her hos os. Nu er dine lidelser forbi.” Desværre kan de ikke finde hans navn på listen over de, der skal ankomme til Himlen, så de bliver nødt til at sende ham til Helvede. Hvorefter han ender tilbage på Jorden, for det er det værste sted for ham at være. Så sangen kommer vidt omkring på de to et halvt minut, den varer. Og da var det, at det gik op for os, at man kunne bygge en hel plade op omkring det.

Rå Lyd

Pladen har en ret rå lyd, og er nok det mest rockende, man har hørt fra jer siden debut’en Good Feeling. Hvorfor skruede I op for strømmen?

Fran: - Det startede med, at jeg spillede demoen til Chinese Blues for resten af bandet til et bandmøde, og de andre kunne godt lide den ret eksplosive start, nummeret har for at gå videre med guitarer, der er inspireret af Oasis, Neil Young og Gimme Shelter med Rolling Stones. Det kom til at sætte standarden for lyden på albummets øvrige numre. Derefter kom J. Smith-nummeret så, og hjalp os til at finde en lyrisk rød tråd på pladen, samtidig med at jeg lige have fået en ny guitar og en ny forstærker, der lød virkelig godt, så jeg havde bare lyst til at skrue op for lydstyrken.

Dougie:- Ja, og så skrev vi de fleste af pladens sange i et lille lokale, så det blev automatisk en meget høj og tæt lyd, der kom ud af det.

Fran: - Det er lidt sjovt, for der er mange fans, der først begyndte at lytte til os, efter at vi udgav The Man Who, og de har et lidt endimensionelt billede af bandet. Især hvis de ikke har været til vores koncerter, hvor vi godt kan lide at rocke ud. Mange forbinder os selvfølgelig mest med de hits, vi har haft, så det har været sjovt at se de lidt forargede reaktioner nogle af de nye numre på iTunes, hvor folk kan skrive deres kommentarer til sangene. Der er en anden side af Travis, som folk, der har set vores koncerter, kender til. Vi er ikke kun det her blide band med de akustiske sange.

Dougie: - Der er nærmest to Travis-bands, og det jeg sluttede mig til i sin tid, var et fuldblods rock-band. Good Feeling var rock hele vejen igennem, men efter at vi begyndte at arbejde sammen med Nigel (Godrich, der har prduceret The Man Who, The Invisible Band og The Boy With No Name, red.), fandt han frem til en anden side af vores sangskrivning og dyrkede de akustiske ballader mere, så det var det, vi blev kendt for; den blide og melodiske lyd. På scenen blev vi imidlertid ved med at levere et rock-show. På den nye plade synes jeg, at de to forskellige sider af bandet mødes.

Fran: - Det er nu ikke noget, vi har tilstræbt på nogen måde. Det er bare kommet helt naturligt. Vi er et band, der har været heldige at nyde stor succes og udgive nogle hits, men vi har aldrig forsøgt at gentage succesen på baggrund af det sidste, vi lavede. Hvis man gør det, bliver det jo bare et arbejde og ikke et kunstnerisk udtryk. I et band er det vigtigste at lave musik, som man har lyst til at spille igen og igen. Vi er i en branche, hvor kommerciel succes er et mål, lige indtil man får det. Når man først har opnået det, bliver det et spørgsmål om stadig at gøre, hvad man har lyst til på trods af folks forventninger. Grunden til, at vi kaldte vores tredje plade for The Invisible Band i sin tid, er at bands nogle gange kan forvirre folks opfattelse af musikken, fordi folk har en idé om, at et bestemt band spiller en bestemt type musik, men hvis man fjernede Travis fra selve musikken, ville folk kun fokusere på, om en sang er god eller ej.

Dougie: - Ironisk nok er vores forsøg på ikke at lade bandets identitet fylde for meget i musikken gået hen og blevet det, folk forbinder os med, og det er sgu lidt mærkeligt, at man sådan ikke kan lade være med at have en identitet eller et image som band. Selv hvis man prøver på ikke at have det, for folk skal nok sørge for at have en idé, om hvordan man er.

Ben Stiller, sindssyge tyskere og Coldplay

I videoen til sangen Closer optræder Ben Stiller. I virker ikke umiddelbart som et Hollywood-band, men han er jo en kæmpe stjerne. Hvem fik idéen til at han skulle være med?

Fran: - Idéen til selve videoen kom fra instruktøren, men Ben Stillers karakter var mit input. Han er en af vores gode venner, så jeg e-mailede ham og spurgte, om han kunne tænke sig at være med, og det var han klar på. Oprindeligt skulle videoen have været optaget i London, men pludselig var det så mange amerikanske ting med. Hele idéen med at det skulle foregå i et shopping-mall har noget amerikansk over sig. Så da vi pludselig havde Ben Stiller med, fik vi et større budget at lave videoen for, og så kunne vi lige så godt gøre det på den måde, vi helst ville have, at det skulle være.

I medierne bliver Travis altid fremstillet som de sympatiske skotter med de gode melodier, og det virker oplagt at benytte denne lejlighed til få opklaret om bandet i virkeligheden så søde og rare?

Fran: - Ja, vi er helt okay…hehe. Men som alle andre eksploderer vi selvfølgelig engang imellem. For eksempel bliver jeg vanvittig, hvis folk kører råddent i trafikken. Vi er vel bare helt almindelige mennesker, der er ret fredfyldte det meste af tiden, som selvfølgelig kan tabe hovedet fra tid til anden. Frem for alt skal man selvfølgelig også huske på, at vi jo er skotter, og skotter er for det meste nede på jorden og ret beskedne.
 
Dougie: - Ja, der er fucking fantastisk…haha, vi er helt abnormt beskedne.

Fran: - Haha ja, men helt seriøst bekymrer vi os ikke om at fremstå på en bestemt måde, for man ved jo aldrig, hvor længe man bliver ved med at stå i spotlyset. Det er alt sammen meget flygtigt, med mindre man er Elvis Presley eller The Beatles. Så det vi vil, er egentlig bare at lave noget godt musik og have det sjovt med det. Men nu hvor vi er inde på emnet, så blev jeg rasende forleden, da der var en fyr, der braste ind i mit hjem i Berlin, hvor jeg bor. Pludselig ringede det på døren, mens jeg lå og sov, og da jeg så gik ned for at åbne, stod der en vred fyr og råbte på tysk. Han skreg og skabte sig som en vanvittig, og jeg blev pissesur og sagde ”Fuck off! Gå ad helvede til, you fuckin’ cunt!” Men så skubbede han mig til siden og gik ind i mit hus, hvorefter jeg sprang på ham og skubbede ham ud igen, mens han skreg ”Auf Wiedersehen!” Haha, han var en værre psykopat. Der blev jeg sgu tosset, fortæller Fran med et smil på læben, før Dougie redegør lidt for bandets planer i det nye år:

Dougie: - Vores plan er indtil videre, at vi fortsætter vores Europa-turné i februar, hvorefter vi tager til USA og Mexico og turnerer, før vi slutter af i Japan. Vi skal sikkert også spille på nogle festivaler til sommer.

Fran: - Ja, og så går vi i opløsning ligesom Coldplay. Eller det tror jeg i hvert fald også, vi vil til at sige efter hver plade nu. Efterfulgt af en pressemeddelelse om, at vi selvfølgelig bliver sammen alligevel, griner Fran, hvorefter han og Dougie mødes med resten af bandet for at øve til aftenens koncert.