Depeche Mode – Kampen om universet

Depeche Mode er tilbage i kampen med deres 12. album "Sounds Of The Universe". De tre venner har været sammen i snart 30 år. GAFFA mødte en skarp Dave Gahan i London.

Depeche Mode

"Jeg har købt nyt bælte!", udbryder jeg nærmest overvældende optimistisk og komplet uden for kontekst.

Det skal vise sig at være en fatal start på mit interview. Jeg er sendt til London for at interviewe én af de sidste tre dekaders største og nulevende frontfigurer, Dave Gahan. En drabeligt cool sanger, som stadig står skarp som et øksehug (Gahan fylder 47 år den 9. maj). Loyalt og uden for mange eskapader (ud over at være erklæret klinisk død i to minutter efter en overdosis i 1996!) har han stået i front for Depeche Mode siden 80'erne. Et epokeskabende band, der har solgt over 100 millioner plader verdensomspændende. Jeg har fulgt dem siden Love In Itself-singlen fra 1983 og har overtalt GAFFA-redaktøren til, at jeg skal lave interviewet med mit gamle idol. Men journalistens rolle er jo at være næsten usynlig i interviewet, blot en nysgerrig mikrofonholder, diktafon-bæreren, den spørgende, og alligevel starter jeg med at fortælle, at jeg har købt et nyt turkisfarvet bælte i London...

Gahan er klædt helt i sort, sort hår, sort tøj (selvfølgelig), endskønt et smilende, stadig drenget ansigt. Benene over kors, ringe på fingrene, armene i skødet, afventende.  På bordet ligger "tea and biscuits", som også har været røgslør-titlen på det hemmelige nye DM-album, journalisterne har fået i stream-format to måneder før udgivelse. Te og kiks serverer de nemlig på nærmest aristokratisk vis her på det gamle klassisk-engelske Brown's Hotel, Albemarle Street, hvor vi er til stede. Vi sidder på et nydeligt hotelværelse. Gahan er tynd som en s/h hertug, og hans cigarillos ligger uberørt på bordet foran ham.  Han tager ordet efter den lidt mærkværdige sætning om bæltet og anfører, nærmest snapper efter mig:

- Godt for dig. Kom i gang med interviewet.

Av. Senere i interviewet skal det nu vise sig, hvorfor han er så forbandet cool. Og at han endda udviser overskud på fornemmeste vis.

Sort humor
"Sounds Of The Universe" er lyden af Depeche Mode tilbage i rollen som de aldrende elektro-legender, ingen kan komme udenom. Denne gang er det en hjemkomst til en lidt fortidig sound, da bandet i studiet har brugt en masse vintage-udstyr, blandt andet analoge synthesizers og trommemaskiner, som hoved-sangskriver Martin Lee Gore har købt via eBay. På bandets hjemmeside har man ugentligt kunnet se diverse web-klip (filmet af bandets tredje medlem Andrew Fletcher), hvor de fjoller rundt med gammelt gear, og hvor det rent faktisk ser ud som om, at de har haft det sjovt i studiet. Hvilket er meget ulig fortiden.

- Ja, der var helt klart en stor portion humor med i arbejdet denne gang. Det var sjovt at lave denne her plade. Meget af det skyldes jo det hold, som du omgiver dig med. Vi havde igen valgt Ben Hillier (Blur, Doves, Natalie Imbruglia med flere), som også producerede Playing The Angel (2005). Jeg vil sige, at der var rigtig meget sort humor involveret i produktionen af denne plade. Og det kan man også høre i sangene.

Men der har altid optrådt masser af sort humor i Depeche Modes musik.

- Det er rigtigt. Det er bare ikke alle, der har opdaget det, selv om det for os har været eksplicit. Den underliggende side af den menneskelige tilstand, som nogle gange er meget smertefuld, den er samtidig meget komisk. På præcis det punkt minder Marty (Martin Gore) og min personlighed om hinandens. Vi vælger helt sikkert den komplicerede vej i livet for at nå, hvor vi gerne vil hen. Det er ikke en nem tur, og ... der bli'r taget gidsler undervejs! Ha ha.

Martin, Andrew og Dave har kendt hinanden i mere end 30 år. De har indspillet musik sammen siden debuten "Speak & Spell" i 1981.

- Vores indbyrdes forhold er som brødre. Vi har været inde og ude af hinandens liv i snart 30 år, og det er et af de mest langtidsholdbare venskaber, jeg har haft. Nogle gange kører det bare, og andre gange er det mere: "hey, get the fuck away from me!" griner Gahan og laver en armbevægelse, der markerer en tydelig afstandstagen. - Jeg har to brødre, så jeg ved præcis, hvad det betyder.

Hvordan ville dine tanker være, hvis nogen fortalte dig dengang, at du skulle være sammen med disse fyre i de næste 30 år?

- Rædsom tanke! Ha ha! Men jeg finder det også nødvendigt for dette bands overlevelse, at når vi er færdige med en plade og turné, så går vi hver vores vej og kommer videre med vores personlige liv. For eksempel har jeg i de sidste par år været involveret i mine egne soloudgivelser, og det har virkelig givet mig et nyt positivt syn på Depeche Mode. Da jeg lavede "Paper Monsters" (2003), var der en del af mig, der ikke havde lyst til at fortsætte i Depeche Mode.  Jeg nød virkelig at skrive, indspille og turnere med mine egne sange. Men det gav mig samtidig en styrke til at gå tilbage til Depeche og sige: "Okay, vi skal gøre det her anderledes." Det lykkedes så også, selvom Marty (Gore) var lidt usikker på, om jeg overhovedet kunne skrive sange til Depeche Mode-universet, fortæller Gahan og griner igen. - Han var især usikker på, hvordan vores fans ville modtage det. Men Marty har altid sagt, at han skrev sange til sig selv, og nu begyndte han at bekymre sig om, hvad andre syntes ... det er et farligt sted! Jeg blev dog hurtigt klar over, at det kun var et røgslør fra Marty, der var nervøs for, om jeg skulle stampe på hans grund, men det var aldrig min hensigt.

Pinligt ædru
Det så i lang tid ud som om, at Depeche Mode havde opgivet kampen, men produceren Ben Hillier var redningen, der kom ind udefra, uden agenda og uden interesse i bandets fortid. Han fik Martin og Gahan på talefod igen.

- Til den nye plade havde vi hver især skrevet cirka 20 sange. Inden indspilningen satte vi os ned med Ben og sorterede fra. Jeg endte med at få tre sange med på pladen, fordi Marty havde skrevet nogle brillante sange. Og det giver jeg ham fuld kredit for. Måske grundet mine to soloplader har det skubbet lidt til hans arbejdsindsats, gnægger Dave.

- Arbejdet foregik meget mere naturligt denne gang; der var ingen kamp, og det var ikke et spørgsmål om mine eller Martys sange. Han var især meget støttende omkring mine bidrag. Det skete eksempelvis ikke på "Playing The Angel". Jeg husker de sidste dage under optagelsen af den plade, hvor Martin var meget, meget fuld, og det var besværligt at få ham til noget som helst. Jeg var pinligt ædru (Gahan har været ædru og stoffri siden 1996, red.) og brød mig slet ikke om det. Men til indspilningen af "Sounds Of The Universe" var vi begge meget mere forberedte. Og så var det fedt at arbejde hjemme. Jeg bor i New York, og vi brugte rigtig meget tid dér.  Noget af tiden i Santa Barbara, hvor Marty bor. Andy måtte komme på visit, da han bor i London.

Hvad laver Andy egentlig på pladen? Jeg har læst, at han spiller synth-bas på denne plade, men..

- På denne plade? Jeg tror ikke, at han har indspillet en eneste tone på denne plade.

Har det altid været sådan?

- Ja, men han bidrager med meget andet, som gør, at vi alle tre er Depeche Mode. Han er til stede hele tiden, han er involveret i produktionen, men i forhold til at bidrage med noget musikalsk, det er ikke tilfældet. Han spiller selvfølgelig med, når vi optræder live.
Depeche Modes verdensturne, deres største stadion-tour, starter den 10. maj i Tel Aviv, Israel, og kommer til København, Parken den 30. juni. Interviewet er slut. Jeg rejser mig. Gahan ønsker mig god retur-rejse, og da jeg rejser mig fra sofaen, blottes mit bælte:

- Fint bælte, griner han og viser netop det overskud, som en cool sanger må indeholde. De 20 minutter i audiens er slut. En ny journalist bliver lukket ind på hotelværelset. Sådan har det været hele dagen i London fra klokken 9 til klokken 18. Og den arbejds-agenda har kørt stramt i en måned uafbrudt. Det er business as usual. Det bekræfter på alle måder, hvilket stort firma Depeche Mode er. No time for bullshit.

Outro: Dengang i Randers
Depeche Mode var to uger i Randers i 1987.

- Dengang var vi meget mere en bande, en sammentømret flok, end hvordan vi er sammen nu. Dengang boede vi sammen, spiste sammen ... vi gjorde alting sammen, tænker Gahan tilbage.

- Vi brugte rigtig meget tid i den by, og det var et virkelig, virkelig fedt studie, hvor vi fik lavet noget af vores bedste arbejde.
Det fandt sted i det danskejede Puk-studie, hvor Gahan & co. miksede albummet "Music For The Masses". Studiet er placeret lidt uden for Randers, i den lille flække Gjerlev med knap 1000 indbyggere.

- Jeg vil sige: retrospektivt var det en smule for isoleret!  Hver aften tog vi den eneste bil, vi havde, og enten jeg eller Alan (Wilder, der gik ud af gruppen i 1995, red.), som var de eneste, der havde kørekort dengang, kørte os ind til den nærmeste by (Randers, red.), og her hang vi ud på den samme bar aften efter aften.