Sinne Eeg om musikuddannelserne ved konservatorierne

Sinne Eeg om musikuddannelserne ved konservatorierne

GAFFA undersøger myterne om kons, den korte betegnelse for musikuddannelserne ved konservatorierne. Vi har snakket med den 31-årige jazzsangerinde Sinne Eeg, der har gået på et af de mindste konservatorier i landet, Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg, og nu underviser samme sted - når hun ikke udgiver plader og holder orlov for at turnere i ind- og udland. Sinne Eeg giver gode råd og deler insiderviden fra konservatoriernes indre.

Hvad studerede du på konservatoriet?
- Jeg læste rytmisk musiklæreruddannelse, som det officielt hedder, og mit hovedinstrument var sang. Jeg gik på kons i seks år i alt, inklusive et fordybelsesår, hvor jeg blandt andet var i New York. Allerede i konservatorietiden begynder man at spille jobs, og det var der, min karriere startede. Jeg blev færdig i 2003, hvor jeg lavede min første plade som et led i mit eksamensprojekt.

Havde du gået på musikskole før?
- Jeg har været gennem hele det hele fra musikalsk legestue til klaverundervisning. Jeg har spillet saxofon i big band og startede på MGK lige efter gymnasiet. Det er blevet ret almindeligt at tage på MGK, men det er ikke et must. Man får nogle grundlæggende færdigheder, noget teori og lærer at bruge de rigtige termer, som man skal bruge til optagelsesprøven på konservatoriet.

Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du valgte konservatoriet?
- Ikke særlig mange faktisk. Det virkede ret uopnåeligt at komme ind. Jeg vidste bare, at jeg havde lyst til at spille musik, og jeg havde ikke tænkt over karriereplaner. Tit tror jeg, at folk ikke har tænkt så meget over fremtiden, når de søger ind på konservatoriet, og mange bliver overrasket over, at de skal forholde sig til, hvilken karriere de skal skabe. Men så begynder man at overveje det, mens man går der.

Hvad bliver man normalt, hvis man læser på konservatoriet?
- Jeg tror, at mange ting omkring karrierevalg er uforudsigelige og baseret på held. Man kan normalt undervise eller være udøvende musiker. De fleste vil nok erkende, at de gerne vil spille musik, men man finder ud af, at det er et kæmpeslid at skulle finde spille jobs. Det er hårdt arbejde, ustabilt, og man arbejder på tidspunkter, hvor ingen andre arbejder. Derfor ender de fleste på et tidspunkt med en kombination af udøvende musiker og undervisning.

Hvad var og er din egen drøm?
- Jeg ville helt sikkert være professionel musiker. Det er meget heldigt, at jeg står i en situation, hvor jeg kan være musiker, men det er også det, de fleste gerne vil. Jeg vil også gerne undervise, og det er helt vildt fantastisk at have et job, hvor jeg får lov til at undervise konservatoriestuderende, der er på så højt niveau, som kan arbejde med nogle af de samme ting, som jeg arbejder med.

Hvordan er studiemiljøet på kons? Man bliver sat sammen med nogle folk, der har et andet hovedinstrument?
- Nu kan jeg kun tale for Esbjerg, som er et meget lille konservatorium, hvor der kun er en-to orkestre på en årgang. Man møder folk, som har referencer i pop eller fusionsjazz, som man spiller sammen med. Det er bedste er, at man er i et miljø med virkelig dygtige musikere, hvor man får inspiration og spiller sammen på tværs. Der er fred og ro til at arbejde, som en tryg børnehave, hvor du kan prøve ting af og opbygge en musikalsk ballast.

Hvad er så det værste?
- Ved du hvad? Jeg har faktisk været helt vildt glad for at gå på konservatoriet. Men der er nogle, der ikke kan lide det, som har andre forventninger til studiet.

En typisk fordom er, at konservatoriestuderende er nørdede og kun fokuserer på deres egne små kunstneriske projekter. Hvordan ser du det?
- I Esbjerg er konservatoriet en kæmpe del af musiklivet i regionen. Det betyder, at man kommer på banen og bliver brugt som musiker i lokalområdet. Der er ikke mange, der kun har en ambition om at spille freejazz. De fleste er også klar til at spille en torsdag aften på en lokal café for fulde englændere. Man får den opdragelse, at musik er til for at give andre folk en oplevelse. Den fordom, at musikken er navlepilleri, sådan synes jeg netop ikke det er - og heller ikke i Esbjerg.

Hvor meget er teori, og hvor meget er praksis?
- Det er op til den enkelte selv. For mig var der rigtigt meget praksis, men det var nok også fordi, jeg ikke altid levede op til mine pligter. Der er teori, så hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om det værste, så er det nok at blive punket for ikke at have lavet sin teori og pædagogiske rapporter. Helt konkret er der praktiske fag i sammenspil og på dit hovedinstrument. De musikteoretiske fag er skemalagte, men uddannelsen foregår egentlig ikke i skolelokalerne. Det er op til dig selv at tage initiativ til at skabe processen, dine egne bands, og det er ikke skemalagt.

Er musik kunst eller håndværk?

- Begge dele. Musikere forventes at have kunstnerisk integritet, men du skal tilegne dig et håndværk, så det håndsværksmæssige niveau ikke hindrer det kunstneriske udtryk. Konservatoriet skal også stimulere det kunstneriske niveau. Man kan godt spille ekstremt god musik med få midler, og man kan spille og skrive musik uden at vide, hvad man gør rent teoretisk. Ville Kim Larsen sætte sig ned og læse jazzteori? Nej. Der er rigtig mange måder at være god musiker på, og jeg har fuld respekt for musikere, der ikke vil bruge fem år på at lytte Charlie Parker-soloer af.

Hvis nu man er 15 år gammel og overvejer kons, hvad ville du så give af gode råd?
- Man skal øve sig, men det kommer an på, hvad man har i bagagen, om man har gået til klaver og kan akkorder, eller om man bare godt kan lide at spille musik. Man kan hente en masse musikteori, hørelære og lære noder på musiklinjen på gymnasierne, på MGK og på talentprogrammer på musikskolerne.

Diskografi:
Sinne Eeg 2003
Waiting For The Dream 2007
Kun En Drøm/Remembering You 2008


CV Sinne Eeg:
31 år
Bosat i København

MGK i Holstebro 1996/97
Musiklæreruddannelsen og diplomeksamen i sang på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg 1997-2003
Studier ved sangerinde Janet Lawson i New York i 2002
Solodebuterede på album i 2003. Har udgivet tre soloalbum i alt.
Internationale koncerter i Kina, Japan, New York og det meste af Europa
Lærer ved konservatoriet i Esbjerg 2006-


Musikuddannelserne ved konservatorierne:

Hvor?
Esbjerg, Århus, Ålborg, Odense og henholdsvis klassiske og rytmiske konservatorier i København

Hvad?
Klassisk og rytmisk linje, samt solistuddannelser og specialuddannelser

Hvor længe?
Fem år for at blive kandidat (cand.musicae), tre år for bacheloruddannelserne

Hvordan?
Undervisning i hovedinstrument og inden for musikalsk genre, musikpædagogik, musikteori og klaver

Hvad kan jeg blive?
Udøvende musiker eller musiklærer

Læs mere:
Uddannelsesguiden.dk
Blivnogetvedmusikken.dk
Musikuddannelser.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA