Studiereportage: Mimas

Studiereportage: Mimas

- Vil du stadig med ud i studiet? Vi er ved at bygge et nyt, men det ligger langt ud på landet, og du kan ikke komme derud med bussen. Du kan følges med os... til Satan. Det hedder vores bandbus. Det er en oplevelse i sig selv.

Den islandskfødte forsanger i Mimas, Snævar Njáll Albertsson, var kortfattet i sin telefonbesked.

Destinationen er Hundslund, en flække syd for Århus, men studiet skulle ligge endnu længere borte på forældrenes gård Svineballe, uden for den offentlige transports rækkevidde, fik jeg at vide. Så jeg pakkede mit pas, overnatningsgear og et kamera – så var jeg ligesom forberedt på det værste og det bedste. Derude har det islandske selskab, Syrland, der på Island har produceret og mixet for kunstnere som Björk, Sigur Ros og engelske Blur, lejet sig ind i det splinternye, knapt færdigbyggede studie (Syrland kender familien gennem islandske familieforbindelser) – der i sort-hvidt bindingsværk, forårstemperaturer og aftensolen ville fremstå for som en rolig dansk idyl, hvis det da netop ikke var fordi, de islandske vendinger flyder ligeså ofte, som de danske. GAFFA besøgte Mimas under indspilningerne af deres anden plade.

Satan er et sort folkevognsrugbrød, en stor Peugeot, det femte bandmedlem, der ligesom alt andet i Mimas' univers bliver personificeret via et fængende kaldenavn. Satan er elsket og hadet. Elsket, som man elsker et familiemedlem, og hadet fordi den, som kvartetten antyder, har testet bandets tålmodighed ved at blive stjålet, bryde sammen og mangle aircondition. Lidt som Gud tester Job. Men i grunden er Satan et hyggeligt bekendtskab, som blandt andet har taget Mimas på fire engelske turnéer og en fransk turné, og til juni tager dem på en tre uger lang Europaturné.

Engelsk sigte

Mimas' debutplade, ”The Worries”, udkom i Frankrig og England i 2008, men er ikke officielt udkommet i Danmark. Det århusianske band, som har eksisteret siden 2001, lavede tidligere postrock, men har siden bearbejdet deres udtryk med hastig indierock, støj- og psychrock, råbekor og Slaraffenland-agtige-improvisationer. Bandets gennemslagskraft har imidlertid været kendetegnet af en skævvridning mellem den danske og internationale interesse. Begrænset herhjemme, men med anerkendende nik fra udlandske medier, pladeselskaber og lyttere. Men for at forstå Mimas, skal man forstå, at de først og fremmest laver deres musik, bygget på improvisationer i øvelokalet, og først bagefter finder et hjemsted og et marked for musikken.

- Ræset med de danske pladeselskaber er lidt svært, specielt på vores debutplade "The Worries", fordi de ikke vil signe et band, som ikke har et hit, der kan få airplay, på P3, forklarer forsanger og tekstforfatter Snævar.

- Det er vores egen skyld. Vi valgte for nogle år tilbage, at vi gerne ville prøve kræfter med England. At nichekulturen derovre var så stor, at vi ville kunne udgive vores musik dér, tilføjer trommeslager Lasse Dahl.

I 2005 tog bandet, dengang en kvintet med Kenn Eskildsen på keyboard – der siden er trådt ud af bandet, men er fortsat som co-producer på dette andet album – til England på en selvfinansieret turné. Siden har de taget turen derover flere gange. Nu har de kontrakt med Big Scary Monsters på den anden side, og i øvrigt med Distile i Frankrig, der også udgiver ”The Worries” i Belgien, Tyskland og Spanien.

- Fra starten har Danmark ikke været vores hovedmål. Om det påvirker os, at vi ikke får nogen anerkendelse herhjemme? Vi er bare positive og overraskede over den feedback, vi får. Vi har fået anmeldelser i Danmark, men alene i Frankrig har vi fået 13-14 anmeldelser (overvejende meget positive anmeldelser, red.), og der er en anerkendelse i, at et andet land gider at kigge på én. Det siger lidt om markedet, og hvor vi har størst potentiale, for herhjemme er subkulturen mindre, fortæller Snævar.

Pladen”

Mimas startede indspilningerne til plade nummer to i februar i år, men udgivelsesdatoen bliver formentligt først i 2010. Det til trods for, at da GAFFA besøgte studiet i Hundslund, var Snævar ved at lægge vokal på numre som ”Smom”, ”Sodapop Stalkers” og ”Le Mustache Formidable”, numre der allerede i denne uge bliver færdige. Albummet har indtil videre arbejdstitlen ”Pladen”, og mens vokalen bliver indspillet i Syrland, så er instrumenterne indspillet i øvelokalet, Århus Lydstudie og hos produceren privat.

- I vores hoveder er vi ved at lave plade nummer to. Vi må nok indrømme, at den ikke er færdig med de her sange. Vi har syv sange lagt ned, og en ottende sang, som ikke er indspillet endnu. Hvor lang skal en plade være? spørger Snævar.

- Tidsmæssigt har vi en plade, for vi har i hvert fald 35 minutter, men vi vil gerne have et produkt, som er længere end det. Otte numre er ikke nok, så efteråret må vise, hvor mange flere numre vi skal indspille, og der bliver plads til en del leg, forestiller jeg mig, siger Lasse Dahl.

Hvad er der sket siden ”The Worries”?

- Det mest markante er det, at Kenn gik ud af bandet og blev producer. Kenn følte ikke, der var plads til keyboardet i bandet, og vi er ked af, at han gik af, men det har betydet, vi har lavet musik som et rockband, fordi de instrumenter, der var tilbage var et mere klassisk rock-lineup, forklarer Snævar.

Kenn Eskildsen, den tidligere keyboardspiller, som stoppede efter indspilningerne til debutalbummet, er taget med i studiet for at følge arbejdet i sin producerrolle. Han tilføjer:

- Uden tvivl. Jeres nye materiale er mere sammenhængende, mere direkte.

Hvad betyder det rent musikalsk?

- En af de ting, der har inspireret os rigtigt meget, er nogle af de bands, vi har spillet med i England. Man kan høre nogle tendenser fra den engelske undergrundsscene. Hurtigere guitarspil, mere råbekor, skiftende vokaltempo – mere rytmisk, forklarer Snævar og bassisten Gert Hoberg.

Albummets numre udfolder sig som små historier – nogle af dem ret makabre, aparte, brutale, andre blot beskuende, med ironisk distance og eftertænksomhed.

- Der er ikke en dybere mening med pladens tekster, men sangene står alene på hvert nummer. Det er ikke tænkt en rød tråd ind i det, men det er skæve historier, der tiltrækker vores opmærksomhed, siger Snævar.

Hvordan skriver I sangene?

- Du kan ikke definere det som postrock, men det er vores fodfæste. Den improviserede jazzinspirerede følelse. Vi spiller en time eller to ud i et i øvelokalet og gemmer det, vi kan forme til et nummer. Det er meget frit. I gamle dage var det det monotone og den første følelse vi holdt fast i, men vi er blevet bedre til at skære ind til benet og har ikke lyst til at lave 16 minutter lange symfoninumre længere. Og så skriver Snævar teksterne bagefter, for det er ham, der skal synge dem, fortæller Gert Hoberg.

Familiefornemmelser

- Den måde vi laver sange på i dag, vil du ikke kunne genkende sangens første udkast til det færdige resultat. Det kunne man tidligere. For eksempel på ”Smom”, som startede ud grundlæggende anderledes, men hvor b-stykket virkede godt, og så har vi bygget den færdige version op efter det b-stykke, siger Lasse Dahl.

- Det er en meget demokratisk proces at lave sange, for vi har alle sammen meninger, og der er ikke en diktator, som skal bestemme, hvad de andre laver, fortæller Snævar Albertsson.

- Vi er en enhed. Vi snakker om tingene. Vores fælles oplevelse er, at vi er enormt glade for den kreative proces, og det betyder meget for bandet, og hvis bare én person er uden for den fornemmelse, så dropper vi det nummer før eller siden. Det er vores kamp at finde noget fælles for at få alle med, og det lykkes altid før eller siden, forklarer Gert Hoberg.

- Mimas er fire virkeligt gode venner, der har som mål at prøve og skabe noget anderledes, via det som de lærer i deres hverdag. Vi laver alting fælles, og laver vores egne T-shirts og covers. Det hele bliver gjort med et smil på læben, og det har været sjovt indtil nu. Måske kan man høre det gennem musikken, tilføjer forsangeren.

Europa-turnéer og udenlandske pladekontrakter er flotte ord for Mimas' reelle internationale gennemslagskraft. Nok har bandet fået flotte anmeldelser, men det er stadig low-budget og mere eller mindre selvfinansieret, når bandet tager ud – og sover privat hos bookere eller i bandbussen undervejs.

- Vores mål er at komme ud og spille noget musik for nogle mennesker, der gider at høre på os, og som dyrker det, vi laver. Det er vores førsteprioritet. Og at kunne gøre det så meget som muligt af vores tid. Økonomien er for at få frigivet tid og kræfter på kreativiteten, fortæller Lasse Dahl og Snævar Albertsson på skift.

- Jeg kan fandme godt lidt det, også selv om det er lowbudget. Når vi kommer til en by, så kommer vi ikke bare til et spillested og et hotel, men så kommer vi som gæster hos private, og det er så fedt at komme til byer og møde nogle af de fantastiske mennesker, som vi har mødt før, forklarer Gert Hoberg, og Snævar Albertsson tager over:

- Det er dejligt, det kan lade sig gøre. En booker skrev til os, hvilken mad han skulle lave, når vi kom næste gang. Det ville ikke være det samme, hvis vi havde et stort bookingselskab. Det bliver en form for familie rundt omkring.

Mimas' anden plade forventes at udkomme i foråret 2010.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA