Reportage: Sweden Rock Festival 2009

Alt fungerede på dette års udgave af den svenske metal-, hardrock- og sydstatsrockfestival

Sweden Rock Festival 2009

I'm a Sick Motherfucker

Sweden Rock Festival 2009

3-4-5-6 juni 2009, Sölvesborg, Sverige

Det er altid med en ordentlig røvfuld positiv energi, at vi drager af sted til vores gode naboer på den anden side af sundet. Sweden Rock Festival er garant for et bredt og interessant program med en blanding af nye og etablerede navne inden for heavy rock, melodisk rock og sydstatsrock.

Alt fungerede perfekt. Lyden var i særklasse, store fladskærme på de to største scener og en bred vifte af kulinariske tilbud, der dog ikke er helt på linje med levereglerne i vægtvogternes klub. Men ok, der bliver jo også spillet luftguitar og fuldemands- gestikuleret i en sådan grad, at der skal kalorier til, hvis man skal holde distancen gennem hele festivalen.

Der blev i 2009 igen sat publikumsrekord med 33.000 besøgende, hvilket måske er den malurt, man efterlades med efter tre dejlige dage med fed rock. 33.000 besøgende på dette areal er i hvert fald 5.-8.000 for meget. Det fungerede bedre, da festivalen lå på cirka 25.000 tilskuere. Der er mennesker overalt, og taget i betragtning at hovedparten har fået 10 øl for meget, skal man se sig for, når man går fra scene til scene.

Nu til rocken! Heaven & Hell, In Flames og, tro det eller ej, Twisted Sister var årets hovednavne. SRF havde i år cirka 70 bands på programmet, hvorfor man som altid er nød til at gå ind i det svære valg omkring, hvad man skal se. Jeg måtte flere gange bide mig selv i læben, da jeg måtte fravælge åbenlyse hits, fordi flere spiller samtidigt. Mit valg er ubetinget centreret omkring den melodiske rock og sydstatsrocken, da disse genrer er rigt repræsenteret på netop denne festival set i forhold til de øvrige rockfestivaler.

Dan Baird & The Homemade Sin - Om igen **

Vi lagde ud med den tidligere frontmand i Georgia Satellites, Dan Baird. Han var godt nok kedelig at se og høre på. Han kom aldrig ud over scenekanten, hvilket måske skyldes, at han spillede foran en halvtom Festival Stage, hvor der er langt til første række. Warner Hodges, guitarist i country-rock-bandet Jason & The Scorchers, gjorde ellers sit for at peppe stemningen op med sit medrivende guitarspil og kick-ass-sceneoptræden på sin 50 års fødselsdag. Men det var altså ikke nok til at sætte festen i gang. Folk kikkede op, da vi fik Georgia Satellites hittet "Keep Your Hands to Yourself", men længere kom det aldrig. Om igen.

The Outlaws - The South will rise again *****

Ud af glemslen kommer disse seks cowboys på scenen for første gang i Skandinavien. Seks rigtige sydstatsdrenge med cowboystøvler, countryskjorter og alt det tingeltangel, der følger med, når man kommer fra the South.

The Outlaws har mistet tre af fem oprindelige medlemmer, men de nulevende medlemmer Henry Paul (vokal, guitar) og Monte Yoho (trommer) er begge med og er nu i selskab med fire nye cowboys. Særligt de to guitarister Chris Anderson og Billy Crain skal nævnes, der begge i den grad ved, hvordan sydstatsrock skal spilles.

The Outlaws spiller traditionel sydstatsrock med elementer af country, det vil sige gode melodier, harmonier, krydret med rock og masser af guitarlir. Vi bliver bombarderet med den ene fede guitarsolo efter den anden og talrige dueller mellem Anderson og Crain. Det er suverænt, og glæden er stor blandt publikum. Kronen på værket er deres største hit "Ghost Riders in the Sky", der elegant lukker deres flotte optræden.

Sydstatsrock er en fast del af programmet på SRF, og det er vi mange, der er rigtigt glade for. Synd at disse bands from the deep south sjældent spiller i Danmark. Faktisk kan jeg kun erindre at have set Lynyrd Skynyrd og Georgia Satellites i København.

Jeg måtte desværre droppe vores egne helte Volbeat, der igen i år triumferede på SRF. Men jeg skulle hilse fra vores fotograf Henrik Hildebrandt og sige, at Volbeat igen i år lagde svenskerne og de mange danskere ned med deres fede metal. De var da også på forsiderne af de store aviser dagen efter deres triumf.

H.E.A.T. - En ny generation er klar ****

Svenske H.E.A.T. falder lidt ved siden af mange af de øvrige bands på SRF 2009, da de ikke er med i recycle-bølgen, hvor gamle 70'er og 80'er-navne har en revival i det nye årtusinde. H.E.A.T. er helt nye på scenen, og de unge knægte deltog da også i melodifestivalen 2009, det svenske melodi grand prix, hvor de dog ikke løb med førstepladsen og dermed ikke kom med til Moskva. Det kan man dog godt forstå, når man hører deres bidrag "1000 Miles", da det ganske enkelt er for godt til at deltage og vinde det årlige rædselsshow.

H.E.A.T. gjorde det godt. Deres debutalbum er catchy og velspillet, og sangene gør sig fint på en scene. De kom ud over scenekanten med deres iver og høje energiniveau og fik da også fin respons fra det talstærke publikum foran Zeppelin Stage. Tankerne gik tilbage til 2008, hvor Volbeat spillede samme sted. Volbeat spillede i år på Rock Stage. Måske det er H.E.A.T., der i 2010 skal stå på Rock Stage. Et friskt pust fra den yngre generation.

ZZ Top - Boogie-time med få akkorder ****

Kostene, som vi ynder at kalde de skæggede gamle nisser i ZZ Top, var i topform denne torsdag aften, da de lagde vejen forbi med Texas-boogie i kufferten. Det er ikke lige fedt det hele, men alt i alt er ZZ Top en velsmurt blues-rock-maskine, der forstår at gøre en del ud af næsten ingenting. En håndfuld gode sange kombineret med lidt hyggestemning og en meget simpel og lidt pudsig attitude går rent ind på festivalpladsen.

ZZ Top udgav i 1983 det store hitalbum "Eliminator", der stadig den i dag sætter sit store præg på sætlisten. ZZ Top åbnede boogie-timen med "Got Me under Pressure" og afsluttede med de evigt iørefaldende "Gimme All Your Lovin'", "Sharp Dressed Man" og "Legs". Det er netop på disse numre samt de hurtige boogie-ekstranumre "Tube Snake Boogie" og klassikeren "Tush", at det rykker mest både på scenen og foran scenen.

Mellem åbningsnummeret og "Gimme All Your Lovin'", hvor der blev sat Duracell-batterier i de stive rocknisser, går det ind i mellem lidt i stå, fordi ZZ Top er meget tight og meget simpelt, og når det så samtidigt bliver utroligt langsomt, og der kommer mere end fem ret ens sange efter hinanden, kan man godt komme til at tænke "kom nu"! Det er mig en gåde, hvorfor bandet ikke fletter deres numre mere hensigtsmæssigt, så en vis portion variation præger boogie-timen. Men ZZ Top bestemmer, og sådan er det! Faktisk fungerede det bedre, da de tidligere kun spillede fem kvarter, fordi der ikke ER mere i posen. Den lille pose slik med de gode bolcher er bedre end et kilo tysk slik fra grænsebutikken, og de HAR de gode bolcher!

Over The Rainbow - Jo, det er et coverband ***

Det var med en vis skepsis, at Over The Rainbow gik på scenen. Over The Rainbow er Ritchie Blackmores Rainbow uden Ritchie Blackmore! Det svarer til Kim Larsen & Kjukken uden Kim Larsen. Er det fedt? Det kan godt være, at det spiller, men det er sgu ikke the real deal.

Er Over The Rainbow andet end et cover-band? Svaret er nej. Den tidligere Rainbow- forsanger Joe Lynn Turner prøver ellers ihærdigt at overbevise os alle om, at dette er et "reel band". Men den køber vi altså ikke, du. På trods af, at fire ud af fem medlemmer på scenen er eks-Rainbow-musikere, var kun halvdelen af de spillede numre rent faktisk indspillet med de herrer. Det bidrager også lidt til morskaben, at guitaristen er Ritchie Blackmores søn Jürgen Blackmore. Respekt for Jürgen; han spiller faktisk hæderligt og lød ind imellem en anelse som sin far uden dog at leve tilnærmelsesvis op til det, der har gjort hans far til en af rockhistoriens legendariske guitarister.

Bandet lægger ud med "Tarot Woman" fra klassikeren "Rainbow Rising", et fedt nummer, der aldrig blev spillet i gamle dage. "Kill the king", "Man on the Silver Mountain", "Stargazer", "Eyes of the World", "Long Live Rock'n'Roll", "Since You've Been Gone" og "All Night Long". Alle disse hits, der er de bærende elementer i denne koncert, blev oprindeligt leveret af Ronnie James Dio og Graham Bonnet på vokal i selskab med andre eks-Rainbow-musikere og ikke af de herrer på scenen. Derfor har Over The Rainbow ikke en chance på længere sigt. Nuvel, de spiller udmærket og med en pæn portion energi, men savnet efter Ritchie Blackmore, der har kastet sig over renæssance-musikken, tror jeg ikke løses på denne måde set i et langsigtet perspektiv.

Twisted Sister - I wanna rock! ******

Førstedagens største overraskelse var, at Twisted Sister ikke var noget lort! Faktisk var det en rigtig medrivende og supertændt optræden med en god portion humor.

Twisted fuckin' Sister, som de kalder sig selv, er ellers et af de dér 80'er-navne, man husker med et smil på læben. Hvem husker ikke "We're Not Gonna Take It" og "I Wanna Rock" fra de 80'er-lallede MTV-videoer, der mest af ledte tankerne hen på Spinal Tap! Men sådan virkede det ikke denne dejlige sommeraften, hvor selv samme numre blev leveret med en glød og nerve, så det faktisk blev både cool og fedt.

Twisted Sister kom med et 25 års jubilæum i ryggen for albummet "Stay Hungry", der indeholdt de to før nævnte skæringer. "Stay Hungry" blev spillet fra ende til anden og fungerede rigtigt godt, fordi variationen på albummet faktisk klædte denne koncert.

Frontmand Dee Snider har karisma og selvironi. Han fik ganske mange gange 25.000 rockere til at skrige af grin, som da han stoppede midt i et nummer og med stor undren udbrød "oriental mat", "what the fuck is oriental mat?" med reference til de mange madboder. På sin egen charmerende måde fik han også de 25.000 rockheads til at skrige "I'm a sick motherfucker" med en humor og oprigtighed, så man fik indtrykket af, at han virkelig mener, at det er fedt at være en SMF!

Klimaks var en solid udgave af det gamle Stones hit "It's Only Rock'n'Roll", hvor motherfuckeren over dem alle, Lemmy fra Motörhead, sammen med Phil Campbell sluttede sig til selskabet og trykkede den af. Nummeret blev introduceret med historien om, at Mick Jagger havde brækket sig første gang, han hørte deres udgave, hvilket Dee mente var en stor ære; selvfølgelig sagt med glimt i øjet.

Uha-da-da. Fem stjerner for rocken og en bonus-stjerne for alle de gode grin.

Lita Ford - Queen of noise is back ****

Andendagen startede med Lita Ford, der ellers har været væk fra rockscenen i nogle år, hvor hun boede på en ø i Caribien. Lita var oprindeligt guitarist i 70'er pigebandet The Runaways, men skabte sig sin egen karriere efter tiden i The Runaways med nogle hæderlige soloskiver. Det var med stor interesse, at Lita gik på scenen; kunne hun fortsat sætte rockdrengenes hjerter i brand og samtidig levere en god rockkoncert?

Hmm, man kunne godt mærke, at hun har været væk; maskinen var ikke så velsmurt, som før hun gik på orlov, og årene har taget hårdt på den før så smukke og sexede rockmama.

Lita lagde ud med "Larger Than Life", der fungerede rigtigt godt. Hun havde dog løbende gennem koncerten svært ved at spille guitar og synge samtidig, hvilket gav lidt guitar-tomrum, når hun ikke havde taget en rytmeguitarist med. Bedst var "Hungry", "Gotta Let Go" samt den smukke ballade "Close My Eyes Forever", der trods alt beviste, at Lita stadig kan synge og spille guitar. Afslutningsvis fik vi Sammy Hagars "There's Only One Way To Rock", der var et friskt pust, selvom Lita flere gange ikke kunne huske teksten!

Lita er tilbage, og med lidt polering hist og her er det ikke det sidste, vi har hørt fra the Queen of noise. Hun får fire stjerner, fordi koncerten var fed, upoleret og fuld af energi. Det rå og upolerede kan faktisk også være en charme en gang imellem.

UFO - når alt går op i en højere enhed ******

Så var der fest. Jeg har set UFO adskillelige gange i forskellige konstellationer, men aldrig har de været så medrivende som denne aften. Spilleglæde, talent og en god portion humor er, hvad der skal til for at skabe en fed rockkoncert. UFO lagde publikum ned med en spilleglæde og en præcision, der i den grad smittede af på publikum, som kvitterede ved at levere festivalens største uprovokerede korsang, og det ændrede endda ingenting, da himlen i "Rock Bottom" åbnede sine sluser og sendte kaskader af vand i hovedet på os alle. Publikum var ukuelige, og UFO gav den gas, selv om roadierne kæmpede for at redde anlægget, da vandet stod ind over scenen. UFO grinede bare og spillede ufortrødent videre og gav publikum endnu mere at skråle for. Så da "Doctor Doctor" efterfølgende blev spillet, har jeg aldrig, og jeg mener aldrig før hørt et så syngende publikum. Phil Mogg kunne lige så godt sætte sig, for han kunne overhovedet ikke overdøve publikum. Se, det er en sådan stemning, der løfter en god koncert til en ualmindelig god koncert; når gejsten er der, og når der er kontakt.

I aften var det grundstammen Mogg, Raymond og Parker fra storhedstiden i selskab med guitaristen Vinnie Moore, der har udviklet til at blive en fabelagtig guitarist, som er helt ustyrlig på sit instrument og får alle til at glemme, at der en gang var en vis Michael Schenker med i bandet. Den oprindelige bassist Pete min-lever-er-fucked-up Way er på touren erstattet af Barry Sparks kendt fra Ted Nugent og Dokken, og jeg skal love for, at han og Andy Parker på trommer lagde en bund, der vil noget.

Fra "Mother Mary" over "Only You Can Rock Me", "Too Hot to Handle", "Lights Out" til "Rock Bottom" og ja, selv "Shoot Shoot", der nogle gange ikke swinger, sad denne aften lige i skabet. Say no more; se, det er rock uden dikkedarer, men forbandet effektivt.

Foreigner - "Feels like the first time" ... hver gang ******

Foreigner kom, spillede og sejrede. Den oprindelige guitarist og sangskriver Mick Jones havde taget sin stjernebesætning med denne aften på SRF, og der var ikke et øje tørt. Foreigner har altid været for fede. De har et bagkatalog, ethvert melodisk rockband må misunde dem, og det er bare at trække numre ud hist og her fra en lang og endog meget glorværdig karriere, og Foreigner kører rent i mål, som da de sidst spillede i Amager Bio. Det var ganske enkelt bragende godt, og lyden var fantastisk. Tung, åben og krystalklar.

"Double Vision", "Head Games", "Dirty White Boy", "Cold as Ice" ... alle, der kender Foreigner, ved, hvad jeg taler om. Hits på hits leveret knivskarpt med en ordentlig røvfuld rockguitar og hele tiden i tæt kontakt med publikum. Sanger Kelly Hansen har hele vejen styr på folkemængden og får da også sat en ordentlig gang fællessang i gang under kæmpehittet "I Wanna Know What Love Is", der blev serveret smukt og legende let i skumringen. Vi får tillige en extended udgave af "Juke Box Hero" med "Whole Lotta Love", når nu det er en rockfestival. Af samme grund havde Foreigner pillet de øvrige ballader ud til fordel for rock og rul. Smart tænkt og et bevis på, at Foreigner ved, hvad der skal til!

Journey - Don't stop believing *****

Spændingen var enorm blandt rockvennerne, og der var tæt pakket foran festival-scenen sidst på eftermiddagen, da Journey gik på scenen, for forventningerne til Journey og deres nye asiatiske sanger Arnel Pineda var ganske enkelt på bristepunktet. Da Journey gæstede Sweden Rock Festival i 2006, efterlod de et kæmpe indtryk, om end den daværende sanger Steve Augeri angiveligt havde lidt problemer med stemmen og derfor havde overlap på vokalen.

Arnel Pineda gjorde det rigtigt godt, og man må anerkende hans ufattelige energi og kontakt med publikum, specielt taget sin unge alder i betragtning. Helt leve op til ikonet Steve Perry, Journeys ubetingede tidligere førstemand, kunne han dog ikke, men det kræver næsten også, at han kan gå på vandet.

Her står bandet så igen med det roste album "Revelation" i ryggen. Alt er som det skal være; flot og storladen amerikansk stadion-rock spillet perfekt til mindste detalje uden dog at miste den rå kant. Journey er mestre i deres egen genre, og de beviser det eftertrykkeligt denne solrige eftermiddag. Det er ganske enkelt fantastisk, og man mister helt jordforbindelsen og glemmer alle negative tanker, man måtte slæbe rundt på, når man lytter til rockklassikere som "Separate Ways", "Escape", "Wheels in the Sky" og den sublime "Lovin' Touchin' Squeezin'", der lukker festen efter 95 minutter i selskab med disse etablerede rockstjerner. Selv de nye numre fra "Revelation", som vi fik fem af, fremstår ligeså tidsløse som de gamle klassikere. Altså, hvor er det fedt! Jeg har dog pillet en enkelt stjerne fra, da lydmanden ikke helt fik lyden på plads, så specielt trommerne lå lidt for langt bagud i lydbilledet.

Hot Leg - 1-2-3 spil, og det gjorde de så *****

Jeg må tilstå, at jeg ikke kendte Hot Leg specielt godt i forvejen. Bandet består af den tidligere frontmand i The Darkness, Justin Hawkins, og hans svende. De sendte tidligere på året deres debutalbum "Red Light Fever" på gaden.

Et ben i gips forhindrede ikke Justin og drengene i at give en opvisning i clean cut rock'n'roll. Vi var helt nede på jorden på den fede måde, og der blev sendt kaskader af traditionelle guitar-riff ud over scenekanten. Det var rock'n'roll i bedste betydning serveret med glimt i øjet og små underfundige detaljer. Hot Leg kan godt gå hen og blive store, hvis de fortsætter med samme energi, fandenivoldskhed og karisma, som særligt Justin besidder.

Hot Leg spiller søndag aften i Lille Vega i København. De kan klart anbefales, hvis man er klar til en gang kick-ass rock'n'roll.

Europe - coming home ******

Jeg havde hele tiden været overbevist om, at Europe ville falde igennem denne lørdag aften, inden de okkulte helte i Heaven & Hell skulle lukke festivalen. Men her tog jeg så sandelig fejl. Europe var verdensklasse og leverede en af festivalens bedste koncerter. Europe har længe vaklet mellem fortidens puddel-hårs-image og bløde indpakning i modsætning til de seneste udgivelser, hvor det poppede i høj grad har været nedtonet for at skabe et mere rocket image.

Denne herlige sommeraften fik Europe endelig kombineret "software" og "hardware", så vi nu står med en fuldt afbalanceret og opdateret musikpakke, der gik lige i rockblodet foran Rock Stage. De var på hjemmebane, og publikum elskede det, de så og hørte, så det var i mere end én forstand coming home for Europe.

Og jamen jamen, Joey Tempest, enhver svigermors drøm og stadig pretty boy skal have stor ros for sin rolle som dirigent. Den nu voksne knægt synger simpelthen så fejlfrit og powerfuldt, at han overhaler det meste af feltet uden besvær. Når han så samtidig kan holde publikum til ilden og konstant smiler over hele fem-øren, ja, så er det at alt går op i en højere enhed.

Der var rock på drengen i "Seven Sign", "Always the Pretenders" og "Let the Good Times Rock", hvor John Norum viste guitarspil i verdensklasse. Vi fik det pompøse, hvor specielt "Sign of the Times" og balladen "Carrie" fremstod smukt og stemningsfyldt og vi fik fællessang og fede riff i "Cherokee" og selvfølgelig finalen "The Final Countdown".

Sweden Rock Festival 2009 er slut. Man er mæt og glad! Høj cigarføring år efter år. "Vi gillar hårdrock" er deres motto, og det kan man kun være enige med dem i. Sæt kryds i kalenderen fra 9.-12. juni 2010, hvor næste års fest løber af stabelen.

Af andre navne, der spillede på Sweden Rock Festival 2009, kan nævnes Heaven & Hell, Volbeat, Blackfoot, Motörhead, In Flames, The Tubes, Tyketto, Marillion, Dream Theater, Electric Boys, Johnny Winter, Riot, Tank, Demon og mange flere.

Sweden Rocks Festivals hjemmeside