Florence & The Machine – Apokalyptisk pop

Det rødhårede engelske håb er en vild ting

– Er du kommet helt fra Danmark for at interviewe mig? Så skal du da have en vodka.

22-årige Florence Welch, forsanger og sangskriver i den løst sammensatte gruppe Florence & The Machine, er i højt humør og måske en kende beruset, selvom det stadig er eftermiddag og GAFFA møder hende backstage før en koncert i Nottingham. GAFFA kan ikke nænne at sige, at vi faktisk også skal interviewe to andre kunstnere på denne tur til det britiske. Interviewet finder sted et stykke tid før udgivelsen af Florence & The Machines debutalbum "Lungs", men den britiske musikpresse har allerede skrevet meget og rosende om gruppen og ikke mindst deres rødhårede og temperamentsfulde frontfigur og hendes dramatiske sange et sted mellem klassiske kvindelige singer-songwritere, soul og mere eller mindre alternativ rock.

Allerede ved indgangen til året var hun på forsiden af det store engelske musikugeblad NME, ligesom Florence & The Machine i februar fik en Brit Award i kategorien ”Critics’ Choice”, en slags ”årets nykommer”-pris, som bliver givet til kunstnere, som endnu ikke har pladedebuteret. Prisen gik året før til Adele, der efterfølgende har solgt over en million eksemplarer af sit debutalbum på verdensplan.

Florence Welch er nu ret upåvirket af den megen virak. Som hun siger:
– Det er lidt komisk at få en Brit Award, ikke på basis af noget, jeg har lavet, men på basis af noget, man regner med, jeg vil lave. Det var da sjovt at deltage i festen, men det var så én dag i mit liv og nok ikke noget, der kommer til at betyde det store i det lange løb.

Rock med harpe
Dine tekster er fyldt med drama. Folk, der slår hinanden, stikker øjne ud på hinanden og bygger kister til folk. Hvor kommer alt dette drama?
– Jeg er nok ret ekstrem person. Når jeg føler noget, føler jeg det meget ekstremt. Enten er jeg ekstremt glad eller ekstremt nedtrykt eller ekstremt rasende. Første gang, jeg var forelsket, var jeg ved at dø. Men jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Sådan har det altid været, også da jeg var barn. Men jeg er også inspireret af eventyr og fantasy-litteratur, og teksterne er ikke nødvendigvis selvbiografiske, forklarer Florence.

Noget af det, der får Florence & The Machines musik til at skille sig ud, er, at gruppens besætning blandt andet inkluderer en harpespiller. Hvorfor nu det?

– Det var nu lidt af et tilfælde, fordi vores keyboardspiller Isa har en god ven, som spiller harpe, og så prøvede vi for sjov at få ham med i bandet. Det lød faktisk godt, så vi beholdt ham. Og det giver en fed, dramatisk lyd, hvis man kører harpelyden gennem effektpedaler. Vi kan også godt lide lyden af strygere, så dem bruger vi også. Man kan vel kalde vores musik for ”apokalyptisk pop”.

Du er eneste faste medlem af bandet, så hvorfor kalder du dig Florence & The Machine i stedet for bare Florence Welch?
– Florence Welch lyder så grimt, synes du ikke? Og i starten brugte jeg mange samplere og maskiner og kaldte mig derfor Florence & The Machine. Og så er det bare hængt ved. Jeg kan godt lide dobbeltheden mellem et ord, der refererer til noget med blomster, og så et mere maskinelt lydende ord.

Vild ting
Ud over de ekstreme følelser har Florence Welch i de engelske medier fået det prædikat, at hun er ret vild. Både på scenen og ude i det såkaldt virkelige liv. Denne dag har hun da også en stor rift på den ene arm. Florence forklarer:

– Den kom, fordi jeg faldt ned fra et loft. Der plejer at ske ulykker rundt omkring mig, jeg ved ikke hvorfor. Det er ikke noget, jeg opsøger. Men jeg kan egentlig bedre kontrollere mig selv på scenen end uden for scenen. Og jeg er altså heller ikke på stoffer, og jeg drikker ikke engang særlig meget. Jeg er bare høj på musikken, siger hun og griner forlegent og klirrer med vodkaflasken.

Jeg har hørt noget om, at du fik skældud i skolen, fordi du ikke kunne lade være med at synge i timerne?
– Ja, det er rigtigt nok, jeg har altid godt kunnet lide at synge, og jeg fik heldigvis mulighed for at synge i kor i en ung alder. Jeg har også gået til klassisk sangundervisning.

Har du altid drømt om at blive sanger?
– Jeg har altid sunget og gerne villet synge, men det er først for nylig, at jeg er begyndt at tænke på, at det faktisk var noget, man kunne have som et arbejde. Jeg har aldrig været god til at lære noget eller huske noget, medmindre det var en sang. Jeg har altid haft let ved at huske musik. Jeg er også kraftigt ordblind.

Jeg har læst på Wikipedia, at dine største musikalske idoler er Kate Bush og White Stripes?
– Står der det? Det passer ikke. Jo, de er fantastiske begge to, men det er ikke ligefrem mine største idoler. Jeg har egentlig ikke noget egentlige favoritmusikere eller bands, jeg er mere fan af sange. Der er en masse sange, som har gjort stort indtryk p mig. For eksempel "Hoist That Rag" med Tom Waits, "Love Will Tear Us Apart" med Joy Division, "My Baby Just Cares For Me" med Nina Simone, "Strange Fruit" med Billy Holiday, "A Change Is Gonna Come" af Sam Cooke, "Hurricane" med Bob Dylan, "Simon Says" med Pharoahe Monch, "9 To 5" med Dolly Parton og "Little Bird" med Annie Lennox.

Du har også gået på art school. Har det hjulpet dig i din musikalske karriere?
– Det har i hvert fald hjulpet mig med at dyrke det visuelle udtryk i musikken. Jeg kan godt lide, at der er noget at se på, når jeg er på scenen, så derfor går jeg altid i farvestrålende tøj, forklarer Florence Welch, der denne dag da også er klædt i en storblomstret kjole. Hun tilføjer dog: – Men husk, at blomster også kan symbolisere død. Tænk bare på en begravelse.

Som teenager spillede Florence Welch med i et punkband. Det var dog ikke entydigt for at gøre oprør mod forældrene, for Florence kommer fra noget af et boheme-hjem. Hendes mor var eksempelvis på et tidspunkt medlem af kredsen om Andy Warhols Studio 54-kollektiv, dog før Florence Welch kom til verden. Florence forklarer:

– Det er rigtigt nok, at min mor hang ud med Andy Warhol, men på et tidspunkt fik hun nok af New Yorker-livet og tog hjem til England og fik mig. Nu skriver hun bøger om kunsthistorie. Hun er stadig lidt skeptisk omkring min musikkarriere, og hun tror stadig, det er en fase, jeg er i. Min far bakker mig derimod kraftigt op. Han har ligefrem været turmanager for mig, slutter Florence Welch med et stort glimt i de grønne øjne.