Röyksopp – Ingen musikalsk masturbation eller forceret naivitet

GAFFA har mødt elektroduoen i hjembyen Bergen til en snak om sørgmodighed, sund nysgerrighed og kannibalfilm.

Röyksopp har store ambitioner med deres nye album, Junior. Ikke alene skal førstesinglen udrydde depression på et globalt plan, men albummet skal i samarbejde med den kommende opfølger, der allerede er i støbeskeen, vise vidt forskellige sider af den elektroniske musik. GAFFA har mødt duoen i hjembyen Bergen til en snak om sørgmodighed, sund nysgerrighed og kannibalfilm.

Det er koldt i Bergen. Luften er frostklar, og de omkringliggende fjelde er dækket af sne, men på en hyggelig lille afsidesliggende café er der masser af skoldhed og kulsort kaffe på kanden. Foran Deres udsendte sidder Röyksopp i form af de to sympatiske nordmænd Thorbjørn Brundtland og Svein Berge klar til at fortælle om dette og hint. Et naturligt sted at starte er med duoens nye plade Junior, der følger op på den meget roste The Understanding fra 2005.

Thorbjørn: – Junior er en meget energisk plade. Måske endda mere energisk end vores tidligere albums, og hvis man snakker om elektronisk musik, er denne her plade virkelig noget særligt. Med fare for at lyde arrogant synes jeg ikke, at den lyder som noget andet, jeg har hørt. Vi synes selv, den er meget original, og det er derfor, den har taget os så lang tid at lave.

Svein: – Her er vi også lige nødt til at indskyde, at vi sideløbende med arbejdet på Junior også har arbejdet på en efterfølger, der får titlen Senior. De to plader kommer til at høre sammen, så det kan også være en af årsagerne til, at der er gået så lang tid mellem The Understanding og det nye album, der en meget udadvendt, direkte og let tilgængelig plade. Den søger ud over det elektroniske publikum, og det gør vi også som musikere.

Enden på global depression

Thorbjörn og Svein har udtalt, at formålet med singlen Happy Up There er at gøre en ende på den globale depression, og de to er ikke i tvivl om, hvilke af nummerets kvaliteter, der kunne have den effekt.

Thorbjørn: – Sangen har en del af den ubekymrethed, som mange mennesker mangler i deres tilværelse. I store doser er det selvfølgelig farligt ikke at være bekymret, men hvis der slet ikke er en smule af den følelse til stede, er det utroligt deprimerende. Vi vil gerne fremkalde følelsen af at være glad uden noget speciel grund. Den fornemmelse man får, når man vågner op om morgenen og bare ved, at det bliver en fantastisk dag.

Hvad gør I selv for at få det bedre, når I er deprimerede?

Svein: – Jeg har to forskellige taktikker til at håndtere det på. Den ene er at dyrke sørgmodigheden ved at lytte til trist musik og blive inden døre uden andet selskab end mig selv. På den måde prøver jeg at få alt det ud af den følelse, som man kan. Den anden måde er det helt modsatte, hvor man går ud og er sammen med venner og prøver at vende følelsen om ved for eksempel at høre glad musik.

Nysgerrighed og filmmusik

Siden succesen med debuten Melody AM fra 2001 har Röyksopps musik udviklet sig i forskellige retninger, hvor stadig flere virkemidler prøves af. Opskriften på denne udvikling er ganske simpel ifølge Thorbjørn, der forklarer, at det er lykkedes de to at blive ved med både at lade sig overraske og udfordre sig selv og hinanden i de ting, de gør.

Thorbjørn: – Det er en måde at holde det hele friskt på. Det lyder meget klichéagtigt, men vi er blevet ved med at udforske, de ting, vi er kommet i nærheden af.

Svein: – Nysgerrighed er generelt en meget stor drivkraft for os, og sådan har de fleste det sikkert. I bund og grund er det jo derfor, man står ud af sengen om morgenen. For at se, hvad der sker. Det er derfor, man får sit første kys og drikker sig i hegnet for første gang: fordi man er nysgerrig. Sådan har vi det med vores musik, og det er også derfor, vi sang så meget på The Understanding. Fordi vi ikke havde gjort det før og ville se, hvad der kom ud af det. Af samme grund afprøver vi også Junior-Senior-konceptet, fordi vi ikke har prøvet at lave to sammenhængende album på den måde før.

Thorbjørn: – Så længe vi kan fortsætte med at nære vores musikalske nysgerrighed, skal vi nok klare os, men hvis vi bliver trætte af det på et tidspunkt, må vi lede efter nye udtryksformer. Måske dans eller teater.

Har I overvejet at lave musik til film?

Thorbjørn: – Vi er blevet spurgt af flere forskellige filmfolk, men indtil videre har vi takket nej, fordi det let kunne gå hen og blive en frustrerende oplevelse.

Svein: – Så skulle det være ligesom med Lynch og Badalamenti (David og Angelo, red.), hvor der er en indforståethed mellem instruktør og komponist og en gensidig tillid.

Thorbjørn: – Der er mange regler forbundet med at lave film og filmmusik, og det appellerer ikke rigtigt til os.

Svein: – Det skulle helt sikkert være en film, der bryder med de traditionelle udtryksformer. Da vi var 12-13 år, så vi en horrorfilm ved navn Parents, der handlede om et forældrepar, som var kannibaler, hvilket de prøvede at skjule for deres søn. Den foregik i 1950'ernes USA, og baggrundsmusikken var glad 50'er swing. Det gjorde filmen til en meget speciel oplevelse og brød med traditionen.

Anneli, Lykke, Robyn og Karin

På Junior optræder prominente navne som Lykke Li, Robyn, Anneli Drecker og Karin Dreijer Andersson, der alle giver vokale bidrag. Årsagen til, at det blev netop de fire, er selvsagt deres stemmer, forklarer Thorbjørn og indskyder, at stemmer her også skal forstås som deres personlige musikalske udtryk.

Thorbjørn: – Vi har tidligere arbejdet med Anneli på nummeret Sparks (fra Melody AM, red.), og hun har været med os på scenen flere gange. Hendes stemme har en nærmest kølig sødme over sig, og hun er utrolig dygtig rent teknisk. Det er altid forfriskende at se en skandinavisk sangerinde, der ikke forsøger at efterstræbe lyden af en sort soul-sangerinde.

Svein: – Hvis man ser programmer som American Idol og X-Factor, så er det sådan, alle de unge piger forsøger at lyde. Det er selvfølgelig imponerende, når det lykkes dem, men det er ikke noget, vi bryder os om.

Thorbjørn: – Man kan sagtens være en dygtig musiker uden at behøve at dyrke den form for musikalsk masturbation, som visse kunstnere fremviser ved at fokusere på det tekniske. På den anden side er det også til at få kvalme over den forcerede naivitet, der er meget fremme for tiden. Hvor det handler om at bruge simple lyde og få det til at lyde umiddelbart og uigennemtænkt, selvom der i virkeligheden ligger store overvejelser bag.

– Lykke opdagede vi via de numre, hun havde lagt ud på nettet, og vi forelskede os ret hurtigt i både hendes musik og hendes stemme. Hun har en helt speciel måde at synge på. Hun er ligeglad med udtalen af ordene, benytter sig meget af korte toner og bruger nogle gange sin stemme, som man ville bruge perkussion.

Svein: – Hun hvisker nærmest nogle gange og sluger ordene, når hun synger, og det synes vi er enormt fedt. Det er, som om, hun forsøger at skjule noget for lytteren.

Thorbjørn: – Robyn kunne sikkert skrive en instruktionsmanual om, hvordan man tager kontrollen over sin egen karriere. Det er meget imponerende, at hun har løsrevet sig fra det Max Martin-producerede pop-act, som nogle prøvede at gøre hende til, og at hun selv har skabt noget, som er langt mere interessant. Det er der mange, der kunne lære noget af. Hendes stemme har vi altid holdt meget af, den er utroligt lækker.

– Karin Dreijer arbejdede vi med på The Understanding, og vi er begge to fans af The Knife. Både af deres musik og også måden, de fremstiller sig selv på. De indeholder lige dele humor og seriøsitet, hvilket appellerer meget til os. Hendes stemme er meget speciel og helt fantastisk. Det er bare utrolig fedt, at hun var med på at lave nye sange sammen med os. Vi er meget taknemmelige for, at de fire meget stærke musikalske personligheder har villet arbejde sammen med os.

Lykke Li om Röyksopp:

Kort tid efter, Lykke Li havde indspillet sine vokale bidrag til, hvad der skulle blive til Junior, mødte GAFFA hende på den hollandske EuroSonic-festival. Her havde hun følgende at sige om sit rendezvous med Thorbjørn og Svein:

– Röyksopp inviterede mig til at komme og synge på to tracks, hvilket jeg selvfølgelig er beæret over. Jeg ved ikke, om de ender med at bruge mine vokaler. De er nogle meget hemmelighedsfulde fyre. De arbejder i deres helt egen verden.