Mads Langer – en bonderøv fra Skive

Mads Langer – en bonderøv fra Skive

Superheroes, Private, Dúné – den lille midtjyske provinsby Skive er lidt af et udklækningssted for ny musiktalenter. En af byens andre stolte sønner er Mads Langer. En ung mand, der kan noget med en guitar og et klaver, og som kan spytte sange ud på samlebånd. Som 18-årig rejste han til hovedstaden fast besluttet på at slå igennem som musiker. Men midt i processen kom der lidt for meget fokus på stjernedrømmen, frem for det, som det virkelig drejer sig om, musikken. Det bliver der rettet op på nu, lover Mads Langer.

– Da jeg rejste til København, var mit mål at leve af musik og af at skrive sange. Der var mange selskaber, som var interesseret, og jeg blev signet på en demo lavet i nordvestkvarteret. Det var det umiddelbare, bare mig selv og en akustisk guitar. Siden blev fokus flyttet lidt til drømmen om at blive popstjerne. På mit første album står jeg med solbriller, overarme, spiller smart og ligner en rockudgave af Nik & Jay, og det er og var bare ikke mig. Denne gang har jeg prøvet at komme tilbage til den musikalske grundstemning og dyrke det talent, som jeg blev signet på i første omgang.

Ind med firetoget
Blev du duperet af den medieverden, du trådte ind i?
– Ja, det vil jeg sige. Jeg var dybest set en bonderøv fra Jylland, der lige var kommet ind med firetoget, og kendte intet til medielivet og popverdenen. På et tidspunkt mistede jeg kontakten med mig selv og var i fuld gang med at leve en gammel drengedrøm ud. Da pladen så udkom og ikke blev den ventede succes, var det lidt af en rutschetur; jeg var jo blevet skudt i skoene, at der skulle ske noget helt andet. Men jeg kom mig hurtigt over det og har bare kløet på. Jeg blev så at sige ”fejlcastet” og har lært en masse af det. Og det er bare at blive ved. For jeg ved, at musikken er mit liv, det er det, som jeg altid kommer til at beskæftige mig med. Derfor skal jeg ikke jage hurtige penge eller flygtig berømmelse. Jeg har god tid og behøver ikke at springe på den første mulighed, der viser sig. Jeg har enorm opbakning fra mit pladeselskab Copenhagen Records, der er virkelig gode rådgivere. Gennem Alphabeats internationale succes har selskabet også fået et stort netværk i udlandet, hvilket er en stor fordel.

New York, New York
Mads Langer er ikke just nogen døgnflue, men en vaskeægte spillemand. Han skriver sange som skidt fra en spædekalv og optræder i alle mulige og umulige situationer og kombinationer. Det er ved showcases i USA, på Vega med fuldt band, eller solo rundt omkring på højskoler, efterskoler og biblioteker. Siden debuten har Mads turneret Danmark og store dele af USA tyndt, har skrevet sange alene, med diverse andre artister, optrådt som skuespiller og kapelmester på Nørrebro Teater, udgivet en ep og har i det hele taget været usædvanlig og konstant musikalsk aktiv. Blandt andet er turen flere gange gået til New York

– Jeg har mødt et ægtepar i New York, som hjælper mig med teksterne. De er meget inspirerende at arbejde med, og jeg tager typisk derover, når jeg har en håndfuld nye sange klar. Jeg har også skrevet med en række andre sangskrivere blandt andet i L.A. og har spillet mange koncerter og showcases i USA. Jeg har også fået en række tilbud af forskellig art derovre, men har indtil videre sagt nej tak. Vi venter på, at det helt rigtige viser sig. Men til august flytter jeg til USA. Jeg har fået en lejlighed i New York, så jeg giver det chancen.

Jazzhouse
To dage før interviewet så denne skribent Mads Langer optræde foran et udsolgt Copenhagen Jazzhouse. Dels alene, dels med gæster og dels med fuldt rockband. Indtil videre tager bandet dog ikke med til New York.

– Jeg elsker at spille med mit band, men de kommer ikke med til New York i første omgang, det er der ikke økonomi til. Jeg håber på, at de kan flyve ind til specielle lejligheder, når jeg for eksempel får sat nogle showcase-koncerter op.

Det så ellers ud, som om I hyggede jer sammen på Jazzhouse.

– Ja, vi er også rigtig gode venner og har det sjovt sammen. Trommeslageren har jeg gået i børnehave med, og han har været med i alle de bands, jeg har haft. Det var fedt at spille på Jazzhouse og så for en udsolgt sal. Det er første gang i Danmark, men sjovt nok har jeg spillet en udsolgt koncert i L.A. med plads til 5-600 mennesker.

Balancen mellem solo og band
Mads Langer er en glimrende pianist og guitarist, hvilket står knivskarpt, når han optræder alene. Til gengæld sker der noget andet, når hele bandet er på, en balance, som han prøver at mestre såvel live som på sit nye, selvbetitlede album.

– Det er det evige dilemma. Det fine nærvær i solomodellen modsat det kraftfulde og varierede udtryk med fuldt band. Jeg har prøvet at lave en god blanding på albummet. Men alle sange er skrevet, så jeg selv skal kunne spille dem alene, enten på guitar eller klaver. Da pladen var færdig, besluttede jeg mig for at lave en akustisk koncert for 10 af mine MySpace-venner (Mads har over 5500, red.) i studiet, som var trukket ud via en konkurrence. Det var en stor oplevelse. Der var øjenkontakt med alle sammen. Der var nogle, som sad og tudede; det var meget intenst og noget helt andet, end når man optræder for eksempelvis 500 mennesker.

På trods af at du har turneret intensivt, har du fundet tid til at skrive mange sange til det nye album.
– Ja, jeg skriver sange hele tiden. Jeg tror, at jeg har skrevet over 80 sange siden debutalbummet, hvoraf de 11 er havnet på det nye album. Der har været rigeligt materiale at vælge ud fra.

Er du tilfreds med resultatet?
– Jeg kommer lige fra studiet, hvor jeg har hørt den færdige mastererede udgave, og jeg er ét stort smil. Jeg er meget glad for pladen. Jeg føler, at jeg er med hele vejen. Jeg er glad for de afdæmpede sange med klaver og guitar, og så føler jeg, at vi lyder som et sammentømret band, der rykker. Så jeg er meget tilfreds, afslutter Mads Langer.

Tim Christensen – den mentale storebror

– Hej Mads Langer, jeg er fan af dig!
Sådan lød Tim Christensens ord, da han og Mads Langer mødtes for første gang til Danish Music Awards i 2006. I Copenhagen Jazzhouse introducerede Langer sin makker med ordene ”en god ven og et stort idol – Tim Christensen”. Og der er noget om snakken, uddyber Mads:

– Normalt har jeg haft så travlt med min egen musik, at jeg ikke har dyrket andres tilsvarende, men jeg var virkelig stor Dizzy Mizz Lizzy-fan og har altid beundret Tim Christensen. Den aften, vi mødtes første gang, klikkede vi med det samme. Vi drak os fulde, snakkede om kvinder og musik og havde en fed aften.

Og det blev ikke ved snakken. Tim Christensen sled i det med nogle tekster og tog kontakt til Mads Langer for inspiration. Mads kom som kaldet, der kom pizza og champagne på bordet, tingene udviklede sig, og pludselig havde de lavet en helt ny sang. Titlen er Say No More (i øvrigt et nummer, som tv-producenterne ønskede som første single til X Factor-vinder Martin, hvilket blev blankt afvist af komponisterne). En fin duet, som klingede flot på Jazzhouse, og som nu er at finde på Mads Langers nye album.

– Det er superfint at arbejde med Tim. Han er med tiden blevet en af mine nærmeste venner og er på mange måder blevet den storebror, jeg aldrig har haft.

Mads og Tim får rig lejlighed til at pleje såvel deres venskab som den fælles passion for musik. Mads Langer giver den nemlig som support på Tim Christensens Danmarksturné, der har premiere 5. februar på Godset i Kolding.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA