Pearl Jam – Med plads til begejstring

Snart 20 år inde i karrieren sejler grunge-bølgens sidste flagskib Pearl Jam forsat ufortrødent derudad og er nu klar med deres niende studiealbum "Backspacer"

– Første gang jeg mødte ham, var han helt nede på jorden, fortæller bassist Jeff Ament smilende om sit første møde med USA's 44. præsident Barack Obama, mens han stolt viser et billede frem af de to sammen. - Anden gang jeg mødte ham, var i december sidste år, og dér var han omringet af tyve svært bevæbnede Secret Service-vagter med hunde, men han var stadig helt nede på jorden.

Man skal ikke have opholdt sig længe i bandets afsidesliggende hovedkvarter i Seattle, før man kender til bandets politiske overbevisning. Og skulle man blive i tvivl, behøver man ikke lede længere end ud til toilettet, hvor nogen har anbragt en urinalkage formgivet som Georg W. Bushs smilende fjæs i urinalen.

- Det har ikke været de letteste forhold, Obama har skullet arbejde under, fortæller Ament videre. - Men jeg føler virkelig, at han gør et godt arbejde. Jeg kan ikke forestille mig et hårdere job end at skulle rette op på vores land igen, efter at Bush har kørt det i sænk. Men han er i fuld gang, og den første ændring, jeg har kunnet mærke, er, at vi er kommet på god fod med resten af verden igen. De sidste otte år har alle hadet os, ja vi har sågar hadet os selv, men nu føles det, som om I deler vores glæde og begejstring.

Netop glæde og begejstring er en rammende beskrivelse for arbejdet med Seattle-bandets nye album "Backspacer", mener Ament og trommeslager Matt Cameron.

Jeff: - Ed (Vedder, sanger) har skrevet nogle fantastiske tekster, måske hans bedste nogensinde, og du kan virkelig høre håbet i hans sange. Og det er helt klart en afspejling af den tid, vi lever i nu.

Matt: - Vi havde enormt meget energi, vi gerne ville ud med denne gang, og måske er det derfor, at dette er vores korteste album til dato (et par og tredive minutter, red.)

Jeff: - Det bliver lettere og lettere at lave et album, men det bliver sværere og sværere at finde tiden til det, for vi har alle sammen familier, vi gerne vil tilbringe så meget tid sammen med som muligt. Men jeg føler, at vi har noget at fejre denne gang, og det gør vi nu engang bedst med musik.

Dement og trist, men social
Hvordan undgår man, at inspirationen dør ud efter så mange år sammen?
Jeff: - Lad mig forklare det på denne måde: Forleden snakkede jeg med en guitarlærer, der fortalte, at en af hans elever allerede var begyndt at kede sig efter kun tre måneders undervisning. Læreren rådede eleven til at stoppe, for hvis man allerede keder sig efter tre måneder, så kommer man aldrig til at elske at spille på et instrument. Jeg har selv spillet musik i noget der ligner 40 år, og jeg har aldrig kedet mig med en bas eller en guitar i hånden. For jo bedre man kender ens instrument, jo mindre ved man faktisk, for man finder ud af, at mulighederne er uendelige. Jeg føler stadigvæk, at jeg blot lige er begyndt at spille musik. Og jeg har masser af musik i mig endnu.

Matt: - Jeg har det på samme måde og tænkte for nylig på, at jeg altid gerne har villet udsende et album med demoversioner.

Jeff: - Så skal vi da bare gøre det.

Nu vi er ved demoer, hvordan får I så jeres idéer ned på bånd?

Jeff: - Jeg ringer tit til min telefonsvarer og indsynger ideer. Og der er faktisk ikke noget mere pinligt, end når min kone løfter røret, imens jeg er i gang med at synge en eller anden melodistump. Men det kunne faktisk være en cool idé at lave en bonus-cd, hvor man afslørede, hvordan sangene var opstået. Det kunne være, vi skulle udsende et album med titlen "The Answering Machine Tapes" næste gang.

Hvilke albumtitler har været oppe at vende denne gang?

Jeff: -  Der var faktisk en god én i går, der lød "Demented And Sad, But Social". Det stod skrevet på en væg, og vi var simpelthen nødt til at blive fotograferet foran det.

Det er ikke altid nemt for bands at forblive venner efter at have tilbragt så meget tid sammen på endeløse turnéer og med lange dage i studiet. Hvad er jeres hemmelighed?

Matt: - Vi sørger netop for ikke at spille endeløse turnéer mere. I starten spillede man 10-11 måneder om året, og den slags er simpelthen for hårdt. Vi tillader os selv at holde mere fri. På den måde har vi så også mere energi og lyst til at finde sammen og spille igen.

Jeff: - Jeg føler også, at vi er blevet langt bedre til at vælge vores skænderier. Vi har alle sammen vores eget syn på, hvad Pearl Jam skal være, men vi er blevet meget bedre til at give hinanden plads. Hvis der er en, der er virkelig passioneret omkring et eller andet aspekt, så kommer der som regel noget godt ud af at lade ham være frontløber på lige nøjagtigt den del.

Vi var nødt til at spille SHOWET!
Hvordan var det at vende tilbage til Danmark i 2007 og spille jeres første koncert dér siden ulykken på Roskilde Festival i 2000?

Matt: - Det var meget emotionelt for os alle sammen. Men det var virkelig vigtigt at vende tilbage og spille for vores trofaste fans igen. Der var langt tilløb til, at vi følte os klar igen, men jeg er glad for, at vi omsider gjorde det.

Jeff: - København har altid været en af vores favoritsteder at spille. Der er sådan en dejlig afslappet atmosfære over den by, og det er en virkelig smuk by med mange søde mennesker. Danmark har nok altid været vores favoritland at spille i. Så det var virkelig vigtigt at vende tilbage og se vores venner, fans og forældrene og venner til de unge mennesker, der mistede livet på Roskilde. Det var en hård oplevelse, men det bliver forhåbentlig nemmere at vende tilbage næste gang. Vi har alle sammen vidst, at vi var nødt til at vende tilbage, så det handlede meget om at finde et tidspunkt, hvor vi havde den helt rigtige energi til så vigtigt et show. Vi kunne ikke bare vende tilbage og spille et normalt show, vi var nødt til at spillet SHOWET!

Fik I lejlighed for at møde nogle af de pårørende?
Jeff: - Ja, og vi har holdt kontakten ved lige med dem af de pårørende, der har ønsket at holde kontakten. Det er en hård proces, men det er noget, vi alle sammen arbejder med.

Hvis vi snakker om en helt normal koncert, hvad gør I så bagefter? Er det på hovedet i seng, eller føler I stadig, at I skal fejre en veloverstået koncert?

Jeff: - Hvis vi har haft et helt fantastisk show, du ved sådan ét, hvor man føler sig som fucking Led Zeppelin anno 1972, så ryger jeg noget pot med Matt. Men det sker kun to-tre gange på en turné, men når vi spiller den slags koncert, så fejrer jeg det med en øl og noget pot.

Matt: - Og så på hovedet i seng. Søvn er blevet ret vigtigt for os. Vi er ikke helt unge længere, og vi spiller altså ret lange koncerter, så de dage, hvor vi blev oppe hele natten og drak, er helt klart forbi.

Jeff: - Jeg er nødt til at stå tidligt op om morgenen og gå i et motionscenter, simpelthen for at holde kroppen i gang.

Matt: - Vi kan ikke bare te os som tosser, vi er nødt til at tænke på koncerten næste dag. Og showet er det vigtigste for os. Vi har en uskreven regel om, at man ikke kan melde sig syg, når vi er på turné, det ville simpelthen være utilgiveligt.


Punkmusikken blev ikke opfundet af Green Day
Næste år er det planen, at der udkommer en speciel Pearl Jam-udgave af computerspillet Rock Band, noget, de aldrende rockere glæder sig til.
Jeff: - Jeg har en del teenagenevøer og -niecer, og nogle af dem kommer til vores koncerter eller lydprøver, men jeg er jo bare onkel Jeff for dem, og vores musik siger dem ikke noget. Men da de hørte, at vores sange skulle med i Rock Band, så syntes de pludselig, at jeg var helt sej. Så det er cool, at ungerne hører noget rigtigt rockmusik, også selvom det er igennem et spil.

Matt: - Jeg tror, vi er endt i kategorien "Classic Rock", hvilket er lidt skræmmende, men hvis det betyder, at vi ligger side om side med AC/DC, Bad Company og Led Zeppelin, så klager jeg ikke.

Jeff: - Ja, og selvom der er nogle, der synes, det er forkasteligt, at unge lærer musik at kende på den måde, så skal man ikke tage fejl af, at de altså lærer vigtige navne som Ramones, The Clash og Sex Pistols at kende. Og det er altså vigtigt, at unge mennesker lærer, at punkmusik ikke blev opfundet af Green Day, og at Classic Rock ikke er ensbetydende med Linkin Park.