Efter en våd nat, dobbeltsymbolik, stod Wacken op til en dag med aftagende blæst, hvor solen vandt til sidst, og hvor Wackens trofaste veteraner hev sikre stik hjem sidst på aftenen og langt ud på natten.

Første band på den store scene var norske Vreid. En blanding af black og thrash, som er blevet en meget populær krydsning de senere år. Vreid er et af de bands, der normalt gør det meget godt, men deres præstation på dette års Wacken Open Air blev en lidt uheldig én af slagsen. Først og fremmest blev de ofre for vinden, der stadig var temmelig stærk klokken 11 fredag formiddag, hvorfor de led under samme lydproblemer som D-A-D dagen før, dog knap så voldsomt.

Dernæst introducerede forsangeren på et tidspunkt en sang som en hyldest til den begivenhed, der fandt sted i en norsk fjord tilbage i foråret 1940, hvor et tysk krigsskib blev sænket med 1000 tyske soldater ombord. Selvom det er populært at synge om krig, død og ødelæggelse, så forekom den introduktion og hyldest til 1000 tyskeres død i Norge alligevel en smule malplaceret, og det er sagt med jysk underdrevenhed. De fik forbløffende få applauser for den smutter, og publikum kom bagefter aldrig helt op og ringe. Man kan spørge sig selv hvorfor, men svaret er næsten blevet givet. Vreid fejlbedømte situationen og deres geografiske placering.

Wacken havde desværre dobbeltbooket tidsrummet fra 11 - 11.40, så da Vreid dummede sig, skyndte jeg mig over til Party Stage og fik det sidste af Napalm Deaths koncert med. Deres energiniveau er altid skyhøjt, og det vilde grindcore en evig betagende musikstil at overvære. Trods det bizarre tidspunkt formåede Barney og co. at rive tyskerne rundt, og selvom deres afsluttende "Nazi Punks Fuck Off"-cover kunne minde om samme uheldige hyldest som Vreids, så har Napalm Death afsluttet med den sang på Wacken gentagne gange før, og igen i år slap de af sted med det, og det endda med publikums arme og metalhorn i vejret. Napalm Death løb klart med sejren af formiddagens bands.

Først på eftermiddagen gik Gamma Ray så på, og det er noget, det tyske publikum kan lide. Præcis den slags metal de elsker, og fremmødet var stort, selvom det stadig var tidligt på dagen. Gamma Ray leverer den lette heavyrock og ved, hvordan de skal få folket med sig.

Helt så godt gik det ikke for Nevermore. Normalt et band, jeg synes godt om, hvorfor det var lidt ærgerligt at se en noget blød koncert fredag eftermiddag. Det var, som om de ikke rigtig brændte igennem, trods det at vejret på det tidspunkt begyndte at arte sig til såvel publikums som bands fordel, da regnen holdt op, vinden lagde sig, og solen kiggede frem. Det var under Nevermore, to piger formåede at lave improviseret mudderbrydning med hinanden ude midt på festivapladsen. Det tiltrak sig naturligvis stor opmærksomhed, specielt fra den mandlige del af publikum, og det var da også et ganske morsomt indslag. For festivalpladsen var på det tidspunkt ganske blød og våd her og der. Det kan på ingen måder sammenlignes med RF'07, men der var lavtliggende områder, hvor mudderet nåede foruroligende dybder, selv for os med imprægnerede vandrestøvler som en del af fredagens uniform.

Da solen gik ned, trak veteranerne i kampuniform og sørgede for det ene sikre stik efter det andet. Først var det legendariske Motörhead med Lemmy i forgrunden. De bragede ud gennem højttalerne med et uhyggeligt lydniveau, akkurat som de har gjort hernede mange gange før. De spiller rigtig, rigtig højt. Til sloganet "Rock Out With Your Cock Out", som også er en sangtitel, fyrede Lemmy godt og grundigt op for nok henved 60-70.000 fremmødte publikummer. Op på scenen kom også en flok "Fuel Girls", som legede med ild, og endte med en ganske sparsom beklædning, hvilket alle, både på og foran scenen, syntes ret godt om. Med usvigelig sikkerhed styrede Motörhead sig igennem 75 minutters rock'n'roll og sluttede af med "Ace Of Spades" og "Overkill" til publikums store begejstring. Men selvom klokken er 23, så er festen langtfra slut.

Herefter tog svenskerne nemlig over. In Flames er nærmest fast inventar på Wacken med seks optrædener siden 1997, og undertegnede er da også holdt op med at tælle, hvor mange gange jeg har set dem hernede. De fyldte ganske simpelt pladsen, og trak således de få tilbageværende, der ikke var til stede under Motörhead, op til scenen og bankede deres tunge, tunge musik ind i kroppen på samtlige. Der var fuld kraft på i samtlige minutter, og forsangerens utrolige energi brændte igennem og inspirerede til at svinge garnet. Natten var for alvor skudt i gang, og da In Flames takkede af, tog en anden erfaren kunstner over: Doro!

Tyskernes foretrukne metalkvinde er ligesom Motörhead og In Flames en god, gammel kending på Wackens scener. Og her i 20-års jubilæet var hun endnu et sikkert skud i bøssen for arrangørerne, der på den skumle side af midnat var vidne til en times powermetal med Doro i forgrunden. Ligesom Motörhead glimrede Doro ikke med nogen historisk præstation, men leverede varen som forventet, og veteranens niveau er godt nok til, at ingen gik skuffede derfra.

Til natteravnene havde man gemt vikingerne. Amon Amarth. Bandet har også været fast inventar på Wacken tre ud af de sidste seks festivaler, og spiller altid på obskure tidspunkter. Fredag nat fra 2-3 var i år ingen undtagelse. Med vikingeskibe, mjødhorn og en forsangers knyttede næve, nærmest formet som Thors hammer, var Wacken i en time nærmere Valhalla end den nogensinde kommer igen.

Så veteranerne reddede Wacken på fredagen. En lidt usikker start på dagen blev afløst af fire sikre knockouts fra henholdsvis Motörhead, In Flames, Doro og Amon Amarth.

Og med godt vejr her lørdag middag, kunne det tyde på, at lørdagen bliver lige så god. Rapport herfra følger i morgen!