Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S

Søren Solkær Starbird – Stjernefotograf

Rockfotografen fortæller om milepæle på karrierevejen

GAFFA | Af Simon Christensen
Fredag d. 29-05-2009 kl. 09:00

Sønderjyden, den 40-årige fotograf, Søren Solkær, har fundet vejen til stjernerne i mere end én forstand. Dels har han fotograferet næsten alle de store nulevende musikikoner, fra U2 over Madonna og til The White Stripes. Dels er han selv efterspurgt fotograf for de internationale musikmagasiner, og på grund af sit omfattende portfolio laver han selv udstillinger, af hvilke den seneste var Closer i Øksnehallen i København i april. GAFFA mødte Søren Solkær, der på sin vej også har fotograferet for nærværende magasin, til en snak om hans utraditionelle karrierevej.

- Én gang skulle vi til Paris, min kommende kone og jeg, for jeg havde et stort projekt med at fotografere alle de store kunstfotografer, så vi havde brugt en uge på at være nøgenmodeller for nogle, der aldrig havde fotograferet før. Det var på én eller anden højskole i Vrå, og jeg kan huske en ung gut, som egentlig var mest interesseret i at fiske, som også havde meldt sig til et af de dér fotokurser. Jeg stod nøgen, og med et lysbilledapparat projicerede han en ørred op ad mig, som han ville fotografere. Det var en temmelig ynkelig måde at tjene til bussen til Paris.

Søren Solkær er berejst, belæst og fyldt med anekdoter, små historier om bands, han har fotograferet, mennesker han har mødt. Vi bad ham udlægge fortællingen om, hvordan han overhovedet blev fotograf.

- Min baggrund er, at jeg startede på universitetet og har taget to bachelorgrader. Først i nordisk sprog og litteratur, og en bachelor i fotografi på FAMU i Prag. Det ville være en mystisk vej at gå, hvis man gerne vil fotografere, men jeg kom lidt sent i gang, husker Søren Solkær.

- FAMU var meget kunstagtigt og mere meget akademisk, hvor vi skrev opgaver og havde kunsthistorie. Tjekkiet har en gammel fototradition, så jeg havde også kemi og fysik og lærte, hvordan en linse er opbygget, og hvordan man blandede sin egen fremkalder. Ved siden af havde man sine egne kunstprojekter, og det var der, det rykkede for mig, fortsætter han.

Polo til Prag
Søren Solkær gik på FAMU fra 1993 til 1995, men inden da havde han forelsket sig i fotografiet på lange rejser til Asien. Han havde fotograferet i fem år, da han søgte ind, men på skolen fandt han hurtigt ud af, at han stadig havde meget at lære. FAMU er skolen, hvis man vil noget med kunstfotografiet, i hvert fald for håbefulde talenter i østlandene før fløjlsrevolutionen. Milos Forman har blandt andet gået på filmlinjen, og alle de store tjekkiske fotografer på fotolinjen. Søren Solkær kom ind på en international parallelklasse, men ikke kun på sine billeder.

- Der var stadig hård kamp om pladserne, og man skulle indsende en omfattende serie billeder til optagelsesprøven. Jeg sendte mine rejsebilleder fra Tibet og nogle portrætter af min lillesøster blandt andet. Jeg sendte min ansøgning til tiden, men jeg hørte aldrig fra dem. Så jeg ringede derned og fik rektor i tale kort før studiestart, og de havde ikke modtaget mine billeder. Jeg havde skrevet, at materialerne havde en værdi på 100 dollars på kuverten, så skolen skulle hente billederne på et postkontor og betale nogle penge for at få dem udleveret. De ville de ikke, for jeg var bare én eller anden ansøger. Så sagde jeg til ham: "Hvis jeg kommer med dem i morgen, vil du så se på dem?" fortæller Solkær.

På det tidspunkt var fristen overskredet med tre måneder, men Søren Solkær lånte en gammel Polo og kørte hele natten mod Prag, fandt sine billeder på et afsidesliggende postkontor, tog ind på skolen og gav dem til rektor.

- Han kiggede på billederne. Det tog højest fem minutter, og så sagde han. "Det ser fint ud, vi ses til skolestart." Vi fandt en flaske champagne i en kiosk og drak den midt på dagen ved floden i Prag (Moldau, red.). Han blev nok primært overbevist, da jeg kørte hele natten. Billederne var ikke dårlige, men hvis jeg havde været i en bunke med de 200 andre ansøgere, så var jeg nok ikke kommet ind.
Solkærs stil er præget af hans universitetsbaggrund. Litteratur- og kunsthistorie, det analytiske blik.

- I Prag har jeg været gennem kunstfotografiets historie. Vi gik på kunstudstillinger, snakkede om kunst og de gamle fotografer. Jeg har aldrig set meget tv eller læst magasiner. Jeg kan godt lide at gå ind i et bands tekstunivers i stedet. Min stil og særligt min lyssætning er meget inspireret af biograffilm, forklarer han.

Han bruger lys, selvom der er masser af lys i forvejen. Urealistiske, hyperrealistiske lyskilder, om man vil. Effekten af overdrivelse, som giver portrætter form. Søren Solkær kommer tæt på, men fanger også en autenticitet på kunstnernes egne præmisser. Måske derfor er han efterspurgt og højt respekteret af mange af kunstnerne direkte.

Burgerbilledet
Efter ørredsagen og den spartanske livsførelse med projektet at tage billeder af de kendte fotografer tog Solkær et kvantespring til at blive reklamefotograf.

- Jeg kunne ikke leve af det, men var på dagpenge. Men jeg havde fået mere lyst til at leve af at være fotograf, så jeg begyndte som selvstændig reklamefotograf i en sammenslutning af fotografer. Der var jeg i 11 måneder. Det var alt for kommercielt for mig, men jeg lærte alligevel en del om branchen. Men så mødte jeg Sune Wagner lige dér, og det var, mens Psyched Up Janis var på sit højdepunkt, forklarer Søren Solkær.

Sjælefrænderne, begge fra Sønderborg, udviklede et samarbejde over længere tid. Søren Solkær begyndte at tage billeder for andre danske bands. Superheroes og Junior Senior for eksempel. På en USA-turné med Psyched Up Janis fik han pludselig mulighed for at fotografere Antony Kiedis, da Politiken fik nys om, han var i Californien. Samtidig kom han til at arbejde med de største danske bands: The Raveonettes selvfølgelig, Kashmir og Sort Sol.

- Efterhånden var der ikke flere danske bands, som jeg kunne stræbe efter at arbejde sammen med. Så jeg begyndte at tænke på England som et naturligt næste trin. Jeg havde kun billeder af danske kunstnere, og så lige Damon Albarn og Antony Kiedis, men det var lige på det tidspunkt, at Junior Senior og Raveonettes var ved at bryde igennem, fortsætter han.

Burgerbilledet af Junior Senior blev hans adgangsbillet. Det var det mest brugte pressebillede i England på det tidspunkt. Så på præcis samme dag, Solkær tog til England og fandt sin agent, så fik han uafhængigt af det en mail fra fotoredaktøren på Q Magazine, der havde opsporet hans billeder på nettet. Derefter gik det slag i slag. The Killers, Rod Stewart, U2, Franz Ferdinand, Madonna og mange flere kom til at stå foran hans linse.

Psyched Up Janis blev i øvrigt gendannet på deres ti års jubilæum for deres brud under Starbirds udstilling Closer i København.


The Sune Wagner-Søren Solkær Starbird-incident

Sune Wagner om Søren Solkær:

Du blev assistent for Søren efter tiden med Psyched Up Janis. Hvordan og hvorfor?

- Jeg trængte til at lave noget andet end musik hele tiden og har altid interesseret mig for fotografi. Det tog en del overtalelse fra min side, fordi jeg jo ikke er uddannet assistent eller havde noget vildt kundskab inden for fotografi, men det lykkedes, og Søren blev glad for mig.
Vi lavede enormt mange ting sammen, og jeg lærte rigtig meget, synes jeg. Vi havde det sjovt og var samtidig dybt seriøse.

Hvad er det, Søren kan som fotograf?

- Søren har en flot æstetisk sans og er teknisk dygtig. Han ved, hvordan han får det ud af billedet, han gerne vil have. Han er ikke nogen dokumentarisk fotograf, men han formår at fange skønheden
i folk med sine portrætter.

Søren Solkær om Sune Wagner:

Hvordan mødte du Sune?

- Vores relation går tilbage til Sønderborg, hvor han gik i gymnasieklasse med min lillebror. Jeg flyttede til et kollektiv i Århus, mens de gik gymnasiet. De kom tit og sov på gulvet, når de skulle til storbyen. Sune var helt vildt stille dengang, så vi snakkede nok aldrig sammen, selvom han sov hos mig. Vi begyndte først at snakke sammen i København, da han for alvor var musiker, og jeg var fotograf.

Han blev din assistent?

- Psyched Up Janis gik i opløsning efter deres USA-tour i 1999, og Sune havde ikke noget at lave. Han havde tjent sine penge på Psyched Up Janis. Han spurgte mig, om jeg ikke manglede en assistent, og jeg sagde, at det gjorde jeg, men det kunne ikke blive ham. Jeg kunne ikke bede ham om at vaske gulv og lave kaffe. Men han sagde, det skulle jeg sgu bare gøre. Han var meget insisterende, og han fotograferede selv og skød smalfilm.

- Det var ret fint. Det var hans første job nogensinde. Han kom altid sådan i nystrøget skjorte, ligesom man kunne forestille sig, de gjorde i gamle dage. Vi lavede meget sjovt sammen og fotograferede mange bands, der syntes, det var ret vildt, at det var Sune Wagner, der stod der og holdt lamperne.

Men så fandt han tilbage til musikken?

- Han fik job i Sort Sol, efter at vi havde fotograferet dem, og vi havde drukket al min sprut hjemme i studiet. Allerede dér havde han gået og skrevet på Raveonettes i lang tid. Det kom egentlig af en privat fest oppe hos Christina Rosendahl, hvor Sune kom ret sent og sagde til mig: Du skal lige prøve at høre det her. Så låste vi os inde på toilettet, og på en gammel, lille båndoptager spillede han det første Raveonettes-album i sin fulde længde, og der var lang kø til toilettet. Vi var helt oppe at køre over det.


Fem milepæle:

1. Mit første spejlreflekskamera
- Da jeg var 19 år, lige efter gymnasiet, var jeg ude og rejse i halvandet år. Jeg købte mit første spejlreflekskamera for 5000 kroner, hvilket var mange penge dengang, og så var det taget ud af et rejsebudget på 20.000 kroner. Jeg levede af bananer i måneder bagefter, men det betød også, jeg blev helt vildt med at gå rundt på gaden i Asien og skyde portrætter af gamle og børn, i starten meget klichéfyldte ting. Og jeg stod tidligt op om morgenen for at få det rette lys.

2. Kulturhuset Huset i Århus
- Da jeg flyttede til Århus og begyndte at gå på universitetet, var der pludselig den her facilitet, hvor jeg kunne fremkalde billeder. Det havde jeg ikke prøvet før. Der var en masse andre fotografer dernede, også nogle ret garvede fotografer, som kunne hjælpe én og lære fra sig. Det var også dér, jeg lærte den magi, der var ved at stå i et mørkekammer og fremkalde billeder. Det var nok også det, der gjorde, at selvom jeg var vild med at læse nordisk, så fik jeg tilfredsstillet nogle ting ved at kunne gå på Huset. Derefter var jeg ude og rejse igen, hvor jeg vidste, det skulle være seriøst med fotografiet.

3. FAMU, Prag
- Min første billedgennemgang på skolen i Prag var med en ret berømt reportagefotograf, som boede i en stille kulby i Nordtjekkiet, og han fotograferede kun dér. Jeg skulle vise ham mine rejsebilleder, og så blev jeg pillet fuldstændig fra hinanden. Det handlede meget om, helt korrekt, at jeg havde været nogle spændende steder og havde nogle oplevelser, men at jeg ikke rigtigt havde taget nogle gode billeder af det. Jeg havde intet begreb om lys, disposition eller historiefortælling. Jeg havde det skidedårligt i nogle dage, men det betød, at jeg startede fra scratch igen. Hvor jeg før havde lavet reportage og taget billeder af, hvad der nu kom forbi, så begyndte jeg selv at prøve at skabe det, selv at være herre over billedet. Den gennemgang var afgørende for, at jeg kunne komme i gang. Og så knoklede jeg. Egentlig fra den dag af og indtil nu.

4. Sune Wagner
- Ham kan jeg nok ikke rigtigt komme uden om, selvom det er en temmelig fortalt historie. Men jeg ikke er sikker på, hvad jeg havde lavet i dag, hvis jeg ikke havde mødt Sune. Jeg tror, jeg ville have endt med at fotografere noget kreativt, men jeg tror ikke, det var musik. Jeg fik pludselig foræret en ret unik indgangsvinkel til musikverdenen for 12 år siden.

5. Den internationale karriere ruller ... Q Magazine, Junior Senior, White Stripes
- Fra dengang er det sådan lidt kørt fremad. Der er ikke nogen milepæl, men det er i virkeligheden inden for de sidste ti år, at alle højdepunkterne har været der. Hvor jeg har fotograferet alle de store bands, hvor jeg har fundet frem til min egen billedstil. Jeg kan ikke sige, det var den dag, Q Magazine ringede til mig. Det var også kæmpestort at lave White Stripes-billedet i dén diner. Eller Junior Senior-billedet, som banede vejen. Jeg satser meget på at lave internationale udstillinger lige nu.

Fakta:
Tre vinkler på fotografuddannelser
Journalisthøjskolen
Hvad bliver du? Fotojournalist
Tid? 4 år, heraf halvandet år i praktik

Erhvervsuddannelse
Hvad bliver du? Reklame, portræt- eller modefotograf
Tid? 4½ år, heraf 3½ års læreplads hos professionel fotograf

Fata Morgana, fotografskole i København
Hvad bliver du? Kunstfotograf
Tid? 44 uger, forberedende til kunstakademiet

Følg Søren Solkær tryk på hjertet

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.