Basement Jaxx: Vi ville egentlig have lavet en anden plade

GAFFA har fået en snak med Simon Ratcliffe om duoens femte album, "Scars"

I dag udkommer femte album fra Basement Jaxx. Pladen har fået titlen Scars, og det er ikke uden grund. Felix Buxton gik fra sin kæreste og blev overfaldet under indspilningerne, der har krævet mere af duoen end tidligere. Derfor var det relevant at spørge duoens hurtigtsnakkende halvdel, Simon Radcliffe om processen:

Der er en grund til, at albummet hedder Scars. Så vidt jeg har forstået, har det været en hård proces?

- Felix har skrevet nogle ret personlige sange, om ting der er foregået i hans liv, men alle folk bliver slået ud en gang imellem. Det er en del af livet, og det er med til at forme den person, man er. Så det handler nok egentlig mest om at være stolt af sine ar. Det her album har taget os længere tid at lave, end det plejer, fordi vi har haft lidt svært ved at finde ud af hvilken retning, vi skulle gå i. Vi ville egentlig have lavet en plade med ambient soundscape-musik - mest for vores egen skyld. Arbejdstitlen for projektet var Bath Music, fordi det er sådan en slags musik, som man kan lytte til i badet, mens man har tændt en masse duftlys, og derfor tror mange fejlagtigt, at det er det, pladen kommer til at hedde. Musikken fungerer lige så godt i et mørkt rum eller på en åben mark. Det er musik uden særlig meget vokal, hvor fokus snarere er følelsesformidling end at få folk til at danse. Så altså ikke den slags musik, vi er kendt for at lave. Det var altså, hvad vi startede ud med at arbejde på, men lige så stille begyndte der at snige sig mere energiske numre ind.

Hvordan synes du, musikscenen har udviklet sig, og hvilken betydning har udviklingen haft for Basement Jaxx?

- Vi har altid været opmærksomme på, hvordan den musik, der omgiver os, lyder og har ladet os påvirke af det. I løbet af de sidste tre-fire år har der ikke rigtig været så meget at lade sig inspirere af derude, hvad club-musik angår. Det har været meget monotont og uden rigtige melodier eller vokaler. Det er velproduceret, men ret minimalistisk, og selvom noget af det er ret cool, er det bare ikke særlig inspirerende, og vi havde det som om, vi ikke rigtig hørte til på den scene længere. I løbet af sidste år begyndte der så at dukke andre ting op i det musikalske landskab. Ting, vi bedre kunne forholde os til. Det er sikkert som følge af den tilstand, verden befinder sig i nu, at folk ikke er så bange for en smule glæde i musikken. De gider ikke have det dårligere end nødvendigt og vil gerne slås for lidt solskin og liv i dagligdagen. Derfor blev det nærmest naturligt i løbet af processen at række tilbage og lave et nummer som "Raindrops".

Gæsterne
I har nogle ret markante vokalister med på "Scars". Hvordan har det været at arbejde med folk som Yoko Ono og Santigold?

- Det har været rigtig fedt. Det skete alt sammen i løbet af de 14 dage, vi var i New York i begyndelsen af arbejdsprocessen. Vi havde booket et studie i New York i to uger og lavet aftaler med folk som Yoko Ono, Santigold og Yo! Majesty. Der kom nye folk ind i studiet til os hver dag, og vi fik lavet så meget som muligt, før vi skulle af sted igen. Santigold var fantastisk. Hun boede i Brooklyn ikke så langt fra studiet. Hun var ikke blevet berømt endnu på det tidspunkt, så vi fandt faktisk frem til hende via hendes MySpace-side, hvor vi blev meget begejstrede for hendes stemme og besluttede os for at høre, om ikke hun var klar på at lave noget med os, hvad hun heldigvis var. Da hun kom op til os i studiet, havde Felix lige skrevet nogle stykker tekst ned om et skænderi, han havde haft med sin kæreste, og hun syntes det var ret cool og ville gerne synge det. Hun var meget nem at arbejde med.

Hvordan har det været at se en person, som I har valgt ud fra vedkommendes MySpace-side, blive berømt senere hen?

- Det har selvfølgelig været rigtig fedt, og heldigvis er det sket et par gange, at vi har arbejdet med folk, mens der endnu ikke var nogen, der kendte dem, og de så senere hen er blevet store. Jeg er rigtig glad på Santigolds vegne, for hun er fantastisk og har helt sikkert fortjent det. Dizzie Rascal, som vi arbejdede med tilbage i 2003, er også en kunstner, der har fået succes senere hen med sine egne ting. Dengang var han en upcoming stjerne på den britiske grime-scene, og nu er han fremme igen med noget mere dance-orienteret. Han har virkelig personlighed og en fantastisk åben indstilling til musikken.

Hvad har været den bedste oplevelse i arbejdet med den nye plade?

- At gøre den færdig. Det har virkelig været en lettelse. Det har også været fedt at arbejde på soundscape-tingene, og så har det været fantastisk at møde Yoko Ono. Hun var rigtig cool. Vi havde en idé om, at hun måske kunne være lidt vanskelig at have med at gøre, det er jo det rygte, hun har, men hun var virkelig sød og tog godt imod de idéer, vi fremlagde for hende. Hun gav os en time af sin tid, hvilket er stort, for hendes tid er ret værdifuld for hende, eftersom hun jo efterhånden er blevet 76. Hun er imidlertid stadig meget ungdommelig, og det var en stor oplevelse at få lov at arbejde sammen med hende.

Den kommercielle succes er vigtig
Du har talt meget om de soundscape-numre, I har arbejdet på. Er det den retning, I vil gå i fremover?

- Grunden til, at vi får lov til at spille her på Beatday (det københavnske augustfestival, hvor GAFFA mødte Simon Ratcliffe, red.), og grunden til, at vi får lov til at tage til New York og arbejde med folk som Yoko Ono, er, fordi vi har opbygget en karriere, der afhænger af radiosingler og kommerciel succes. Det er sådan, vi får lov til at spille på de store scener og have det her store live-show med os. De mange oplevelser, vi har haft, har været på grund af vores kommercielle succes, og det er vi selvfølgelige opmærksomme på. Vi elsker at lave mere eksperimenterende musik, men vi er også klar over, at vi så når ud til et meget mindre publikum. Der har været segmenter af det på alle vores plader; vi har ikke bare fyret den af hele tiden, og folk har responderet både positivt og negativt på de små refleksive øjeblikke. Jeg ville gladelig nøjes med at lave de eksperimenterende ting, men vi vil på den anden side også gerne have vores musik ud til folk, så hvis vi skulle lave hele plader med eksperimenterende numre, ville vi nok være nødt til at gøre det under et andet navn, så vi kunne være sikre på ikke at skræmme det brede publikum væk.

Når du har det på den måde, hvordan har du det så med at spille på de store scener. Er det fedt, eller ville du hellere spille på små klubber?

- Det er enormt fedt at spille på de store scener sammen med bandet. Vi er i alt 12 mennesker, når vi skal på scenen, og vi har både et stort lysshow og masser af visuelle elementer med, og det fungerer fantastisk godt på de store scener. Vi har selv planlagt hele showet, jeg spiller guitar, og Felix mikser og spiller keyboards. Vores lysmand har været med os i mange år, og han har bygget et herligt lysshow op omkring vores optræden.

Utilfredshed med den sidste plade
I har tidligere udtalt, at I ikke var helt tilfredse med jeres sidste plade (Crazy Itch Radio –red.), hvad gik der galt der?

- Jeg synes faktisk, det er en rigtig god plade. Det eneste, jeg ikke rigtig bryder mig om ved den, er navnet og coveret. De to ting gjorde, at pladen ikke føltes helt rigtig. Albummet skulle færdiggøres i en fart, fordi vi have sagt ja til at tage på tour med Robbie Williams, hvilket var en ret stor beslutning for os. Vi havde egentlig sagt, at vi ikke ville, men vores management pressede på og fik os overbevist om, at det var en god mulighed for at komme ud til et større publikum. Særligt i Tyskland, hvor vi aldrig har solgt særlig mange plader, fik vi nu lov til at spille for i alt en million tyskere. Vi skulle på tour i to måneder, så vi var nødt til at have pladen færdig inden, og vi nåede det kun lige akkurat. Det betød, at vi ikke fik nogen indflydelse på titlen, og hvordan coveret kom til at se ud. Hvis jeg skal være ærlig, er lyden heller ikke helt optimal. Musikken er rigtig god, men jeg ville ønske, at vi havde haft materialet til at ligge og så var kommet tilbage og havde gjort det helt færdigt. Det mangler noget gnist, og nogle steder lyder det som om, det ligger under en pude eller noget i den stil. Det kunne helt klart have brugt lidt mere vitalitet. Nummeret "Hush Boy", der blev udgivet som single i England, klarede sig ikke særligt godt der, men blev sjovt nok et kæmpe hit i Japan, og da vi så spillede i Japan for en måneds tid siden, spillede vi "Hush Boy", som vi på det tidspunkt ikke havde spillet i tre år. Der gik det op for mig, hvor fedt et nummer det egentlig er. Det havde jeg bare ikke rigtig tænkt over tidligere, fordi jeg var utilfreds med mange af de mindre detaljer vedrørende pladen. Den var helt sikkert blevet bedre, hvis vi havde haft mere tid, og den kunne virkelig godt bruge en anden ”indpakning”.

Men er du så 100 % tilfreds med Scars?

- Det er faktisk svært at sige allerede. Det har været en lang proces, og numrene sidder stadig i kroppen. Vi har brugt utrolig meget tid på at lave den ene version efter den anden af de forskellige numre og på at remixe numre, der i sidste ende slet ikke kom med på pladen. Måske har vi været ekstra påpasselige med denne her plade, netop fordi vi var lidt skuffede over "Crazy Itch Radio", så her skulle tingene virkelig være i orden. Jeg synes helt sikkert, det er en god plade, og at den indeholder numre af høj kvalitet. De repræsenterer fint, hvor Basement Jaxx er lige nu, og den er stemningsfyldt og meget afbalanceret.

Den virker lidt dyster i sit udtryk…

- Gør den?

Ja, det synes jeg.

- Det er godt.

Hvor længe går der før I udgiver soundscape-pladen?

- Der går forhåbentlig ikke så lang tid. Vi går i studiet i næste uge og udvælger numre, så jeg håber, vi kan have den ude omkring oktober eller november. Vi havde egentlig tænkt os at lave et dobbeltalbum, men det blev vi frarådet. Vi fik at vide af pladeselskabet, at folk synes, at dobbeltalbums er lidt overvældende. Så nu har vi delt dem op i to, så de, der vil have det hele med, kan købe soundscape-pladen, når den udkommer. Men nu hører folk jo alligevel musikken på mp3-afspillere og hopper fra nummer til nummer, hvilket egentlig er lidt en skam, for vi bruger utrolig lang tid på at få numrene til at hænge sammen. Også rent stemningsmæssigt. Nogle gange skal man komme fra et bestemt nummer til et andet, hvis man vil have det fulde udbytte af musikken.

Læs anmeldelsen af Scars her.