Mew – Eskapismens musikalske malermestre

Mew – Eskapismens musikalske malermestre

Efter knap fire år er Mew atter albumaktuelle. GAFFA mødte det succesfulde danske orkester i studiet i Brooklyn, hvor Jonas Bjerre og Bo Madsen fortalte om Johan Wohlerts exit, diskuterede Oasis og fordummelseskultur, ligesom de kastede et blik over de drømmende penselstrøg, de maler med i deres musik.

At kunne drømme med åbne øjne har alle dage været en svær kunst, men på foreløbig fire album har Mew hjulpet deres verdensomspændende tilhørerskare på vej med netop dette. Det femte har fået den mundrette titel "No More Stories /Are Told Today /I'm Sorry /They Washed Away /No More Stories / The World Is Grey / I'm Tired /Let's Wash Away", og når kalenderen viser den 17. august, er det resultatet af to års hårdt arbejde, der slippes løs på musikmarkedet. Indspilningerne er foregået med producer Rich Costey, der også sad bag knapperne på gennembrudsalbummet "Frengers" fra 2003.

På en for hans vedkommende mindre travl dag har Jonas Bjerre sat sig mageligt til rette i et hjørne af Brooklyn-studiets mange lokaler. Her beretter han fortællelystent løs om musikken, han selv skaber, den musik, han lytter til, og den, han for en stund helt undværede en uge i Japan – og allerførst om tabet af bassisten, Johan Wohlert, der reducerede guldfireren til et trekløver, da han forlod bandet for at danne The Storm med Pernille Rosendahl.

Hvordan reagerede I på Johans exit?
– Jeg havde haft det lidt på fornemmelsen i et stykke tid. Man kunne mærke, at han ikke var så glad for at turnere hele tiden. Det har vi alle sammen haft det hårdt med i perioder, men han havde det hårdt på en anden måde. Det var selvfølgelig enormt trist og svært at acceptere, fordi vi havde spillet sammen i så mange år.

Var det som et kærestepar, der gik fra hinanden?
– Nej, for et kærestepar, der er gået fra hinanden, har ofte lidt bitre følelser for hinanden.

Det kunne man jo også have en forventning om, at I trods alt kunne have.
– Det har vi overhovedet ikke. Det har der aldrig været. Der har ikke været nogen, der har kunnet bebrejde nogen noget – sådan er verden bare, og vi har et rigtig godt forhold til Johan i dag. Vi ser ham så ofte, vi kan, men han har jo også travlt. Han bor ikke så langt fra mig, så nogle gange drikker vi en kop kaffe sammen. Det er jo slet ikke i samme omfang som dengang, vi arbejdede sammen, og det er selvfølgelig trist.

Hvad har det gjort for dynamikken i bandet, at I pludselig kun var tre?
– Det har betydet enormt meget for vores interne psykologi. Man er vant til at kommunikere på en bestemt måde, og når man så kun er tre, skal man finde en ny måde at gøre det på. Men sådan er livet jo – du kommer ikke igennem det, uden at skulle omstille dig. Rent teknisk har det også betydet noget, for når man bygger skelettet af en sang op, så skal der være noget, der bærer progressionen, og det gør bassen jo rigtig godt – især hvis man laver grundtoner – så dér har jeg spillet meget af det på klaver.

Musikalsk malerkunst
Hvor meget har I lyttet til navne som Pink Floyd og Electric Light Orchestra, som man kunne ty til, når man skal beskrive jeres storladne og meget orkestrerede lyd?
– Jeg hørte lidt Pink Floyd, da jeg var lille, fordi min far havde alle deres plader, men det er ikke rigtigt noget, jeg lytter til. Jeg tror, det er lidt for blues’et til mig. Jeg kan ikke så godt lide blues-akkord-progressioner. Jeg tror, det har betydet mere for mig, at jeg har lyttet til Beatles’ "Magical Mystery Tour".

Så du har ikke hørt "Dark Side Of The Moon" fra ende til anden og tænkt at, hov, hvor er det her … interessant i det mindste?
– Nej, ikke rigtigt. Men på den sidste plade fik vi jo virkelig den dér ned over hovedet, med at ”hov, nu er I blevet et prog-rockband”, og vi blev sammenlignet med alle mulige progressive rockbands fra 70’erne, som vi egentlig slet ikke kendte. Men der er da nogle progressive bands, vi har lyttet til – tidlig Genesis og sådan nogle ting. Men jeg er ikke så meget til sådan noget virtuoso-prog-rock, hvor det gælder om at vise, hvor dygtig man er til sit instrument. Det er mere sådan en helhedsting, hvor det handler om fantasi og farver og drømme.

Så måske er det lettere at beskrive Mew med begreber fra de visuelle kunstarter end de musikalske?
– Ja, det synes jeg er meget rigtigt. Mit forhold til musik har altid været, at jeg har lyttet til det, og så får jeg billeder inde i hovedet. Og det er meget forskellige billeder alt efter, hvad det er for noget musik, og det er meget det, der afgør, om jeg kan lide det eller ej. Men det skal ikke være sådan noget med slotte og drager, som man ser meget i den progressive verden. Det handler om, at fantasien er et spejlbillede af virkeligheden, og det er det, der gør den appellerende – det er en drømmeverden, ja, men det er en reaktion på noget virkeligt. Og det er også med til at holde det nede på jorden, selv om der da stadig helt klart er noget eskapisme i vores musik.

Hvem synes du er særligt interessant indenfor den visuelle kunst?
– Mine to yndlingsmalere er meget forskellige. Den ene er Vilhelm Hammershøi, og den anden er Francis Bacon, og de to er jo næsten umulige at sammenligne. Jeg kan godt lide vildskaben og bevægelsen i Bacons malerier, og jeg kan godt lide den statiske ro, sørgmodigheden og den dér protestantiske askese, som ligger i Hammershøis billeder. Og de to modsætninger tror jeg også, man kan finde i vores musik. Men det kommer til at lyde meget … hvad er det for et ord, jeg leder efter…

Jeg tør ikke foreslå noget…
– Haha, nej… Men altså, sammenligninger vil næsten altid pille noget ned, for alting er jo noget i sig selv. Og det kan jo altid brydes ned i komponenter, men det er lidt ligesom at spise en fantastisk kage, og bagefter sige, at det er ”mel møder mælk møder…”! Det er jo ikke så essentielt for, hvordan kagen smager – ”gad vide, hvad den består af!” Det er mere helhedsindtrykket.

Hvad er det for et tomrum, musik i al almindelighed udfylder?
– For at undersøge, hvad det gjorde ved mig, så tog jeg en uge, hvor jeg boede ude på landet i Japan et sted uden for Tokyo, hvor jeg slet ikke lyttede til musik. Og der var heller ikke noget musik i gaderne eller noget. Det var faktisk lang tid at undvære musik, og der opstod klart et tomrum. Jeg tror, vi meget bruger musikken til at administrere vores følelser – når man er i et særligt humør, så har man lyst til at lytte til noget musik, der måske forstærker det humør. Også selv om det er en trist følelse, fordi så kan man mærke, at andre mennesker har haft det på samme måde – at der er nogen, der kan forstå én. I Japan kunne jeg mærke, at der var nogle ting, jeg ikke rigtigt kom af med på samme måde, og så blev jeg nødt til at komme af med dem på en anden måde. Det kunne for eksempel være ved at gå en lang tur i skoven eller løbe en tur – eller bare sidde og tænke. Det var meget sådan en naturuge. Jeg følte mig meget renset bagefter. Men da den uge så var overstået, og jeg tog tilbage ind til byen, så var jeg også tilbage på min iPod.

De privilegerede Hellerup-drenge
At der er ualmindelig meget rarere inden døre end udenfor om sommeren i Brooklyn og New York, bliver man nok engang mindet om, da Bo Madsen fører an ud af studiet og ud på gaden, hvor den svedige hede fluks hilser én velkommen. Særdeles afslappet slår han sig ned på fortovet, og interviewet er snart undervejs. I en sidebemærkning fortæller han om sit nye hus på Amager og skaber dermed den ramme, som den resterende samtale kommer til at udfylde.

– Jeg har lige købt et hus på Amager! Det er meget sjovt. Vi er jo fra Hellerup. I gamle dage blev der lavet jokes med, at vi blev introduceret som ”Mew fra Hellerup”. Alle hiphopperne er jo fra Amager. Rockers By Choice og alle de dér seje drenge. Og så var vi fra Hellerup. Sådan nogle lidt bøssoide nogen. Flegmatiske og stille og rolige drenge.

Har I skullet kæmpe med det image – de overprivilegerede drenge fra Hellerup?
– Næh, det har bare været for sjov, altså. Det kan godt være, der er nogen, der har valgt det fra på grund af det, men der er sikkert også nogen, der har valgt det til. Men det har mest bare været sådan et lille, provokerende slogan.

Føler I jer overprivilegerede?
– Altså, vi er alle sammen vokset op i stille og rolige middelklassehjem. Og jeg har selvfølgelig været privilegeret i forhold til, at jeg har fået lov til at arbejde med noget af det, jeg gerne ville, og i min tilværelse generelt, men jeg føler ikke, at vi har fået det hele foræret. Vi har arbejdet og kæmpet rigtig hårdt med vores band.

Men hvad med den evindelige ting med, at man er en mere troværdig kunstner, hvis man kommer fra trange kår i en London-forstad, end hvis man kommer fra Hellerup for eksempel?
– Jo, men den musik, jeg bedst kan lide, er ofte ikke sådan noget. Det er ikke glorificeret arbejderklasserock. Det er måske mere de bands, der har en lille smule uddannelse og ikke ser det som en skamplet, hvis man ved et eller andet om verden. Jeg synes, at musik handler meget om at reflektere over det, man gør, og lave abstraktioner, og det er også derfor, jeg ikke bliver tiltrukket af sådan noget garagerock, for det synes jeg har en meget kort appel.

Ud med fordummelseskulturen
Når Oasis synger om "Cigarettes And Alcohol" som meningen med livet, forstår du så appellen i et budskab som det – uden det nødvendigvis er dig, det appellerer til?
– Jeg forstår godt, at det er et budskab, der kan appellere til unge folk, der i de formative perioder af deres liv er meget modtagelige over for sådan nogle slogans. Men jeg kan ikke forstå det, når det handler om voksne mennesker, som burde vide, hvem de selv var, og være lidt mere betænkelige over for den slags.

Hvorfor tror du, at fuldvoksne mennesker tager imod de her budskaber?
– Det kan jo lyde enormt højrøvet, når jeg sidder her som velfærdsdansker med mit på det tørre og som en forholdsvist dannet person, men jeg har bare oplevet arbejderklassen i England, og det er nogle andre vilkår, de har. Der er ikke mange, der får mulighed for at få et større perspektiv eller få læst en god avis eller set noget godt i fjernsynet. Det er skræmmende. Men altså, Oasis, det er bare sådan to bøv’er. Jeg kan heller ikke lide deres musik, og jeg synes, det er noget af det mest platte overhovedet. Jeg synes, Oasis meget er et billede på det, det ikke skal være. En fordummelseskultur på mange måder.

Så det var måske meget godt ramt med Oasis som modsætning til jer?
– Jo, klart. Det modsatte af Mew, det er på mange måder Oasis.

Der er så sikkert Oasis-fans, der ville klassificere Mew som værende utroværdig overklassemusik, og folk bruger altid udtrykket ”drømmende” om jeres musik, og Jonas snakkede om eskapisme. Men hvad er det præcis, man så drømmer sig væk fra, når man har alle privilegierne?
– Det med eskapismen og det at beskæftige sig med åndslivet og følelserne og det indre – det er jo på en måde opstået fra trangen til at glemme, at man skal dø, så derfor er eskapisme måske et meget godt udtryk. Men jeg tror, det er svært at finde noget musik, der rummer hele meningen med livet. Det kan du jo ikke. Så Oasis, de kan lave noget musik, der siger ”hey, drik nogle bajere, få noget fisse og slå en eller anden ned på en bar – det synes vi er virkelig fedt og meningen med livet”. Og vi kan så synes, at livet er meget kompliceret og indeholder utroligt mange følelser, som hele tiden overrasker én, og som vi på en eller anden måde prøver på at adoptere i musikken – og som man måske gerne vil slippe væk fra og ind i en anden verden, fordi det kan være svært at forholde sig til hele denne her uoverskuelighed, der er i den verden, vi lever i. Der er det her bombardement af følelser og påvirkninger udefra. Og det er måske et meget godt billede på vores musik – et sted, man kan tage lidt væk fra den dér konstante søgen efter mening, som måske nok ikke er der.


______________________


En Mew-plade tager den tid, en Mew-plade skal tage
Efter indspilningerne i Brooklyn fortsatte Mew arbejdet med albummet i studier på Manhattan og i København. Der var forventninger om, at albummet ville udkomme op mod et halvt år tidligere, end det rent faktisk sker, og i et opfølgende interview fortæller Jonas og Silas, hvad der trak processen ud:

– Numrene bliver ikke forseglede og sendt til trykken før absolut sidste sekund. Vi beslutter ikke, at ”det var så det nummer”, og springer videre til det næste. Vi vender og drejer dem alle samtidigt, og det er nok en af årsagerne til, at det tager sin tid. Men det er ikke en ny arbejdsform for os, men en tudsegammel, vi har fulgt siden tidernes morgen.

Om den usædvanligt lange albumtitel forklarer de følgende:
– Vi fik lyst til at have korte sangtitler. Det passede godt. Og vi ville også oprindeligt have haft en kort albumtitel, men vi kunne ikke finde ord, der virkede forløsende nok. Den endelige titel er teksten til den korte intermezzo "Hawaii Dream", og da Bo foreslog, at vi brugte hele den tekst som titel, tog det ikke længe at få Silas og mig med på den. Det var ligesom at finde den forsvundne brik i puslespillet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA