Bonnie "Prince" Billy – Ener i musikalsk rollespil

Den 38-årige original Will Oldham er igen pladeaktuel. Albumtitlen er Beware, og det er hans mest højre- og venstrehånds-koordinerede udgivelse til dato.

Bonnie Prince Billy 2009

Han er sgu en spøjs mand, ham Will Oldham. Han regnes som en af vor tids største og mest produktive sangskrivere inden for den alternative country. Han er omgivet af en mystik, der kun hjælpes på vej af hans generelle modvilje mod interviews. Han er en sky arbejdshest med modsætningerne Johnny Cash og R. Kelly på samarbejdslisten. Som han sidder der foran mig, ligner han en mand, man ville være træt af boede alt for tæt på en børnehave. Håret og skægget er utæmmet og krøllet. Det samme er de forvaskede hvide bukser og skjorten. Han har tre små guldringe i venstre øre og en fleur-de-lis tatoveret på sit venstre håndled. Når man har stillet ham et spørgsmål, tænker han længe og nøje over svaret, alt imens han sagte kniber øjnene sammen og stirrer på en, så man mere har lyst til at undskylde end at høre svaret. Ikke desto mindre tog vi os en snak med den mildest talt originale sanger.

Jeg har lige læst, at Karl Lagerfeld har sagt, at hele bling-bling-kulturen er på vej til at uddø på grund af den økonomiske krise, og at den nye trend bliver beskedenhed - hvilket i teorien kan betyde, at modeverdenen begynder at klæde sig ligesom dig. Er det en skræmmende tanke?

(Bonnie giver et lille opstemt hyl fra sig). – Wauv, det ville da være fantastisk. Det ville da være fantastisk at blive inviteret til fester hos Karl Lagerfeld. Jeg tror, han holder nogle gode fester.

Du laver ikke mange interviews. Er det, fordi du er bange for, at den slags vil føre dig tættere på mainstream-kulturen?

– Jeg tror, det er, fordi jeg hellere vil arbejde med at lave musik i stedet for at snakke om musikken. Det kræver meget hjernekapacitet at tale om musik. Nu har jeg lavet interviews i ti dage, og jeg føler mig virkelig langt væk fra musikken. Det er næsten som en skilsmisse. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før jeg igen føler mig klar til at leve og skrive musik på grund af det her.

Måske er det ligesom jetlag, og du bare har brug for at få sovet igennem?

– Ja, men jeg bryder mig ikke om at sove længe.

Ville du foretrække, at der var mere mystik i musikkens verden? For nutidens kultur dikterer jo, at vi er nødt til at vide alt om dem, der optræder for os.

– Det ville jeg nok, og jeg ved for eksempel ikke særlig meget om de musikere, jeg godt kan lide. Måske er det netop derfor, jeg godt kan lide dem. Det vil nok være bedst at holde sig selv gemt af vejen, så musikken ikke bliver forstyrret af lytterens viden om sangeren. Jeg har i mange år være skræmt for at lave interviews, for jeg bryder mig ikke om tanken om, at folk kigger på mig, når deres fokus burde være på musikken.

Jeg har læst dig citeret for at sige, at dit nye album Beware er dit mest ambitiøse musikalske projekt til dato, kan du uddybe det?

– Det, du har læst, er rent faktisk skrevet af en af mine venner fra pladeselskabet Drag City. Han syntes selv, det var sjovt, men jeg så først pressemeddelelsen, efter at de havde sendt den ud, så jeg var nødt til at forklare pladeselskabet, at sådan en udtalelse bare ville give mig et forklaringsproblem. Så nu har jeg det ændret det til, at det er mit mest "ambidextrous" album, hvilket er evnen til at bruge begge hænder lige godt. Det giver absolut ingen mening, men det gjorde det heller ikke at kalde albummet det mest ambitiøse.

Cash vs. Kelly

Du har arbejdet sammen med blandt andre Johnny Cash og R. Kelly (se mini-bio). Er der fællestræk ved de to?

– Der er et stort og åbenlyst fællestræk i det, at de er/var fuldt ud dedikerede til deres musik, og at de begge har vist offentligheden, at de bestemt ikke er ufejlbarlige. Det er nemmere at snakke om Johnny Cashs musik, da vi har set alt, hvad han har præsteret. R. Kelly er stadig aktiv, og ikke engang han selv ved, hvad næste kapitel er. Begge har brugt deres svagheder og nederlag som inspiration i deres musik. De har vist indsigt i deres fejl og været undskyldende, men de har aldrig skammet sig over, hvem de er.

Hvad kan du huske fra dit samarbejde med Johnny Cash?

– Det var kun fem-seks timer, vi arbejdede sammen, men jeg satte min hjerne i hyper-optage-tilstand, så jeg ville kunne huske det hele. Men jeg kan i særdeleshed huske, hvordan han var en drøm, der blev virkeliggjort for mig. Selvom hans krop led under den livsførelse, han havde ført, så virkede det, som om det var det hele værd. Han udstrålede en erfaring, som jeg satte stor pris på, og som man meget sjældent oplever. Det var livsbekræftende at opleve, at mænd som ham ikke kun findes i fantasien.

Og hvad med samarbejdet med R. Kelly?

– Jeg havde kun en meget lille rolle i filmen (Trapped In The Closet, red.), men jeg fik mulighed for at øve scenen og spise en stor middag med hele holdet hjemme hos ham. Jeg fik desværre kun mulighed for at snakke lidt med ham, men jeg tror, det kunne være interessant at snakke om musik med ham. Jeg tror dog, at hans musikalske perspektiv er fokuseret på r&b og hiphop, så jeg ville være nødt til at nærstudere de genrer først. Han lever i sin helt egen verden, så for at møde den rigtige R. Kelly, ville man være nødt til at passe ind i den verden.

Kærlighed til musicals

Jeg satte virkelig pris på dit arbejde i filmen Old Joy. Hvad tiltrækker dig ved skuespillet?

– Det er et levn fra min barndom. Min første store kærlighed var alle de gamle MGM-musicals. Mit mål var at leve i den verden og være skuespiller. Senere skulle det vise sig, at skuespillet ikke skulle være mit talerør, men jeg har stadig en stor interesse i at spille skuespil.

Er det at benytte sig af aliasser det samme som at spille skuespil, eller er det, vi hører i dine sange, så tæt på sandheden, som vi kommer?

– Bonnie "Prince" Billy-navnet er som en rød on air-lampe i et radiostudie, hvor man går fra én virkelighed til en anden virkelighed. En virkelighed, hvor jeg kan leve i de gamle MGM-musicals. Der gælder nogle andre love i den virkelige verden, end der gør i musikkens verden. Jeg kan for eksempel køre 300 km/t i en sang, men ikke i den virkelige verden. Jeg vil ikke lade mig binde af, hvad der er muligt og sandt i den virkelige verden, når jeg laver musik.

Så det er ligesom Marshall Mathers, der kan tillade sig andre ting, når han træder i karakter som Eminem eller Slim Shady?

– Lige nøjagtigt! Og han kan synge en gammel sang med et budskab, der er fjernt fra den nuværende Marshall, uden at han dermed skal føle en konflikt, for det er jo bare en rolle. Og lytterne skal se det som rollespil.

Død og onani

Døden har været et tilbagevendende emne i mange af dine sange. Hvis du kunne bestemme, hvordan så din sidste dag på jorden så ud?

(Meget lang ventetid og første gang, Bonnie lader blikket vandre). – I går var en fin dag, i dag er en fin dag. Det eneste, jeg ikke ønsker, og det er desværre meget muligt, at det ender sådan, er, at jeg ikke er ved mine fulde fem; hvis jeg ligger som en grøntsag. Jeg vil gerne bevare min fornuft og mit greb i virkeligheden til det sidste.

Lad os slutte af med en vittighed, kan du en god en?

– Helt sikkert, jeg har lige hørt en rigtig god vittighed: En mand går til lægen for at blive undersøgt, og lægen siger: "For det første er du nødt til at stoppe med at onanere." Manden svarer "hvorfor?" "Fordi jeg er ved at undersøge dig!" Så er det din tur til at fortælle én:

Okay, jeg kender en lidt i samme boldgade. Hvad får man, hvis man propper en baby ind i en mikrobølgeovn?

– Det ved jeg ikke.

Erektion.

Oldham griner hjerteligt, næsten perverst, og gør sig klar til næste frygtindgydende interview.


Mini-bio:

William Oldham, født 24. december 1970 i Louisville, Kentucky. Har udsendt et utal af plader under navne som Palace Brothers, Palace Songs, Palace Music og Palace, men er bedst kendt som Bonnie "Prince" Billy. Oldham har gennem årene arbejdet sammen med navne som Matt Sweeney, Tortoise og Björk. På Johnny Cashs American III-album fortolker countrylegenden Oldhams I See A Darkness med Oldham selv på kor. Som skuespiller har Oldham medvirket i blandt andet Kelly Reichardts Old Joy, Harmony Korines Julien Donkey-Boy og R. Kellys hip-hopera Trapped In The Closet. Nye lyttere kan passende starte med pladerne I See A Darkness, Sings Greatest Palace Music og den nye Beware.

Oldham på nettet:

Live-optagelse fra København af sangen I See A Darkness:
http://tinyurl.com/2jd53l

Musikvideoen til singlen Cursed Sleep:
http://tinyurl.com/y9s48e

Alternativ video til Kanye Wests Can't Tell Me Nothing med komikeren Zach Galifianakis og Will Oldham i hovedrollerne:
http://tinyurl.com/ytjwh4

Traileren til filmen Old Joy:
http://tinyurl.com/b5lu54

Afsnit 15 af R. Kellys Trapped In The Closet, hvor Oldham dukker op i en birolle 4:55 inde i klippet:
http://tinyurl.com/cd98cu