Mixtape: Decorate Decorate
Asbjørn Auring Grimm, forsanger i det danske alternative rockorkester Decorate Decorate, komponerer mixtape til sin teenageforelskelse
De litterære forgreninger bliver nævnt som en hovedkilde i postpunk-/støjrock-bandet Decorate Decorate - som er centreret om forsanger/sangskriver Asbjørn Auring Grimm og programmering/producer Mikkel Holtoug (sidstnævnte har blandt andet virker som producer på flere andre nylige udgivelser). Sammen med Viggo Clausen, Christian Mathiesen og Martin Rasmussen har de danske debutanter skrevet albummet "Instructions", der udkom sidste mandag. Denne debutplade gav GAFFAs Ole Rosenstand Svidt fire stjerner og skrev blandt andet:
"Sammenligningerne med Joy Division og Interpol stod i kø, da DecorateDecorate udgav minialbummet Normandie i 2007. Nu er de klar med deres første fuldlængde-album, og ja, forsanger Asbjørn Auring Grimm har stadig en dyb og dyster stemme, og ja, musikken er stadig post-punk-inspireret rock tilsat lidt analoge synths. Imidlertid har Decorate Decorate fået flere nuancer på den mørktonede palet."
Asbjørn Auring Grimm husker tilbage til sine mixtape-velmagtsdage, kassettebåndsoptagelser, teenagefølelser på denne samling sange - lyt selv med og giv dit besyv med i debatten.
Mixtape: Decorate Decorate
Jeg har lavet et mixtape, som jeg ville lave det til en pige, første gang jeg skulle besøge hende. Jeg husker tydeligt, hvor nænsomt og forsigtigt jeg sad foran båndoptageren og koordinerede sange til samtlige af mine teenageforelskelser – ja, nogle gange tror jeg, at forelskelsen egentlig var sekundær i forhold til mixtapet.
1. Jacques Brel – Je Suis Malade (længe siden)
En af Brels mange sange om ulykkelig kærlighed, hvor afsavnet gør, at man ikke engang kan smage whiskeyen, men kun mærke, hvordan den brænder i halsen. Egentlig en trist sang, men det behøver man ikke sige til pigen, medmindre hun kan fransk. Hør den her på YouTube.
2. Pulp – Something Changed (1995)
En sjældent smuk kærlighedsperle fra Jarvis’ hånd. I første linje fortæller han, hvordan han skrev denne sang to timer, før han mødte den elskede, og spørger sig selv, hvordan han kunne leve uden denne kærlighed. Love love love. Hør en liveversion her: YouTube.
3. Bright Eyes – First Day Of My Life (2005)
En sang om, hvordan alt i verden ser anderledes ud, når man har mødt en at forelske sig i. Hvordan det kan skifte fra regn til solskin i samme sekund, man ser hende foran sig. En smuk lille sag, hvor videoen er noget så fin, så fin. Se den her.
4. Neutral Milk Hotel – In The Aeroplane Over The Sea (1998)
Jeff Mangum er nok et af de mest plagede genier i moderne musikhistorie. Men som det er med de fleste mørkemænd, så rummer de en hengivenhed og en indlevelsesevne, der ind i mellem kommer til udtryk. Jeg har i ærbødighed lånt fra titlen til Decorate Decorates single ”Under The Aeroplane Over The Sea”. Hør den her.
5. Bonnie ”Prince” Billy – So Everyone (2008)
Dette er nok den perfekte penetration af kærlighedens væsen. Den overgivelse og underkastelse, som kærligheden også indeholder. At man først kan se sig selv, når man er set gennem hendes øjne, når man er rørt af hendes hænder: ”I want the world to see / Everybody look at me / I’m a good person and free / And she loves me”.
"Instructions" udkom den 1. juni.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.