M. Ward – Den litterære virtuos

M. Ward – Den litterære virtuos

Bag Astoria-scenen på Roskilde Festival befinder den 36-årige Matt – eller blot ”M” – Ward sig. Det er midt på eftermiddagen på festivalens sidste dag, og der er endnu godt tre timer, til Ward og hans band får en god times tid til nok engang at overbevise de fremmødte om deres musikalske værd. Noget, som Ward har gjort igen og igen og med stigende succes som årene er gået siden 1999, hvor han debuterede med den alternativt betitlede soloplade, ”Duet For Guitars #2”.

Antallet af fans steg, ikke mindst blandt de musikalske kolleger, der inviterede Ward med på både plader og turnéer. Det gælder ikke mindst Jenny Lewis og Conor Oberst, samt Jim James og My Morning Jacket, der stod for introduktionen af M. Ward til undertegnede ved en koncert på det legendariske spillested, The Fillmore, i San Francisco i maj 2004. Først spillede Ward alene, så fik han Jim James & co. som backingband, så spillede My Morning Jacket, og så fik de Ward med som gæst.

Uden at sige et eneste mindre pænt ord om My Morning Jacket, tør det her nævnes, at Ward stjal en overraskende stor del af opmærksomheden. Det kaskettildækkede ansigt, der sikrede en vis mystisk omkring den lille mand, kombineret med hans hæse stemme og fænomenale guitarspil udgjorde en trefoldig garant for spontan fascination. At Ward var guitarvirtuos og så samtidig blot spillede relativt simple og hjerteskærende sange, gjorde, at i hvert fald denne tilhører blev stor tilhænger med ét.

Fem år og fire koncerter senere opstår så muligheden for snak med Ward i professionelt øjemed. Som forventet er han helt nede på jorden, særdeles venlig og imødekommende. Støjniveauet er højt på festivalen, og Ward spekulerer over, hvor det roligste sted mon er. Nok velvidende, at hans stemme ikke just når et sønderrivende lydniveau, når han blot svarer løs på strømmen af spørgsmål. Han finder en kulørt indrettet vogn i området, byder på drikkelse og sætter sig mageligt til rette i sofaen.

Du har samarbejdet med en lang række musikere, blandt andre Lucinda Williams, Jason Lytle, Jim James, Howe Gelb, Jenny Lewis, Conor Oberst og naturligvis Zooey Deschanel. Hvem er der tilbage, som du virkelig gerne vil samarbejde med?
- Det vil tiden vise, tænker jeg. Alle de gange, jeg har samarbejdet med nogen, er det opstået helt naturligt. Sådan lidt ud af det blå. Og jeg forestiller mig, at det også er sådan, at det vil ske i fremtiden.

Du venter på, at folk kontakter dig?
- Det er normalt, hvad der sker. Men med Lucinda var det anderledes. Jeg hørte hendes stemme, mens jeg var ved at indspille nummeret ”Oh Lonesome Me” (fra ”Hold Time”), og jeg tænkte, ”ville det ikke være stort, hvis hun sagde ja til at indsynge en duet?”, og det gjorde hun, og det var en stor oplevelse.

Så der er ikke nogen, som du måske er bange for at spørge, eller nogen, som du håber, vil spørge dig? Rolling Stones?
- (griner) Altså, hvis Rolling Stones gerne ville have, at jeg spillede guitar på en af deres plader, så ville jeg sige ”ja”! Men først ville jeg nok sige… ”hvorfor?”.

Har du et yndlingssamarbejde, ud af alle de mange, du har lavet?
- Lige nu er mine favoritter She & Him-projektet (med Zooey Deschanel, red.) og Monsters Of Folk-projektet (med Conor Oberst, Jim James og Mike Mogis, red.).

Det skulle jeg netop til at spørge om. Monsters Of Folk-albummet er et par måneder fra sin udgivelsesdato. Er sangene på albummet resultatet af, at I alle har skrevet dem sammen, eller har I individuelt bidraget med sange, som I så har indspillet sammen?
- Vi kom alle sammen med ideer og skeletter til sange, og så arbejdede vi på dem sammen. Det er blevet rigtig godt. Vi glæder os til, at folk får det at høre.

Gode grin, tegneserier og James Joyce
Af dine egne sange, hvilken er så din favorit?
- Det er et virkelig svært spørgsmål, for der er jo hundredvis af sange at vælge imellem! Jeg kunne godt bare finde på et svar, men jeg er mere nysgerrig efter at høre andres bud på, hvad deres favoritter er.

Mine er ”O’Brien”-sangene (”O’Brien” fra ”End Of Amnesia” og ”Vincent O’Brien” fra ”Transfiguration Of Vincent”). Jeg ved, at du ikke har lyst til at afsløre for mange specifikke ting, men kan du fortælle mig, om det er en eksisterende person, eller en fiktiv én?
- Der er mange, der er kommet med deres egne fortolkninger. Og jeg lærte for længe siden, at det ikke er sjovt at male en sang op i et hjørne i et interview. Så det passer mig fint at lade den slags spørgsmål forblive åbne.

Fair nok. Hvad er din yndlingsvits?
- Hvad er min yndlingsvits, Mike? (Coykendall, guitaristen fra Wards band, som netop er trådt ind i rummet. Han foreslår ”2:30”-vitsen, som hverken han eller Ward kan huske ordentligt, men det er en tandlægevits baseret på det ordspil, at klokkeslettet ”2:30” lyder ligesom ”tooth-hurty”, red.) Jeg har ikke sådan en vits, jeg altid kan bruge. Jeg er ikke den store vitsfortæller. Det lader jeg de professionelle om. Jeg kan for eksempel godt lide Monty Python. Jeg kan godt lide de ting, der ryger lidt hen over hovedet på mig. John Cleese er fantastisk, og alt han er med i er virkelig godt.

Hvornår grinte du sidste gang så voldsomt, at du nær tissede i bukserne?
- Det er et rigtig godt spørgsmål! Det var sikkert, mens jeg så en film. Og jeg prøver at komme i tanke om, hvilken det kunne være. Men jeg er som regel ikke en person, der griner hysterisk.

Det var derfor, jeg spurgte.
- (griner (ikke hysterisk)) Så at komme i tanke om den sidste gang, jeg grinte hysterisk, er virkelig svært.

Så bare den sidste gang, du havde dig et virkelig godt grin.
- En god omgang klukken? Vores ven Scott McPherson har et fantastisk billede af vores guitarist, Nathan Junior, ved siden af hans baage udenfor et hotel i Oslo. Det forestiller ham, der er faldet i søvn hen over sin kuffert. En kuffert han glemte, og som rummede hans pas, og han kom for sent til flyet. Han var så træt, fordi han var vågnet op omkring klokken syv. Så… Det billede var sjovt! Vi skal prøve at skaffe dig et eksemplar.

Har du en hobby, som måske vil overraske folk?
- Jeg ved ikke, om det vil overraske folk. Men jeg kan godt lide at gå, at læse og at løbe. (tænker over sine svar) Nok ikke synderligt overraskende! Jeg samler ikke på noget. Men da jeg var lille, samlede jeg på tegneserier.

Hvilke?
- Marvel-tegneserier. ”De Fantastiske Fire”. Og ”Thor”. Jeg synes, Thor var sej.

Hvorfor stoppede du?
- Jeg voksede bare fra det. Jeg tror, det var, da jeg opdagede bøger.

Hvad er din yndlingsbog?
- Jeg har ikke nogen.

Hvad er den sidste gode, du har læst?
- ”Dubliners” af James Joyce.

Hvad er der så godt ved den?
- Han er bare en genial forfatter. Han får mig til at føle ting.

I hvilket omfang bruger du litteratur som inspiration, når du selv skriver sange?
- Det gør jeg hele tiden. Jeg får vendinger på hjernen, på samme måde, som jeg får en melodi på hjernen. Det sker hele tiden. Jeg kan huske, at jeg gerne ville have en sang jeg skrev, ”Outta My Head”, til at fremstå som et Emily Dickinson-digt, og jeg kan huske, at jeg tog mig tid til at arbejde med den på den måde.

Hvor opmærksom er du på at have det, folk typisk kalder en ”offentlig persona”?
- Frem for alt er det ikke noget, jeg tænker ret meget over. Men hvis jeg skal tænke over det, så tror jeg kun, jeg er opmærksom på det, når jeg er på scenen. Og når folk genkender mig på gaden og sådan noget.

Kalder folk dig nogensinde bare ”M”?
- Ja, det er et kælenavn fra skolen.

Min overordnede (redaktionssekretær Ole Rosenstand Svidt, red.) ville gerne have, at jeg spurgte dig om det her: Blander folk dig nogensinde sammen med gruppen M, der lavede sangen ”Pop Muzik”?
- Nej.

Kender du sangen?
- Nej.

”Pop, pop, pop muzik…”
- Nå, jo, den kender jeg godt! Men nej, den er jeg aldrig blevet forvekslet med!

Ingen kameraer, tak
Jeg har en teori om, at der er en øget tendens til, at unge mennesker går til koncerter med deres kompaktkameraer, som de så propper op i fjæset på de optrædende og hinanden – primært fordi de ønsker at være i stand til at sige, at de var til stede ved den givne koncert – snarere end oprigtigt at være der for musikkens skyld. Hvordan stemmer det overens med dine oplevelser?
- Personligt bliver jeg irriteret, når jeg går til en koncert, og personen ved siden af mig står og knipser billeder. Jeg synes, det er forstyrrende. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Så til mine koncerter har jeg lavet det til en regel – ingen fotos eller videooptagelser. Jeg ved godt, jeg lever lidt i en slags drømmeverden, men jeg kan godt lide konceptet, at musikken i sig selv er en tilstrækkelig stor oplevelse. Jeg synes ikke, snapshots er nødvendige for at tilfredsstille folks behov for at føle sig tilknyttet til musikken.

Men hvordan har du det så med det faktum, at de mange videoklip i tvivlsom kvalitet, som folk optager på deres kameraer, ofte udgør en inspirationskilde for folk, der er på jagt efter ny musik? Det er jo meget muligt, at du har fået en god bunke fans gennem YouTube og lignende services.
- Ja, og jeg har ikke noget imod YouTube eller noget. Jeg synes bare, at der tid og sted til kameraer og videoer. Og den tid og det sted er ikke fra den ene ende af en koncert til en anden.

Jeg har set dig optræde under lysekronerne i The Fillmore, i dagslys på en festival og i små, tætpakkede klubber. Din musik fungerer glimrende i alle sammenhængene, men jeg tænker, du har en favorit. Hvilken er det?
- Det er den verden, jeg er i humør til på det givne tidspunkt. Nogle gange er det et lille bitte sted, andre gange er det er større, udendørs sted. Især når vejret er smukt. Det er et meget diplomatisk svar, men jeg har ikke en favorit.

Har du et spillested, som du har varme minder om?
- Der er så mange fantastiske rum rundt om i verden. Jeg kan godt lide det sidste sted, jeg spillede i København. Jeg tror, det hed Vega. (Korrekt, Lille Vega, i oktober 2006, red.) Der var noget over lyden og energien fra publikum. Og i sidste uge havde jeg en god oplevelse i Shepherd’s Bush Empire i London. Og jeg kan godt lide Henry Fonda Theater i Los Angeles – arkitekturen og lyden. I nogle rum føler du dig bare tættere knyttet til publikum.

Du nævnte selv din koncert i Vega, og publikum til den koncert var et af de mest respektfulde, jeg nogensinde har set. De tav, når de skulle, og jublede, når de skulle. Det var ikke en weekendkoncert, men i stedet om tirsdagen. Tror du, de to ting har noget med hinanden at gøre?
- At der ikke var feststemning? Det kan godt være. Men jeg har ikke bemærket den store forskel. Generelt set er publikum nok lidt mere højrøstede i weekenden, men jeg tror, det afhænger mere af byen end ugedagen. I New York, San Francisco og Los Angeles støjer folk noget mere, og andre steder er folk der måske for at nyde musikken på en anden måde. Men jeg synes bestemt ikke, at der bare er én rigtig måde eller forkert måde at nyde musikken på – så længe, du hører efter og ikke tager billeder!

Er det din generelle opfattelse, at publikum udviser dig respekt?
- Så absolut. Jeg er meget heldig med mit publikum.

Har du en historie om en koncert, hvor du virkelig blev overrasket, og hvor tingene bare gik som de skulle?
- Der er en generel regel: De koncerter, som du tror bliver forfærdelige, bliver dine favoritter. Og de, som du tror bliver fantastiske, lever sjældent op til forventningerne. Før jeg rejste med bus, kan jeg huske, at jeg altid tænkte, ”vi kommer for sent!”. Der er trafik og sikkerhedstjek, så selvfølgelig kommer du for sent. Men så når du frem, og så er der altid en time eller to til overs. Og så de dage, hvor du tror, du har rigeligt med tid, dér sidder du så fast i trafikken eller punkterer eller bliver låst inde i bilen eller sådan noget. Vi lever i en paradoksal verden, og koncertaktivitet er ingen undtagelse.

Jeg håber, du har virkeligt lave forventninger til koncerten i aften.
- I dag er jeg virkelig spændt, så nu må vi se, hvad der sker! Jeg kan godt lide festivalen indtil videre. Vi har kun været et par timer, men noget af det, jeg bliver træt af, er at tage til europæiske festivaler, som altid bare byder på den samme musik. Men bare i dag, hvor jeg har gået lidt rundt på festivalen, lader det til at Roskilde formår at inkorporere forskellige stilarter. Som eksempelvis det band, der spillede på vores scene lige før. (De kinesisk-mongolske Hanggai, red.) Jeg forstod ikke, hvad det var for noget, men det lød virkelig godt. Så så vidt er jeg virkelig imponeret over Roskilde.

Læs her hvordan det gik til koncerten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA