Pop Revo opgraderer
Den alternative Århus-festival har fået vokseværk og finder i Århus sted på VoxHall med blandt andre Gang Gang Dance, Television Personalities og The Bear Quartet
Den århusianske Pop Revo-festival rykkede i 2006 til Pakhuset efter to gange at være blevet afviklet i Muskcaféen, og i år opgraderes der endnu en gang, når festivalen finder sted i VoxHall 1. og 2. maj. Her vil man kunne opleve navne som Gang Gang Dance (billedet), Television Personalities og Sunset Rubdown samt de to kultfænomener Casiotone For The Painfully Alone og The Bear Quartet oven i danske navne som Lily Electric og Choir Of Young Believers.
Arrangørerne beskriver programmet som deres bedste til dato, men der er tydeligvis særligt høje forventninger til koncerten med svenske The Bear Quartet, der har været på ønskesedlen siden den første festival i 2004. Trods en særdeles høj frekvens af udgivelser spiller gruppen nemlig sjældent koncerter, og derfor er det ifølge Nikolaj Thorenfeldt fra Pop Revo også svært at sige, hvad man kan forvente sig.
– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er meget spændte på, hvad The Bear Quartet finder på. Det kan blive et støjinferno på halvanden time eller en ren og skær greatest hits-koncert fra deres imponerende bagkatalog.
Dermed passer den svenske gruppe fint ind i festivalens målsætning om at præsentere unikke bands, der normalt ikke får meget opmærksomhed herhjemme.
– Det er måske en kliché, eller måske lyder det banalt, men Pop Revo har siden 2004 handlet om kærlighed. Til musik, dens organismer, den måde, man deler musikalske oplevelser på og samles omkring det. Sidste år skrev jeg i vores blog, at selv hvis vi et år fik Led Zeppelin på plakaten, så er det mindst lige så vigtigt med decideret oversete bands som The Bear Quartet på programmet. Det er vores trademark og det, vi kan – at præsentere den uslebne diamant i en sammenhæng, hvor kunsten har de ultimative rammer, og en form for retfærdighed indtræffer.
Rammen er i år som nævnt spillestedet VoxHall, hvor de nævnte navne med flere kan opleves i dagene 1.-2. maj.
Læs mere på poprevo.dk
Køb billetter på GAFFA Billet – der er både endags- og todagesbilletter.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.