PowerSolo - Skind og ben og blodbrødre

De hårdtarbejdende Jeppesen-brødre, Kim og Bo, har efter sidste års afstikker med Kim And The Cinders sadlet op til en ny omgang hæsblæsende donkey punk

De hårdtarbejdende Jeppesen-brødre, Kim og Bo, har efter sidste års afstikker med Kim And The Cinders sadlet op til en ny omgang hæsblæsende donkey punk. BloodSkinBones er titlen på PowerSolos fjerde album, og vi tog en snak med hovedaktørerne og deres mor.

I ren fysisk volumen gør Kim og Bo ikke meget væsen af sig, men deres både fandenivoldske og fængende musik er svær at overse. Det er der som sådan heller ingen grund til. Det skulle da lige være, hvis man var et surt eller bittert menneske, for den slags forstår sgu alligevel ikke PowerSolos musik, som storebror Kim forklarer. Musikken er lavet for, at folk skal have det sjovt, og som lillebror Bo pointerer, er tilfredse kunder dem, der smiler.

Det nye album er det tredje med Jens Søndergaard på trommer, men kort efter færdiggørelsen af pladen blev trioen reduceret til en duo. Kims umiddelbare forklaring lyder på, at Jens simpelthen ikke gad spille trommer i bandet længere, men uddyber så:

- Der var vigtigere ting i hans liv end at fare rundt med os 140 dage om året. Man spørger tit sig selv, om man kan få det hele til at hænge sammen, og dér har han så bare fundet et nyt svar.

De to brødre pointerer, at bruddet er sket som venner, og at de ikke ser Jens' beslutning som følge af, at han måske havde svært ved at passe ind i et band med to sammentømrede brødre.

Musikhistorisk set kan kombinationen af to brødre være noget af en farlig cocktail, se bare på Ray og Dave Davies fra The Kinks eller Gallagher-brødrene fra Oasis, der næsten har været lige så kendte for uoverensstemmelser og skærmydsler som for musikken. Sådan er det dog ikke i PowerSolos tilfælde. Faktisk har de to brødre svært ved at huske, hvornår de sidst har haft et stort skænderi, hvis der da overhovedet har været et.

- Du skulle have interviewet mig, dengang jeg spillede i Godless Wicked Creeps sammen med vores mellemste bror Lars, fortæller Kim grinende, så havde jeg haft masser af historier at fortælle. Det er ikke fordi, Bo og jeg ikke er uenige og kan diskutere. Men vi har ikke rigtig nogen grund til at skændes, for rollerne er temmelig definerede.

Til spørgsmålet om, hvordan de så er fordelt, lyder svaret 50/50. Dette gælder dog ikke i interviewsituationer, hvor Bo nok nærmere har 20 procent at skulle have sagt, men sådan er yngre søskendes lod sikkert bare. Det er dog ikke, fordi brødrene ikke taler sammen, for det sker flere gange om ugen via telefon, og Bo er også tit forbi og lege med eller passe Kims to børn.

Hug til pylrerøve...
Flere og flere i musikbranchen er begyndt at beklage sig over, hvor få penge der er, og hvor hårdt man skal arbejde for at få en del af den svindende kage. Men selvom PowerSolo aldrig har solgt stinkende mange plader, går man galt i byen, hvis man forventer, at de også vil beklage sig. For Bo mener slet og ret, at dem, der beklager sig, er dem, der ikke arbejder nok, og Kim uddyber:

– Der er rigtig mange pylrerøve derude, og mange af dem er dem, der står og modtager priser. Der er selvfølgelig nogle få, der har lært lektien og kender jobbet, men de fleste sidder og tuder. Vi har også prøvet at være dér, hvor der var flere, der syntes, det var spændende, det, vi lavede, men det vender, og pludselig er det hele ikke så let længere. Men jeg synes, det er rart at vende tilbage til det skrabede og finde balancen igen. Man sparer lidt dér, hvor man kan, og yder lidt ekstra, hvor man skal. På et tidspunkt finder man ud af, at man ikke har brug for en manager, der tager 25 procent. Vi kender varen bedre og sælger den derfor bedre selv.

Kim og Bo kan ikke selv give svar på, hvordan deres succesparametre eller realistiske mål for PowerSolo ser ud. Men som de påpeger, lever de af deres musik uden at være en del af mainstreamen, og det i sig selv har været et stort mål for dem. Kim uddyber: - Vi vil selvfølgelig gerne, at det gik så godt, at vi skulle arbejde knap så meget, så vi kunne være mere hjemme. Og det ville da heller ikke være skidt, hvis vi kunne lægge lidt til side til en pension, for socialhjælp er noget, vi helt har fraskrevet os.

... og til Carpark North
Afslutningsvis i interviewet bliver der fisket en udtalelse fra Børsen frem, hvor Carpark North-bassisten Søren Balsner kommer med en spids hentydning til PowerSolo, der for år tilbage fik deres sang Kat Nazer med i en reklamefilm for Knorr-suppe. Balsners udtalelse lyder: "Vi er født i mediekonvergensens tid, fordi vi debuterede med soundtracket til filmen Midsommer, så det er let at føle i maven, hvilke samarbejder der er rigtige og forkerte i forhold til bandet og brandet Carpark North. Det er sejt at have et action-nummer med i et computerspil, men ikke i en reklame for Knorr-suppe."

- Jamen, lad mig fortælle en historie, siger Kim smilende og igangsætter: - PowerSolo og Carpark North var engang blevet hyret til at spille på en af de dér DFDS-både til Norge. Vi fik 35 spir (tusind, red.) for at spille 45 minutter på sådan en lille scene, hvor der plejer at være et polsk danseorkester. Men Jens kunne ikke den dag, så jeg overtalte DFDS til, at Bo og jeg skulle spille et sæt som The Railthin Brothers. Det gjorde vi så og spillede et vildt trashet show for de dér 25 mennesker, der havde været dumme nok til at hoppe på det cruise. Dagen efter på tilbageturen skulle Carpark North så spille, og de havde fyldt hele det her polske diskotek med hvide synthesizere, og der stod de så i deres hvide tøj og hvide slips og havde en stor blæsemaskine med, der skulle blæse deres hår til venstre. Og der sad deres askegrå kærester, som lignede noget, der var blevet knaldet i røven fem år i træk så og så på ved siden af skaldyrsbordet. Da bandet gik på med den dér (nynner introen til Transparent & Glasslike), blev jeg simpelthen fyldt med følelsen af ubehag. Jeg blev simpelthen syg lige så pludselig som lyn fra en klar himmel og stormede ud på lokummet og kastede skaldyrssalat op i lårfede stråler.

- På det tidspunkt ville en Knorr i koppen have gjort underværker. Det var ikke noget fucking computerspil eller computerspilsmusik, jeg havde brug for dér. Man ville kunne overleve på en Knorr i koppen et par døgn, det kunne man sgu ikke på et computerspil. Og du skal fandeme ikke fortælle mig, at de fucking fæhoveder er så gode til at lave mad, at de aldrig har brug en Knorr-bouillonterning, og du skal heller ikke bilde mig ind, at de, mens de har siddet som fattige synthesizer-studerende, aldrig har taget en kop Knorr-suppe.

Mor Jeppesen
Det er med strenge dessiner om ikke at ringe, mens der er herrehåndbold-VM i fjernsynet, at sønnerne udleverer telefonnummeret på deres mor. Det er da heller ikke på et tidspunkt, hvor tv-freden forstyrres, at den 57-årige Inger Jeppesen fortæller om sønnerne:

Hvordan var Kim og Bo som børn?
- Kim var sådan én med krudt bagi, og der har altid været meget gøgl i ham. Da vi boede i Tunesien, havde vi venner med mange forskellige nationaliteter, og han har altid været god til at efterligne sprog, så han kunne lave fis med at tale arabisk med italiensk eller hollandsk accent. Bo, som altid blev kaldt Arnold, har altid været den lille glade dreng, der altid var positiv. Meget åben for alting, så han er gået glat og nemt igennem tilværelsen. Og han er også blevet mere rolig her på sine voksne dage.

Kan du huske, hvornår de begyndte at vise interesse for at spille musik?
- Det var faktisk ret sent, måske fordi vi rejste så meget rundt. Da vi kom til Glyngøre, kom Bo i Glyngøre skole, jeg tror, det var i 1991. En dag var der så en skolefest, hvor alle ungerne kom med det legetøj, de ikke skulle bruge, og mødrene bagte kage og så videre. Der fandt Bo så en gammel akustisk guitar til 50 kroner, han måtte han bare eje, og hans far hjalp ham med at pudse den op og gøre den fin. Han lånte så en guitarundervisningsbog på biblioteket, for nu ville han lære at spille guitar. Kort tid efter kom Kim hjem med en kontrabas, og siden har det været musikken, der var deres interesse.

Kan du huske, hvilken musik de kunne lide, da de var børn?
- Ja, der var jo ikke så meget at vælge mellem i Tunesien, så det var mest arabisk popmusik og Michael Jackson. Men jeg kan huske, at deres godnatsang altid var Oles Nye Autobil.

Hvad synes du egentlig om deres egen musik?
- Jeg kan faktisk godt lide deres musik nu. Kim og (den mellemste bror) Lars havde jo Godless Wicked Creeps i starten, og det var jeg ikke vild med, det var simpelthen for vildt. Men jeg kan godt lide det, de nu laver, selvom det, der er virkelig hurtigt og råbende, måske ikke lige helt er min stil.