Throbbing Gristle: Vi var 25 år forud for vores tid

Throbbing Gristle, fra venstre: Chris Carter, Cosey Fanni Tutti, Peter Christopherson, Genesis P-Orridge

Den engelske gruppe Throbbing Gristle spiller en eksklusiv, udsolgt koncert på Statens Museum for Kunst fredag den 19. juni klokken 22:00. Koncerten, der er arrangeret af artFREQ og Statens Museum for Kunst, bliver den første optræden i Skandinavien, siden det legendariske avantgarde-ensemble blev dannet i London i 1975. I forbindelse med koncerten viser walisiske Cerith Wyn Evans sin kunstfilm "The Sky Is As Thin As Paper Here", der får verdenspremiere ved koncerten i København. Cerith Wyn Evans vil også være til stede ved koncerten.

Throbbing Gristle udspringer af performance-kunstscenen og debuterede i 1977 med albummet "The Second Annual Report". I 1981 gik de i opløsning, men blev gendannet i 2002. Gruppen har gennem tiden udgivet en lang række album, hvoraf det seneste er "The Third Mind Movements" fra april i år. Throbbing Gristle er igennem deres musikalske virke blevet anerkendt som nogle af grundlæggerne af genren industrial, ligesom de har trukket på genrer og udtryksformer som elektronisk musik generelt, krautrock, kompositorisk støjmusik, punk, spoken word, musique concrète, fluxus, performancekunst, og meget mere.

I lighed med eksempelvis de samtidige kolleger The Sex Pistols forårsagede Throbbing Gristle fra starten en voldsom, men også ofte forarget og fordømmende mediebevågenhed, ikke mindst takket være deres kontroversielle sceneoptrædener. Gruppen, navnlig frontfigur Genesis P-Orridge, har også været meget interesseret i identitetseksperimenter, hvilket blandt andet har udmøntet sig i, at han i dette årtusinde har fået foretaget en række kosmetiske operationer, herunder har fået indopereret kunstige bryster.

Throbbing Gristle stiller op med samtlige fire oprindelige medlemmer: Genesis P-Orridge (sang, spoken word, bas), Cosey Fanni Tutti (guitarer), Peter "Sleazy" Christopherson (samples) og Chris Carter (synth). De fire medlemmer er i øvrigt også aktive i lang række andre musikalske sammenhænge, soloprojekter og bands. Mest kendt er Psychic TV (senere PTV3) under ledelse af Genesis P-Orridge og nu hedengangne Coil med Peter Christopherson.

I forbindelse med koncerten i København har GAFFA lavet et langt interview med Throbbing Gristles Peter Christopherson, som vi bringer herunder:

Mere kunstnere end musikere

I giver ikke så ofte koncerter, og I har aldrig tidligere besøgt Danmark, endsige Skandinavien. Hvordan kan det så gå til, at I pludselig skal spille i København, på Statens Museum for Kunst?

- Det er ikke så tit, vi mødes. Alle fire medlemmer af gruppen har alle travlt med separate projekter og bands, og vi bor i flere forskellige lande, så det kræver lidt held og de rigtige koncertsteder og anledninger, for at vi kan ses. Genesis bor i New York, Chris og Cosey bor i Norfolk i England, og jeg bor i Bangkok. Men nu fik vi mulighed for at give nogle koncerter med denne film, og så sagde vi ja tak. Vi har længe talt sammen med Cerith Wyn Evans om, at vi burde lave noget sammen, og på et tidspunkt spurgte han os, om vi ville skrive musikken til denne film. Så det gjorde vi, og vi opfører den live til koncerten i København som første del af koncerten.

- Vi kan godt lide at spille alternative steder frem for almindelige spillesteder, fordi publikum skal vide, at det ikke bare er en almindelig koncert, hvor folk skal blive underholdt og drikke sig fulde. Vi vil meget gerne spille på museer og gallerier og har gjort det mange gange gennem karrieren, og vi har ofte arbejdet sammen med billedkunstnere. Vi vil egentlig gerne ses som kunstnere snarere end som et band. Vi udspringer jo af kunstscenen, vi har gået på kunstskoler, og vi har spillet på Tate Modern i London, Englands største museum for moderne kunst. Nogle gange er akustikken godt nok ikke optimal på sådanne museer, men det kan vi godt leve med.

Kan du fortælle lidt om filmen "The Sky Is As Thin As Paper Here"?

- Det er en kunstfilm, altså en film, der lægger vægt på billedsiden og stemningen frem for at fortælle en historie. Det er en meget stemningsfuld og atmosfærisk film i sort-hvid med billeder af japanske fertilitets-festivaler, med billeder af japanske mænd og af falliske statuer. Den passer meget godt til vores musik, som også kan være stemningsfuld. Den musik, vi har skrevet til filmen, er ret afdæmpet og ambient.

Smadrer stadig konventionerne

Men jeres musik kan da også være aggressiv?

- Ja, og det er denne her musik nok også i passager. Efter filmen spiller vi i øvrigt nogle af vores gamle numre, et udvalg af sange, vi har spillet live i de sidste cirka fem år, og som folk har været glade for.

Jeres koncerter i de unge år var ofte præget af aggressioner og af billeder af koncentrationslejre og nøgne kroppe, ligesom I udstillede blodige tamponer og brugte bleer ved jeres debutkoncert. Kan vi også vente os det til koncerten i København?

- Throbbing Gristle har altid handlet om umiddelbart at udtrykke det, vi har følt på et givet tidspunkt. Det har aldrig handlet om bare at provokere. Men vi var selvfølgelig mere aggressive, da vi var unge, end vi er nu. Nu er vi ældre og er nok lidt mere tilbagelænede. Men vores musik er improviseret. Ikke i en jazz-forstand, men forstået på den måde, at musikken bliver spillet på den måde, som vi føler den på et givet tidspunkt. Også selvom vi har en sætliste, er der plads til, at der kan ske noget spontant under og mellem sangene. I 70'erne var vi ofte vrede, og der var folk, der blev vrede på os ved vores koncerter, og vi blev så vrede over deres vrede. Det sker nok ikke så meget mere, griner Peter Christopherson.

Der var et engelsk parlamentsmedlem, der kaldte jer "wreckers of civilization" (civilisationens ødelæggere, red.). Føler I, I var det - og er I det i givet fald stadig?

- Vi syntes, det var en sjov kommentar, så sjov, at vi brugte det i helsidesannonce i et musikblad. Vi syntes, det var sjovt, at nogen, der bare stillede sig op på en scene og lavede nogle usædvanlige lyde, skulle være så farlige. Det eneste, vi gjorde, var, at vi talte ærligt om de ting, vi så, økonomiske og politiske problemer. Vi håber, vi stadig er bevidste om den type problemer. Vi var bevidste om, at verden smadrede sig selv, om du vil. Hvis der er noget, vi har lyst til at smadre, så er det de konventioner, der holder folk tilbage fra at gøre ting, som er lidt ud over det sædvanlige borgerlige hverdagsliv.

Opløsningen og gendannelsen

Hvorfor gik I egentlig fra hinanden dengang i 1981?

- Hm, det var noget personligt mellem os. Det er en længere historie, men kan vi ikke springe over det i denne omgang, svarer Peter Christopherson med en grinen. Hertil kan tilføjes, at forsanger Genesis P-Orridge i et tidligere interview har sagt, at bandmedlemmerne hadede hinanden, da de gik hver til sit.

Og hvorfor fandt I sammen igen?

- Det var fordi, pladeselskabet Mute lavede et bokssæt med 24 cd'er, som egentlig var udkommet som en boks med kassettebånd tilbage i 70'erne, og som nu udkom på cd i 2002 i forbindelse med 25-året for udgivelsen af vores debutalbum. Da den blev udgivet, blev der holdt en reception, hvor vores gamle plader var udstillet, og hvor vi også var inviteret. Vi var lidt nervøse for, hvordan det skulle gå at mødes efter alle de år, fordi vi vidste, at vi hver især var gået gennem så meget, efter at vi gik fra hinanden i første omgang. Men det gik egentlig overraskende godt. Vi var meget mere afslappede, end vi regnede med og kom godt ud af det med hinanden. Kort tid efter opfordrede vores manager så os til at begynde at spille sammen igen, og det gjorde vi så.

Nico-coveralbum på vej

Hvad har I ellers gang i for tiden?

- Vi har lige været på en længere USA-turné, faktisk vores længste turné nogensinde. Det vil sige 10 koncerter. Det er meget for os. Her solgte vi også vores nye, selvudgivne album, "The Third Mind Movements". Jeg tror også, vi har nogle med, vi sælger til koncerten i København. Derudover har vi længe arbejdet på et album med en genfortolkning af Nicos album "Desert Shore" (fra 1970, red.). Efterhånden er vi vel lidt over halvvejs, men der er stadig meget tilbage, og vi har hele tiden nogle andre projekter, vi skal tage hensyn til. Vi er kun sammen nogle få måneder om året. Nogle gange mødes vi på Skype, men ikke så tit. Det er den pris, vi må betale for at kunne leve i hver sit land og arbejde på hver sine egne projekter.

Har jeres soloprojekter højere prioritet i dag end Throbbing Gristle?

- Det er ikke et spørgsmål om prioriteter, men et spørgsmål om praktiske ting, når vi bor i forskellige dele af verden. Det er lettere at lave ting, man kan lave der, hvor man bor, for eksempel et soloprojekt. Genesis har eksempelvis lavet en masse spoken word-ting, og jeg har for tiden travlt med at lave film og dvd'er, fortæller Peter Christopherson, der i øvrigt også har lavet en lang række pladecovers til blandt andre Led Zeppelin, Pink Floyd og Peter Gabriel, ligesom han har lavet musikvideoer til blandt andre Erasure, Nine Inch Nails og Rage Against The Machine. Han har også soloprojektet The Threshold HouseBoys Choir og duoen Soisong.

Industrial handlede også om branchen

I bliver meget ofte omtalt som opfinderne af begrebet industrial. Er det noget, du er enig i, og kan du ses nogen sammenhæng mellem jeres lyd og det, der bliver kaldt industrial i dag?

- Nej, faktisk ikke. Allerede i 80'erne blev industrial-begrebet meget hurtigt til en kasse brugt om en bestemt type musik, altså elektronisk musik med metal-guitar og hård percussion i stil med eksempelvis Nine Inch Nails (som Peter Christopherson som nævnt også har lavet musikvideoer for, red.). Men den musik adskilte sig fra den, vi lavede, ved at den blev udgivet gennem den etablerede musikindustri. Den industri føler jeg mig ikke meget beslægtet med. Navnet industrial kommer jo fra navnet fra vores pladeselskab, som vi grundlagde dengang og for nylig har genoplivet, men begrebet industrial handlede lige så meget om måden, vi gjorde tingene på. En del af idéen var jo at gøre det hele selv. Altså at arbejde helt uden om musikindustrien.

- Vi var outsiders fra begyndelsen. Helt efter eget ønske. Men hele idéen, altså kombinationen af musikken og hele tilgangen, den er der ikke mange, der har videreført. Måske nogle af de navne, der kom frem efter rave-bølgen i 90'erne, et navn som Pan Sonic og nogle navne inden for glitch-scenen (en slags støjfokuseret elektronisk musik, red.). Jeg ville ønske, at der var flere, der gjorde, som vi gjorde dengang. Men jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke følger så meget med i, hvad der sker på musikscenen i dag. Der er da mange gode bands derude, men der er ikke nogen, der gør tingene helt selv, både musikalsk og branchemæssigt, ligesom vi gjorde. Men det er måske svært at overgå os, griner Peter Christopherson, dog med beskedent lydende tonefald.

Har altid været imod musikbranchen

Men der er jo flere og flere bands, der kvitter de etablerede pladeselskaber og udgiver selv. Eksempelvis Radiohead og Nine Inch Nails, som du jo selv nævnte. Og der er jo masser af bands, der udgiver musikken selv eller distribuerer den digitalt uden om de store selskaber.

- Ja, og det er også en god udvikling, som vi da godt vil tage noget af æren for at have været med til at skyde i gang. Selvom der så skulle gå 25 år, før nogle for alvor tog tråden op. Hvis vi kan slippe væk fra musikbranchen, så er det fantastisk. Musikbranchen har altid forsøgt at sælge folk de mest basale klichéer, fordi det kunne give den en stabil indkomst. De store selskaber har aldrig gjort noget godt for den originale, nyskabende musik. Hverken i forhold til at opdage den eller betale den ordentligt. Det er i hvert fald min erfaring.

En del af jeres plader er kommet på Mute, som jo engang var et hæderkronet engelsk indie-selskab (også kendt for Depeche Mode, Erasure, Nick Cave & The Bad Seeds, Moby, Einstürzende Neubauten og mange flere, red.) men så blev solgt til multinationale EMI. Hvad synes du om det salg?

- Jeg var ked af det, da det skete. Der skete helt det, jeg regnede med. Det gjorde det sværere for Daniel Miller (selskabets stifter og leder, red.) at signe nye kunstnere, og det betød også, at halvdelen af medarbejderne blev fyret. Mute og EMI har i øvrigt tjent millioner af dollars på vores plader de sidste fem år, og vi har ikke set ret mange af dem.

Elektropoppen var kommet alligevel

Men hvad så med jeres indflydelse på den elektroniske musik i det hele taget? I var ret tidligt ude til at bruge elektroniske elementer i rytmisk musik, og i dag er der jo elektronik overalt i dagens musik. Føler I jer medansvarlige for det?

- Ikke rigtigt, for det var nok kommet alligevel i takt med, at de elektroniske instrumenter blev lanceret af industrien og dermed indoptaget af de mere poppede bands. Men det er da rigtigt, at Chris som en af de første håndbyggede rytmebokse af ting fra transistorer og generatorer, som han skilte ad. Og jeg brugte computere til samples af lyde, lang tid før sampleren blev opfundet, ja, flere år før Fairlighten (den første digitale sampler, lanceret i 1979, red.) kom frem. Så ja, teknologisk var vi ret meget cutting edge, i al beskedenhed. Desværre bruger de poppede synthbands både fra dengang og nu kun de præindspillede lyde i computerne og synthesizerne uden at ændre dem. De prøver ikke på at udfordre teknologien på samme måde, som vi gjorde.

Forløber for Facebook

I 70'erne havde I et stort fællesskab med jeres fans, som I sendte breve, flyers og postkort. Ser I en sammenhæng med den måde, bands i dag kommunikerer med deres fans på via medier som Facebook, MySpace og Twitter?

- Ja, og vi var nødt til det dengang, fordi vi ikke var en del af den etablerede musikindustri. Vi havde ingen pressemedarbejdere. Men vi syntes, at folk, der havde brugt tid og energi på at opsøge noget musik, som var anderledes og originalt, fortjente at blive serviceret af bandet og skulle have let adgang til nye sange og idéer. Så ja, vi var ude med en forløber for Facebook og MySpace (griner).

Er I stadig bevidst om at have tæt kontakt til jeres fans?

- Ja, vi er da på MySpace og Facebook, men vi har som nævnt travlt med vores soloprojekter, så vi har ikke rigtig tid til at opfinde eksempelvis en helt ny iPhone-applikation (griner), selvom det da ville være sjovt.

Mere betydningsfulde end Velvet Underground

Nogle musikjournalister har kaldt jer lige så betydningsfulde som eksempelvis Velvet Underground. Er du enig i den betragtning?

- Rent konceptuelt synes jeg faktisk, vi har haft større betydning end Velvet Underground. Velvet Underground gjorde basalt set bare det samme i fem år og forsvandt, selvom de også havde stor indflydelse på Genesis og mig og de andre i bandet i de unge år. Throbbing Gristle har gjort rigtig mange forskellige ting i en periode på 30 år, er forsvundet og er kommet tilbage igen og igen. Velvet Underground udkom på et stort selskab (først Verve, så Warner, red.) og gjorde vel, som selskabet sagde til dem, og de fik nok heller ingen penge, ligesom vi ikke har fået nogen penge af EMI. Men det er da rigtigt, at Velvet Underground har solgt mange flere plader end os, og de har formået at lave en særegen lyd og samtidig været en del af den etablerede musikindustri.

Er der noget af det, du har gjort i jeres karriere, som du er særlig stolt af?

- Jeg er stolt af, at det med Throbbing Gristle lykkedes at bryde med konventionerne og samtidig få succes. Jeg er også stolt af de andre bands, jeg har været med og er med i, især Coil og Soisong. Jeg får stadig mails fra folk hver dag, der siger, at vores musik har ændret deres liv. Den har fået dem til at interessere sig for musik og givet dem lyst til selv at skabe musik. Det er jeg stolt af.

Kalenderen fyldt til 2012

Hvad er fremtiden for Throbbing Gristle?

- Som sagt er vi alle travle med alle mulige projekter. Vi har spillet sammen en del de sidste tre år i maj og juni måned, så jeg tror faktisk ikke, vi har lyst til at spille i maj og juni næste år. Vi håber, vi kan blive færdig med Nico-pladen til næste jul eller foråret 2011 og måske give et par koncerter i den forbindelse. Min kalender er fyldt ud til 2012. Jeg vil helst ikke booke mig længere ud i fremtiden, for det kan jo være, jeg ikke lever længere (griner). Hvis vi har tid og har den fælles mulighed for at lave noget, så er vi klar.

Et sidste spørgsmål: Hvilken musik lytter du egentlig til lige nu?

- Jeg bor som sagt i Bangkok, og jeg lytter til thailandsk countrymusik derhjemme. Den mærkeligste musik, du nogensinde vil høre. Meget disharmonisk; det lyder som Dolly Parton spillet gennem et nøglehul. Teksterne handler om typiske countryemner, sådan noget som fyre, der bliver fulde, er ulykkeligt forelskede, får deres hund kørt over af en lastbil eller skændes med svigermor. Og de bliver fremført af teenagere og transvestitter på mærkelige instrumenter. Det er fantastisk.

Er det noget, du er inspireret af? Og er det noget, vi kan komme til at høre i København?

- Ja, det er jeg i høj grad inspireret af. Om vi spiller den slags i København? Måske - kom selv og lyt.

Koncerten 19. juni på Statens Museum for Kunst er udsolgt.

Throbbing Gristles hjemmeside

Throbbing Gristle på MySpace

Throbbing Gristle på Facebook