The Raveonettes: For alternative til at være pop - for poppede til at være alternative

I parforhold taler man om syvårskrisen, men i Sune og Sharins musikalske partnerskab har det syvende år vist sig at være et af de mest frugtbare.

The Raveonettes 2009

I parforhold taler man om syvårskrisen, men i Sune og Sharins musikalske partnerskab har det syvende år vist sig at være et af de mest frugtbare - ikke mindst takket være deres nye legekammerat, Thomas Troelsen. Med In And Out Of Control har The Raveonettes skabt deres utvivlsomt mest poppede album til dato, og det er sket i skøn treenighed med den effektive hitmager.

The Raveonettes er kommet vidt siden debuten "Whip It On" fra 2002, og med en så markant skikkelse som Thomas Troelsen i rollen som både producer og medsangskriver er det et afgørende kapitel i bandets historie, der med dette album tages hul på. Væk er det dystre og introverte, der dominerede på den to år gamle forgænger, "Lust Lust Lust", og i stedet præsenterer Sune Rose Wagner og Sharin Foo med "In And Out Of Control" en særdeles smittende og pågående lyd, som tydeligt øger duoens hitpotentiale.

Jeres udgangspunkt, da I startede, var at nu skulle I fandeme have det sjovt. At det gerne måtte være underholdning, snarere end en "stiløvelse udi folks indre dæmoner". Hvor står Raveonettes i dag på underholdningsskalaen? Spiller I for morskabens skyld, eller føler I, at I tør have noget på hjerte?
Sune: - Jeg synes, vi har enormt meget på hjerte, især med den her plade. Den er jo nærmest konfronterende og tager stilling til ting, vi ikke har taget stilling til før. Men samtidig synes jeg også, at musik skal være underholdende.

En sangtitel som "Boys Who Rape (Should All Be Destroyed)" springer i øjnene. Hvad er historien bag den?
Sune: - Sangen handler om det, titlen siger, men den er ikke skrevet med en bestemt person i tankerne. Men jeg har engang været i et forhold, hvor min kæreste var blevet voldtaget af sin onkel, og han havde skåret i hende, så det lå lidt i baghovedet. Jeg har også meldt mig som frivillig i sådan et center, der hjælper voldtægtsofre i New York. Jeg er bare ikke gået i gang endnu, fordi de simpelthen har så mange frivillige, så de ringer bare, når de mangler folk.

Hvordan gik samarbejdet med Thomas?
Sune: - Han er meget ja eller nej. Der er ikke noget imellem. Jeg kunne for eksempel spørge ham, om han ikke lige ville høre noget, jeg havde indspillet dagen før, og efter to sekunder kunne han afgøre, at det duede altså ikke. Det var lidt hårdt engang imellem. Og i starten syntes vi lidt, at han havde nogle underlige arbejdstider. Det var ikke bare direktørtid - det var over-direktørtid! Vi startede godt nok hver dag klokken ni, men så smutter manden igen klokken fjorten. Og så sidder man dér resten af dagen og tænker "hmm, hvordan skal vi nå den deadline?". Men nå ja, "så tager vi bare en lang dag på lørdag!", men næ nej - Thomas arbejder ikke i weekenden. Men mirakuløst fik vi lavet en plade færdig, og det var der altså ikke mange, der troede på.

Sharin: - Thomas bød ind med mange idéer, og han spurgte for eksempel "hvorfor ikke droppe surf-guitaren?". Så lad os da prøve det, for vi var friske på at lytte til hans råd. Og han foreslog også, at vi skulle synge mindre i harmonier, og det havde vi faktisk også selv tænkt på. Vi skulle synge mere ekstremt.

Sune: - Ja, og i højere toneleje. Men det havde vi også snakket om. Vi ville gerne synge noget mere, end vi havde gjort tidligere. Så det var også derfor, jeg tænkte "fint" til Thomas' ideer, for mange af dem havde Sharin og jeg allerede gået med selv. Og så sagde han også det med surf-guitaren, og jeg tænkte, "jamen, fint nok, så lad os prøve at lave en plade uden alt det surferi". Men det var en også god udfordring, for hvad fanden skulle jeg så spille?

Mig og Molly ... og Sune
Sharin, hvordan påvirker det din rolle i bandet, at du er blevet mor?
Sharin: - Jeg var da ret bekymret, da vi begyndte at lave pladen, og jeg tænkte på, hvordan jeg overhovedet skulle have plads til begge dele. Men det gik fint nok. Vi må indgå nogle kompromiser, og Molly indgår også nogle kompromiser - og hun var nødt til at komme med på turné, da hun var tre måneder gammel. Det er jo ikke specielt sjovt. Og det er nok heller ikke helt vildt sjovt for Sune og drengene, at hun skal med på turné her til oktober, for det betyder, at der skal tages hensyn engang imellem. Men det er jo dér, vi er i vores liv, og jeg synes, Sune virkelig har støttet mig meget i at blive mor.

Sune: - Jeg er altid lidt nervøs, når der kommer de dér ting fra vores management - "kan I ikke lige flyve tre dage til London?" - og så er jeg altid nervøs for, at der kommer den dér mail fra Sharin, hvor der står "det kan jeg ikke, på grund af... du ved". Men der er slet ikke noget. Lad os bare få det til at fungere. Men det må da være meget hårdt for Sharin at rejse på den måde. Og nogle gange på det personlige plan kan det da også være lidt irriterende, fordi vi ikke får snakket sammen - ud over når vi snakker musik.

Sharin: - Vores dinners lider virkelig under det!

Sune: - Ja, for vi er ellers virkelig gode til at have dinners sammen! Men sådan er det jo bare. Den skal jo heller ikke med på turné for evigt, altså.

Sharin: - Den??

Sune: - Hahaha, "det dér skal ikke med på turné!". Det er jo bare en periode, og det går altså stærkt. Nu er hun jo fandeme allerede snart et år gammel.

Sharin: - Hun kan snart komme med på scenen, du.

Er Sune god til børn, bortset fra at han kalder din datter for "den"?
Sharin (til Sune): - Ja, du fik da et ordentligt kys af hende. Og I legede med din Evian-vandspray, så du fik hende til at nyse!

Sune: - I virkeligheden er det måske meget godt at have en unge med. For når hun er der, så tænker vi jo ikke på musik, kan man sige. Så er det måske meget godt bare at koble af og tænke på noget helt andet.

I stald med Safri Duo, Sukkerchok og Aqua
Sune, du sagde for et par år siden, at I hørte "mere hjemme på et indie-selskab". Er det derfor, I er skiftet til Universal i Danmark?
Sune: - For os er der ikke længere nogen forskel på at være på et stort eller lille selskab. Det er jo ikke, fordi vi får en million kroner, fordi vi signer med Universal. Vi var klar på at rykke igennem med den her plade, og Universal var klar på at løfte opgaven. Vi gad ikke bare lave endnu en plade og så lave to dages presse, og så hører man ikke mere om den plade.

Da I var på Columbia, betød det jo meget for jer, at I var blevet en del af den familie, der også talte Bob Dylan og Bruce Springsteen. Nu deler I pladeselskab med Safri Duo, Sukkerchok og Aqua. Er det et lige så fint selskab i jeres øjne?
Sune: - Jaeh, sælger de ikke meget godt de bands? For nu at give et kort svar, så har vi overhovedet ikke tænkt over det. Jeg ved ikke engang, hvilke bands de har internationalt.

Sune, nu hvor du har opnået international anerkendelse...
Sune: - Kultstatus!

...kan man så sige, at der er en større position, der skal holdes ved lige? I Psyched Up Janis-tiden hed konkurrenterne trods alt kun Kasper Eistrup og Tim Christensen - nu er det, med lidt god vilje, Jack White og hans 117 sideprojekter og så videre.
Sune: - Ja, helt klart. Vi er ude i en genre, hvor der stadigvæk ikke er så mange bands, så vi er lidt ude i vores egen niche. På godt og ondt. Men sådan har jeg i grunden aldrig tænkt på det. Jeg har bare aldrig forstået, hvorfor vi ikke er blevet større, end vi er.

Sharin: - Det er fordi, vi er for alternative til at være pop, og for poppede til at være alternative!

Er der nogen, I misunder?
Sharin: - Søren fra Aqua. Han arbejder lige inde ved siden af Thomas' studie. Vi kan godt nogle gange misunde hans store slot og hans flotte bil.

Sune: - Og hans flotte børn. Og han er altid i godt humør og fjollet. Så kan man godt tænke "hvorfor er jeg ikke lige så glad, og hvorfor bor jeg ikke i lækkert slot og har en sød kone - og en nummer 1-plade?"

Sharin: - Måske også Mew. De har langt mere styr på tingene end os.

Sune: - Ja, de har virkelig styr på det, og det har vi virkelig ikke. De er gode til sådan noget med, at når de ikke er på turné, så lejer de deres udstyr ud og tjener en masse penge. Det eneste, vi har, er et rum ovre i England, som vi betaler kassen for, og hvor vi har en masse lort stående, som vi ikke har brugt i halvandet år. I stedet for bare lige at tage en flyver derover og sælge alt lortet og lukke rummet og bruge alle de penge på noget andet. Så dér kan jeg godt misunde Mew, for de er virkeligt tjekkede. Det vil vi også gerne være, men det bliver bare ved snakken.

Drømmen om kultstatus
Hvilke navne repræsenterer det, der er galt med musikscenen lige nu?
Sharin: - Kings Of Leon, for fanden. Fordi de har fået succes med den værste plade, de nogensinde har lavet!

Sune: - Ja, netop!

Sharin: - Der er en tendens til, at folk ikke tager stilling til musik. De tager mere stilling til, om det er Jack Whites nye projekt, for eksempel, frem for om de kan lide musikken. Bare fordi Jack White har lavet noget, så kan de lide det - uden at være kritiske. Og der er nogle, der har en forestilling om, hvad Raveonettes er, så derfor vil de ikke lytte til vores musik. Jeg har oplevet mange gange, at folk skriver, "nu har jeg endelig fået lyttet til jeres musik, og jeg troede, det var forfærdeligt, men I er faktisk rigtig fede".

Sune: - Der er mange fordomme. Men man kender det jo også godt lidt selv, hvis der er et nyt band, og man så ser et billede af dem og tænker "hold kæft, hvor ser de latterlige ud", så gider man jo ikke engang at høre musikken.

Hvad er det for nogle fordomme, som I har oplevet, at folk har om jer?
Sharin: - Jeg har hørt om mange, der har ment, at vi bare var sådan et major label-projekt. Sådan et konceptband.

Sune: - Jeg mødte en pige engang, som syntes, at "Pretty In Black" var den mest latterlige pladetitel, hun nogensinde havde hørt, så hun gad overhovedet ikke på nogen som helst måde at have noget med Raveonettes at gøre. Hun ved jo ikke, hvad hun er gået glip af, den stakkels pige! Det er jo synd for sådan én!

Sharin: - Det kunne have ændret hendes liv!

Sune: - Det er jo det, jeg mener! Det er bare sådan nogle små ting, folk går op i. Det kunne man da også læse inde på GAFFA, da I skrev, at vi skulle over på Universal - "jaja, det var fordi Sune Wagners solokarriere ikke lykkedes - det kunne han ikke finde ud af, og nu kommer de så tilbage, fordi de vil være kommercielle" og blablabla. Det kan jo nærmest pisse folk af, og vi synes jo, det er morsomt, at folk går op i sådan noget. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Men altså, det er jo underholdende læsning!

Ikke for at hentyde, at det er på tide for jer at stoppe - men Psyched Up Janis stoppede, mens legen var god. Hvor lang levetid har Raveonettes? I har allerede udgivet flere plader, end Psyched Up Janis nåede.
Sune: - Jeg synes faktisk, det er et fint spørgsmål, for det er sådan noget, jeg nogle gange tænker over. Også når man kigger på mange af de bands, man godt kan lide. Man kan tage et band som Velvet Underground, som jo i virkeligheden ikke udgav ret mange plader og stoppede karrieren ret tidligt. Forestil dig, hvis de stadig havde eksisteret nu. Så jeg har da nogle gange tænkt på, at hvis vi nu bare var stoppet efter "Chain Gang Of Love", så kan det da godt ske, vi havde opnået den dér kultstatus, jeg går og drømmer om!


Den allersidste dans
Den første single fra albummet hedder "Last Dance". Hvis I kun havde én dans tilbage, hvilken sang ville I så danse til?
Sune: - "North American Scum" med LCD Soundsystem. Dét er et godt dansenummer! Det tager jeg!
Sharin: - "Shoot Speed/Kill Light" med Primal Scream. Den har jeg altid godt kunnet lide.


Thomas Troelsen om samarbejdet med The Raveonettes:
- Det har længe været oppe at vende, at vi skulle lave noget sammen. Jeg var spændt på og nervøs for, hvordan Sune ville have det med at skulle sidde og skrive sange foran mig. Men han kløede bare på, og det gik så godt, at alle sangene var skrevet på to uger. Faktisk have Sune sendt mig 40 demoer, før vi gik i gang, men vi endte kun med at bruge tre vers derfra på hele pladen.

- Jeg er virkeligt spændt på at se, hvordan udlandet tager imod den her plade, for Sune og Sharin vil jo gerne være lige så store som U2 og The Killers, og jeg tror, den nye plade kan blive starten på noget større for dem. Selvom de har fået kritikerros, er de jo stadig langt fra at være en reel succes, set med mine sangskriverøjne, hvor man først er en succes, når man har solgt over en halv million plader.

Du blev i Ekstra Bladet kaldt en plattenslageragtig pop-producer i anmeldelsen af Martin-pladen. Har det været vigtigt for dig at vise lytterne, at du stadig godt kan lave rock med nerve?
- Jeg laver musik, jeg rykker på, og hvad folk så synes om det, er jeg fucking ligeglad med. Den kommercielle branche tiltrækker mig mere, for der er et større pres. Jeg er vild med at have det store ansvar. Det her lyder vildt arrogant, men jeg ville kunne lave en indieplade i søvne, som alle anmeldere ville give seks ud af seks stjerner. Men det er for nemt og kedeligt. Udfordringen er at lave noget, der rammer bredt - at skrive en god sang. Og kendetegnet ved netop Raveonettes-pladen er, at der er sange, man kan synge med på denne gang.