CODY - "Lidt træt af det der singer-songwriter-fænomen"

Kaspar Kaae fortæller om tilblivelsen af debutalbummet ”Songs”

Cody 2009

GAFFA: Hvad er det med CODY og New York? I har været derovre flere gange...

Kaspar Kaae: - Det er et dragende sted. En by der er gang i hele tiden. Mange af de steder, vi har spillet er mindre en Lades Kælder i København, men det kan også være fedt, fordi der altid er mennesker. Det er en sindssygt svær by at skulle indtage. Samtlige singer-songwritere har en drøm om at prøve i New York, og der er en god vibe. Også selvom standarden svinger utroligt meget på musikere i New York. Jeg tog derover, inden Cody blev et band og fandt musikere fra andre bands og spille sammen med. New York blev bare det sted, hvor jeg tog hen for at få luftforandring. Forrige gang havde jeg et band med, men som så meget andet, så er det hårdt arbejde at starte et nyt sted, for ingen ved, hvem du er... Ligesom Lily Electric, der tog til Berlin.

Hvordan startede det?

- Første gang jeg var i USA var i 2005. Det var ikke en life journey eller noget, men jeg skulle bare over at besøge min søster, som beode derovre, og så var der de her open mic-aftener, og så kunne jeg bare ikke lade være. Men jeg faldt pladask for charmen. Jeg har ikke planer om at skulle erobre USA eller lave en Bob Dylan, flytte til New York og bo på gaden og vente på mit gennembrud. Jeg tog til New York med en pige, som flyttede dertil fra Texas for at blive skuespiller, og der er jo også 1000 af piger, som prøver den slags. Vi tager det med ro og tager derover, når vi har tid, mulighed og penge til det.

Hvordan fungerer CODY? Er det et band, et kollektiv, eller er det en sangskriver og hans band?

- CODY startede i efteråret sidste år som et band, og jeg har fundet den her skare og spille sammen med. Det startede bare med, at jeg skrev nogle sange, men CODY begyndte at vokse, og det blev tungt at organisere, fordi der var så mange mennesker inde over, hver gang vi skulle spille jobs og indspille. Der er nogle ting, man ikke kan forvente af folk, hvis de ikke er med som en del af det. For eksempel har vi haft op til fire forskellige trommeslagere med i bandet, uden det på nogen måde blev dramatisk. Det ville være federe at gøre det som et hold. Jeg kan bedre lide charmen ved det, og vi ville kunne tage det længere. Det er ikke bare ham i skovmandsskjorten med den flotte guitar og hans band. Jeg er blevet lidt træt af af det der singer-songwriter-fænomen. Vi er en unit, som skaber noget sammen. Vi har altid spillet sammen lidt på kryds og tværs af hinandens ting. Det er lidt af et musikerkollektiv, som det også er blevet kaldt, også fordi vi hænger meget ud sammen helt generelt.

Men det er stadig dine sange?

- Det er stadig mig, der skriver sangene. Det er måske mit ego, men jeg kan godt lide, når der bliver lagt mere tid i det. Og når man gør det selv, så bliver det ikke den letteste løsning, men det kan blive mere kreativt og mere gennemarrangeret. Til gengæld kan jeg ikke bare tage enerådige beslutninger, men jeg skal rådføre mig med bandet, og det skal jeg bare lige vænne mig til.

Musik er kun sjovt, når det ikke er for sjov

I befinder jer inden for en genre, som man umiddelbart ikke kan leve af i Danmark. Har I et specielt dansk eller internationalt sigte med pladen?

- Nej. Vi har ikke lyst til at blive skuffede, og vi har sikret os andre indtægtskilder ved siden af musikken, så vi kan lave CODY så kompromisløst og hippie-agtigt, som vi har lyst til. Det er da en drøm at kunne turnere ned gennem Europa og tage til USA, men det er vildt urealistisk. Også selvom vi har nogle jobs i Tyskland og New York. Vi vil hellere arbejde med en underspillet ærlighed og kompromisløshed, og så samle op på det, der kommer. Det er klart, vi er ikke Dúné, Veto eller et af de andre bands, som bare brager igennem. Det er en snæver genre, men jeg tror også, den vokser. Mit store ideal i dansk musik er Efterklang og den måde, de har fået internationalt anerkendelse, arbejdet seriøst samtidig med, at de holder på deres kollektiv og deres kunstneriske integritet.

I spillede på Roskilde Festivalen. En sarkastisk bruger (Raskolnikov) på GAFFA.dk skrev: ”Synes også det er mega tarveligt, at de stiller sig op uden at have barberet sig, hvad fanden er det for noget? Jeg er så træt af bands der ikke kan være en smule prætentiøse. Jeg synes at man skal tage en koncert som Roskilde dybt seriøst, og lade være med at stå og smile. Det er jo ikke for sjov man bliver booket til Roskilde.” Hvordan var det?

- Jeg var ved at dø og grin, da jeg læste det. Det er absolut ikke for sjov, vi ser ud, som vi gør. Jeg gider bare ikke stå og være indadvendt. Det er uærligt og noget værre fis, at man skal stå stringent i en firkant og stå og glo ned i sine sko. Jeg har selv prøvet at stå med makeup på, kigge ned i jorden og spille på min Fender Jaguar, for 6-7 år siden. Og det er ikke ærligt for mig. Jeg går sgu mere ud af, at vi skal være nærværende, ærlige og trendige - selvom vi er gode unge mennesker.

Hvad med jeres navn CODY, som er kort for Come On Die Young. Det er et navn, jeg ville forvente at finde på et punkband?

- Det er min reference til postrocken og melankolien. Det er titlen fra en af mine yndlingsplader, lavet af Mogwai, som jeg brugte, da jeg skulle finde et navn. Det er ikke pisseoriginalt, men jeg kan vildt godt lide det.

Songs

Hvad handler jeres debutplade om?

- Den handler meget om mennesker, som er omkring mig, i de miljøer jeg har valgt at befinde mig. Det er ting, som jeg forholder mig til og ikke store verdenspolitiske emner. Det er for de fleste sanges vedkommende folk, som jeg dybest set synes, er idioter. Jeg ved godt, det er et plat svar at komme ud med.

Er der en sammenhæng mellem numre, eller er det adskilte historier?

- Der er nogle ting, som går igen i mange af sangene. Men der er også to sange, som handler om mennesker, som jeg holder super meget af. Cast The Straw In The Wind eksempelvis. Så det hele er ikke bare sortseeri.

Hvad er der sket fra ep'en Cody og frem til Songs?

- Ep'en var egentligt bare lavet af mig og Troels Høgh (som også er producer på Songs). Vi havde lige drengene inde og spille nogle grundspor. Det, der er sket nu, er at den lyrisk og produktionsmæssigt er hævet i niveau. Den skal lyde mere sammenspillet, og ikke lag på lag. Vores plade er blevet lidt mere poppet, ikke i en negativ forstand naturligvis, for man kan tydeligt høre, at det er en CODY-plade endnu. Og efter en masse bøvl med at få den mixet, så er vi endt med selv at mixe den. Jeg er stor fan af Sixteen Horsepower, og det er en reference, jeg har trukket ind over den her plade. Jeg tror i højere grad, jeg er inspireret af nogle grene af shoegazer og post, så Songs ikke er blevet en traditionel folkplade, men en mere udadvendt plade.

I har mange amerikanske inspirationer og bliver kaldt for et alternative country-band. I lyder måske lidt som Granddaddy, Bonnie Prince Billy og Bob Dylan. Hvilke kunstnere giver dig lyst til at skrive og spille musik...?

- Jeg kan godt lide, at vi bliver kaldt et countryband og americana osv. Det synes jeg er meget sødt. Men jeg er inspireret lige så meget af Roy Orbison, som jeg er af country. Vi vil skrive popsange, som er pakket ind i en americanasound. For egentligt synes formen og skrivemåden er langt mere inspireret af postrocken, end den klassiske Bob Dylan-form.

Kan du uddybe det?

- Mange numre starter nede men slutter oppe. I bedste Sigur Ros-stil. Men vi gør ikke noget for at holde en bestemt stil. Jeg kan godt lide vores virkemidler, som de er nu. Men det er ikke noget, vi ikke kan reformere. Normalt spiller vi os ind på hinanden i øvelokalet, og det ender med et meget højt klimaks. Det er imod den gamle tradition med at skrive sange, som kommer tilbage til temaet. Vi stikker af bryder det. Før jeg spillede CODY spillede jeg meget postrock og storladen indierock, og det er nok én af de ting, vi har taget med over i bandet. At der kommer én eller anden form for udbrud eller længsel, når man spiller musik. Vi er alle sammen meget interesserede i at bruge musikken som én eller anden formidling.

Hvad er det så, musikken kan?

- Bob Dylan kan gøre alle de ting, han gør, fordi han er en fremragende lyriker, og han skal måske ikke bruge så meget musik til at udtrykke sig. Musik kan bare fortælle en masse ting, som jeg ikke kan sige personligt. Det er også derfor, jeg godt kan lide den der forløsning i musikken. Selvom det jo er dybt uretfærdigt at sammenligne sig selv eller på nogen måde stille sig op over for Dylan eller Radiohead. For det er mennesker, der står på højder, hvor du kun kan kigge op. Man må forsøge at finde sin egen bjergtop og stå på den.

Sheriffen

Når man hører pladen, så lyder din vokal ret skramlet?

- Vi havde faktisk lånt en dyr Neumann-mikrofon af Peter Viskinde, som vi har brugt på et par af numrene. Desuden har vi brugt forskellige effekter. Vi har blandt andet kørt vokalen ud gennem en guitarforstærker, og det giver den der transistorvarme, som er lidt støvet og rustent, og ikke den der klare hi-fi-lyd.

Hvor er Songs indspillet?

- Stryger og bunden er optaget i Your Favorite Studios på Islands Brygge hos min gamle ven, Tim. Vi forstår hinanden rigtigt godt. Ugen efter tog vi til Nordsjælland og lånte sheriffens (Kaspar Kaaes betegnelse for Peter Viskinde, hvis søn spillerede med i bandet, red.) sommerhus. Vi har faktisk omdannet patriarkens soveværelse til indspilningsrum, og så lavede vi resten af pladen færdigt derude. Det var en dejlig hurtig proces, og så var der bagefter alle problemerne med mixingen, som gik helt i kage.

Songs udkommer den 14. september.